En generation af ”dele-børn” er blevet voksne. Kan vi lære noget af deres erfaringer?

De blev født i 1990’erne og har som børn af skilte forældre lært at agere i to verdener. Generation 7/7 kaldes de i en ny bog, og de har mere til fælles, end de troede

Illustration: Morten Voigt.
Illustration: Morten Voigt.

Sara havde ét hjem i lige uger, et andet i de ulige. Sådan havde det været, siden hendes forældre blev skilt, da hun var to et halvt. Hun havde også en dværghamster med transportbur. Både hun og hamsteren blev fragtet fra forælder til forælder i delebil hver mandag. Sara tænkte ikke over, om det var besværligt, for det var bare sådan, det var.

Saras livsvilkår er ikke usædvanlige. Fra 1990’erne og fremefter blev det mere og mere almindeligt, at børns hverdag i højere grad blev delt lige mellem to skilte forældre. Generation 7/7, kalder forfatteren Emilie Stein Thorsen dem i en ny bog, fordi en ordning med syv dage hos den ene forælder efterfulgt af syv dage hos den anden ofte blev anvendt.

I bogen "Generation 7/7" forsøger hun at komme tættere på, hvilke erfaringer der kendetegner børn og unge af den tid. Det har hun gjort ved at interviewe 25 mennesker med fødselsdato i 1990’erne og samle deres fortællinger i en bog. Den vidner om skrupforvirrende hverdage og dårlig samvittighed, men også om en fornemmelse af at kende sine forældre som individer. Den i dag 25-årige Sara med hamsteren er en af dem, der har delt sin historie med forfatteren. 

Emilie Stein Thorsen er selv barn af skilte forældre og begyndte først i sine tidlige 20'ere at tale med venner om erfaringer fra en opvækst præget af utallige papforældre og to af alting. Sådan opstod idéen til bogen.

“Mange af dem, jeg har talt med i bogen, har sagt ‘Gud, jeg har aldrig talt med nogen om dette før’. Jeg synes, det er interessant, at flere af os har manglet et rum for samtalen, når vores oplevelser ligner hinanden, og der er så mange af os,” siger hun.

Hver femte barn taler ikke på noget tidspunkt med nogen om de følelser, der er forbundet med forældrenes skilsmisse, viser en undersøgelse fra Børns Vilkår, som omtales i bogen.

Ingen skulle snydes

Karen Vallgårda er lektor på Københavns Universitet og forsker i politisk familie- og barndomshistorie. Hun fortæller, at der lå en tung emotionel byrde på mange af de børn, hvis forældre blev skilt i 1980’erne og 1990’erne, forstået på den måde, at de ofte følte, de skulle tage sig af deres forældre følelsesmæssigt.

“Nogle beskriver for eksempel, at hvis de havde haft det sjovt hos den ene forælder, så havde de ikke lyst til at sige det til den anden, fordi de var bange for at såre den forælder, der måske var alene. Den følelse, flest af disse børn giver udtryk for i forbindelse med en skilsmisse, er dårlig samvittighed,” siger Karen Vallgårda.

Sara optræder, ligesom de andre interviewpersoner i “Generation 7/7”, uden efternavn og beretter i bogen, at hun var meget opmærksom på at undgå at skabe ubalance i, hvor meget hun så hver af sine forældre. Sara boede en uge ad gangen hos hver forælder, indtil hun tog på højskole som 19-årig.

“Jeg havde svært ved at slippe tanken om, at de savnede mig, når jeg var væk. Jeg tog hensyn til mine forældre, men jeg tog også hensyn til mig selv, for jeg hader at tage beslutninger (...). I gymnasiet, hvor der begyndte at ske ting i weekenderne, blev jeg nogle gange en dag mere det ene eller det andet sted, men uanset hvor meget mine forældre sagde, at det var okay, syntes jeg, at det var ubehageligt, og jeg følte, at jeg skulle udligne med en dag i den anden ende, så ingen blev snydt,” fortæller hun i bogen.

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt

Men noget af det, man så i 1990’erne, var også, at børn begyndte at beskrive indignation over relationen til deres forældre. Det fortæller familiehistorikeren Karen Vallgårda.

“Det har jeg ikke kunnet finde mange spor af i 1970’erne og 1980’erne, hvilket afspejler, at der skete noget med barndomskulturen og forholdet mellem børn og forældre,” siger hun.

Det skyldes blandt andet, at Danmark i 1991 trådte ind i FN’s Børnekonvention, der beskytter børns rettigheder til at blive set og hørt. Det er udtryk for, at der kom et større fokus på børns trivsel og behov. Børnene begyndte at stille en anden type krav til deres forældre. 

“Siden da tror jeg, at forældre over en bred kam er blevet bedre til at tage sig af deres børn i forbindelse med en skilsmisse – vel at mærke, hvis de har ressourcerne og netværket til det. Vi er blevet bedre til at støtte hinanden,” siger Karen Vallgårda.

I stort set hele 1900-tallet navigerede man efter rationalet, at det var bedre for barnet at bo hos den ene forælder for så vidt muligt – typisk moderen. Nogle forældre forsøgte også at forhindre, at barnet eller børnene havde for meget samvær med den anden forælder. Ofte begrundede de det med, at de ville beskytte børnene mod at opleve sindsoprivelse og forstærket længsel og afsavn. 

