Kan man sørge ved et platantræs stamme? Kan man mindes en æra, der er forbi, mens man hører vinden hviske i træets krone?
Det er i hvert fald, hvad Phillippa Tuck gør. Hun står under plantantræet sammen med sin søster, sin mand og svigermor, og i armene har hun den buket, de fire havde håbet at kunne aflevere ved Buckingham Palace i London. Også denne eftermiddag er der alt for mange mennesker på slotspladsen, så vagterne har lukket for adgangen.
De fire bliver ved plantantræet i Green Park, hvor Phillippa Tuck afleverer blomsterhilsenen, og så står de i stilhed. Det er få dage siden, de var samlet ved en kiste, for Phillippa Tucks far, Ivan, døde for nylig. Han blev 88 år. Under træet er det, som om Phillippa Tucks sorg over faderens død fletter sig ind i den fælles sorg. Tusinder bruger Green Park til at mindes i disse dage, og som Phillippa Tuck siger, er der noget både smukt og opløftende over at være i parken, som efter monarkens død er blevet sorgens have.
”Her kan du mærke, at vi deler sorgen som folk. Da min far døde, var en epoke forbi i vores familie, og nu er en virkelig lang epoke forbi i vores nations liv.”
Da den britiske dronning Elizabeth II døde torsdag den 8. september, blev der udråbt en national sørgeperiode på 12 dage. Medlemmer af parlamentet bærer sørgebind, politikere og ikke mindst de ansatte ved hoffet forventes at bære sort tøj, mens mandlige nyhedsværter skal bruge sorte slips. Radiostationer har ændret på deres playlister efter opfordring fra hoffet, og der sendes færre underholdningsprogrammer på tv, men hvordan rammer landesorgen den enkelte?
Sorg er fraværsfølelse, for der er noget, som ikke længere er. Men med sorgen kan også komme et nærvær og et behov for sammen at mindes. Det er, hvad Phillippa Tuck gør med sin familie denne eftermiddag ved platantræet.
Kongehuset, myndigheder og medievirksomheder har i flere år haft planerne klar for, hvad der skulle ske ved dronning Elizabeth II's død, men folkets svar på den afholdte regents død kom, da BBC afbrød sin programflade torsdag den 8. september klokken 19.30 dansk tid for at meddele, at den 96-årige dronning var død. I timerne efter opstod hos nogle et behov for at være en del af et fællesskab, hvor man kunne mindes, ære og være sammen i sorgens skygge. Det er, hvad professor i sociologi ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jakobsen beskriver som en kollektiv ritualisering.
”Når mennesker oplever noget, der er meningsløst, smertefuldt eller tabet af en regent som dronning Elizabeth, så aktualiseres behovet for fællesskab og for fælles ritualer. Vi har brug for at være en del af den fælles fortælling ved at deltage i ritualer og ceremonier og dermed få bekræftet, at vi ikke er alene med vores følelser.”
En bastion af godt
Nigel Watts er en høj, veltrænet 61-årig, der til daglig er direktør i en elektronikvirksomhed. Han bor en times kørsel fra London, og tidligt i morges satte han familiens gamle, blå køletaske med tre buketter i violette nuancer i bilen.
Han havde læst, at det var svært at komme tæt på slottet, men han tænkte, at det måtte handle om at stå tilpas tidligt op. Og denne tidlige, tågede morgen har Nigel Watts afleveret buketterne helt fremme ved Buckingham Palaces gitter. Den ene buket er fra hans 94-årige mor, som ikke har kræfterne til at tage turen, den anden er fra soldaterkammeraterne, og den tredje er fra Nigel Watts og hans hustru.
”For mig har dronningen været en del af hele mit livs historie,” siger han og undskylder sin bevægelse.
”Jeg er en af mange, der har frygtet for det her øjeblik i vores lands historie. Dronningen har stået som en bastion for alt, hvad der er godt i det her land. Hun var gammeldags på den gode måde, og når hun talte, lyttede man.”
Den tågede morgen ved Buckingham Palace er et godt sted at opsamle fortællinger om briterne og en monark, der nok var fjern, men som blev en slags knagerække for hukommelsen, hvor man husker sit liv ud fra kongelige begivenheder. Fysioterapeut Louisa Greatrex har købt solsikker, hun vil aflevere, men først er hun stille sammen med sin far og sin otteårige datter.
”Efter dronningens død har der været en oplevelse af enhed. Vi har rettet blikket mod det samme, og i en tid, hvor meget splitter os, er det godt at opleve. Det giver mig mod, og mod er et af de ord, som jeg forbinder med dronningen. Hun var en gylden tråd af mod og håb og inspirerede med sit eksempel.”
