I 2011 befandt sumpskildpadderne Kim og Cassiopeia sig pludselig på en væddeløbsbane. Den var cirka to meter lang og var placeret i en stue i København. Banen var lavet af bøger stillet på højkant som bander, og for enden ventede et pragtmåltid lige på den anden side af målstregen. Deres ejere havde lige sluppet dem og råbt "go!", og mens den lille Kim så ud til at blive lammet af forbløffelse over dramaet, han nu bar en hovedrolle i, spurtede Cassiopeia af sted mod maden i den anden ende af banen. Hvad ingen af dem kunne se, var, at der oven på hvert skjold sad en post-it-seddel. På Cassiopeias skjold stod der "Moltzen Pors", og på Kims stod der "Pors Moltzen".
For Krister Moltzen og hans kæreste, der hedder Pors til efternavn, skulle snart være forældre til deres første barn. Og de var uenige om, hvad datteren skulle hedde til efternavn. For de ønskede begge, at deres eget efternavn skulle blive barnets efternavn, mens den andens så kunne blive mellemnavnet.
"Pors Moltzen lyder altså som en færgerute," havde hun sagt.
"Jamen, så lyder Moltzen Pors da bare som den anden vej på den færgerute," havde han svaret.
"Der var ingen gode argumenter for, hvorfor det lige skulle være det ene frem for det andet," siger Krister Moltzen i dag.
"På det tidspunkt havde vi en sumpskildpadde hver – måske for at øve os i at passe på noget levende. Jeg havde Kim, og min kæreste havde Cassiopeia. Og vi blev enige om, at det eneste retfærdige måtte være at lade skildpadderne løbe om kap. Den skildpadde, der kom først, bestemte, hvilket efternavn der skulle være det sidste."
Og så var det altså, at Krister Moltzen kunne se sine bange anelser materialisere sig. Han havde jo hele tiden sagt, at hans skildpadde, Kim, var meget mindre end Cassiopeia. At det var urimeligt i et kapløb. Og nu nølede Kim ganske rigtigt ved startlinjen.
I en tid, hvor lovgivningen om efternavne er blevet ganske liberal, og hvor familier samtidig kan se ud på mange måder, er efternavnet blevet et identitetsprojekt – og noget, der ofte medfører dilemmaer. Nogle tager ægtefællens efternavn, andre gør ikke. Nogle smider et navn hver i puljen. Der er dem, der bliver skilt og tager eksens efternavn med sig i det videre familieliv med ny partner og flere børn. Og der er dem, der siger farvel til ægtefællens efternavn, når ægtefællen dør. For med det frie valg er efternavnet i dag blevet så meget mere end bare et ord i folkeregisteret.
"Et valg af efternavn siger i dag noget om, hvilken familieidentitet man ønsker. Hvilke værdier man har, og hvem man betragter som familie," siger Katrine Kehlet Bechsgaard, der forsker i blandt andet efternavne på Københavns Universitet. Hun fortsætter:
"Før i tiden var mange dele af ens identitet fastlagt. Alle mulige livsvalg var fastlagt på forhånd. Hvor du skulle arbejde og bo, og hvad du skulle hedde. Alle de livsvalg er i dag mere eller mindre op til den enkelte. Og derfor giver de livsvalg os også mulighed for at positionere os selv."
Et symbolsk vi
I 2006 kom der i Danmark en ny navnelov, der blandt andet gjorde det muligt at lave et mellemnavn om til et efternavn og at videregive et efternavn, man selv har giftet sig til. Det blev også muligt at tage et hvilket som helst efternavn, hvis flere end 2000 danskere har det. Med andre ord er der rig mulighed for at jonglere med alt det, der kommer efter fornavnet, og det gør folk også, fortæller Katrine Kehlet Bechsgaard. Hun har netop færdiggjort et postdocprojekt, som er baseret på dybdegående interviews med 23 mennesker fra Københavnsområdet om deres efternavne.
De fleste er i parhold, mange har børn, nogle er skilt, og få er singler. Katrine Kehlet Bechsgaards undersøgelse giver et godt indblik i de bevæggrunde, der kan være for at skifte eller beholde et efternavn. En kvinde i undersøgelsen, der har taget sin mands efternavn, ser det som betydningsfuldt, at alle i husstanden hedder det samme.
"Det er mere det, at vi skaber noget sammen. Det er også sådan i alt, hvad vi gør. Nu er vi også blevet en familie med to børn, og nu har vi selv holdt jul. Det der med at skabe sine egne traditioner og sin egen familie. Selvfølgelig stadig med relation til det, vi kommer fra, men måden, vi lever på, tror jeg også er meget bygget op om, at det er os, det er os fire, som ligesom hører sammen," siger hun.
En homoseksuel mand i undersøgelsen understreger behovet for med efternavnet at vise, at man er familie:
"Vi syntes, der lå en værdi i, at vi alle sammen hed det samme, så det var tydeligt, at vi var en lille enhed, på trods af at vi var en lidt anderledes enhed."
Og så er der dem, der ikke ønsker at tage ægtefællens navn, men gerne vil holde fast i det efternavn, som de har fået af deres forældre, og som rækker tilbage i slægten. Der er for eksempel en kvinde i undersøgelsen, der siger:
"Det er ikke, fordi jeg på nogen måde forudser, at vi skal skilles eller noget, men det er, som om det nu ligesom er mit navn, og så er det ligesom ikke fedtet ind i alt muligt."
