Er den fortrolige samtale med præsten udtryk for en psykologiseret kultur?

Sjælesorg er omsorg for sjælen, men hvordan drages den i en sekulariseret tidsalder, hvor ord som ”frelse” og måske endda ”Gud” er kontroversielle? Kristeligt Dagblad dykker ned sjælesorgens udvikling

Den klassiske sjælesorg har ofte været et prekært spørgsmål hos borger, som henvendte sig med dette til en præst. I dag kan sjælesorg bearbejdes alle mulige steder - og have sit udspring fra et væld af steder.
Den klassiske sjælesorg har ofte været et prekært spørgsmål hos borger, som henvendte sig med dette til en præst. I dag kan sjælesorg bearbejdes alle mulige steder - og have sit udspring fra et væld af steder. . Illustration: Morten Voigt

Det begyndte med en undren.

Ole Raakjær er sogne- og hospicepræst i Nordjylland. Han er også en betragter af tidsånden, og han ved, at markedet for mening ikke i dag som tidligere er domineret af kirken. Mange tilværelsestolkninger gør sig tilgængelige for danskerne i en sekulariseret og individualiseret tid, og den psykologiserede kultur har de seneste årtier sat sig tungt på det marked.

”Tænk på selvhjælpsbøgerne, der viser den terapeutiske kultur sig i al sin tydelighed. Kolossalt mange bøger er bygget op om det grundmotto, at du kan få kontrollen, hvis bare du gør sådan og sådan,” siger han.

Men hvordan mon det afspejler sig i præsters sjælesorgssamtaler med danskerne? Er den teologiske bagage blevet udvandet så kraftigt, at målet om frelse for den enkelte er sat i baggrund i de fortrolige samtaler til fordel for et mål om selvrealisering? Den amerikanske teolog Deborah van Deusen Hunsinger har omtalt fænomenet som sjælesorgens babylonske fangenskab i psykologien, men er det også tilfældet i Danmark? Er præster en slags andenrangspsykologer?

Ole Raakjær satte sig for nogle år siden for at undersøge det nærmere ved at interviewe danske hospitals- og hospicepræster, og resultatet blev til ph.d.-afhandlingen ”Fra frelse til well-being? – Hospitalspræsters tænkning, tro og praksis i en terapeutisk kultur”, som han forsvarede for et par år siden, og hvis resultater han sidste år gengav i det nordiske ”Tidsskrift for Sjelesorg”. Hvad han har fundet ud af, og hvad han i øvrigt lige har genoplevet på tredje modul af den specialeuddannelse for sognepræster i sjælesorg i regi af Folkekirkens Videns- og Uddannelsescenter, han er kursusleder på – vender vi tilbage til.

Kirkelig omsorg for det hele menneske

I dag begynder en ny artikelserie i Kristeligt Dagblad, som har til ærinde at undersøge, hvad sjælesorg er, og hvilken forskel den del af det kirkelige arbejde gør. Det ganske særlige ved sjælesorg er, at den del af kirkelivet er usynlig på en helt anden måde end eksempelvis diakoni og mission.

”Man kan gå ind i kirken, eller man kan møde op i en varmestue. Men sjælesorgen er af gode grunde privat,” siger Mikkel Gabriel Christoffersen med henvisning til, at sjælesorgssamtaler er retligt defineret ved, at præsten har tavshedspligt.

”Samtidig tror jeg, det er et af de væsentligste stykker arbejde i folkekirken. Fordi det er en måde, det enkelte menneske kan blive set på.”

Mikkel Gabriel Christoffersen er adjunkt i praktisk teologi på Københavns Universitet. Han har skrevet postdoc om skam i kristendommen, er en af redaktørerne bag antologien ”Skam – et forsømt aspekt ved kristendommen” fra sidste år og har for nylig kastet sig over et nyt forskningsprojekt. Nu han vil nemlig undersøge, hvordan skam kommer til udtryk og bliver håndteret i sjælesorgssamtaler, og i øjeblikket er han dybt begravet i forskningslitteratur på området. Så: Hvad er sjælesorg overhovedet?

