Overalt i Europa søger mennesker tilbage på de gamle pilgrimsruter. Hundredtusinder vandrer hvert år på Jakobsvejen, Caminoen, til Santiago de Compostela i det nordlige Spanien. Andre søger Frankervejen, Via Francigena, fra Canterbury ned gennem Frankrig til Rom. Herhjemme vandres der ikke mindst langs den gamle hærvej i Jylland, som også var en del af middelalderens netværk af pilgrimsruter.
Storbritannien har oplevet den samme fornyede interesse for at vandre ad de gamle veje, ”the old ways”. Man vandrer for at være i naturen, for at søge fred og stilhed og for at finde afklaring og ny retning i livet. Tendensen er måske forstærket af det politiske opbrud, som særligt Storbritannien undergår efter Brexit og de urolige tider, vi lever i.
En af de personer, der binder Storbritannien sammen på det religiøse område, er munken, eneboeren og biskoppen Cuthbert, der levede i 600-tallet og gik i front for at udbrede kristendommen.
Cuthbert af Lindisfarne har i nyere tid fået opkaldt en pilgrimsrute efter sig, ”St Cuthbert’s Way”, der strækker sig 100 kilometer gennem det skønneste landskab i The Borders i Skotland og Northhumberland i England for at ende på øen Lindisfarne ud for Englands østkyst. Øens navn er kendt af mange, der interesserer sig for vikingetiden. Denne epoke blev indledt med vikingernes voldsomme angreb på øens kloster i år 793, men især i årene forinden spillede øen og dens kloster en afgørende rolle i den tidlige kristendom.
En vandring gennem skønhed
Vandreturen på St Cuthbert’s Way varer fire til fem dage alt afhængigt af tempo og vandrerens fysik. Man kan overnatte på kroer og hoteller, men der er ikke mange af dem, for pilgrimsruten går igennem et tyndt befolket, men umådeligt smukt og sine steder meget øde landskab.
St Cuthbert’s Way er godt markeret med en stiliseret udgave af det keltiske kors, som blev fundet i Cuthberts kiste, da den på et tidspunkt blev åbnet. Ruten begynder med en stigning op over de 300 meter høje lyngklædte Eildon Hills, og herfra bugter den sig jævnt igennem landbrugsland, skove og ikke mindst hedeområder. En del af ruten følger floden Tweed, der angiveligt er Europas mest rige på laks.
De fleste, som vandrer her, går fra vest mod øst og har øen Lindisfarne, Holy Island, Den Hellige Ø, som mål. Den ligger nogle få kilometer ude i havet og er forbundet med fastlandet ved en asfalteret vej, der er tilgængelig ved lavvande i to perioder på seks timer hvert døgn. Vandrere kan vælge at gå barfodede ad den fire kilometer lange ”Pilgrim’s path”, pilgrimsstien, til øen i havet. Men også her skal man tage sig i agt for højvandet, der vælter ind med stor kraft og tidsmæssig præcision. Ikke alle har gennem tiden respekteret tidevandets vælde, og der er både langs pilgrimsvejen og den asfalterede vej til øen blevet bygget mindre trætårne, som man kan klatre op i og her vente på næste lavvande i tilfælde af, at man skulle blive fanget af den hastige tidevandsstigning.
Lindisfarne tiltrækker turister i stort tal i sommermånederne. Det engang blomstrende kloster er ligesom næsten alle andre steder også her en ruin, og der findes ikke længere noget klosterliv på øen med de bare knap 200 fastboende. Men øen har en lille kirke og et par retrætecentre ud over hoteller og restauranter.
St Cuthbert’s Way er ikke en pilgrimsrute i gammeldags kristen forstand. Det er ingen af de moderne pilgrimsruter, der er blevet genetableret i de seneste årtier. Ingen vandrer for – som i middelalderen – at opnå Guds tilgivelse. Det kristne islæt er nedtonet, og måske derfor leder man forgæves efter oplysninger på vejen om, hvad man kan lære af den gamle munk og helgen, der har lagt navn til ruten.
Men alligevel er vandringen gennem landskaberne umådeligt berigende, og det er indlysende for alle vandrere, at en pilgrimsvandring også er en kulturvandring i naturen med stop ved ikke bare kirker og gamle klosterruiner, men også ved træer, kilder, grotter, høje, bjergtoppe og oldtidsmindesmærker.
Pilgrimskaffe og tidevand
Det er smukt, og det er godt at vandre på denne måde og i fodsporet på en af Storbritanniens navnkundige første kristne. At nå frem til den specielle hellige ø med det heftige tidevand og klosterruinen, der nu rummer en nyere statue af Cuthbert, er en særlig oplevelse, mens den voldsomme turisme og tilbuddene om pilgrims-kaffe og pilgrims-is nok mere er et spørgsmål om smag og behag.
Der er meget lidt, om overhovedet nogen, oplysning her om øens store åndelige betydning for kristendommen i Storbritannien. Man skal selv gå på jagt på museer, i bøger og på internettet for til fulde at forstå, hvad St Cuthbert’s Way og Holy Island betyder for historien og kulturen.
Dog rummer øens officielle hjemmeside en klar reference til den kristne fortid. Her citeres øverst på forsiden fra Matthæusevangeliets kapitel 11, vers 28: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte, og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Nedenunder anføres det, at det var herfra, at det kristne budskab udgik til resten af verden.
Helt sådan var det nu ikke. Men uden Cuthberts store indsats for at udbrede kristendommen i Storbritannien havde landets udvikling måske set anderledes ud, og vi andre havde ikke haft mulighed for at følge i hans fodspor og lade os berige af vandringen og det liv, som han fortsat inspirerer andre med.
Ikke en tilfældig rute
På vandringen i bakkerne igennem det fredelige landskab med Cuthbert-korset som vejviser, mærker man uvilkårligt det smukke ved, at vi menneskers liv er vævet sammen. Der er dem, som vi deler hverdag med, familie og venner, og så er der de mennesker, som på tværs af tiden præger og påvirker os også i dag. Både de døde, som vi selv har kendt, og dem, som vi aldrig har kendt, men som alligevel sætter retning for os.
Måske er det en af attraktionerne ved at følge de gamle og genoplivede pilgrimsspor. Det er ikke tilfældige og vilkårlige ruter, man går ad, men man træder ind i historien ved at gå netop her.