Jeg har altid haft tro på og tillid til det offentlige system, som jeg i mange år også selv har arbejdet for. Men for knap 20 år siden mistede jeg den.
I tiden før årtusindskiftet diskuterede man herhjemme, hvordan man kunne give humanistisk grundforskning et internationalt løft. Derfor blev et bredt politisk flertal enige om at afsætte midler til et nyt humanistisk forskningscenter. Som forsker og leder havde jeg selv erfaringer, der inspirerede mig til at lave en plan for, hvordan man kunne etablere centret. Jeg troede virkelig på, at vi kunne skabe humanismens hjertekammer, så jeg søgte stillingen som direktør og fik jobbet.
Hurtigt fik bestyrelsen og jeg opbygget et selvstændigt forskningscenter til de 20 forskere, der hvert år blev udvalgt til et stipendium. Pointen var, at de på centret skulle drøfte deres egen, uafhængige forskning med hinanden og offentligheden og lade sig inspirere tværfagligt af andre danske og udenlandske kolleger. Det viste sig at gå rigtig godt. Vi fik ansøgninger fra de bedste universiteter og kulturinstitutioner, og da vi efter nogle år blev evalueret af en EU-komité, konkluderede den, at centret var blandt de bedste centre internationalt for innovativ forskning.
Vendepunktet kom efter fire år, da Forskningsministeriet op til finanslovsforhandlingerne lod os vide, at regeringen ville have, vi gav én bestemt forsker en plads på centret, uden at han skulle søge på linje med alle andre. Gjorde vi det, var vi sikret bevillingen på finansloven, fik vi at vide. Vi havde netop fået de fine evalueringer, fordi vi var uafhængige og havde skrappe kriterier for, hvem der kom ind, så vi var nødt til at sige nej tak. Lod vi os afpresse på den måde, ville vi jo miste al vores troværdighed som uafhængige.
En uge efter, at finansloven var vedtaget, stod det klart, at det havde kostet os bevillingen. Den officielle begrundelse – der også blev fremført i medierne, hvor sagen blev offentligt kendt – var, at centret var udansk. Men det var lige præcis dét, både myndigheder og det politiske system oprindeligt havde ønsket, at centret skulle være. Jeg blev vred og skuffet. Vi havde jo arbejdet blodet ud af neglene for netop at skabe et center, der kunne løfte forskningen op i den internationale liga. Men nu, hvor det var lykkedes, ønskede man det ikke alligevel.
Jeg har altid haft en loyal tillid til vores offentlige, demokratiske system og selv arbejdet inden for det med troen på, at hvis man ydede sit ypperste, var tilliden gensidig. På den måde faldt mit verdensbillede sammen, da vi måtte lukke centret. Jeg var rystet. Ikke på mine egne vegne, for jeg blev hjulpet godt videre til at fortsætte min egen forskerkarriere. Men jeg var forbløffet over, at det demokratiske system svigtede sine løfter, og det gav mig en eksistentiel sorg, som blev et af de største vendepunkter i mit liv. For tiltroen til det offentlige system har jeg aldrig fået tilbage.