Man kan på en måde dele Mikkel Emborgs voksenliv ind i tre kapitler. Med overskrifter som ”Dødsdommen”, ”Fortrængningen” og ”Prisen”. Det er først inden for de seneste år, han er begyndt at stå offentligt frem og fortælle om sit liv med hiv, men i dag er han ikke i tvivl om, at det for ham er det eneste rigtige at gøre.
Det er, som han siger, "en historie, der fortjener ikke at blive glemt". Mange mennesker er siden 1980'erne døde af aids, og endnu flere lever med svære efterveer af det, de har oplevet. Også Mikkel Emborg.
"De mange år med dødsangst slider på en. Og selvom andre måske ikke kan se det, så sidder arrene i sjælen."
Kapitel 1 i Mikkel Emborgs egen fortælling begynder en forårsdag i 1985, hvor han står ved en mønttelefon i Aarhus og ringer til Rigshospitalet i København for at få svar på en hiv-test. Mikkel Emborg bor ellers i København, hvor han er i gang med jurastudiet. Men for tiden tager han en tillægsuddannelse i journalistisk formidling på Journalisthøjskolen i Aarhus, og derfor står han nu på en af skolens lange gange, i en by flere hundrede kilometer væk fra kæresten og familien, da han får en medarbejder fra Rigshospitalets infektionsmedicinske afdeling i røret.
Mikkel Emborg er på det her tidspunkt 24 år og fyldt med en boblende glæde over det liv, der tegner sig for ham. Han kan se frem til fine karrieremuligheder inden for juraen, hvor han klarer sig godt. Og han er samtidig dybt engageret i Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske (nu kendt som LGBT+ Danmark), hvor han arbejder på et lovforslag, der skal give homoseksuelle ret til registreret partnerskab.
Mikkel Emborgs livsmod er kun gået én vej, siden han nogle år tidligere endelig sprang ud som bøsse.
At han fik taget en blodprøve for et par uger siden, har han ikke tænkt særligt meget på efter det lille prik i armen. Han har egentlig bare taget testen for at få bekræftet, hvad han allerede véd: at han er sund og rask.
Alting blev uvist
Når Mikkel Emborg i dag fortæller sin historie, er det stadig lidt nyt for ham at gøre det i fuld offentlighed. I mere end 30 år var det nemlig kun hans venner, nærmeste familie og enkelte kolleger, der vidste, at han var testet positiv. At kvinden i telefonrøret havde givet ham det, man dengang anså for en dødsdom, da hun sagde, at han desværre var smittet. For det opfølgende spørgsmål var ikke, om man døde af aids, men hvornår.
”Jeg husker faktisk ikke så meget fra selve den dag, hvor jeg fik beskeden. Kun en følelse af, at alting pludselig blev uvist," fortæller Mikkel Emborg.
Han mener selv, at han har fortrængt meget fra den første tid. "For jeg vidste jo, at var man først blevet smittet, så døde man af aids inden for måske fem til syv år."
Han sidder med en kop kaffe foran sig ved spisebordet i køkkenet på det moderniserede husmandssted, hvor han siden 2017 har boet med sin tyske ægtemand Steffen. Det gulkalkede hus med de hvidsprossede vinduer ligger langt nede ad en grusvej tæt ved Gråsten i Sønderjylland. Her er der ubegrænset udsigt over vandet i Nybøl Nor, der løber ud i Flensborg Fjord, og til et rigt fugleliv, der denne martsdag byder på både skræppende bramgæs ved højbedene foran huset og velnærede fasaner, der tålmodigt finder de frø på græsset i baghaven, som mejserne taber fra foderkolberne.
Hver morgen går han de få meter ned til vandet og svømmer en tur, og hvert eneste øjeblik nyder han roen, naturen og det mere stille liv, han lever i dag, efter at han stoppede med at arbejde for nogle år siden. At han i dag åbent fortæller sin historie, handler da netop også om, som han siger, ”at jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet”.