Sorg har ifølge historiker Caroline Nyvang, der er seniorforsker på Dansk Folkemindesamling ved Det Kongelige Bibliotek i København, en fællesskabsopbyggende kraft.
”Sorgen skaber et fællesskab, som England har brug for at opdyrke. Dronning Elizabeth repræsenterede det gamle England og dyder, der måske ikke har været så velansete, men nu ser man, at folk aktivt vælger at møde op og vise, at de bakker op om dronningen og den gamle institution, kongehuset er.”
Den tågede morgen ved slottet bliver som et slags alternativt mindesamvær, hvor der dvæles ved karaktertræk, som man også kan læse på kortene på blomsterhilsnerne.
”Tak for hårdt arbejde, for trofasthed i tjenesten og for loyaliteten,” skriver en.
På et andet kort står der: ”Et brillant eksempel på integritet, oprigtighed og alt, hvad der er britisk.”
At sorgen bliver en hyldest af værdier, hænger ifølge historikeren Caroline Nyvang sammen med den afstand, der er mellem kongehuset og befolkningen.
”Den sorg, vi ser, er rettet mod et menneske, man ikke havde et nært forhold til. Det betyder ikke, at sorgen ikke er reel, men en sådan sorg bliver i høj grad også en markering og hyldest af nogle værdier, vi har sat pris på.”
Kollektivt forløsende
En monarks død er en opvisning i civilreligion, for civilreligion er ritualer, der kan få fællesskaber til at hænge sammen. I landesorgen er der en forhandling mellem den sorg, folket ønsker at udtrykke, og planen for højtideligholdelserne i sørgeperioden. Mandag kulminerer det hele, når briterne får en national fridag til at følge statsbegravelsen af monarken, som regerede i syv årtier.
Hoffet har tidligt og tydeligt forsøgt at dæmme op for et folkeskabt blomsterhav med lys, tøjdyr og andre artefakter ved Buckingham Palace. Mindre end et døgn efter regentens død udsendte hoffet en besked, hvor det lød, at man efter 12 timer ville flytte blomsterne til Green Park, der er nærmeste nabo til Buckingham Palace, og hvor mange sørgende har måttet ende deres valfart og aflevere blomsterne, fordi det ikke var muligt at komme tæt på slottet.
I dag, fredag, kommer museumsinspektør Laura Maria Schütze fra ROMU i Roskilde til London. På museet i Roskilde forsker man blandt andet i kongelige begravelser, og det er som forsker, hun vil betragte sorgfællesskabet i den kilometerlange kø af mennesker, der siden onsdag har kunnet ses mod Westminster Hall, hvor dronning Elizabeth ligger på castrum doloris, som vi senest oplevede det i Danmark ved prins Henriks død. Westminster Hall har åbent i alle døgnets 24 timer og ventetiden er i dag, fredag, 14 timer.
Civilreligion kan udøves fra samfundets top, som når hoffet beslutter, at man ikke vil have blomster ved paladset, og fra folket, som når folk bliver ved med at strømme til med blomsterhilsner. Et andet eksempel er folkets ønske om at kondolere på skrift via de mange kondolencebøger, man i disse dage finder i kirker og på museer. Hoffet har meddelt, at man ikke ønsker at modtage bøgerne, men det afholder ikke folk fra at skrive i de fremlagte bøger.
Laura Maria Schütze forklarer, at der også ved danske kongers død er eksempler på civilreligion. Det bedste eksempel er nok i 1906, hvor Christian den Niende bliver begravet. Kongen, som er bedre kendt som Europas svigerfar, var populær i befolkningen, og efter hans død var der i dele af befolkningen et behov for at handle.
”Private tog initiativ til, at der blev indrykket en annonce, hvor de opfordrer folk til at give udtryk for deres kærlighed til den afdøde regent.”
Når Laura Maria Schütze betragter landesorgen, hæfter hun sig ved en søgen efter fællesskab.
”En regents død er en stor kollektiv, forløsende begivenhed, der kan have en helende effekt. I en tid, hvor der er meget, vi ikke er fælles om, så kan civilreligionens ritualer bidrage til, at man som befolkning bliver bragt tættere sammen. På den ene side er der et officielt program, som bliver afviklet, og samtidig markeres det med en folkelig deltagelse. Det er, hvad civilreligion kan.”
