De fleste danskere stiftede bekendtskab med Else Marie Larsen i 2020, da skjulte kameraoptagelser viste, hvordan den dengang 90-årige demente kvinde blev omsorgssvigtet på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Mange vil huske, at optagelser viste, hvordan plejepersonale blandt andet lod hende hænge i en lift over sin seng, selv om hun var i smerter og bad om at komme ned.
Dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden" førte til fyringer på det omtalte plejehjem, og den førte til en stor offentlig debat om forholdene på de danske plejehjem og om forråelse i plejen af landets svageste.
"Du har kæmpet for Danmarks ældre og tog en for holdet," skrev et af hendes børn for nylig på Facebook. Den 2. maj døde Else Marie Larsen nemlig, 92 år, på det plejehjem, hvor hun har boet de sidste to år og haft en god tid.
Else Marie Larsen blev født i 1930 på Djursland og voksede op den første del af sin barndom med sin fraskilte mor og bror. Siden blev moderen igen gift, og Else Marie Larsen fik en stedfar og stedbror. Knapheden var til at tage at føle på, og Else Marie Larsen måtte tidligt hjælpe til med at tjene penge til husholdningen. Så hun malkede køer og passede børn, og det var efter en aften, hvor hun var på vej hjem fra sådan en tjans, at hun faldt i en mergelgrav. Hun har mange år senere fortalt sine børn om, hvordan hun lå i det kolde vand det meste af natten og klamrede sig fast til sivene for ikke at drukne. Hun huskede, at en ræv var kommet forbi og havde snuset til hende. Hun fik til sidst reddet sig i land og kom hjem med vådt tøj. Fra moderen lød det, at nu måtte hun skynde sig at få tørt tøj på, for hun skulle i skole. Gennem sit liv gav Else Marie Larsen aldrig udtryk for, at hun var træt eller syg. Hun knoklede altid på.
Hun flyttede tidligt hjemmefra og kom til Aarhus fra Djursland. Her havde hun forskellige jobs – hun gjorde rent på en trikotagefabrik og arbejdede på det populære spisested Den Røde Okse. Så mødte hun sin mand, Carl Johan, og de fik sammen syv børn. Hendes mand var invalid efter som modstandsmand at være blevet skudt efter krigen, og i deres hjem i Aarhus Nord var pengene små. De få værelser var fulde af køjesenge, og fik børnene venner på besøg, måtte de overnatte i en fodende. Gæster var nemlig altid velkomne, og man deltes om den mad, der nu var. I en periode var Else Marie Larsen også dagplejemor for sine børn og naboer, ligesom hendes dør altid har stået åben for børnebørnene, når de var syge eller måske pjækkede fra skole.
For 25 år siden døde hendes mand. Det samme forår tog familien første gang samlet til Gran Canaria. Med så stor en familie var det svært at samle alle til fødselsdage og helligdage, men i de næste mange år blev påsken for familien en tid, hvor alle, høj som lav, mødtes i en spejderhytte og havde det skægt. Else Marie Larsen elskede nemlig at have det skægt. Hun var en decideret festabe, der elskede musik og dans, og hun ville meget nødigt gå glip af noget. Når familien kom på besøg på plejehjemmet til en kop kaffe, spurgte hun ofte: "Hvad skal vi have til aftensmad?". For hun ville altid gerne have, at de blev lidt længere.
Den kampånd og viljestyrke, hun havde med sig fra barndommen, satte sig i øvrigt ikke kun igennem i hendes utrættelige arbejdsomhed, men også i hendes afsmag for at tabe i spil. Else Marie Larsen elskede at spille spil, men hun blev rasende, når hun tabte i ludo, eller når en pakkeleg ikke gik efter hendes hoved. Så kunne hun forsøge sig med at lave reglerne om eller snyde for at vinde.
For syv år siden begyndte hendes demenssygdom at melde sig, men selv om helbredet efterhånden svigtede, var det vigtigt for hende, at der var orden på sagerne. Fik hun øje på et fnug på gulvet, skulle det fjernes, og havde et barnebarn forsømt frisuren, blev det påtalt. Det var dog på ingen måde på bekostning af den omsorg, hun følte og viste for sin store familie.
"Hvem skal nu varte os op", spurgte de efterladte hinanden, da hun var død. Og det på trods af, at Else Marie Larsen i en del år havde boet på plejehjem. For hun var frem til sidste åndedrag familiens midtpunkt og garant for, at folk omkring hende havde det godt.
Med nylakerede, bordeauxrøde negle og med mange fra familien omkring sig, trak hun vejret sidste gang. Og så blev hun iklædt en rød festkjole, som hun havde elsket. Else Marie Larsen fik den værdige afsked med livet, hendes familie havde kæmpet for og håbet på.