”Hej, jeg er virkelig bange for, hvad der sker mellem Ukraine og Rusland. Hva’ nu hvis der kommer krig i Danmark, jeg kan slet ikke være i mig selv lige nu, og jeg kan godt snakke med mine forældre om det, men det er bare fordi, de svarer altid med: der kommer ik’ krig, bare rolig. Men jeg kan ikke være rolig.”
Brevet er fra en 13-årig pige, og hun er langt fra den eneste, der i de seneste dage har skrevet eller ringet til Børnetelefonen. Fordi de er bange.
Det er fint nok med optimistiske meldinger om fred på jord, men vi skal nok lære at være lidt mere realistiske
”Nogle har spurgt meget direkte, om vi tror, der kommer en tredje verdenskrig. De fortæller, at de har svært ved at sove om natten for tiden, og at de er bange for, hvad der vil ske med dem selv og deres familie,” fortæller Ida Hilario Jønsson, der er børnefaglig konsulent i Børns Vilkår og talsperson for Børnetelefonen.
Den voksne, der tager telefonen eller svarer på brevet, kan naturligt nok ikke give et endegyldigt svar. Men det er heller ikke det væsentlige, siger Ida Hilario Jønsson, ”for det vigtigste er at lytte og give rum til børnenes bekymringer og måske hjælpe dem med at sortere i de mange indtryk og informationer, som de har samlet sammen. Derudover er det helt afgørende, at de får en fornemmelse af, at ansvaret for at gøre noget ikke ligger på deres skuldre – det ligger hos de voksne, og lige nu arbejder mange mennesker i både Danmark og resten af verden på højtryk for at sikre freden.”
Når verden er i opbrud, og medierne har fyldt alle sendeflader med seneste nyt fra konflikten mellem Rusland og Ukraine, der torsdag blev til direkte krigsmeldinger, påvirker det selvfølgelig os alle.
”Men vi kan se, at der for tiden er en form for ’overload’ af ting, der gør børnene bange. Som en af de unge sagde, da han ringede: ’Hvad er det for en verden, vi har skabt, og giver det overhovedet mening at tale om en fremtid?´", fortæller Ida Hilario Jønsson.
Vi troede, at krige hørte fortiden til
At Ruslands militære invasion i Ukraine piller ved noget så fundamentalt som troen på fremtiden og tilliden til, at verden er et godt sted at være, vækker genklang hos Jeanette Varberg, der er arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet. For selvom historien i langt perspektiv ellers har budt på mange fortilfælde, hvor krig fyldte mere end fred, så har vi i de seneste generationer levet i en særlig tid med en forestilling om, at de største kriser hørte fortiden til.
”Jeg er selv vokset op i 1980’erne, og i min generation har der været en oplevelse af, at alting kun gik fremad. Den Kolde Krig sluttede, jeg så Murens fald på tv og var som alle andre overbevist om, at nu ville verden forandre sig til et bedre sted med demokratiets sejrsgang over alt. Vores levestandard gik også kun opad, og i vores lille del af verden har vi været forskånet for de store katastrofer. Så historisk set har vi i mange år levet i en meget mild periode. Med et stort fremtidshåb,” siger Jeanette Varberg.
Som en der kender til menneskehedens lange linjer, mener Varberg dog, at denne milde periode med dens håb om en stadigt lysere fremtid har været en historisk undtagelse.
”Hvor vi har bildt os ind, at krige hørte fortiden til, og hvor vi på baggrund af de uhyrlige rædsler under Anden Verdenskrig har taget intellektuelt afstand til den side af menneskets historie, der har med vold at gøre. Og hvor kriser generelt har været på en mindre skala og ikke direkte har føltes eksistentielt truende. Men så kom pandemien jo pludselig, og mange oplevede for første gang voldsomme indgreb i deres hverdagsliv, og nu har vi så en krig i Europa, tæt på vores land. Så det ændrer jo billedet,” siger Jeanette Varberg.
Som hun ser det, minder vores tid lige nu rigtig meget om situationen for præcis 100 år siden, i 1920’erne. Her var verden på samme måde præget af økonomisk og politisk ustabilitet, og mange havde netop oplevet pandemiens rasen i form af Den Spanske Syge.
Når museumsinspektøren næste fredag, den 4. marts, skal deltage i en paneldebat om, hvad en tale for fremtiden burde indeholde i anledning af Århundredets Festival i Aarhus Domkirke, vil hun derfor endnu engang bruge anledningen til at slå et slag for, at vi skal huske historien og lære af den.
”For selvom jeg sagtens kan sympatisere med den pacifistiske, fredselskende tilgang, vi har befundet os i gennem hele min levetid, så gør min historiske viden bare, at jeg ser anderledes på os mennesker. Det er fint nok med optimistiske meldinger om fred på jord, men vi skal nok lære at være lidt mere realistiske,” siger hun.
Med Ungarn og Cuba i rygsækken
Det kunne lyde, som om Jeanette Varberg havde koordineret sine synspunkter med landets tidligere udenrigsminister og tidligere formand for Venstre Uffe Ellemann-Jensen. For mens museumsinspektøren taler om først pandemien og nu Ruslands invasion af Ukraine som en slags "wake-up call", så taler Ellemann om ”at vi har glemt at være forberedt på verden, som den ser ud og i stedet bare handlet ud fra et håb om, hvordan vi gerne ville have den til at se ud,” som han siger.
