Erik Bjerager: Julen er hjemlængslens højtid

På ingen andre tidspunkter af året rejser vi så meget som i juledagene for at komme hjem. Hvorfor længes vi efter at komme hjem?

"I hjertet findes en uro, som først dæmpes i troen på Gud. Man kan fortrænge den, men dybt i ens indre findes uroen og længslen. At gå i kirke kan stilne denne længsel for en stund," skriver tidligere chefredaktør Erik Bjerager.
"I hjertet findes en uro, som først dæmpes i troen på Gud. Man kan fortrænge den, men dybt i ens indre findes uroen og længslen. At gå i kirke kan stilne denne længsel for en stund," skriver tidligere chefredaktør Erik Bjerager. Foto: Leif Tuxen.

Som ung boede jeg i USA i halvandet år, mens jeg gik på universitetet og tog en amerikansk journalistuddannelse. Da den første jul nærmede sig, voksede hjemlængslen i mig, og den kulminerede den 24. december, som jeg tilbragte alene i min lille lejlighed i Washington på førstesalen hos en gammel dame. I dagene derefter var jeg sammen med en amerikansk familie, men hjemlængslen aftog ikke mærkbart. Jeg har siden tænkt på de dage med en vis undren over fænomenet. Man kan længes hjem hele året, men netop i julen længes man allermest. 

Et par år efter jeg kom hjem fra USA, slog den britiske popmusiker Chris Rea igennem med hittet ”Driving Home for Christmas”. Det er siden blevet et af de mest afspillede tilbagevendende julehits, også herhjemme. Sangen er ikke noget lyrisk mesterværk, men teksten rummer en karakteristisk forventningsfuldhed til julen, og den kredser om det magiske ord ”hjem” og om længslen efter at sætte fod på ”hellig jord”, som hjemmet beskrives i sangen.

Denne artikel er en del af denne serie:
Hverdag & højtid

Hjemlængsel har eksisteret til alle tider og i alle kulturer. Hjem forstået som et konkret sted, som den enkeltes verden organiseres ud fra, og længsel forstået som en dybfølt higen efter dette sted. Den hjemlængsel kommer for eksempel til udtryk, når millioner af jøder verden over hilser hinanden med ordene: ”Næste år i Jerusalem”.

Den nu afdøde eventyrer og forfatter Troels Kløvedal skrev i sin bog ”Alle mine morgener på jorden”, at vi mennesker, ”vil hjem, vil tilhøre en civilisation, vi har fået det i brystet, som vi kalder hjemlængsel”.

Julen er hjemlængslens højtid. På ingen andre tidspunkter af året rejser vi så meget som i juledagene for at komme hjem. I modsætning til tidligere generationer flytter mange hjemmefra som unge. Det gamle landbrugssamfund, hvor man slog sig ned som voksen i nærheden af den fædrene gård, eksisterer ikke længere, og rodløshed er blevet et moderne livsvilkår. Den er helt sikkert også en drivkraft for følelsen af længsel efter et sted, hvor man hører til og føler sig tryg.

I en kristen forstand er hjemlængsel også en længsel efter Gud. Kirkefaderen Augustin, der levede i det 4. og 5. århundrede, formulerede den kendte sætning om, at ”du har skabt os til samfund med dig, og uroligt er vort hjerte, indtil det hviler i dig”. Denne medfødte længsel i mennesket er en del af skabelsen.

Den belgisk-svenske karmelittermunk Wilfrid Stinissen (1927-2013) har formuleret det sådan: ”Mennesker har altid længtes, og hvis vi er skabt med den længsel, må det være fordi, der er noget uendeligt, som modsvarer længslen.”

I hjertet findes en uro, som først dæmpes i troen på Gud. Man kan fortrænge den, men dybt i ens indre findes uroen og længslen. At gå i kirke kan stilne denne længsel for en stund. Hvor mange har ikke oplevet at gå ind i en kirke på en ferierejse og blive grebet af denne forunderlige følelse af, at alene kirkerummet møder en med åbenhed? Man har aldrig været i dette rum før, men føler sig alligevel hjemme.

Netop i julen strømmer rekordmange danskere i kirke. Juleaftens gudstjenester er de allermest besøgte. Man kan nemt reducere det til tom tradition. Men mon ikke den store kirkegang også dækker over, at vi i kirken oplever at blive mødt og favnet af musikken, salmerne, liturgien, ordene og rummet. Gud er alle steder og lader sig ikke begrænse. Men det er i Guds hus, i kirken, at man i særlig grad kan opleve et nærvær og blive grebet af en følelse og erkendelse af at høre til.

Danskerne er mere kristne, end det umiddelbart lader til. Folkekirkens høje medlemsprocent viser det, men det gør tilstrømningen til julegudstjenesterne også. De er udtryk for, at kristendommen har en plads i danskernes hjerte. I juleaftens gudstjenester knyttes kristendom og familieliv sammen. Det er her, vi for alvor oplever at være kommet hjem.

I klummen Hverdag&Højtid skriver Erik Bjerager om kirkeårets højtider.