Nazaret sover ikke længe denne søndag morgen. Klokken 5.29 lyder det muslimske bønnekald fra moskéens højttaler hen over den gamle bys smalle gyder så kraftigt, at alle sovende må blive vækket. De, der måtte have overhørt det, bliver ringet op af klokkerne i Bebudelseskirken en halv time senere. Og derefter føjer lyden fra mange andre kirkeklokker sig til kakofonien af hanegal og hundehyl.
Det var her i Nazaret, at kristendommens vugge stod. Dengang for 2000 år siden, da Jomfru Maria fik at vide af ærkeenglen Gabriel, at hun skulle føde Guds søn, var byen en lille landsby. I dag bor her mere end 70.000 mennesker, næsten alle arabere. Det er Israels største kristne by. En tredjedel af indbyggerne er kristne, resten er muslimer.
Der har stået fem kirker på det sted, hvor Maria menes at have fået den skelsættende besked om, at hun skulle føde verden en frelser. I 1969 blev den seneste kirke rejst, Bebudelseskirken. Den er katolsk, og det er Mellemøstens største kirkebygning. Den ortodokse kirke har et stykke vej derfra sin egen smukke og noget mere undseelige kirkebygning tæt ved den brønd i byen, hvor kirken, der bærer navnet Gabrielskirken, mener, at Marias bebudelse fandt sted.
Jesus af Nazaret boede her, antageligt indtil han blev omkring 30 år, men de sidste cirka tre år af sit liv holdt han til i byen Kapernaum, som ligger godt 65 kilometers vandring nordøst for Nazaret ved bredden af Genesaret Sø.
For snart 15 år siden besluttede et par entreprenante mænd, en jødisk israeler og en kristen amerikaner, at lave en vandrerute gennem Galilæa, som de har kaldt Jesus Trail. Den begynder i Nazaret og slutter i Kapernaum. Ruten er på bare 65 kilometer og går gennem det landskab, som man antager, at Jesus gik i. Tanken hos de to idémagere var, at der måtte være efterspørgsel på at gå i fodsporene på ham, som ved Genesaret Sø sagde til sine disciple: “Følg mig”.
Ruten er bedst at vandre over fire dage, men kan også gøres på kortere tid. De to idémagere fik sig arrangeret med lokale folk, der åbnede herberger på ruten, og der findes formentlig ikke andre vandreruter i verden, der i løbet af få dage leder vandrerne gennem byer og bydele, der er skiftevis kristne, muslimske og jødiske.
En vandring, mange længes efter
Amerikaneren David Landis var den ene af ophavsmændene til ruten, som han skrev en guidebog til. Nu er han ved at lave en vandrerute i bjergene i det nordlige Irak, hvorfra han over en telefon fortæller:
“Der kommer så mange mennesker til Israel og Galilæa, som sidder i store busser med aircondition, og de sidder der bag vinduerne og ser ud og længes efter at gå der, hvor Jesus gik. Derfor fik vi idéen til at lave denne vandrerute. Jesus selv ville have ønsket, at denne sti ikke bare skal forbinde to steder, men også forbinde mennesker. Fremmede, arabere og jøder. Som ung studerede jeg i Israel, og da jeg blev ældre, fik jeg lyst til at bidrage med noget positivt. Det blev så Jesus Trail.”
Idémagerne til vandreruten håbede, at den succes, der hvert år tiltrækker flere hundredtusinder af pilgrimsvandrere til Caminoen i Nordspanien, kunne smitte af på den ægte vare i Israel. For det måtte da være mere attraktivt at vandre i Jesu fodspor end i fodsporene på pilgrimme, som godt nok i århundreder har gået ned gennem Europa mod Santiago de Compostela, men trods alt ikke går mod andet end det sted, hvor apostlen Jakob hævdes at ligge begravet.
Sådan er det ikke gået. The Jesus Trail havde sin blomstringsperiode, da den blev lanceret. Mange medier i hele verden skrev om den, og utallige frivillige var engageret i at afmærke ruten, så vandrerne havde et spor at følge. Gennem de små landsbyer, ad markveje, gennem olivenlunde og til sidst på stier og dyreveksler i de mere uvejsomme bakker omkring den enestående udsigt fra det store Arbel-bjerg, hvorfra ruten ledes ned mod Genesaret Sø.
Jeg selv havde læst om turen, da den blev oprettet, og gemt på en voksende lyst til at vandre den, når jeg en dag fik tid. Det skete så for godt en måned siden, og på min vandring mødte jeg ikke en eneste anden, der gik ruten. På et af herbergerne, hvor jeg overnattede, sukkede den jødiske vært og konstaterede med beklagelse, at det, som han havde håbet skulle blive en slags folkevandring, der ville have fyldt hans gæstehus med betalende kunder hver nat, nu var blevet en rute for enlige vandrere eller meget små grupper. I bedste fald vandrer nogle få tusinde turen hvert år.