”I dag kan jeg se, hvor mange kræfter jeg i virkeligheden har brugt på at beskytte mig selv. For jeg har i så mange år gjort alt for at undgå den diskrimination, jeg frygtede at blive udsat for – hvis folk vidste, jeg var hiv-smittet.”
Mikkel Emborg sender et lidt forsigtigt smil. Det er ikke altid de rareste minder, der dukker op, når han skruer tiden tilbage til 1980’erne og 1990’erne, hvor hiv og aids stadig blev omtalt som ”bøssepest”.
”Dengang hørte man jo om folk, der ikke ville sidde ved siden af nogen, der var smittede, og som for eksempel frygtede at drikke af de samme kaffekopper. Så jeg valgte simpelthen at tie. Det var nok primært af hensyn til mine jobmuligheder, for jeg kunne sådan set godt forstå, hvis en arbejdsgiver måske ikke havde den store lyst til at investere i en medarbejder, der ville blive alvorligt syg og dø i løbet af få år. Så var det lettere for mig ikke at sige noget.”
Han oplever stadig, at mange mennesker er usikre på, hvordan hiv smitter. Men hiv er faktisk ikke særligt smitsomt og smitter ikke ved almindelig social kontakt, kys, kram og knus eller ved at dele toilet, drikke af samme kop eller via insekter. Man kan kun blive smittet med hiv, hvis man har været i kontakt med blod, sæd eller skedesekret fra en hiv-smittet, der selv har rigtig meget hiv-virus i kroppen.
Selvundertrykkelse som strategi
Mikkel Emborg mener selv, at han blev smittet under en ferie på Ibiza i 1982. Det var før, hiv og aids for alvor fik verdens alarmklokker til at ringe, og en tid hvor man som homoseksuel derfor ikke vidste, at der var et virus, der var særligt vigtigt at beskytte sig imod.
I dag kalder han sin strategi med ikke at sige noget for ”selvundertrykkelse”, og det er et mønster hos sig selv, som han er blevet mere og mere opmærksom på med årene. Men ikke som noget, der ubetinget har gjort ham godt. Han genkender det desværre hos andre hiv-smittede, hos andre homoseksuelle, og han husker det også som en måde at klare sig på helt tilbage fra barndommen i Ballerup, nordvest for København.
”Som helt lille var jeg meget syg og lå på sygehus i lange perioder. Jeg havde brok og var i det hele taget en temmelig lille, tynd og ikke særligt fysisk stærk dreng. Jeg kunne for eksempel ikke spille fodbold som de andre drenge, og jeg husker meget af min barndom i skolen som fyldt med drillerier. Jeg var altid ham den særlige, den anderledes. Heldigvis klarede jeg mig godt bogligt.”
Da Mikkel Emborg blev ældre og fandt ud af, at han også skilte sig ud seksuelt og ikke var tiltrukket af pigerne, men af drengene, var der kun forståelse og accept fra hans omgivelser, da han fortalte det. Men hos hans mor var der samtidig en bekymring.
”For hun vidste jo, hvor meget jeg allerede havde haft at kæmpe med som barn. Og nu frygtede hun, om jeg ville få et godt liv som bøsse, eller om jeg igen ville møde modstand – og om jeg kunne holde til det.”
Da Mikkel Emborg første gang tog mod til sig og var med til et arrangement i Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, føltes det derfor som en forløsning. Det var næsten første gang i sit liv, at han følte sig mødt, set og anerkendt, som den han var.
Som færdiguddannet jurist i 1987 fik Mikkel Emborg med det samme en stilling i Finansministeriet. Men mens han selv gjorde alt for at leve livet, som om hiv-smitten ikke var der – for blodprøver og hiv-tal blev ved med at se fine ud – så oplevede han til gengæld, at hans hiv-smitte fyldte alverden hos både moderen og partneren, som han havde indgået registreret partnerskab med i 1991.
