Er du en høne, løve eller ravn? Moderskabet et blevet et refleksivt identitetsprojekt

Aldrig har adgangen til information om det gode forældreskab været mere tilgængelig. Alligevel kan det for kvinder føles som at stå på en scene uden at kende replikkerne, når de bliver mødre

Er du en høne, løve eller ravn? Moderskabet et blevet et refleksivt identitetsprojekt
Illustration: Rasmus Juul.

Da Marta Sørensens søn blev så stor, at han skulle i vuggestue, græd han i begyndelsen, når hun afleverede ham. "Muar, muar," råbte han, når hun sagde farvel. Og til sidst var hun "overbevist om, at han som midaldrende mand ville få meget let ved at sende mig på et af de der demensplejehjem uden håndtag på indersiden af døren."

Marta Sørensen er dygtig. Hun er journalist og redaktør på Weekendavisen, hun er veluddannet og ressourcestærk. Men da hun blev mor for to og et halvt år siden, oplevede hun pludselig at føle sig som en skuespiller kastet ind på en scene uden i starten at kende sine replikker. Og med oplevelsen af, at hvis der ikke kom Shakespeare ud af munden på hende, havde hun gjort noget galt. Så var der noget galt med hende. Hun er ikke den eneste overuddannede kvinde i 30'erne fra den bløde middelklasse (karakteristikken er hendes egen), som trods en privilegeret position oplever sig som rådvild i moderskabet i dag.

Til august træder det EU-direktiv i kraft, som øremærker en større del af barslen til fædrene – en beslutning, der har affødt en stor og til tider voldsom debat om, hvor ligestillede kønnene bør og kan være i forældreskabet og på arbejdsmarkedet. Samtidig fyldes avisernes debatspalter og de sociale medier dagligt af diskussioner om, hvordan forældre skaber de bedste liv for deres børn. Og selv om mændene i dag er langt mere sammen med deres børn end tidligere, er det stadig mødrene, der tager sig af den største del af børneomsorgen i hjemmet, og skævvridningen på det punkt er større, hvis forældrene har en kortere uddannelse.

Dertil kommer en regn af litteratur om moderskab – tag for eksempel Olga Ravns "Mit arbejde", Dy Plambecks "Til min søster" og Liv Nimand Duvås nyudkomne "Mødrenes hus". Kort sagt, siger Marta Sørensen, kan man ikke i dag være en ureflekteret mor. Man kan være en hønemor, en pylremor, en langtidsammende mor eller en laissez faire-mor, men man skal tilsyneladende tage stilling til, hvor meget man går op i moderskabet, og hvordan.

Da Marta Sørensen fandt sig selv dybt nede i nettets afkroge for at finde ud af, hvilken bodystocking hendes søn burde bruge, og hvordan hun kunne undgå, at hans hoved blev skævt, gik det op for hende, at hun nok havde adgang til en flodbølge af information, men alligevel manglede at forstå baggrunden for, hvorfor moderskabet er blevet sådan et projekt. Et projekt, kan man tilføje, som af og til får den nuværende bedsteforældre-generation til at kigge på med undren, når deres voksne døtre slynger om sig med ord som "baby-led weaning", "nordic parenting" og "samsovning", og når de er så ivrige efter at præstere deres moderskab, at de sommetider bliver mere forvirrede end afklarede. Så nu har Marta Sørensen skrevet den bog, hun manglede. "Høne, løve, ravn - følelser, fakta og fordomme om mødre", hedder den, og den udkom på Gyldendal den 2. maj.

Hun mener, at mange moderskabsdebatter i dagens offentlige Danmark er meget tidsbundne, og derfor har hun blandt andet undersøgt moderskabet historisk.

"Sammenlignet med stort set alle andre perioder i Danmark er det faktisk meget okay at være mor i dag. Vi har historisk gode forudsætninger for at være gode forældre. De materielle forudsætninger er der, og de fleste af os får kun det antal børn, vi ønsker os."