I herberget i Nazaret, hvorfra ruten tager sit afsæt, venter en engelsk mand i midten af 30'erne på, om hans lyst til at vandre ruten vil melde sig. Hvis lysten udebliver, er det til at forstå. Han er i løbet af fire måneder vandret fra Liverpool i England til Santiago i det nordlige Spanien – en tur på op mod 3000 kilometer – fordi han ville finde tilbage til sin kristne tro, som han formulerer det.
Fandt han den?
“Jeg er stadig på vej,” svarer han. Han er nu fløjet til Israel og er, hvad han selv beskriver som “afventende” i sit liv.
En schweizisk, jødisk ung kvinde, der arbejder som efterforsker hos politiet i sit hjemland, er på orlov, og vi slår følge på den første strækning ud af Nazaret denne tidlige søndag morgen efter gudstjeneste i Bebudelseskirken. Også hun er søgende, forklarer hun. Mest efter sin jødiske identitet. Men at gå i Jesu fodspor et lille stykke vej kan også noget, siger hun.
En stav, en kjortel og et par sandaler
Alle vandrere ved, at man skal pakke mindre i rygsækken, end man tror. Da Jesus udsendte sine disciple, hvoraf han havde mødt de fleste på strækningen langs Genesaret Sø, som ruten følger, forbød han dem at tage andet med end en stav, den kjortel, de gik i, og de sandaler, de havde på. Sådan står der i Markusevangeliets kapitel seks. I dag kan de færreste nøjes med så lidt. Men man skal helst ikke gå med meget mere end otte kilo, og så er vand helt afgørende i den israelske varme, som selv langt uden for sommertiden kan være drøj.
Der henvises ofte til sætningen “Jesus græd” som et af de korteste bibelvers. Men der kunne med fuld ret også have stået “Jesus gik”. For Jesu virke som forkynder foregik til fods eller ved brug af båd på Genesaret Sø. Han vandrede, prædikede, underviste og helbredte.
Bibelen er på mange måder beretningen om en stor vandring og en evig bevægelse. Begyndende med jødernes udfrielse fra fangenskabet i Egypten og vandring gennem ørkenen over Jesu nærmest rastløse vandring i Galilæa og til apostlenes vandring ud i verden for at sprede det kristne evangelium. I dag vandrer millioner af mennesker på pilgrimsfærd hvert år. Nogle vil mene, at de vise mænd, der rejste fra øst for at besøge den nyfødte Jesus i krybben i Betlehem, var de første pilgrimme. Vandringen er helt central i de kristne evangelier, og det er ikke tilfældigt, at “apostlenes heste” er en spøgefuld betegnelse for benene som transportmiddel.
I den arabiske by Kana byder Sami og Suad Bellan velkommen til deres gæstehus efter en lang dagsvandring gennem Nazarets beskidte forstæder, langs støvede veje med store mængder affald i rabatten, på tværs af en motorvej – Jesus Trail følger ikke noget enkelt spor. Turen går ad jordstier gennem olivenlunde og ind og ud af flere arabiske landsbyer. At nå træt og svedig frem og drikke et glas kold saft fra modne, nypressede granatæbler er den størst tænkelige salighed for trætte vandrere og et udtryk for arabisk gæstfrihed.
Sami og Suad Bellan er et ældre kristent ægtepar i 70'erne, som blandt andet lever af, at der en gang imellem kommer en vandrer på Jesus Trail og behøver overnatning. Deres lille herberg har to navne. Cana Pilgrims house er målrettet vandrerne, men på et andet skilt hedder det også Cana Wedding Guest House rettet mod de mennesker, som besøger byen for at blive gift eller forny deres ægteskabsløfter.
Kana er blevet til Israels Las Vegas
Kana, der hovedsageligt er en muslimsk by, men med et kristent mindretal, er blevet Israels svar på Las Vegas, i hvert fald hvad bryllupper angår. Især i USA er det at forny sine ægteskabsløfter udbredt, men skikken har bredt sig til mange andre lande. Den bibelske beretning om brylluppet i Kana, hvor Jesus forvandlede vand til vin, menes at have fundet sted her, hvor der nu er bygget en katolsk kirke. Lidt derfra ligger der også her en ortodoks kirke. Denne mandag morgen er kirken fyldt af filippinske ægtepar, der netop er ankommet i store busser. En gruppe af dem gør sig klar. Kvinderne har hvide hæklede klæder over håret, og mændene bærer pænt sort tøj. Ved en kort kirkelig ceremoni fornyer de deres ægteskabsløfter.