”Det er lidt specielt, for det handler ikke om sorg. Det handler om omsorg. Ordet sjælesorg kommer af det tyske Seelsorge, som betyder omsorg for sjælen. På engelsk kalder man det pastoral care – det tager udgangspunkt i, hvem der er subjekt for handlingen: præsten. I det danske ’sjælesorg’ kan man se, hvad der er objekt for omsorgen, nemlig sjælen. Og sjæl må man her forstå med det hebraiske ord nefesh – som betyder hele eksistensen.”

Sjælesorg på mange måder

Teologen, forfatteren og biskoppen Jan Lindhardt (1938-2014) skrev, at sjælesorg er den for tiden stærke, der hjælper den for tiden svage. Og den primære form for sjælesorg er den fortrolige samtale. Men den kan foregå på mange måder, understreger Mikkel Gabriel Christoffersen. For eksempel er der de spontane sjælesorgssamtaler.

”Jeg har lige genset ’Italiensk for begyndere’, og der er en fantastisk sjov scene, hvor præsten Andreas svømmer i en pool på et hotel. En af de andre på italiensk-holdet kommer så pludselig og betror sig til ham om sin impotens. Og præsten må lytte i badebukser.”

Klassisk sjælesorg foregår dog nærmere ved, at et menneske henvender sig til præsten og beder om en samtale, som de så aftaler en tid og et sted for. Har man set DR-serien ”Herrens veje”, kan man måske huske scenen fra det allerførste afsnit, hvor præsten Johannes Krogh (spillet af Lars Mikkelsen) har besøg af en døende mand, som siger, at han er bange.

”Jeg er jo ikke kristen,” hvisker manden. ”Jeg forstår ikke det evige liv ... Tror du virkelig på, at jeg genopstår?”

”Jeg tror, at Jesus gik forrest, blandt andet for at vise os, at døden ikke er farlig. Og at vi i virkeligheden bare skal tilbage til lyset ... så ja … måske kunne du bare et øjeblik stole på mig, når jeg fortæller dig, at der ikke er noget at være bange for. Kan du det?”, spørger præsten.

Den døende mand holder tårer tilbage.

”Prøv at sige det: Der er ikke noget at være bange for,” siger præsten.

”... Der er ikke noget at være bange for.”

”Vil du synge med mig?”, spørger præsten så.

”Nej!”

”Så synger jeg for dig,” siger præsten og begynder på salmen ”Op al den ting, som Gud har gjort”.

Og efterhånden synger den døende mand med.

Scenen er et dramatiseret, men også kondenseret og derfor interessant billede på, hvad sjælesorg kan være, siger Mikkel Gabriel Christoffersen. Den viser en præst og hans sognebarn tale om noget så grundlæggende eksistentielt som dødsangst.

Samtalen udspringer af Jesu møde med den enkelte. Så udgangspunktet er en efterfølgelse af Kristus i omsorgen for den enkelte.

Leif Andersen

Teolog og lektor ved menighedsfakultetet i Aarhus

Men man må endelig ikke glemme den sjælesorg, der knytter sig til de såkaldte kausalier – de kirkelige handlinger, som foregår i løbet af et menneskeliv. Der er dåben, hvor forældrene forinden har en samtale med præsten. Der er konfirmationen, og der er vielsen, hvor det vordende brudepar fortæller præsten om deres historie og kærlighed til hinanden. Og så er der ikke mindst begravelsen, hvor præsten taler med de efterladte for at lære det menneske at kende, som nu er dødt. Og mange præster tager kontakt til de nærmeste efterladte en tid efter begravelsen – for at spørge, om de kunne tænke sig at tale igen.