Katrine Kehlet Bechsgaard fortæller også, at mange lægger vægt på æstetikken og det unikke, når de vælger eller fravælger et navn. Selvom det fortsat er 19 ud af de 20 mest brugte efternavne i Danmark, der ender på -sen, er de hastigt på vej nedad – og fravælges tit ved efternavneskift, fordi de netop er almindelige.
Og hvor det helt frem til 1982 var sådan, at kvinder automatisk fik deres mænds efternavne, når de blev gift, stod mænd i 2020 for 25 procent af alle efternavneskift, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er en unikt høj andel set i forhold til resten af verden, fastslår Katrine Kehlet Bechsgaard. Eksempelvis tager omkring 90 procent af kvinderne i USA deres mands efternavn, når de bliver gift.
Det følger også med de nye muligheder, at efternavnet ikke nødvendigvis færdigforhandles i forbindelse med et bryllup, siger Katrine Kehlet Bechsgaard, der selv både har fået et efternavn og givet et til sin mand, så der står Kehlet Bechsgaard på postkassen.
"Der er også en del, der skifter navn en del år efter at de er blevet gift. Hvor det er noget, de går og summer over og måske ændrer mening om, hvis der kommer børn til," fortæller Katrine Kehlet Bechsgaard.
Netop sådan en historie har en af Kristeligt Dagblads journalister, Benjamin Krasnik, for nylig fortalt om i en klumme her i avisen. Her fortalte han om den tøven, der havde ført til, at han først for nylig har taget sin hustrus efternavn efter tre børn, 20 år som kærester og ni år som mand og kone.
Med navneloven fra 2006 er det også blevet muligt at lave et helt nyt efternavn, hvis det lever op til en række regler. Det må for eksempel ikke være et egentligt fornavn, minde for meget om et beskyttet efternavn eller være upassende.
Et kendispar, der er gået så langt som til at skabe et helt nyt efternavn sammen, er podcastværten Maria og radioværten Pelle Peter. Før de sagde ja til hinanden, hed han Jensen til efternavn, og hun hed Arcel. I dag hedder de Jencel – en sammenskrivning af de to tidligere efternavne.
Hvem bestemmer?
Den tysk-britiske sociolog Norbert Elias (1897-1990) argumenterede ifølge Katrine Kehlet Bechsgaard for, at fornavne er med til at signalere en såkaldt jeg-identitet, mens efternavne signalerer en vi-identitet. Måske netop derfor kan efternavne også blive en skrøbelig størrelse. For hvem er med i det vi?
Et eksempel på det kunne man for et par måneder siden høre i podcasten "Mads og A-holdet", hvor lyttere kan få svar på deres dilemmaer fra tre kendisser. Denne dag skrev Sofie ind og fortalte om, hvordan hun i andet forsøg havde fundet sit livs kærlighed. Selv hed hun Sørensen til efternavn ligesom sine børn. Hendes nye mand, Lars, hed Vest som sine børn – et efternavn, han havde fået for 15 år siden, da han giftede sig med børnenes mor. Nu var Sofie og Lars blevet gift og havde taget hinandens efternavne, så de begge hed Vest Sørensen.
Men det havde ifølge Sofie gjort Lars' ekskone så vred, at det gode samarbejde var ophørt. Skulle Sofie lægge sit nye mellemnavn, som oprindeligt kom fra hendes mands ekskone, fra sig, eller skulle hun stå fast?
"Hvad handler det her egentlig om?", spurgte forfatteren Glenn Bech, mens også politiker Ida Auken (S) mente, at efternavnet måtte være symbol på en dybere konflikt, som ikke var kommet op til overfladen endnu.
En dybere konflikt var der ikke tale om i den københavnske stue hos Krister Moltzen i 2011. Men stridslysten omkring førstearvingens efternavn var på sit højeste. Cassiopeia nærmede sig hurtigt målstregen. Men så stoppede hun pludselig. Vendte om. Og fortsatte med fuld fart tilbage mod startlinjen. Nu gik det op for Kim, hvad der foregik. Han gennemførte banen og løb gennem den lille vindersnor, menneskene havde sat op.
"Bedst ud af tre!", råbte Krister Moltzens kæreste. Men han jublede og afviste hendes forsøg på at omgå reglerne. Barnet skulle hedde Pors Moltzen til efternavn, og der var ikke noget, hun kunne gøre ved det.
"Skildpadderne er døde i dag, men vores børn lever i bedste velgående," siger Krister Moltzen.
Da lillebroderen kom til nogle år efter, var Krister Moltzen ved mentalt at gøre sig klar til at indgå et kompromis om, at nummer to kunne hedde Moltzen Pors til efternavn. Men hans kæreste mente, at det var bedst at holde fast i et fælles efternavn til børnene.
"Så Kim vandt en stor sejr for mig," siger Krister Moltzen.
Han og kæresten er siden blevet gift, men har ikke taget hinandens navne. Det synes de er for småborgerligt. Men hvorfor så kæmpe så indædt og decideret sportsligt om afkommets efternavn?
"Fordi det er efternavnet, man bruger. Så det er det, min datter vil bruge, når hun bliver en berømt danserinde eller forsker eller forfatter, eller hvad hun nu bliver. Og så vil man forbinde hende med mig. Det er tanken om at give sit efternavn videre, der jo var lige så vigtigt for min kæreste som for mig. Så hører man lidt mere sammen. En lille bitte smule."