Han var selv 15 år i 1956, da Sovjets brutale nedkæmpelse af opstanden i Ungarn rystede den vestlige verden. Og han husker også tydeligt, da Cubakrisen seks år senere fik folk til at frygte for endnu en verdenskrig, så Ellemann forstår godt, at mange – og ikke mindst børn og unge – kan føle, at verden nu pludselig bliver et utrygt sted at være.
”Men i stedet for at blive bange, så reagerede jeg dengang med et brændende ønske om at komme ind til miltæret, så jeg kunne gøre en forskel. Så jeg kunne forsvare mit land og de værdier, jeg troede på. Og jeg tror, det er den virkelighed, vi må til at tale om: at hvis vi vil sikre freden, så må vi være klar til krig. Vi har skubbet det til side og ikke forberedt os, som man har i vores nabolande, Norge, Sverige og Finland. Og det ærgrer mig grusomt, at vi ikke er i stand til at forsvare os selv længere,” siger Uffe Ellemann-Jensen.
Kriserne og det eksistentielle håb
Et bekymret barn, der ikke kan sove og spørger, om fremtiden overhovedet giver mening længere. En museumsinspektør, der minder os om, at det optimistiske fremtidshåb nok har været en historisk parentes, og en tidligere udenrigsminister der taler om, at vi har glemt at være forberedt på verden, som den i virkeligheden ser ud. Når man ser på de forskellige reaktioner, så er det ifølge filosof Kresten Lundsgaard-Leth et udtryk for, at det personlige og det politiske væver sig ind i hinanden, når vi oplever voldsomme kriser, som den der finder sted lige nu.
”Og selvfølgelig er der altid en sammenhæng mellem det, der foregår på et politisk plan og så i den enkeltes eget liv. Men med hjælp fra Søren Kierkegaard kan vi måske bedre se, hvordan globale kriser som pandemien og nu en krig i Europa er helt inde at pille ved det eksistentielle håb, der er så afgørende for vores tilværelse,” siger Kresten Lundsgaard-Leth.
Fra Kierkegaard henter han ideen om det æstetiske håb, der handler om at have adgang til at kunne tilfredsstille de mest basale behov og til at kunne realisere os selv, mens det etiske håb handler om, at vi ikke kun er sanselige væsener, men også ønsker at have værdier og normer, som vores eget liv og verden kan indrettes efter, ”og endelig er der det religiøse håb, som har med mening at gøre. At det hele ikke bare er absurd og tilfældigt og op til den enkeltes forgodtbefindende. Men at det hele dybest set giver mening,” siger Kresten Lundsgaard-Leth og peger på, at det faktisk er på alle planer, at nutidens kriser presser det eksistentielle håb.
”For det første var der mange restriktioner under pandemien, som indskrænkede vores normale liv og dermed vores æstetiske håb. For det andet kan man sige, at den måde Rusland agerer over for et andet land, over for nogle borgere som os selv, udfordrer vores etiske håb om, hvilke værdier der burde være gældende i verden, og for det tredje er vores religiøse håb udfordret, fordi verden på så mange planer, også på andre områder som klima og ulighed, går den forkerte vej. Er der overhovedet et håb tilbage? Så lidt højstemt kan man sige, at den ydre verdens objektive håbløshed smitter af på den private verdens subjektive håbløshed,” siger Kresten Lundsgaard-Leth.
Tid til det trodsige håb
Han har selv som tidligere adjunkt i filosofi på Aalborg Universitet og nu som lærer på Den Internationale Højskole i Helsingør tæt kontakt med nutidens unge, ”og her ser jeg virkelig, hvordan de fleste udtrykker bekymring for deres fremtid, og at det ikke længere er muligt for dem at sige: ’jamen, jeg har det jo selv meget godt, så det hele skal nok gå’. For de kigger ind i en verden, der på rigtig mange områder er udfordret, så hvis verden går den forkerte vej, så påvirker det også deres liv. Det er ikke længere muligt at være upåvirket i sin egen boble eller tage skyklapper på,” siger Kresten Lundsgaard-Leth.
Han skelner på den måde mellem det håb, der fylder os, når tingene går godt, og man er fyldt af en slags ”grundglæde”, som han kalder det, hvor man ubekymret glæder sig til fremtiden, ”og så det håb, vi må knytte an til, når grundsituationen har ændret sig. Hvor håbet på en måde bliver til et håb på trods, et trodsigt håb,” siger Kresten Lundsgaard-Leth.
Det er netop det håb, han finder i Kierkegaards religiøse håb.
”For trodsen er nødt til at have religiøs karakter. Hvor vi accepterer, at vi ikke grundlæggende er i kontrol men alligevel står op og kæmper for de værdier, der har betydning for os og ikke bare sætter os hen i sofaen og venter på, at håbet får bedre kår,” siger Lundsgaard-Leth og uddyber, hvorfor netop det kristne håb giver os den styrke:
”For det kristne håb er jo baseret på, at vi som mennesker er anderledes indrettet end de andre skabninger på jorden. Hvor en rævemors liv foregår i en genkendelig cyklus, så er mennesket ikke dømt til for evigt at gentage sig selv. Noget radikalt nyt kan opstå. Vi ved med andre ord ikke på forhånd præcist, hvad vi kæmper for – og fremtiden kan eventuelt også blive værre end nutiden – men vi gør det alligevel. Se, det er den mest radikale form for håb. Og det kræver mod.”
Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.