En kold januardag i 1940 trådte en agent ind i Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegns filial i hjertet af København. I bankens forhal med marmorsøjler og lysekroner ekspederedes kunder, som agenten i al stilfærdighed passerede. Han vidste ikke, hvem han skulle møde, men han vidste, at vedkommende ville befinde sig i depotet i kælderen.
Bag mahogniskranken i underetagen mødte hans blik en bankdames. Nervøst fiskede han et overrevet papstykke med en halveret sømand op af tegnebogen. Han lagde stumpen på disken. Ekspedienten, Jutta Graae, vendte blikket mod sidelokalerne og konstaterede, at de var alene. Hun åbnede skrivebordsskuffen, tog den anden halvdel af papstykket og gjorde sømanden hel.
Hun havde længe vidst, at denne dag ville komme. 2. Verdenskrig var forlængst brudt ud, og selvom det officielle Danmark mente, at kongeriget nok engang ville klare frisag ved at forblive neutrale, var 33-årige Jutta Graae af en anden opfattelse.
Hun anså den nazistiske ekspansion som uundgåelig og var enig med Storbritanniens daværende marineminister Winston Churchill, da han i en radiotale den forgangne sommer, havde trukket linjerne op: Enten er man for ”demokratierne” eller ”despoterne”. Neutralitet er reelt en støtte til Hitler.
Hvis Danmark skulle være sig selv bekendt, var man nødt til at vælge demokratiets side, mente Jutta Graae. I de fem år, Besættelsen varede, brugte bankdamen derfor hver en vågen time på at underminere den danske neutralitetskurs og sikre briterne efterretninger, der på sigt skulle overbevise Churchill om, at Danmark stod på de allieredes side.
I den københavnske sparekasse stod Jutta Graae for udlejningen af depotets bankbokse. Hun var den første, som kom, og den sidste som gik, og i løbet af 1939 havde hun i smug omdannet de 120 kvadratmeter kælder til en allieret kurercentral i hjertet af det neutrale Danmark. Efter mødet med MI6-agenten januardagen i 1940 var den danske modstandsbevægelse uofficielt født med Jutta Graae i centrum. Kort efter blev hun kendt som: Storfyrstinden.
Den ukendte frihedskæmper
Dæknavnet er samtidig titlen på en netop udgivet bog, som Trine Engholm Michelsen, ph.d. og forsker i efterretning og trusselsanalyse ved Forsvarsakademiet, har skrevet på forlaget People’s.
Forskerens interesse for Jutta Graae opstod mere eller mindre tilfældigt. En dag i 2017 stod hun og rodede i akademiets arkiver, da hun faldt over et fotografi med hovedpersonerne fra den danske modstandsbevægelse.
”Hvem er hun,” spurgte Trine Engholm Michelsen forsvarets arkivar og pegede på billedets eneste kvinde.
”Tja, gad vide hvorfor frk. Graae fik lov at sidde der på forreste række? Hun var bare efterretningschefens sekretær.”
Forskeren tog undringen med videre og måtte hurtigt konstatere, at betegnelsen sekretær langt fra var dækkende for Jutta Graaes aktiviteter under krigen. I de danske arkiver optræder hun ganske vist som en kvinde i skyggen af modstandskampens mænd. Men i de britiske – og indtil for nylig fortrolige – efterretningsrapporter optræder Haddock og Agent 7442, som Jutta Graae blev omtalt som, snarere som kvinden, der trak i trådene og snoede mændene.
Som den ledende kaptajnkommandant i den gren af den britiske faldskærms- og sabotageorganisationen SOE, der stod for at sende spioner ind over Danmark under krigen, blandt andet skrev i et brev til organisationens øverste chef i 1944:
”Her (Jutta Graaes, red.) record of service will be too lengthy to reveal in detail, but it can be stated that no one has a more honourable name in the entire resistance movement.”
SOE-chefen har ret i, at listen over Jutta Graaes bedrifter er lang. Særligt til en artikel. Men af de større kan nævnes Storfyrstindens involvering i, at briterne fra krigens begyndelse modtog faste efterretninger fra Danmark som eksempelvis optegnelserne over Hitlers berygtede V1-bombe. Hun planlagde den danske modpropaganda og var en af hovedarkitekterne bag oprettelsen af BBC-radiosignalet og udsmuglingen af John Christmas Møller. Hun var med til at organisere kampen for et frit Danmark, så hærens efterretningsarbejde og modstandsgruppernes sabotage kunne koordineres. Jutta Graae spillede ligeledes en afgørende rolle for oprettelsen af Frihedsrådet, der samlede kommunistiske, konservative og senere socialdemokratiske modstandsfløje, og som sikrede en fredelig demokratisk overgang efter krigen. For slet ikke at nævne det konstante kurerarbejde i banken og det faktum, at Jutta Graae udarbejdede stikkerlisterne, der blev udgangspunktet for retsopgøret efter Befrielsen.
At Jutta Graaes indsats under Besættelsen vakte større anerkendelse i Storbritannien end i Danmark viser en internetsøgning. Her fremgår det, at Jutta Graae har givet flere interviews til engelsk presse, at hun har en udførlig biografisk beskrivelse på engelsk på leksikonportalen Wikipedia (hun har ingen på dansk), og at hun i 1947 fik tildelt den ypperste orden af det Britiske Imperium. Trine Engholm Michelsen har flere bud på, hvorfor Jutta Graaes indsats for modstandsbevægelsen har været en velbevaret hemmelighed i Danmark:
”Først og fremmest overholdt hun sin tavshedspligt. Jutta Graae var rundet af efterretningstjenesternes kodeks, og mange sagde, at hun vidste det meste, men tav med det hele. Samtidig havde hun ingen formel status i den danske modstandskamp, som var styret af mænd, og hvor Jutte Graae måtte være sit køn bevidst og navigere i skyggen. Endelig,” siger forskeren: ”blev de britiske arkiver først åbnet sidst i 00’erne.”