“Det gjorde vi også, da vi havde guldbryllup,” fortæller værtinden, Suad, med et stort smil. Fjernsynet er indstillet på en kristen tv-kanal fra Libanon, og mens den kører uden lyd, sætter Suad aftensmad på bordet i ægteparrets spisestue til herbergets eneste gæst. Her er søde kartofler, linser, bulgur, ris og hakket oksekød. To stegte kyllingebryster, to skåle med oliven, både nyplukkede og lagrede. En skål med blendet peberfrugt, en med blandet salat og en tallerken med syltede agurker, og til det hele serveres der pitabrød. Desserten består af vandmelon. Husherren, Sami Bellan, skænker både vand og lokal rødvin i glassene. Der er mange gode grunde til at være pilgrim i Israel.
Inden mørket sænker sig helt over Kana, kan man lige øjne de tre bøger på bordet i dagligstuen, som gæsterne har adgang til. Det er to tyske romaner og så Jørn Riels “En arktisk safari og andre skrøner” efterladt af tidligere vandrere. Det virker tosset at finde den bog her i 30 graders varme så langt hjemmefra.
De næste dage går vandringen videre gennem lange stræk af opdyrket land. Det smukkeste stykke er også det mest uvejsomme og ensomme op over Hattin-højen, hvor et afgørende slag mellem korsfarere og arabere fandt sted for mere end 800 år siden. Man passerer et stort drusisk monument, og så er der vandringen i dalstrækket langs bækken og derefter op til Arbel-bjerget, hvorfra der er smuk udsigt over Genesaret Sø og Galilæas solsvedne landskab.
Turisterne står i kø ved helligstederne
På vandringens sidste dag på et herberg tæt ved Arbel-bjerget, som er ejet af en jødisk familie, kvidrer fuglene fra første morgengry. Bibelen rummer langt over 100 referencer til fugle. Israel ligger på en af trækfuglenes ruter, og det anslås, at en halv milliard fugle passerer landet hvert år. Her kan man tænke på Jesu ord om liljen på marken og fuglen under himlen, som ikke bekymrer sig, men lader Gud råde i deres liv. Af dem kan vi lære om betydningen af tavshed, lydighed og glæde, som Søren Kierkegaard skrev.
Sidstedagen er turens mest strabadserende. Ruten er dårligt afmærket, og det er nemt at fare vild. Jeg ender med at gå næsten 35 kilometer, dobbelt så langt som forventet. Selv den nemmeste vej ned ad bjerget kræver, at man sine steder klatrer på klipperne, og i det uvejsomme terræn er det køerne, der har lavet stierne. Nogle steder skal man som en anden Maria gå gennem tornekrat, hvor man får revet sine ben til blods. Små antiloper springer op og styrter af sted, når man kommer vandrende, mens køerne mest af alt ser desorienterede ud.
Den sidste strækning langs Genesaret Sø og den befærdede landevej står i stærk kontrast til vandringen i den uforstyrrede natur. Store busser kører næsten kofanger ved kofanger af sted mod Tabgha. Brødunderets Kirke er opført på det sted, hvor Jesus ifølge flere af evangelierne bespiste flere tusinde mennesker med to fisk og fem brød. Få hundrede meter derfra finder man det sted, hvor apostlen Peter ifølge Matthæusevangeliet blev udnævnt af Jesus til at være den fremmeste apostel, og den klippe, hvorpå Jesus vil bygge sin kirke. Efter mindre end et par kilometers vandring langs vejen når man til Kapernaum, som Jesus flyttede til, da han blev fordrevet fra Nazaret af vrede jøder, som ikke ville anerkende, at han var Messias. Lidt tilbagetrukket fra søbredden ligger Saligprisningernes Bjerg – det sted, hvor Jesus holdt sin store Bjergprædiken.
Præster og turledere læser bibeltekster for andægtige grupper af rejsende, men det er svært at finde ro her. Overalt er der turister, pilgrimme og trafikpropper af busser, der hverken kan komme frem eller tilbage. Det virker, som om de op mod fire millioner turister og pilgrimme, der kommer til Israel hvert år, er samlet på dette sted. Koncentrationen af helligsteder på denne lille strækning ved Genesaret Sø er også overvældende. Det var især her, at Jesus vandrede og mødte sine kommende disciple og udførte sine vigtigste mirakler og talte de vigtigste ord. Men også for ham kunne menneskemylderet blive for voldsomt. Jesus trak sig fra mængden og søgte enten ud på søen i båd eller op i bjergene i stilheden.
Det er en stor lettelse at komme væk fra de fotograferende turister og pilgrimme og nå til Pilger Haus, det tyske pilgrimshus, ved søbredden på afstand fra de overrendte helligsteder.
Her er fred og ro og en ren seng at sove i efter endt vandring i det landskab, som Jesus gik i for to tusinde år siden, inden han blev korsfæstet, døde og genopstod, og hans disciple gik ud i verden og forandrede den for bestandigt.