Dorthe Gerlach: Mit barn skal ikke have min ængstelighed i vuggegave

Jeg vil ikke bekymre mig på forhånd, siger sangskriver Dorthe Gerlach, som forleden blev mindet om naturens genfødsel af en dræbersnegl

Den 42-årige sanger og sangskriver Dorthe Gerlach blev mor en måned før den første coronanedlukning.
Den 42-årige sanger og sangskriver Dorthe Gerlach blev mor en måned før den første coronanedlukning. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix.

Hvad er det værste ved denne tid?

For mig er det en følelse af desillusion. Jeg var ni år, da jeg så tv-avis over skulderen på de voksne, og Muren faldt, Ceausescu (rumænsk diktator, 1918-1989, red.) faldt, Noriega (Panamas diktator, 1934-2017, red.) faldt, og jeg havde en følelse af, at vi var på vej i fuld fart væk fra diktaturer og alt det dårlige. Det har først ramt mig nu, at historien ikke er lineær, men cirkulær, og at vi til alle tider vil være potentielt tæt på en dødbringende pandemi eller Tredje Verdenskrig.

Denne artikel er en del af denne serie:
Her finder jeg håb

Hvad er det bedste? 

Det er, at vi er blevet mere klimavenlige. Vi har samlet gamle dyder op. Når det er koldt, tager man striksokker på, man dropper måske skiferien og spiser flere rester. Selv hvis der kommer opgangstider, håber jeg, man vil forbruge mindre hovedløst.

Hvordan påvirker krisen og uroen i tiden din hverdag?

Jeg forsøger ikke at bekymre mig på forhånd. Jeg blev mor en måned før den første coronanedlukning, og den tid glemmer jeg aldrig. Jeg havde ventet mange, mange år på at få min søn, og endelig havde jeg ham, og så gik jeg rundt med min barnevogn i et dystopisk land, jeg ikke kunne kende, i en by, hvor alt var mørkt. Jeg troede, at vi alle sammen skulle dø. Hvis jeg så en hundelufter, skiftede jeg fortov for at beskytte mit spædbarn mod smitte. Nu føles det både fjollet og også lidt skamfuldt, for der er jo mennesker verden over, som lever i reel livsfare hver dag. Så jeg forsøger virkelig ikke at lade mig rive med af bekymring. Også af hensyn til min lille dreng. Jeg tror, at hvert menneske nok skal finde sin egen ængstelighed, og han skal ikke have min med i vuggegave.

Hvor finder du håb?

Jeg finder håb i, at der også er konflikter, der bliver løst, folk, der bliver raske, og opfindelser, der ændrer verden. Alt det sker samtidig, men det er måske mest alt det forfærdelige, som rydder forsiderne. Forleden fandt jeg en lillebitte dræbersnegl under en sten, og jeg var helt glad over at se det lille krapyl og tænkte ”nå, skønt, hej med dig!”. Det går hele tiden skævt i verden, men det begynder også hele tiden forfra.

Nævn en kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig, og som kan give håb.

”Alt det lys vi ikke ser” (af amerikanske Anthony Doerr, red.). Hver gang jeg lagde den bog fra mig, gik jeg ud i verden og syntes, jeg kunne se lyset i verden lidt bedre. Selvom den foregår under Anden Verdenskrig, og alt er i opløsning, så er det en fortælling, som gør en håbefuld på egne og menneskelighedens vegne.

Hvad er det bedste råd, du vil give andre, der mangler håb?

Mit bedste råd er at zoome ned til det her sekund, lige her og lige nu. Sluk for nyhederne, sluk for det hele, og forsøg at genopdage nærværet med nogen eller med naturen. Om det så er en god samtale med en ven, en tur i skoven eller i haven med et barn – det er de glimt af mening, der gør, man har kræfter til at orke verden.