Dertil kommer den sjælesorg, som danskerne møder på institutionerne: hospitalerne, fængslerne, uddannelsesinstitutionerne. Og der er sjælesorg i grupper: sorggrupper, grupper for mødre, fædre, gravide, stressramte, klimaangste.

En efterfølgelse af Kristus

Forkyndelse, undervisningen og forvaltningen af dåb og nadver i kirken er den generelle sjælesorg, siger Leif Andersen. Han er teolog og lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus, har gennem mange år forsket i sjælesorg, og han er forfatteren bag et tobindsværk om emnet, nemlig ”Kroppen og ånden”. Men den specielle sjælesorg, som denne artikel omhandler, stammer helt tilbage fra Jesus.

”Samtalen udspringer af Jesu møde med den enkelte. Så udgangspunktet er en efterfølgelse af Kristus i omsorgen for den enkelte. Men sjælesorgen blev rodfæstet i skriftemålet i den katolske kirke og er det, der foregår forud for syndsforladelsen. Den norske sjælesorgsprofessor Tor Johan Grevbo siger dog også, at den lutherske reformation er en sjælesorgsbevægelse. At den ønskede at rette op på det, Luther så som en usund teologi i den katolske kirke – med blik for og ord til det ængstede menneske.”

Men i Danmark har man faktisk været sløv til at komme i gang med sjælesorgsarbejdet, vurderer Leif Andersen. Der gik lang tid, før forskning og uddannelse på feltet kom hertil. Selv om der har været kurser i sjælesorg, blev det første lektorat i sjælesorg ved Folkekirkens Videns- og Uddannelsescenter ikke oprettet før 1995. Den sløvhed, Leif Andersen mener, der har været, kommer sig af, at dansk kirkeliv er og har været meget præget af tidehvervsbevægelsen, der, som han formulerer det, ”har et ubehag mod det indre fromhedsliv”, og som har reageret på det ”mere følelsesladede”, man har set i pietismen og i missionske og grundtvigske kredse. Og sjælesorgen i Danmark har da også haft lettest ved at slå rod i det missionske, fortæller Leif Andersen.

”Det er lige til højrebenet som et missionsk speciale at være optaget af sjælesorg. For her har man været optaget af troshjælp. Om at vejlede den enkelte til omvendelse og vished.”

I grundtvigske kredse har man, som Leif Andersen formulerer det, måske været mere optaget af livshjælp.

”De var ikke lige så trykkede af at skulle hjælpe med det med troen og det evige liv og frelsen. Nu karikerer jeg! Men for de missionske var dette liv jo et forkammer til det evige, det egentlige, og det var det, sjælesorgen drejede sig om. Mens de grundtvigskes livshjælp handlede om et fokus på eksistentielle spørgsmål, til at håndtere kriser og finde glæde i dette liv. Men fra 1980’erne og frem har de to bevægelser nærmet sig hinanden og er begyndt at trække på hinandens erfaringer.”

Ud over den tredje revle

I Danmark er der forskellige fyrtårne, som har præget måden, sjælesorg bedrives på. Der er den føromtalte nordmand, Tor Johan Grevbo.

Han peger på sjælesørgeren som en medvandrer og reaktualiserer det bibelske udgangspunkt for sjælesorgen. Så er der Bent Falk, som er præst og psykoterapeut, og som har afholdt sjælesorgskurser for mange folkekirkelige præster.

Og der er den tidligere sygehuspræst Preben Kok, som har været supervisor for et væld af præster, og som blev kendt i den brede befolkning i 2008, da han i DR 2-programmet ”Skriftestolen” var sjælesørger for folk for rullende kameraer. I 2016 udkom hans bog ”Skæld ud på Gud”, hvor han fremlagde sine metoder som sjælesørger. Han har gennem årene samarbejdet med psykologer og låner i sin bog et billede fra psykologen Niels Peter Agger til at vise forskellen på den psykologiske proces og sjælesorg:

