"Det er egoistisk at være gravid som 48-årig”, kunne hun læse i Ekstra Bladet. Om sig selv, vel at mærke. Snart efter kunne hun også læse et anonymt hadebrev, hvor der stod, at hun burde få en abort.
Da Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune for Det Konservative Folkeparti, som 48-årig blev gravid med sit andet barn i 2018, modtog hun nogle mildest talt negative reaktioner.
Efter otte års forsøg lykkedes det hende endelig at få et barn i 2016 og endnu et i 2018. Dermed kom hendes børn til at tilhøre den gruppe, der er født af kvinder over 40 år. En gruppe, der har fordoblet sin størrelse de seneste 20 år.
Men en ting er statistik, noget andet er etik. At få børn i en høj alder er forbundet med nogle etiske spørgsmål. Er det bedst at vente, til man har styr på karrieren? Er det synd for et barn at vokse op med "gamle" forældre? Og hvad med risikoen for komplikationer under graviditeten?
Gå i gang så tidligt som muligt
I den biologiske afdeling – nærmere bestemt på Rigshospitalets fertilitetsafdeling – kan klinikchef Søren Ziebe sige det ret enkelt:
”Vi er bygget til at få børn på et helt andet tidspunkt, end vi gør.”
Fra hans perspektiv er der to altoverskyggende faktorer, når det gælder alder og børn.
”Jo længere en kvinde venter, jo sværere bliver det at få børn. Og jo senere, kvinden opnår graviditet, jo større risiko er der for mor og barn under hele graviditeten og fødslen,” siger Søren Ziebe.
Faktisk er der også en tredje faktor, tilføjer Søren Ziebe. Og det er mandens alder. I fertilitetsverdenen er man for alvor begyndt at tale om, at den også har betydning. Blandt andet for, hvor godt sædcellerne kan befrugte ægget, hvilket så kan få betydning for, om barnet senere hen udvikler sygdomme såsom autisme.
Kort fortalt er det altså ifølge Søren Ziebe med at komme i gang tidligt, hvis man vil være sikker på at få de børn, man gerne vil have. Han opfordrer unge til at spørge sig selv og hinanden:
Jeg har endnu ikke mødt et menneske, der ikke har sagt, at det at få børn ikke har været det vigtigste i deres liv. Hvorfor er det, vi som samfund ignorerer det vigtigste i livet?
”’Hvad drømmer du om? Hvor mange børn vil du have? Og hvor længe tør du vente med at få dem?’ For venter man for længe, kan man ikke bare gå på fertilitetsklinik. Vi kan hjælpe med rigtig mange ting, men alderen på æggene kan vi ikke ændre.”
Derfor undrer Søren Ziebe sig over, at det at få børn tilsyneladende ikke længere er en hjørnesten i den måde, moderne mennesker lever sammen på. At mange føler, de skal have fuldstændig tjek på tilværelsen først. Som han siger:
”Jeg har endnu ikke mødt et menneske, der ikke har sagt, at det at få børn ikke har været det vigtigste i deres liv. Hvorfor er det, vi som samfund ignorerer det vigtigste i livet?”
Lis Munk er formand for Jordemoderforeningen. Hun mener tilsvarende, at forestillingen om, at man skal have orden på både uddannelse, økonomi og boligforhold, før man får børn, er vævet tæt ind i vores kultur. Og at det ikke rigtigt giver mening.
”Vi har et stort fertilitetsproblem, hvor folk kommer for sent i gang, og så lykkes det måske ikke. Som samfund burde vi begynde med at kigge lidt indad: Hvad gør vi egentlig for, at det er muligt at få børn, både socialt og økonomisk, tidligere i livet?” spørger hun retorisk.
Der kan dog også være fordele ved at være lidt ældre, når man får børn, siger hun:
“Når man får sine børn i 40’erne, så er det ofte nogle børn, forældrene har ønsket sig rigtig meget, og derfor lægger de meget krudt i at være gode forældre.”
