En decemberdag i 1949 gav jeg et løfte, som blev efterlevet 100 procent.
Karen havde taget toget lørdag eftermiddag fra Lolland, og jeg kom fra Frederiksværk, hvor jeg var værnepligtig i Arresødal. Jeg tog imod Karen på Hovedbanegården i København. Vi var i Det Kongelige Teater om aftenen. Karen overnattede i Højskolehjemmet i Istedgade og jeg på loftet i Vartov (soldater kunne her overnatte gratis). Vi aftalte, at Karen kom til Vartov næste dag klokken 9.00. Jeg sov for længe og kom først ned i gården i Vartov klokken 9.30. Karen var fornærmet og vred. Hun følte sig gjort til ”en alle-mands-pige”.
Som aftalt fulgtes vi dog ad til gudstjenesten i Marmorkirken. På tilbagevejen blev vi overrasket af en kraftig snebyge. Vi søgte ly i et portrum i Bredgade. Her gav Karen ”luft” for sin harme og frustration. Hun sluttede med ordene: ”Mener du det her alvorligt? Hvis ikke, tager jeg første tog hjem til Lolland.”
Vi havde haft en brevveksling fra min indkaldelse til Søværnet april samme år. Tanken om et fælles livsforløb var ikke ny for mig, men med mine kun 22 år havde jeg ikke ”travlt”. Men jeg vidste også, at Karen kunne jeg ikke undvære i mit liv. Karen var 27 år, og forlangte en afklaring nu!
Mit svar var: ”Ja, du er min ægtefælle for livet.” I løbet af de næste minutter gav vi hinanden det løfte, at det skulle være os to, til døden os skiller! Vi bestemte straks: Ringforlovelse den 4. april 1950 (min 23-årsdag) og bryllup den 4. april 1952 (min 25-årsdag).
Snebygen var ophørt, og i solskinnet fortsatte vi hånd i hånd til frokost på Vartov. Døden skilte os ved Karens død i november 1982.
Henning Rasmussen, 95 år.