Hvad er det værste ved den her tid?
Der er nok at tage af. Her er klimakrise og krig, og 70 procent af verdens befolkning lever i autokratier. I 2010 var det tal 49 procent. Jeg vil også nævne verdensmesterskabet i fodbold i Qatar. Fifa og Qatar har haft held med at fjerne alle de menneskerettighedsbudskaber, der er kommet til udtryk i de indledende runder. Det er skammeligt. Nogle kan mene, at fodbold ikke er politisk, men verdensmesterskabet i Qatar har fra starten været politiseret.
Hvad er det bedste ved den her tid?
At der fortsat er mange, der tager kampen. For eksempel den modige protestbevægelse i Iran. Jeg besøgte selv landet for år tilbage og oplevede, hvordan det er, når staten bestemmer, hvordan man skal gå klædt. Mænd ville ikke tale direkte til mig. Det er enormt opløftende, at nogle mennesker vælger at tage den kamp.
Hvordan påvirker krisen og uroen i tiden din hverdag?
Det påvirker mig selvfølgelig i kraft af mit arbejde. Jeg er så privilegeret, at mit job er at fremme menneskerettigheder. Vi er vidne til store kriser, og det betyder, at der i den grad er behov for det, vi laver på instituttet. Klimakrisen påvirker også min hverdag konkret. Jeg spiser stort set ikke kød længere.
Hvor finder du håb?
Jeg oplever, at menneskerettighedskampene, som før har føltes meget fjerne, er kommet tættere på. På sociale medier kan man se en intens og konkret diskussion af rettighedsspørgsmål. Jeg finder håb hos ungdommen. Ikke mindst i deres kamp for at gøre op med racisme og sexisme.
Hvad håber du på?
Jeg håber, at den samtale, som jeg oplever bliver stærkere på globalt plan, er kommet for at blive. At vi engagerer os i, at mennesket har rettigheder, som ikke skal krænkes, hvad enten man bor i Iran, Danmark eller Qatar.
Hvad er en bog, en film eller en anden kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig, og som kan give håb?
Da jeg var i Nuuk for nylig, så jeg dokumentaren “Qamani”. Det kan oversættes til “inderst inde” på dansk. I den sætter unge grønlændere ord på deres oplevelser med selvmord. I 2021 blev der begået 49 selvmord i Grønland, især blandt unge mænd mellem 16 og 24 år. I filmen taler efterladte unge og mennesker, som har forsøgt at tage deres eget liv, om, hvordan de kæmper med de tragiske problemer.
Hvad er det bedste råd, du vil give andre, der mangler håb?
Engager dig. Jeg synes allerede, at den samtale lever derude. Fællesskaberne rundt omkring, ikke mindst i det danske civilsamfund, gør allerede enormt meget. Borgere samler tøj til flygtninge, i folkeskoler og højskoler diskuteres menneskerettighederne mere end nogensinde før, og nu i forbindelse med verdensmesterskabet er grundlæggende rettigheder noget, vi alle forholder os til. Det er med til at give håb.