Carsten Borups generation gjorde oprør, da de var unge i 1968. Nu vil de også gøre oprør som ældre, siger han. Ikke i den forstand at de vil besætte huse eller gå på barrikaderne, “selvom det kunne være sjovt”. Nej, i den forstand at de vil kræve respekt.
“Det billede af alderdom, vi ser i dag, matcher slet ikke det billede, vi har af os selv. De fleste ældre er friske og aktive, men vi føler, at vi bliver udstødt og mister nogle af de rettigheder, som vi tidligere har haft. For eksempel i forhold til at fortsætte på arbejdsmarkedet, så længe vi har lyst,” siger 71-årige Carsten Borup, der er sekretariatsleder i Foreningen den 3. alder – A3.
Det er ikke kun en enkelt mands opråb. Flere eksperter forventer, at de hastigt voksende ældregenerationer vil præge synet på alderdom i en grad, så man kan tale om et oprør.
Ifølge Lars Larsen, professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet og chef for Center for Livskvalitet i Aarhus Kommune, identificerer et stigende antal personer over 65 år sig ikke med det billede, der bliver malet af ældre i offentligheden. Dels som såkaldte boomere, hvis holdninger er forældede. Dels som en svækket gruppe, der snarere er en byrde end en ressource for samfundet.
“Der er grobund for en reaktion. Særligt når man tænker på, at det er en generation, der er præget af 68-oprøret og aldrig har fundet sig i noget som helst,” siger Lars Larsen.
Han fremhæver det, han ser som diskrimination på arbejdsmarkedet, hvor ældre ansøgere ofte bliver sorteret fra, og mange går på pension, selvom de egentlig har helbredet og lysten til at fortsætte. Det er et emne, som blandt andet Djøf har sat fokus på i en ny kampagne ved navn "Bedst over 60". Og han forventer, at temaet om at fastholde ældre på arbejdsmarkedet – eventuelt på nye fleksible måder – vil rykke ind på Christiansborg.
“I det hele taget vil den såkaldte ældrepolitik komme til at fylde mere i mange partier. Sandsynligvis også på en anden måde end før, hvor man næsten udelukkende har talt om at tage sig af de svageste,” siger Lars Larsen.
Marianne Levinsen, forskningschef hos Fremforsk – center for fremtidsforskning, forventer også, at 68-generationen ønsker mere frit valg af velfærdsydelser, når de får brug for pleje og omsorg. De har højere forventninger til velfærden end tidligere generationer, og de har gennem hele livet været vant til at vælge selv, siger hun.
“Vi ser allerede, at et stigende antal ældre har sparet en masse penge op, så de kan få den alderdom, de ønsker. De er villige til at tilkøbe ekstra service, og mange har ikke nødvendigvis tålmodighed til, at kommunen for eksempel visiterer dem til hjemmehjælp.”
Ifølge Marianne Levinsen vil oprøret dog først og fremmest bestå i, at de nye ældre gør op med sejlivede stereotyper om den livsfase, de er trådt ind i. De trækker sig ikke tilbage på samme måde som før: Flere driver virksomhed i en sen alder, flere arbejder som frivillige, deltager i kulturlivet, rejser og dyrker motion.
Aske Juul Lassen, lektor i etnologi og aldringsforskning på Københavns Universitet, er enig i analysen: Den nye ældregeneration gør allerede nu op med dogmerne for, hvordan livet skal leves, når man har passeret pensionsalderen, siger han.
Det skyldes ifølge lektoren dels en oprørs- og frihedstrang, der altid har kendetegnet generationen, dels en tendens i tiden, der kan spores på tværs af generationer, nemlig en vægring mod at blive sat i bås ud fra eksempelvis alder, køn eller seksualitet.
“Det er umuligt at afskaffe alderdom og død som en fysisk realitet, men det er muligt at afskaffe alderdommen som et diktat. Om det så er i privatlivet eller på arbejdsmarkedet. Det er det oprør, der er i gang lige nu, og jeg forventer, at vi vil se det forstærket i de kommende år,” siger Aske Juul Lassen.
Christine E. Swane, kultursociolog og direktør i Fonden Ensomme Gamles Værn, forholder sig mere skeptisk til et ældreoprør. For det første er der langt mere, der skiller personer over 65 år ad, end der samler dem, siger hun. For det andet er den negative fortælling om alderdom som forfald for rodfæstet i befolkningen.
“Mennesker over 65 år har ligesom alle andre fået skræmmebillederne om alderdom ind med den kulturelle modermælk. Det kan godt være, at nogle vil sige, at de ikke vil finde sig i at blive kaldt en ældrebyrde, men de fleste tager fortællingen til sig i den forstand, at de i højere grad end tidligere er bekymrede for at blive syge og svækkede og ligge til last,” siger Christine E. Swane.