Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?
Jeg erkender over for mig selv, hvor jeg kommer fra. Jeg er dansker, og derfor er jeg opdraget i den kristne tro. Et centralt princip for mig er, at du i bund og grund bør opføre dig over for din næste, som du gerne vil have, at din næste opfører sig over for dig. Samtidig tror jeg, det er vigtigt at være åben over for mennesker, der har helt andre idéer om, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis du sætter dig ned med dem, kan du godt forstå, hvor de kommer fra. Det er vigtigt. For der er en tendens til, at vi betragter andre mennesker som onde, hvis de ser anderledes på verden. Og hvis vi gør det, kan vi aldrig finde det fælles sprog, der er nødvendigt i en globaliseret verden.
Jeg har lært meget af andre kulturer. For eksempel har jeg lært det simple indianske princip om, at hvis du tager noget, skal du altid give noget igen. Når jeg tager et skelet fra en hule, skal jeg lægge noget andet i stedet for. Havde vi efterlevet det princip i den vestlige verden, havde klimaforandringer slet ikke været et problem.
Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?
Moderne videnskab er en stor konkurrence. Det svarer til at dyrke sport på topplan. Der er konkurrence om penge, prestige, om fastansættelser, og nåleøjerne er så små, så små, så små. Det er noget, der får det værste op i folk. Og det har det også gjort i mig. Jeg vil ikke påstå, at jeg ikke har haft rundsave på albuerne, i en grad så jeg ikke altid er stolt af det bagefter. For eksempel har jeg været parat til at kæmpe for at stå højt på forfatterlisterne. Og det er nogle gange sket på bekostning af andre, der havde fortjent det lige så meget som mig.
Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Jeg stod i et etisk dilemma, da jeg lavede et forskningsprojekt om det oprindelige japanske folk ainuerne. Jeg havde både fået tilladelse af de russiske myndigheder og den sidste tilbageværende ainu i Rusland til at udvinde dna fra nogle 2-300 år gamle skeletter i Sankt Petersborg. Juridisk set var alt på plads. Spørgsmålet var, om jeg også skulle indhente tilladelse fra de efterkommere, der lever i det nordlige Japan. Jeg besluttede mig for at tale med dem. Først var de positivt stemte, men da de opdagede, at jeg samarbejdede med japanske forskere, trak de sig med det samme, fordi ainuerne har været undertrykt i Japan. Jeg besluttede mig for at lægge projektet ned. Det skyldes en erkendelse, jeg ikke altid har haft, men som jeg er kommet frem til over årene: Hensynet til de levende mennesker, der kan blive påvirket negativt af vores resultater, trumfer vores behov som forskere for at forstå, hvor vi kommer fra.
Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?
Jeg har haft mange. For eksempel stod jeg i et lignende dilemma i Australien. De australske aboriginere havde aldrig givet tilladelse til dna-undersøgelser før, selvom mange forskere havde forsøgt. De havde fået nej, nej og nej. Da jeg gik i gang med at kortlægge aboriginernes genetiske historie, var jeg ikke opmærksom på, hvor ekstremt følsomt det var. Men da jeg fandt ud af, hvor elendigt de er blevet behandlet gennem historien, besluttede jeg mig for at tage derover og spørge om tilladelse til projektet. Jeg samlede repræsentanter for 12 stammer i bushen, og heldigvis gav de mig lov til at fortsætte. Det var sindssygt nervepirrende, for på det tidspunkt havde vi allerede spenderet over en million kroner.
Det er vigtigt, at man spørger de folk, der kan blive negativt påvirket af forskningen, men det er også vigtigt, at man ikke lader sig styre af alle mulige andre holdninger. I dag er der stærke kræfter, der politiserer forskningen. Nogle mener, at man som hvid midaldrende mand slet ikke bør udøve forskning på oprindelige folk. Man bliver meget let udskammet. Men når det drejer sig om etik, er man nødt til at finde sit eget standpunkt og stå fast, for der vil altid være nogle, der har mere ekstreme holdninger i begge retninger.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Et af dem handler om klimaforandringer. Hvis vi fortsætter vores livsstil ufortrødent, vil det føre til en klimakatastrofe, og det ligger der et dilemma i. Spørgsmålet er, om vi er parate til at ændre vores livsstil og den materielle levestandard for os selv og vores børn for at sikre, at vores efterkommere kan få det godt. Det er et meget svært dilemma, fordi vi har så svært ved at tænke langsigtet. De fleste af os ønsker, at vores børn og børnebørn har det godt, men ser vi længere frem, tænker mange: "Til den tid er jeg alligevel lagt i graven".