Mylderet foran retten efterlod ingen tvivl: Det var en ekstraordinær sag, der begyndte i Randers den 4. januar.
Journalister fra TV 2 og Danmarks Radio talte foran rullende kameraer, endnu før retslokalet havde slået dørene op, mens repræsentanter fra den skrevne presse møvede sig ind i køen foran indgangen. En af de lokale journalister skuede ud over den regnvåde forsamling: “Aldrig har der været så mange københavnere i Randers,” sagde han.
De var alle taget til den østjyske by for at dække sagen om en 60-årig sosu-hjælper, der ifølge anklagemyndigheden har forgiftet fire beboere på Plejecenter Tirsdalen i Randers. Et drab og syv drabsforsøg er hun tiltalt for. Selv nægter hun sig skyldig. Hvordan sagen ender, vides først i slutningen af februar, hvor dommen falder.
Men en ting ligger fast: Det er en sag, der vækker opsigt. Og chokerer. Akkurat som sagen om sygeplejersken på Nykøbing Falster Sygehus, der i 2017 blev kendt skyldig i drabsforsøg på fire patienter. En sag, der først blev til en bog af Politiken-journalist Kristian Corfixen og nu bliver til en dramaserie på Netflix med premiere i løbet af 2023. Allerede sidste år udgav streamingtjenesten filmen “The Good Nurse”, der tager afsæt i sygeplejersken Charles Cullens mord på en lang række patienter på et amerikansk sygehus.
Der er vægtige forskelle mellem sagerne, men også en del ligheder, og en af dem er med til at vække interessen, siger Thomas Thurah, journalist og forfatter bag bogen “Skyldig i drab” fra 2020: De handler alle om omsorgspersoner, der – angiveligt – begår drab eller overgreb på de mennesker, de skulle passe på.
“Det virker naturstridigt, paradoksalt og uforståeligt. Ofrene er sages- og værgeløse. De har ikke gjort noget og har ingen mulighed for at forsvare sig. Og vigtigst: De er tilsyneladende hverken direkte eller indirekte part i en konflikt,” siger Thomas Thurah.
Netop det uforståelige pirrer nysgerrigheden. Selv i drabssager, hvor en gerningsperson myrder sin ægtefælle eller sine børn, er det som regel muligt at fastlægge et motiv. At beskrive følelserne bag den frygtelige handling, det være sig fortvivlelse, jalousi eller noget tredje. I de nævnte sager er det anderledes. Motivet blafrer i vinden. Hvorfor forsøger man dog at slå patienter eller svækkede ældre ihjel? Fordi det er et spørgsmål, vi ikke kan besvare, bliver vi ved med at forsøge.
Også i Randers er det et af de centrale spørgsmål i retssagen: “Hvad skulle motivet være? Hvorfor skulle hun ønske at skade de beboere, som hun har passet på i mange år?”, spurgte tiltaltes forsvarer, Henrik Garlik, på første retsdag.
Tvivlen er typisk for den slags sager, siger Thomas Thurah. Ofte er det ikke kun motivet, der er omgærdet af mystik, men også de faktiske hændelser: Gjorde den formodede gerningsperson overhovedet det, anklageren påstår?
“Det er den tvivl, som krimifortællingen gør brug af, ja, den lever af den. Når vi først får svarene, så ligger der nok en forløsning i det, men også en skuffelse. En form for afspænding,” siger Thomas Thurah.
Gudekomplekset
Det ligger i menneskets natur at frygte det ukendte, siger Florence McLean, psykolog og forfatter til bogen “Seriemorder – mennesket bag monsteret”. Når man hører lyde fra et buskads i mørket, rejser en frygt sig øjeblikkeligt i kroppen, men idet man erfarer, hvem eller hvad der er ophav til lydene, lægger frygten sig ofte igen. I de fleste tilfælde er spørgsmålene mere skræmmende end svarene.
“Vi så det også, da offentligheden først hørte om sagen i Randers. Straks begyndte der at florere alle mulige historier om, hvad der var sket. Det var historier, som folk fortalte sig selv for at få mere ro på systemet,” siger Florence McLean, der tilføjer, at drabssager på plejehjem og hospitaler er yderst sjældne.
Alligevel findes der teorier, der forsøger at forklare de seriemord, der er blevet begået på patienter eller svækkede ældre. Florence McLean nævner nogle af dem: Gerningspersonen kan være styret af et "gudekompleks", en trang til at kontrollere liv og død og iscenesætte et drama, hvor de selv indtager hovedrollen. Mordene kan også være et udtryk for en slags barmhjertighed, et ønske om at skåne patienter for yderligere lidelser (en teori, McLean ser skeptisk på). Samtidig har nogle af gerningspersonerne vist sig at lide af personlighedsforstyrrelser, når man har undersøgt dem efter forbrydelserne.