Livet kan ikke planlægges
I det hele taget opfordrer Lis Munk til at huske, at mange af dem, som får børn sent, ikke har planlagt det sådan. Måske har man prøvet længe, eller man har først fundet den rigtige partner relativt sent.
”Derfor tror jeg også, man skal passe på med at dømme,” siger hun.
Livets uforudsigelighed er også et af de forhold, der optager Thomas Søbirk Petersen, som er ph.d. i filosofi og professor i etik ved Roskilde Universitet.
”Det er rigtigt nok, at det ville da være helt fint og biologisk optimalt, hvis alle fik børn, når de var 25 år, men det er bare ikke altid, at livet former sig systematisk og klart. Så jeg synes, der skal være mulighed for at få børn, selvom man ikke længere er ung,” siger han.
Hvem skal vurdere den risiko? Er det ikke kvinden selv? Hvorfor er det, andre skal vurdere den for hende? Vi accepterer, at andre kan bestige bjerge, ride på hest og køre motorløb, selvom det er farligt. Og det handler endda bare om leg og pjat og sport. Hvorfor så ikke acceptere en lille risiko, når det handler om et kæmpe ønske for folk, og der kan komme noget så værdifuldt som et barn ud af det?
Problemet er bare, ifølge Thomas Søbirk Petersen, at den mulighed for kvinders vedkommende er begrænset, fordi det kun er tilladt at få fertilitetsbehandling, indtil de fylder 46 år, mens mænd kan få hjælp til kunstig befrugtning, lige til de er 90 år. Han mener, at grænsen for kvinder burde hæves til 50 år.
”Staten skal ikke forhindre nogen i at få børn, hvis vi ved, at børnene vil få gode liv. Og det gør den i øjeblikket."
Thomas Søbirk Petersen anerkender den øgede risiko for komplikationer ved graviditet og fødsel. Den skal man naturligvis oplyses om, hvis man prøver at blive gravid i en høj alder. ”Men”, tilføjer han:
”Vi kan også spørge: Hvem skal vurdere den risiko? Er det ikke kvinden selv? Hvorfor er det, andre skal vurdere den for hende? Vi accepterer, at andre kan bestige bjerge, ride på hest og køre motorløb, selvom det er farligt. Og det handler endda bare om leg og pjat og sport. Hvorfor så ikke acceptere en lille risiko, når det handler om et kæmpe ønske for folk, og der kan komme noget så værdifuldt som et barn ud af det?”
Mødre hånes, og fædre hyldes
Da Benedikte Kiær i 2018 som 48-årig blev mor for anden gang, reagerede nogen med forargelse. Men for hende selv var beslutningen truffet med blik for de etiske nuancer.
”Jeg har selvfølgelig tænkt over, at jeg ikke har så mange kilometer i benene tilbage, som hvis det havde kunnet lade sig gøre at få børnene tidligere. Men på den anden side er der aldrig nogensinde nogen garantier her i livet. Du kan ikke dække dig ind ved at få børn som 25-årig, for du ved ikke, hvad der sker. Du kan få et langt liv, du kan få et kort liv, du kan blive syg. Så det handler også om, at man sætter pris på hver eneste dag,” siger hun.
I det hele taget mener Benedikte Kiær, at alder er ”lidt en snydestørrelse”. Hun synes, det giver bedre mening at forholde sig til, hvordan man har det fysisk. Og hun har det godt. Der er endda nogle ting, hun tror er nemmere, netop fordi hun er blevet mor senere end gennemsnittet.
”Min mand og jeg er mere etablerede. Jeg kender yngre børnefamilier, som virkelig er hængt op, fordi de skal nå det ene, det andet og det tredje. Der har vi nogle praktiske rammer, som gør det nemmere at være forældre. Jeg tror også, livserfaringen betyder noget. Med alderen får man mere ro i sit indre, og man bliver bedre til at trykke på pytknappen,” siger hun.