Dronningen får ordet
Den nationale sørgeperiode har også sat sit præg på mange gudstjenester. All Souls, som er en af Church of Englands velbesøgte storbykirker i det centrale London, er ingen undtagelse. Her bruger man søndagens gudstjeneste til at mindes og til at understrege, at døden ikke er det sidste, der er at sige om et menneske. Præsten Will Stilemann:
”Den bedste måde at mindes dronningen på og ære hendes minde er at se på ham, som hun så hen til: den opstandne Kristus. Det skal vi gøre ved at synge en af de salmer, hun satte mest pris på.”
Menigheden rejser sig og synger "Praise, My Soul, the King of Heaven". (Min sjæl, pris himlens konge).
I den nationale sørgeperiode er klip fra dronning Elizabeths traditionelle juletaler blevet vist gentagne gange på tv, og kommentatorer har blandt andet hæftet sig ved, hvor tydeligt monarken har formuleret sig om sin kristne tro. I All Souls har man også genset talerne og klippet nogle af dem sammen til en kort film med billeder fra et levet liv. Dronning Elizabeths karakteristiske stemme fylder kirkerummet:
”For mig udgør Kristi lære og min personlige ansvarlighed over for Gud en ramme, hvori jeg forsøger at leve mit liv. Jeg har, som så mange af jer, fået stor trøst i vanskelige tider fra Kristi ord og eksempel.”
David Turner er dommer, og så er han en af kirkens frivillige. I dag har han skrevet kirkebønnen:
”Almægtige Gud og himmelske far. Vi er fulde af tak for, at dronning Elizabeth formede sit liv efter dit liv. Tak for, at hun viste os styrken ved beskedent at følge Kristus. Tak for den tro, hun viste, den nåde, hun kendte, og den ydmyghed, hun bar. Vi takker dig for hendes mod, styrke, venlighed, nysgerrighed og humor. Tak almægtige Gud, kongernes Konge, som hun kendte og lovpriste.”
Katedralen i parken
En god del af dem, som i disse dage forsamles for at vise den afdøde monark ære, mødte også op med blomster efter prinsesse Dianas tragiske død for 25 år siden. Sorgen var dengang blandet med vrede, og de sørgende søgte sammen og skjulte hverken deres tårer eller harmen over prinsessens tidlige og tragiske død.
I tiden efter Dianas død begyndte sociologer at tale om en kollektiv ritualisering af sorgen. De mange tusinder, der stimlede sammen for at mindes prinsesse Diana, viste, at sorg ikke bare er en individuel følelse. På den ene side er sorg et menneskeligt eksistensvilkår og på den anden side en usynlig størrelse, og sorgen fik en kollektiv yderside i London i tiden efter Dianas død. Ikke alle brød sig om, at sorgen fik lov at fylde i det offentlige rum, og kritikere talte om både massehysteri og sorgkvalme ved synet af blomsterhavet.
I dag er det noget nær kutyme, at der opstår midlertidige mindesteder ved tragiske dødsfald. Sociologer beskriver dem som spontanaltre. De mange blomstertableauer i Green Park er også spontanaltre modelleret efter den praksis, som har vundet frem efter prinsesse Dianas død.
På spontanaltrene er der typisk foto af den afdøde, afskårne blomster, nedskrevne hilsner og levende lys. Sorgen har fået et offentligt ansigt og en plads i fællesskabet de senere år. Professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen siger:
”Når mennesker oplever noget, der er meningsløst eller smertefuldt, eller tabet af et betydningsfuldt symbol som eksempelvis tabet af en regent, som dronning Elizabeth har været for mange briter, så aktualiserer det behovet for fællesskab og for fælles ritualer. Vi har brug for at være en del af den fælles fortælling gennem deltagelse i ritualer og ceremonier og dermed få bekræftet, at vi ikke er alene med vores følelser. Jeg tror, at den kollektive ritualisering af sorgen, som vi også ser, når kendte dør, når mennesker dræbes i trafikken eller bliver ofre for vold og drab i det offentlige rum, kan bidrage til at skabe et fællesskab om den sorg, som har været individualiseret og privatiseret.”
Kan man sørge ved et platantræs stamme? I Green Park er afleveringen af blomster blevet sat i system. Et område af parken er blevet hegnet af. Det er her, de fleste søger hen for at aflevere deres hilsner. Inden man får lov at nedlægge sin hilsen, skal man fjerne den knitrende cellofan fra blomsterne, og det tager sin tid, så køen vokser. I køen, hvor sørgende venter, er det, som om der er bygget en katedral i parken, hvor de mægtige plantantræer er søjlerne, og taknemmelig eftertænksomhed er det, man er fælles om i lyset af en monarks lange liv og virke.