Hvis Vesterhavet er billedet på menneskets store ubevidste, ved psykologen, at der findes tre revler, når man bevæger sig ud i havet sammen med klienten. Først når man til knæene og kommer op igen på første revle. Så tager man klienten med længere ud, hvor vandet går til maven, og man går op på anden revle. Så går man videre ud og står i vand til halsen, og man kommer op igen på tredje revle. Preben Kok tilføjer så præstens blik – at præsten går med mennesket videre ud på det bundløse hav, hvor der ingen revler er. En del af livet ligger nemlig derude, hvor man ikke længere kan få magt over tingene. Hvor magtesløsheden er. Og det er i magtesløsheden, man kun har troen at holde sig til, hvis man har sådan en.

Det er tydeligt, at præsterne er meget bevidste om, at de er præster, og at det er det, de skal være. Hos dem er der et rum for magtesløsheden.

Ole Raakjær

I "Tidsskrift for sjælesorg"

Men når danskerne i dag måske i højere grad end tidligere er kirkefremmede, og når ordet ”frelse” i sig selv er blevet kontroversielt, hvordan smitter det så af på sjælesorgen? Med Mikkel Gabriel Christoffersens ord kan man spørge:

”Hvordan fastholder man respekten og kontakten uden at ende med en misforstået hensyntagen til sekulariseringen?”

Det var det, Ole Raakjær undersøgte. Og ja: Hospitals- og hospicepræsterne er præget af de psykologiske metoder. For eksempel tager de udgangspunkt i den enkeltes problem og afholder sig ofte fra at lægge deres egen moral ned over samtalen i en vurdering af, hvad der er det rigtige at gøre, tro eller tænke. Men samtidig er konklusionen nej. Præsterne svømmer nok i den terapeutiske kulturs vand, og de sluger også mundfulde af det, men de drukner ikke, som Ole Raakjær skriver i sin tidsskriftartikel. Og han forklarer nærmere:

”Det er tydeligt, at præsterne er meget bevidste om, at de er præster, og at det er det, de skal være. Hos dem er der et rum for magtesløsheden, og de arbejder med at oversætte troens sprog til ord, som sekulariserede mennesker kan spejle sig i. Psykologien bliver til en hjælpevidenskab, som placerer teologien det rette sted. Og selvom sjælesorg ikke er terapi, kan den godt have en terapeutisk effekt.”

Psykologer magter også magtesløshed

Men hvad oplever psykologerne? Fra Dansk Psykolog Forening lyder det, at foreningen ikke har et formaliseret samarbejde med præster, men at de to faggrupper ofte arbejder sammen på eksempelvis hospitaler og hospicer, og at man uden problemer ser, at der er plads til dem begge.

Det oplever også praktiserende psykolog Lisbeth Bulig, som tidligere har arbejdet tæt sammen med en præst på Hospice Sønderjylland. Hun har engang været på en konference for præster og psykologer, hvor hun fik en fornemmelse af, at der kan opstå en form for konkurencestemning mellem faggrupperne. Men den har hun ikke selv oplevet i sit daglige samarbejde.

”Det er klart, at hvis nogen spørger efter en andagt eller nadver, er der ingen tvivl om, at de skal tale med præsten. Og hvis der er tale om reaktioner, som måske er diagnostiske, har det givet mening, at jeg trådte til. Men fælles for os var, at vi kunne være i det svære med patienterne og de pårørende.”

Lisbeth Bulig kan godt tilslutte sig, at behandling er en grundsten i psykologers arbejde, men pointerer dog, at dette ikke er ensbetydende med en løsningsorienteret tilgang. Hun mener, at det er en misforståelse, at psykologers arbejde ikke kan skabe rum for magtesløshed.

”Min grundlæggende tilgang er at hjælpe mennesker med at leve med de vilkår, de ikke kan gøre noget ved. Men jeg ved også, hvor min faglighed slutter, og præstens starter. Som privatpraktiserende psykolog spørger jeg også sommetider i dag mine klienter, om de mon har overvejet at tale med en præst.”