Og det er nok også en af grundene til, at mødre trods et væld af gode forudsætninger kan opleve at komme på dybt vand.

"For jo friere og oplyst et valg vi har, desto højere bliver kravene selvfølgelig også. For børn er ikke længere bare noget, Gud eller naturen har smidt i hovedet på dig, det er noget, du selv vælger."

Til døden os skiller

Når forældreskabet i det hele taget er blevet så varmt et emne, skyldes det blandt andet et ændret syn på ægteskabet. Statistikkerne viser tydeligt, at vielsesattesten ikke længere gælder, til døden os skiller. Det gør derimod relationen mellem forælder og barn, påpeger Maja Sonne Damkjær. Hun forsker i digital kultur og mediernes indflydelse på forældreskab som adjunkt på Aarhus Universitet.

"Forholdet mellem barn og forælder er i dag blevet den mest intense og væsentlige kærlighedsrelation, som man skal oparbejde, og som der er kommet et ekstremt fokus på at lykkes med. Moderskabet er blevet et refleksivt identitetsprojekt," siger hun.

I takt med sekularisering, aftraditionalisering og et løsere bånd til samfundets institutioner er moderskabet således – ligesom så meget andet – blevet individualiseret.

"Og det har ført til, at moderskabet er blevet mere og mere bundet op på den enkeltes livsstil," siger Maja Sonne Damkjær.

Moderskabet er altså ikke i lige så høj grad som tidligere et livsvilkår, men et projekt, der spiller sammen med den enkeltes selvforståelse og selvvalgte værdisæt.

Kvinder skal arbejde, som om de ikke havde børn, og opdrage børn, som om de ikke havde et job.

Amy Westervelt

En del af den nuværende forældregeneration med hjemmeboende børn står også med en større følelse af ansvar for deres børn – og for at de lykkes som mennesker. Det er der mange sunde udfald af, men der er også de mere komiske. Som da Marta Sørensen for noget tid siden fik at vide, at et andet barn i vuggestuen var bedre til at synge end hendes søn. Hun tog sig nemlig i at skamme sig over, at hendes søn ikke var lige så god til at synge.

"Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg elsker min søn mindre, jo dårligere han er til at synge," siger hun og slår en latter op.

"Men livet bliver nemmere for ens barn, hvis det kan noget. For hele verden kommer ikke til at elske det barn lige så højt, som man selv gør, så det er godt at være duelig."

Forklaringen på den ængstelse, som mange forældre kan føle for, om deres børn nu lykkes med livet, er i øvrigt ikke kun udtryk for individualisering og præstationskultur, mener Marta Sørensen. Det er også et evolutionært levn.

"Dyr og mennesker har jo altid forsøgt at optimere deres afkoms betingelser. En dyremor vil måske lade den ældste af sine unger æde de yngre for at optimere den ældstes chancer for overlevelse, og blandt mennesker ser man jo også, at enlige mødre bortadopterer deres børn, hvis de kan se, at de ikke kan skabe et godt liv for dem. Så brutale valg står velstillede middelklassemødre selvfølgelig ikke i – det er bare for at sige, at det ikke er underligt, at vi gerne vil have, at vores afkom har det godt."

Det afspejler sig i øvrigt i tidsstudierne af danskernes hverdag – aldrig har forældre været så meget sammen med deres børn, som de er i dag.

Mor med stort eller lille M?

En af de grundlæggende pointer i Marta Sørensens bog er, at det ligger til middelklassemødre i dag at spørge sig selv, hvilken slags mor, de er. Der findes forskellige arketyper – for eksempel den hjemmegående mor, som fravælger institutionsliv til sine børn og bliver såkaldt mor med stort M. I den anden ende af aksen ligger den mere erhvervsorienterede mor, som er optaget af karrieren og udliciterer madlavning, hentning og andre gøremål i hjemmet. De fleste ligger nok et sted derimellem, men dilemmaet findes netop mellem tid med børnene og tid til arbejdet. Marta Sørensen henviser i bogen til den amerikanske journalist Amy Westervelt, der peger på en forventning i tiden om, at kvinder skal arbejde, som om de ikke havde børn, og opdrage børn, som om de ikke havde et job.