Når Benedikte Kiær skal svare på det spørgsmål, der indleder denne artikel, lyder svaret derfor:
”Hvis man har et brændende ønske om at blive forældre, så synes jeg, man skal undersøge mulighederne for at blive det. Man skal så også vide, hvad man går ind til, uanset alder og hvor man er i livet. For du får et kæmpe ansvar for et lille menneske, som med al ret kan forvente din fulde opmærksomhed og kærlighed.”
Der er et lille bitte vindue for, hvornår det er socialt acceptabelt, at kvinder får børn. Hvis de er over 40 år, er de for gamle, og hvis de er for unge, bliver de stemplet som sociale tabere.
Det hører i øvrigt til historien, at da Benedikte Kiær blev mor som 48-årig, var det samme år, som iværksætteren Klaus Riskær blev far som 63-årig, og politikeren Martin Lidegaard fik et barn som 51-årig.
”Det var der bare ingen, der syntes var noget særligt. Det virker som om, at mænd, der får børn, når de er godt oppe i årene – endda ret meget ældre, end jeg var – skal hyldes, hvorimod kvinderne skal hånes. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi som samfund ikke er kommet længere," siger hun.
Også Thomas Søbirk Petersen peger på uretfærdigheden i, at vi som samfund har “utroligt travlt” med at udskamme kvinder, der får børn sent, mens modne fædre ofte får et skulderklap.
”Der er et lille bitte vindue for, hvornår det er socialt acceptabelt, at kvinder får børn. Hvis de er over 40 år, er de for gamle, og hvis de er for unge, bliver de stemplet som sociale tabere,” siger han.
Barnets tarv
Endelig er der det vigtige spørgsmål om, hvordan et barn oplever at have forældre, der er ældre end de andres. Gennem årene har børnepsykolog John Halse talt med en del børn, der har det. Først slår han fast:
”Grundlæggende føler barnet det samme for deres forældre som alle andre børn. De er den sikre havn, hvis man har brug for hjælp og støtte, og man elsker dem per definition. Men når barnet når skolealderen og begynder at spejle sig i sin omverdenen, kan det godt komme til at føle, at nu bliver det alligevel lidt mærkeligt, at forældrene er så gamle,” siger han.
Et andet forhold, John Halse har observeret, er, at en stor aldersforskel kan skabe en relationel kløft mellem barnet og forældrene.
Jeg tror, jeg vil sige, at den bedste alder at få børn i, er den alder, du som vordende forælder selv synes, er den rigtige. Sådan må det være.
”Uanset hvordan man vender og drejer det, vil en 60-årig far eller mor være mere ude af sync med sin barns verden, end hvis vedkommende var 35 år. Og den forskel i kultur bliver større, jo ældre barnet bliver. Så barnet får nogle færre temaer at være sammen med sine forældre om, hvilket i sidste ende kan have betydning for, om barnet oplever, at forældrene virkelig interesserer sig for det,” siger han.
Et barn med ældre forældre vil statistisk set miste dem før vennerne, og det kan forstærke oplevelsen af tab, påpeger John Halse. Man kan heller ikke tage for givet, at børnene kommer til at have bedsteforældre. Og ja, det er ”hamrende svært”, men hvis John Halse alligevel skal sige noget alment, så mener han, at mennesker er bedst egnede til at blive forældre, før de fylder 30.
”Jeg synes, at det ud fra et fysisk og mentalt perspektiv er bedst at have forældre, der er i hvert fald yngre og energiske. Så de bedst muligt kan imødekomme barnet og dets behov, ønsker og ytringer.”
I sidste ende er det dog temmelig altafgørende, om forældrene magter opgaven, mener børnepsykologen, der på diplomatisk vis ender med at sige:
”Jeg tror, jeg vil sige, at den bedste alder at få børn i, er den alder, du som vordende forælder selv synes, er den rigtige. Sådan må det være.”