Forpligtet til at stoppe nazismen
Jutta Graaes beslutning om at bekæmpe nazisme blev truffet den 10. november 1938.
Hun var i Berlin med sin søster, hvor de skulle besøge en bekendt kvindelig professor. Overalt i byen var gaderne badet i knuste ruder, og i parken Tiergarten manifesterede racediskriminationen sig i bænke for henholdsvis ariere og jøder. Døren til professorens lejligheden var ødelagt, boligen raseret og naboungerne fortalte de besøgende, hvad der var sket med deres ven.
For Jutta Graae blev Krystalnatten et vendepunkt.
”Når du erkender alvoren af en forbrydelse, der går for sig, er du forpligtet til at stoppe den,” sagde hun mange år efter krigen til en af sine niecer.
Graae-søstrene blev født i begyndelsen af det 20. århundrede i en velhaverfamilie i Hillerød. Desværre døde faderen i 1914, og da banken, hvor formuen var placeret, samtidig krakkede, blev overflod erstattet af smalkost, og 17-årige Jutta Graae måtte tage arbejde.
Onkler og tanter hjalp imidlertid den nødstedte del af familien, og i 1920’erne tog Jutta Graae til London for at bo ved sin rige onkel og tante i deres herskabslejlighed ved Hyde Park. Tiden i den britiske overklasse blev afgørende for den unge Jutta Graaes selvforståelse. Hun lærte at begå sig i de øverste sociale lag, opføre sig selvstændigt uden at fornærme mændene, og så skabte hun de første forbindelser til den britiske efterretningstjeneste. At herskabslejligheden ved Hyde Park fra 1940 til 1945 endte som hovedsæde for den danske modstandsbevægelse i London og midlertidigt hjem for blandt andre John Christmas Møller, var i høj grad Jutta Graaes fortjeneste.
Afgørende danske efterretninger
Som ugift boede Jutta Graae med sin søster, mor og niecer i en villa i Charlottenlund nord for København, der under krigen blev et fast mødested for modstandsbevægelsens ledere. Søsteren var gift med Berlingskes udlandsreporter Ebbe Munck, der op gennem 1930’erne havde rapporteret om nazismens uhyrligheder.
Svogeren havde kontakter i den britiske efterretningstjeneste, og det var ham, der skaffede svigerinden papstykket med den overrevne sømand. I 1939 begyndte de at lægge en plan for at underminere neutralitetspolitikken. Gennem efterretninger ville de sikre, at London så Danmark som en del af den demokratiske alliance i stedet for som et land til Hitlers disposition. Det oplagte ville her være at overlevere efterretningerne til MI6 – Storbritanniens efterretningstjeneste, men af flere årsager var Jutta Graae og Ebbe Munck tøvende. Dels ønskede de på sigt at opbygge et sabotagesamarbejde med briterne gennem den nyoprettede og aktivistiske britiske faldskærms- og sabotageorganisation, SOE. Dels var det altafgørende for dem at tydeliggøre, at efterretningerne kom fra danske hænder og ikke med fra agenter underlagt MI6, ligesom de to frygtede, at de danske efterretninger risikerede at drukne i MI6, hvis hovedformål er at sikre efterretninger til beskyttelsen af Storbritannien, mens SOE derimod skulle bruge efterretninger til at koordinere sabotage i Danmark.
Arbejdsfordelingen blev, at Jutta Graae skulle opbygge et kurernetværk i Danmark med tråde ind i både politiet, hærens efterretningstjeneste, modstandsgrupper og sympatisører, der kunne hjælpe med alt fra transport, kurerarbejde og eventuelle flugtsteder.
Svogeren skulle samtidig flytte til Sverige, hvor han ved siden af sit officielle virke som korrespondent skulle sikre, at efterretningerne havnede hos deres engelske SOE-kontaktpersoner.
Ebbe Munck og Jutta Graae oparbejdede hurtigt et tæt samarbejde med ledelsen i hærens efterretningstjeneste, der var de eneste, udover Ebbe Munck, der kendte til Jutta Graaes sabotage- og kurerarbejde i banken. De godtog, at Ebbe Munck skulle videreformidle efterretningerne fra Sverige i den tro, at rapporterne endte hos MI6 og ikke sabotageorganisationen SOE. En hvid løgn det lykkedes Jutta Graae og Ebbe Munck at holde hemmelig, frem til krigslykken vendte i 1943, hvor samarbejdet med SOE var så fasttømret, at det måtte fortsætte.
På dette tidspunkt var nettet samtidig strammet så meget om Storfyrstinden, at hun var nødsaget til at flygte. I først Stockholm og siden i London fortsatte hun sit arbejde for at sikre efterretninger, der ville placere Danmark på den rigtige side af historien.
Trine Engholm Michelsen er ikke i tvivl. Havde det ikke været for Jutta Graaes indsats, havde de allierede formentligt set ”mindre ærefuldt” på den danske indsats under krigen. Storfyrstinden insisterede på, at neutralitet ikke er en udvej i mødet med ondskab. Og for forskeren repræsenterer hendes aktivisme et demokratisk dilemma:
”I nutiden anser alle Jutta Graaes handlinger for at være moralsk gode, men det interessante er, at hun i sit forsvar for demokratiet endte som civil ulydig og i sin aktivisme faktisk underminerede den danske stat og Folketinget. Vi taler i dag om, at demokratiet er under pres, samtidig med at vi spørger os selv, hvor langt vi kan gå for at beskytte det.”
"Storfyrstinden" er netop udkommet på forlaget People's.