Og så er der veganer-mor, øko-mor, mærkevare-mor og sund livsstils-mor. Og når de forskellige mor-typer vinder frem, skyldes det ikke mindst udviklingen i adgang til information og det faktum, at forbrug former forældre. Det siger Maja Sonne Damkjær fra Aarhus Universitet.

I dag tager mødre stilling til, om deres barn skal have en sut af gummi eller silikone. Om de vil bære barnet, og om det så skal være i bæresele eller vikle. Om barnet skal ligge i den dyre Odder-vogn eller i en arvet og dermed mere klimavenlig barnevogn.

"Og mange af de overvejelser er knyttet op på forbrug. For alt efter, hvilken barnevogn eller vikle man køber, kan man signalere, hvilken type forælder man er eller gerne vil være," siger Maja Sonne Damkjær.

Generationer tilbage lærte kvinderne om moderskab fra deres mødre. I 1980'erne og 1990'erne vandt litteratur om det gode børneliv efterhånden frem. I 1995 udkom Jesper Juuls "Dit kompetente barn", som i dag er udgivet på ni sprog og netop er blevet genudgivet med forord af en ny familielivsguru, Fie Hørby, der står bag bestselleren "Drop opdragelsen". I forordet til Jesper Juul-genudgivelsen skriver hun – måske meget sigende for tiden – at forældre stadig mangler at blive "mere bevidste om vores daglige samspil med børn". Det er en pointe, som ikke kun gennemstrømmer debatten om moderskab, men også lever inde i hovedet på mange mødre.

"Sharenting"

Med internettets fremkomst opstod først muligheden for at chatte med andre forældre på internetfora, og siden kom de sociale medier til. I dag er det ikke kun fagfolk, der er eksperter i, hvordan man er en god mor. I dag kan enhver give sit besyv med og vise sin måde at "gøre moderskabet" på, som Maja Sonne Damkjær formulerer det. I sin forskning undersøger hun netop, hvordan forældreskabet medialiseres: Hvordan moderskabet ændrer sig i et samspil mellem kultur og digital udvikling.

Det nye på sociale medier er såkaldt "mikroblogging", fortæller hun. Her bliver almindelige mødre, der ikke er kendt for andet, kendte ved at dele ud af deres forældreskab og også kapitalisere på det, når de til deres store følgerskarer reklamerer for børnetøj, -ting og -oplevelser. "Kommerciel sharenting", hedder det fænomen.

"I dag vil nogle forældre spørge sig selv, om den her situation gør sig godt som et foto på Instagram. Kan det være medbestemmende for, hvor man vælge at holde ferie? Ser det federe ud, hvis børnene ligger ved en pool i Grækenland, end hvis de ferierer hjemme i Mariager?"

Men et medieret blik på forældreskabet kan også være opbyggeligt i forhold til forældreskabsidentiteten.

"For eksempel kan fædrene vise på de sociale medier, at de er moderne og omsorgsfulde, for eksempel både før, under og efter en skilsmisse. Og mødre kan spejle sig i hinanden og støtte hinanden, når moderskabet er svært."

På godt og ondt er der i dag et fremherskende æstetiseret fokus på moderskabet i den forstand, at man – uanset om man så selv producerer indhold på de sociale medier eller ej – kan have en oplevelse af, at der altid er andres blikke på ens måde at være mor på.

"Man har hele tiden det dobbelte blik – ens eget blik på sit moderskab og samtidig en skærpet forestilling om, hvordan omverden ser på en. Og med den engelske sociolog Anthony Giddens kan man sige, at det ligger i vores kultur i dag, at vi hele tiden skaber os selv på forskellig vis. Her spiller medierne en væsentlig rolle, når vi forsøger at finde ud af, hvordan vi skal leve det her liv."