For nogle år siden besøgte jeg munkehalvøen Athos i Grækenland og spurgte en af munkene om, hvad det centrale i ortodoks kristendom er. Han tog mig med ud bag klosteret, hvor der stod en flettet kurv med knoglerne af en af hans afdøde venner, der også var munk. Knoglerne skulle tørre i kurven efter at være blevet gravet op. Derefter skulle de lægges i klosterets benhus sammen med de jordiske rester af de andre afdøde munke.
Munkens enkle budskab med at vise mig knoglerne var, at vi skal huske på, at vi skal dø. Derfor bør vi fordybe os i troen på Gud, blandt andet ved at gå i kirke.
Bevidstheden om livets skrøbelighed og vores egen ufuldkommenhed som mennesker bliver tydeligere med alderen, og måske er det derfor, jeg er begyndt at gå mere i kirke. Jeg har altid gået i kirke, men ikke hver søndag. Nu er det ganske vist: Når ugen nærmer sig sin afslutning, længes jeg efter at blive tanket op. Det føles ganske enkelt forkert at springe en søndag over. Det er blevet betydningsfuldt at leve i rytmen af det ny kirkeår, som begynder i overmorgen, første søndag i advent.
Kirkeåret er let forskudt i forhold til kalenderåret, som vi indleder nytårsaften med fyrværkeri, nye handlingsplaner på jobbet og nytårsforsætter om vægttab og nye mål i livet. Kirkeåret derimod indledes ved, at vi tænder det første lys i adventskransen og i kirken hører forkyndelsen og synger salmer om forventning, glæde og håb.
Som mennesker har vi brug for både kalenderåret og kirkeåret. Søren Kierkegaard kaldte mennesket for en syntese af legeme og sjæl. Vi er i berøring med både det jordiske og det himmelske. Det er ikke nok at leve efter kalenderåret. Vi må have kirkeårets rammesætning for vores liv med.
Karen Blixen skrev engang, at "poesien er en stor og lykkelig magt i livet og hjælper os til at bære hverdagens genvordigheder”. Man kan sige det samme om kirkeåret og det at gå i kirke. Her får mismodet aldrig det sidste ord. At blive mødt én gang om ugen med den velsignelse, som lyder ud over alle menigheder hver søndag, “Herren velsigne dig og bevare dig…”, er til aldrig svigtende trøst og opmuntring.
Kirkeåret, der genfortæller Jesu liv, død og opstandelse, gentager sig år efter år i en cyklus: advent, jul, faste, påske, pinse og så den lange trinitatistid, hvor der i kirken prædikes over, hvad Jesu liv og gerninger betyder for mennesker i dag. At følge kirkeåret er at fordybe sig i kristendommen. De skiftende læsninger, salmer, bønner og prædikener giver nye nedslag i det menneske, der sidder på kirkebænken, og, hvis man er heldig, så høres de faste ritualer og den tilbagevendende liturgi på nye måder. Samtidig er det en særlig glæde i vores del af verden, at kirkeåret følger årstidernes skiften; at vi nu i adventstiden kan tænde adventslys i mørket og til påske kan synge om påskeblomsten og forårssol.
I en urolig tid, som den vi lever i, kæmper mange mennesker med at finde fodfæste i tilværelsen. Mange føler sig orienteringsløse og henvist til selv at stå med ansvaret for at skabe mening. Især unge mistrives og føler sig under pres.
Der findes ingen nemme genveje til et meningsfuldt liv. Men at gå i kirke om søndagen kan være en vej til at sætte sig selv ind i en meningsfuld sammenhæng. Man formes af det, man gør. Derfor er det godt at gå i kirke, også på søndag, når det nye kirkeår begynder.
I klummen Hverdag&Højtid skriver Erik Bjerager om kirkeårets højtider, der kan være med til at skabe mening og sammenhæng i hverdagen.