Hvis det lykkes at placere gerningspersonen i en af kategorierne, kan det rejse nye spørgsmål: Sker mordene oftere, end vi tror? Vil det ske igen?
“Alligevel vil jeg mene, at det for den enkelte bliver lettere at håndtere sagen, alene fordi man får en forklaring,” siger Florence McLean.
Samfundskritik som forsvar
Trangen til at forstå, hvad der ligger bag umiddelbart uforståelige handlinger, stikker dybere end simpel nysgerrighed, siger hospitalspræst på Rigshospitalet Lotte Mørk. Det er et udtryk for et ønske om at afværge magtesløsheden og genvinde den følelse af kontrol, som vi bilder os ind, at vi har over vores liv.
En kontrol, der anfægtes, hvis en person, som de fleste borgere stoler på, svigter tilliden og tager andres liv og død i egen hånd.
“Vi er så dårlige til at være i afmagten og meningsløsheden. Det er også derfor, at folk finder på alle mulige årsager til, at de er blevet syge: ’Det er nok, fordi jeg er stresset.’ ’Det er nok, fordi jeg er så stærkt et menneske, at jeg kan klare det.’ Det er forklaringer, der ikke ændrer noget, men når man skaber en mening med det, man er udsat for, så kan man genvinde en form for kontrol.”
Noget lignende gør sig ifølge Lotte Mørk gældende, når et sted som Plejecenter Tirsdalen i Randers bliver udsat for kritik – for eksempel i kommentarspor på de sociale medier – før det overhovedet står klart, hvad forløbet har været. Også selvom tiltalte har beskrevet det, hun mener var kaotiske tilstande på plejehjemmet.
“Når vi ikke kan forstå, hvad der sker, retter vi blikket mod samfundet. ’Det var sikkert også et dårligt plejehjem.’ ’De har ikke holdt godt nok opsyn med deres medarbejdere.’ Det er konklusioner, vi hurtigt når frem til, fordi vi ikke kan klare at være i meningsløsheden,” siger Lotte Mørk.
“Vi tror hele tiden, at vi kan fikse alt. Men uanset om kvinden i Randers er skyldig eller uskyldig, så vil der altid være mennesker, der begår handlinger, vi ikke forstår.”
Sigtet for 22 drab
De stærke reaktioner kan også ses som et udtryk for, at drabssagerne på sygehuse eller plejehjem radikalt udfordrer den tillid, som velfærdssamfundets institutioner hviler på, siger Anne Marit Waade, professor i medievidenskab på Aarhus Universitet og medforfatter til bogen “Den skandinaviske krimi”. Ofrene i de nævnte sager er ikke bare sagesløse og afmægtige. Det er også mennesker – familiemedlemmer og venner – som vi overlader til systemet, i troen på at det vil tage kærligt hånd om dem.
“Derfor kan det virke voldsomt, hvis den tillid bliver brudt. Særligt i en situation hvor mange måske vil koble svigtet til debatten om mangel på sundhedspersonale og besparelser i det offentlige. Vi ved jo, at mange institutioner er under hårdt pres,” siger Anne Marit Waade.
”Og så får sagerne jo bare stor interesse, fordi de fleste har eller har haft pårørende på plejehjem eller sygehus. Hvad hvis det skete for dem? Eller os selv?”.
På den måde er det intet under, at sagerne om drabstiltalte sundhedsmedarbejdere bliver til krimifilm og -serier. Genren beskæftiger sig nemlig ikke kun med mord og efterforskning, men har også tradition for at belyse de samfundsmæssige strukturer, der ligger under forbrydelserne. Det er også tilfældet i ”The Good Nurse”, instrueret af danske Tobias Lindholm, der sætter det amerikanske sundhedssystem under kritisk lup.
Hvad angår sagen i Randers er det endnu uvist, hvad den rigtige fortælling er. Dommen falder først i slutningen af februar, og kvinden nægter sig skyldig i alle anklager.
Indtil da bør man undgå at ty til bastante konklusioner, siger Thomas Thurah – trods trangen til at skabe mening i det umiddelbart meningsløse.
Historien giver ham ret. I 1997 blev en kvindelig medarbejder sigtet for 22 drab på plejehjemmet Plejebo på Vesterbro i København. Aviserne dækkede sagen massivt og skrev i nogle tilfælde historier, hvor kvinden nærmest blev dømt på forhånd. Drabene kunne dog ikke bevises, og statsadvokaten endte med at frafalde alle sigtelser.
“Det kom som en overraskelse for mange, at kvinden i Plejebo-sagen ikke blev kendt skyldig. Vi havde allerede vævet et mønster, en fortælling, hvor hun blev til en type, vi kunne genkende. Men det viste sig, at hun måske hørte til en helt anden kategori: de falsk anklagede,” siger Thomas Thurah.
“Det er en historie, der er vigtig at minde sig selv om i de her dage.”