Men idealet om samarbejde er blevet stærkere. Især siden 1970'erne er der gradvist kommet flere udtalte forventninger til faderrollen. Faderen skal involvere sig i børnenes liv og trivsel. Samtidig er fædre selv kommet på banen og har udtrykt ønske om at få lov at holde kontakten med deres børn efter en skilsmisse og bevare en tæt hverdagsrelation til dem. Det fortæller Karen Vallgårda.

I 1986 vedtog man en lov, der gjorde det muligt for ugifte og fraskilte forældre at dele forældremyndigheden. I 1994 viste en dansk undersøgelse blandt 11-årige børn, at kun omkring fire procent havde det, man i dag vil kalde en deleordning, hvor barnet havde to bopæle. Derefter tog udviklingen fart. I 2009 boede 16 procent af alle skilsmissebørn lige meget eller næsten lige meget hos hver forælder, viser tal fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Og det nyeste tal fra Vive viste i 2018, at tallet var steget til mere end hver tredje.

Personligt oplevede Emilie Stein Thorsen som barn sommetider en ensomhed, der var forbundet med, hvad der føltes som at leve i to forskellige verdener. Det har dog givet hende en solid tilpasningsevne. Og så har forfatteren lært sin mor og far at kende på en anden og positiv måde.

“Jeg har fået ret tætte forhold til begge mine forældre, fordi jeg har lært dem at kende som individer og ikke kun som forældre og som et par,” siger hun.

Og ifølge Emilie Stein Thorsen er alle medvirkende i "Generation 7/7" blevet gode til at "navigere i de voksnes følelser og konflikter i familiekonstellationer med både højt til loftet, stort humoristisk potentiale og total forvirring.” 

En "rigtig" bror?

I et studie fra 2013 havde forskere fra Aarhus Universitet undersøgt børns opfattelse af, hvordan det er at have søskende. Og det viste sig, at idealerne om kernefamilien sætter aftryk på børnenes oplevelser af, hvad det vil sige at være en familie. Resultatet overraskede Eva Gulløv, professor i børneantropologi og barndomssociologi og en af forskerne bag studiet.

“Vi var ret slået af, at mange af børnene fortalte, at deres familie ikke er en 'rigtig' familie. En sagde for eksempel: ‘det er ikke min rigtige bror, men jeg kalder ham min rigtige bror’,” siger hun.

Forestillingen om "rigtighed" risikerer at få børn af skilte forældre til at føle, at de skal leve op til noget, de ikke er i stand til, og at deres liv derfor ikke er helt lige så værdigt.

“Vi er alle sammen med til at nære den kulturelle stereotypi om blodsbeslægtethed og dermed normen om, at det gode barneliv er at vokse op i en kernefamilie,” siger Eva Gulløv.

“Men omkring 35 procent vokser op i en familie, der ser anderledes ud, så det er ret vigtigt at få nuanceret, at familievirkeligheder kan se ud på temmelig forskellige måder, og de er ikke nødvendigvis sørgelige,” fortsætter hun.

Og eksempler på spraglede familiekonstellationer er der i øvrigt masser af i bogen “Generation 7/7”. Der er for eksempel Thea, hvis mor over årene har haft mellem 10 og 20 kærester. Thea har kun brudt sig om under halvdelen.

“Der var en, der stemte sine s’er og havde en meget lille mund, og en anden, som ville have mig med ud at klatre, selvom jeg ikke havde lyst til det. En tredje ville gerne have, at vi kaldte ham far. Faktisk var der to, der gerne ville have det: For der var også ham, som havde mistet sin kone for nylig, og derfor gerne ville have, at vi begyndte at kalde ham far, så hans børn også kunne kalde min mor for mor,” fortæller Thea i bogen.

For forfatteren Emilie Stein Thorsen selv har hendes familieerfaringer betydet, at hun i dag forstår familie som et bredere koncept. 

"Jeg har fået et andet syn på, hvad familie er, forstået på den måde, at min mors bedste venner og deres børn er lige så meget familie som dem, jeg er blodsbeslægtet med".

Egne forventninger til parforhold

Så hvad så nu, hvor 1990’er-børnene selv er blevet voksne og skal navigere i seriøse parforhold? Som hovedregel ses en tendens til, at de deler sig i to lejre, forklarer Heidi Agerkvist, der er privatpraktiserende psykolog med speciale i børnefamilier og parforhold.

Af dem, der gerne vil giftes, har nogle en klar forventning til, at de aldrig vil skilles, fordi de ikke vil udsætte egne børn for det, de selv har været igennem. Andre tænker, at skulle deres egen skilsmisse blive en realitet, skal det nok gå.

“Hvis det har været en virkelig dårlig oplevelse, at ens forældre blev skilt, vil man typisk ikke udsætte sine egne børn for det samme. Hvis man derimod oplevede, at forældre kunne finde ud af at være voksne i det, og de har det bedre og roligere med hinanden og med at være forældre sammen stadigvæk, så har man en erfaring med sig, der gør, at man godt kan se et godt liv for både sig selv og sine børn på den anden side af skilsmissen,” forklarer psykologen.