”De pylrede om mig, og jeg følte, de fastholdt mig i en rolle som en, der meget snart ville blive syg – og senere dø. Min daværende mand gentog da også gang på gang, at han nok skulle være der for mig, lige til det sidste. Men jeg ville ikke fastholdes i den rolle. Jeg havde ingen symptomer og følte mig på ingen måder syg. Jeg ville hellere leve end dø.”
Lagde det hele bag sig
Og her begynder kapitel 2. For Mikkel Emborg traf på dette tidspunkt en radikal beslutning: Han ville lægge hiv-smitten, bestyrelsesarbejdet i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og Aids-Fondet – alt der forbandt ham med hiv og aids, og i virkeligheden også sit parforhold – bag sig og begynde på en frisk. I udlandet.
Han oplevede, at alt havde handlet ufattelig meget om hiv og aids, siden han blev testet positiv i 1985. Ikke kun i forhold til hans egen situation, men hans daværende mand arbejdede som aids-konsulent, og samtidig oplevede Mikkel Emborg, hvordan mange i omgangskredsen blev indlagt på Rigshospitalet, dødeligt syge af aids.
"Billederne derfra bliver ved med at sidde i mig. De hiv-smittede var indlagt i isolation, og alt personale havde beskyttelsesdragter på, når de var på stuen hos dem. Mange af de aidsramte blev fuldstændig ukendelige, og nogle af dem fik også hjernebetændelse, der ændrede hele deres karakter. Det var så frygteligt at opleve, og på et tidspunkt blev det hele simpelthen for meget for mig."
Mikkel Emborg lader ansigtet hvile i sine hænder, mens han fortæller videre. For mens han selv følte friheden igen, da han i 1991 blev tilbudt job i Bruxelles, hvor han blev formand for Ministerrådets budgetudvalg under det danske EU-formandskab, lod han sin daværende mand blive tilbage i København.
”Jeg havde ikke behov for, at han skulle med. Vores forhold var problemfyldt, og jeg havde brug for at være mig selv og opleve, at jeg kunne stå på egne ben. At hiv-smitten ikke skulle få lov til at fylde alt. Men min partners liv havde i den grad handlet om at passe på mig, så da jeg flyttede, faldt hele hans verden sammen.”
Godt et år efter, at Mikkel Emborg var rejst til Bruxelles, fik han et telefonopkald fra Danmark. Hans partner havde begået selvmord.
”Det var en meget svær tid. Vores forhold var temmelig nedslidt på det tidspunkt, og hvis han ikke havde taget sit eget liv, ville vi på et tidspunkt være blevet skilt. Og efter hans begravelse oplevede jeg, hvordan nogle af vores venner tog afstand fra mig og mente, at det var min skyld, han havde taget sit eget liv.”
Mikkel Emborg rejste tilbage til Bruxelles. Han arbejdede solen sort og droppede alle aktiviteter, der havde med homoseksuelles vilkår eller aids-problematikker at gøre. Han havde stadig ingen symptomer, men følte sig sund og rask og valgte derfor, at hiv-virussen i kroppen skulle fylde så lidt som muligt i hans liv. Efter tre år ved Ministerrådet i Bruxelles, flyttede han som 35-årig til Holland, tog en master i internationale og europæiske studier, og fik herefter job som økonomichef i Europol, der er EU’s politienhed med hovedsæde i den hollandske by Haag.
Heller ikke her fortalte Mikkel Emborg, at han var hiv-positiv.
”Min beslutning om at holde det hemmeligt, handler nok igen om, at jeg har villet beskytte mig selv. Mod diskrimination. Mod at blive behandlet anderledes end andre. For jeg følte mig jo ikke syg. Det er først inden for de seneste år, det er gået op for mig, hvor mange kræfter jeg egentlig har brugt på at holde det hemmeligt. Det har igen været en form for selvundertrykkelse. Og selvom jeg har været så heldig at være en af de få, der ikke blev dødeligt syg af hiv, så har dødsangsten selvfølgelig været der – og den har sat sine spor. ”
Sammenbruddets tid
En af ejendommens fem katte kommer hen og smyger sig op ad benet på Mikkel Emborg. Han stryger den bag øret, mens han nærmer sig fortællingens sidste kapitel, der handler om hiv-smittens pris. Den går dog ikke helt op for ham, før han rammer muren. To gange.
