Hvorfor er du fascineret af nærdødsoplevelser?
Fordi der muligvis bag eller i fænomenet nærdødsoplevelser gemmer sig svarene på nogle af de allerstørste videnskabelige spørgsmål inden for biologien – nemlig hvad sker der, når vi dør, og hvad er bevidsthed? Det er helt fundamentale spørgsmål, som vi ikke har nogle gode svar på. Den almindelige holdning inden for naturvidenskaben er, at når vi dør, er alt slut: Det bliver bare mørkt, og der er ikke noget tilbage.
Den holdning må man sige, at nærdødsoplevelser sætter et stort spørgsmålstegn ved. Man kan ganske vist ikke sige, at nærdødsoplevelser i sig selv er et bevis for, at der findes et efterliv, men der findes nu så mange overbevisende data, at jeg opfatter det som uvidenskabeligt, hvis man bare ignorerer det. Man kan simpelthen ikke som seriøs naturvidenskabelig forsker undlade at kigge nærmere på det felt.
Men hjerneforskere og andre påpeger jo, at nærdødsoplevelser kan være noget, der opstår i hjernen, når hjernen mangler ilt og sukker?
Ja, men det virker ikke overbevisende, når man kigger på de mange, mange forskellige studier, der er lavet af det her. Det er i mange tilfælde mennesker, der har været døde i lang tid, hvor der ikke burde være grundlag for en eneste tanke i hjernen. Alligevel kan mennesker ofte berette meget detaljeret om oplevelser af det, de opfatter som en anden virkelighed og i mange tilfælde også om at have set ting foregå for eksempel på operationsstuen, hvor deres krop befandt sig, eller i rummet ved siden af, som de ikke har nogen chance for at have vidst. Det kan være detaljer, som ikke er noget, man kan have set i en tilfældig Hollywood-film, hvor en person genoplives. Der er endda beretninger om mennesker, der er født blinde, og som under en nærdødsoplevelse beskriver at have set ting, de kan gengive detaljeret og korrekt. Som forsker synes jeg, at de studier, jeg har læst, virker meget overbevisende.
Hvad mener du så som forsker, at det skal føre til?
Der er en systematik i det, folk oplever på tværs af kultur, etnicitet og religion, som gør det meget overbevisende, og derfor er det uvidenskabeligt ikke at tage det seriøst. Samtidig mangler vi redskaber til at måle eller undersøge det, der er på spil.
Det ene spørgsmål er som nævnt, om der findes et liv efter døden. Det andet handler om, hvad bevidsthed er. Vi kan godt forklare, hvordan sanseindtryk omsættes til elektriske signaler i hjernen, men hvordan en tanke opstår, er der endnu ingen, der har kunnet forklare. Nærdødsoplevere kan beskrive, at de under ud af kroppen-oplevelser har adgang til en viden, de ellers ikke har. At de fuldstændig kan sætte sig i andres sted eller forstå kvantefysik, som de ellers ikke forstår en brik af. Det kan pege i retning af, at bevidstheden måske slet ikke findes i hjernen, men at der findes en fælles bevidsthed, som bliver filtreret af hjernen. For mig giver det god mening, for vi ved for eksempel, at der er fugle, der kan se farvespektre, vi ikke kan se, og hunde, der kan høre på frekvenser, vi ikke kan, mens vi er i stand til at gøre ting, som vi mener, at hunde og fugle ikke kan. Nærdødsoplevere oplever så netop, at de forstår verden på en helt anden måde – der er ikke længere filter på højttaleren.
Det lyder som en ret vild teori …
Det er ikke mainstream naturvidenskabelig tankegang, men der er fysikere, der arbejder med en teori eller hypotese om noget i den retning, og vi er virkelig nødt til at gå nye veje, hvis vi vil gå seriøst til de her spørgsmål. Den gængse klassiske videnskab, som vi forstår verden ud fra, kan ikke forklare det. Jeg har endnu ikke set en overbevisende naturvidenskabelig forklaring på nærdødsoplevelser. Vi mangler redskaber i værktøjskassen, som kan måle på det her. Men det gør det kun endnu mere udfordrende og spændende, og jeg er sikker på, at hvis vi turde gå nærmere ind i det her inden for videnskaben, ville vi kunne finde frem til nogle forklaringer.