Det første sammenbrud kom nogle år efter, Mikkel Emborg havde forladt Europol og i stedet arbejdede ved EU's Jernbaneagentur i Nordfrankrig.
”Mens jeg var i Europol, mødte jeg min nuværende mand, Steffen. Vi boede sammen i Haag, og jeg pendlede derfor mellem Frankrig og Holland næsten hver weekend. Men en søndag aften, hvor jeg skulle køre hjem til Frankrig, kunne jeg pludselig mærke, at jeg ikke kunne. Jeg havde ingen kræfter.”
Han kobler sit første sammenbrud med en sag i Europol, hvor han som økonomichef havde opdaget nogle regninger fra it-afdelingen, han ikke helt kunne få til at stemme. Han gik til ledelsen med sin mistanke, men fik ingen opbakning herfra. Tværtimod. Det var først, da bestyrelsen meget senere valgte at gå ind i sagen, at Mikkel Emborgs mistanke blev bekræftet.
Efter den første fysiske og psykiske nedsmeltning varede det næsten et år, før Mikkel Emborg kom tilbage på arbejdet igen.
”Og så gik det egentlig meget godt i nogle år. Men i 2016 ramte jeg så muren for anden gang. Og denne gang var udmattelsen total, og jeg er faktisk aldrig kommet helt op igen.”
Mikkel Emborg er i dag førtidspensionist. Hans hiv-tal er knapt så stabile, som de har været. I 2018 fik han konstateret kræft, og strålebehandlingen var ikke god for produktionen af de hvide blodlegemer, der er så afgørende for at begrænse udviklingen af hiv-celler. I dag prøver han derfor med sine egne ord: ”at leve så stille og roligt som muligt.” Behandlingen mod hiv er dog siden 1986, hvor den første behandling så dagens lys, blevet mere og mere effektiv, og i dag kan Mikkel Emborg nøjes med at tage en enkelt pille dagligt.
Han er dog nået frem til, at de to sammenbrud nok også har en forbindelse til den hiv-smitte, han ellers har prøvet at skubbe så meget væk som muligt fra sit hverdagsliv.
”Jeg har jo kæmpet hele mit liv, men pludselig kunne jeg ikke klare kampen mere. Jeg oplever i dag en sårbarhed hos mig selv, som jeg ikke har mærket før. Jeg er ikke længere så robust. Og jeg tror, det hænger sammen med, at jeg i så mange år har kæmpet for at være her – som mig selv og for mit liv. Jeg har gennem så mange år undertrykt sider af mig selv for at undgå diskrimination. I stedet for at leve det liv, jeg egentlig kunne og burde have levet. Som den jeg er.”
Åbenhedens befrielse
Der er blevet helt stille i køkkenet. Mikkel Emborg kigger ud mod fuglene i haven og det vinterblå vand længere ude. Han sidder i sine egne tanker lidt, inden han siger:
”I dag ved jeg, at jeg ikke kommer til at dø af aids. Jeg kommer til at dø med hiv men ikke af hiv. Og det er jeg dybt taknemmelig for og ydmyg over. For tænk på alle dem, der ikke har været lige så heldige. Hele det her forløb med smitten har da også gjort, at jeg i dag ikke tænker så meget over, hvad jeg glæder mig til i livet, men at jeg glæder mig over livet.”
Hemmelighedstiden er forbi og aflyst af en ny kamp for åbenhed. Og læseren kan derfor sikkert godt gætte, hvilket navn man i dag finder blandt de otte medlemmer af Aids-Fondets bestyrelse. For som Mikkel Emborg udtrykker det: ”I dag giver jeg mig selv lov til at sige tingene, som de er. Jeg vil ikke længere undertrykke mig selv for at passe ind – det føles som en befrielse og en fantastisk lettelse.”