Branden i Vanløse ødelagde deres hjem. Et år efter kæmper de stadig for at skabe et nyt

Hvordan kommer man videre, når man har mistet sit hjem og alle sine ejendele? Kristeligt Dagblad har genbesøgt fire tidligere beboere, et år efter storbranden i Vanløse. En har lagt ulykken bag sig. En anden har drømt om flammer i ni måneder

Bente Gauguin og Lasse Jakobsen har fået en ny lejlighed over indkøbscentret Kronen i Vanløse i København. Kun en af dem føler sig for alvor hjemme.
Bente Gauguin og Lasse Jakobsen har fået en ny lejlighed over indkøbscentret Kronen i Vanløse i København. Kun en af dem føler sig for alvor hjemme. Foto: Leif Tuxen.

Lene Kristensen så sine natbukser hænge til tørre i trekvart år.

I flere måneder var det, som om en kraft sugede hende mod hendes gamle hjem. Hver gang hun gik tur i Vanløse i København, endte hun med at stå på vejen og kigge op mod den etageejendom, hun boede i frem til branden den 25. marts 2022. Gennem de knuste ruder kunne hun se de malerier af solsikker, som hun havde malet på ferier i Spanien og Frankrig.

Hun kunne skimte den skov af paraplyer, som hun længe havde samlet på. Og nogle få meter fra hende blafrede de natbukser, hun havde hængt til tørre på altanen, lige inden røgen ruskede hende ud af en middagslur, og hun måtte flygte fra ilden.

Hun var tæt på sit gamle liv og alligevel meget langt fra. Hun spurgte de arbejdere, der var i gang med at nedrive hele komplekset, om hun kunne få tingene tilbage. Det afviste de.

Den præcise årsag til branden i Vanløse den 25. marts 2022 kendes ikke. Men den opstod ved taget og spredte sig med faretruende hast.
Den præcise årsag til branden i Vanløse den 25. marts 2022 kendes ikke. Men den opstod ved taget og spredte sig med faretruende hast. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

En dag kunne hun ikke mere. Hun begyndte at hulke, midt på gaden.

“Mens jeg stod der og græd, mærkede jeg pludselig en arm på min ryg. Det var en mand, der stod med sin lille søn, der tog om mig, og spurgte: ‘Er du ked af det?’ ‘Ja,’ sagde jeg, ‘for det er min lejlighed,’” siger Lene Kristensen. 

“Manden sagde til til mig: ‘Ved du hvad, jeg bliver hos dig.’ Så stod han og holdt om mig i en halv time. En fremmed mand, der bare forstod mig.”

Oplevelsen står klart for Lene Kristensen, fordi den står i kontrast til den ensomhed, der har plaget hende over det seneste år. Det år, der er gået, siden hendes hjem på Grøndals Parkvej brændte den 25. marts 2022 sammen med arvestykker, malerier, smykker og køkkenredskaber. Hun mistede næsten alt, hun ejede, til røgen og flammerne, og det samme skete for de fleste beboere i de i alt 130 lejligheder. Ingen omkom dog.

De har siden kæmpet for at ryste traumet af sig. Nogle venter på, at etageejendommen bliver bygget op igen, mens de bor i midlertidige boliger. Andre har ikke planer om at flytte tilbage, men forsøger bare at lægge mindet om det tabte bag sig.

Lene Kristensen havde røget i 64 år, da hun mistede sit hjem til branden. Siden har hun ikke rørt en cigaret.
Lene Kristensen havde røget i 64 år, da hun mistede sit hjem til branden. Siden har hun ikke rørt en cigaret. Foto: Leif Tuxen

Lene Kristensen har grædt foran sin datter og sin psykolog og den fremmede mand, men nu er der gået et år, og på et tidspunkt blev hun træt af at fælde tårer foran andre. Det får hverken de eller hun selv noget ud af, siger hun. Med grødet stemme.

Det er bare svært at komme videre, når fremtiden er uvis. Papirlappen på hendes dørtelefon siger det meste: Hun bor stadig midlertidigt i den lejlighed i Vanløse, som forsikringsselskabet har hjulpet hende med at betale siden branden. Den 1. april udløber den nuværende ordning, og hun er stadig ikke sikker på, hvad der kommer til at ske efterfølgende.

Men hun er sikker på en ting:

“Jeg vil ikke flytte mere. Jeg har KOL og astma, jeg har mistet tre mænd, og jeg har flyttet fem-seks gange. Jeg orker ikke at starte forfra igen,” siger Lene Kristensen.

Minderne kan flammerne ikke tage

En skriggul cykelhjelm er det første, man ser i Bente Gauguin og Lasse Jakobsens nye lejlighed over indkøbscentret Kronen i Vanløse. Den hænger på stumtjeneren i entréen som et minde om dengang, Lasse Jakobsen tog den på hovedet og flygtede fra flammerne. Udover det tøj, de havde på, var hjelmen det eneste, parret fik med fra deres tidligere hjem.

Alligevel boblede parret af livsmod, da Kristeligt Dagblad sidste år mødte dem i en midlertidig lejlighed, kun få uger efter branden. De lød næsten spændte ved tanken om, at de skulle bygge et nyt hjem sammen: De skulle udvikle igen, ikke afvikle, som de ellers havde været i gang med.

Bente Gauguin og Lasse Jakobsen kan skue ud over hele Vanløse fra deres nye lejlighed.
Bente Gauguin og Lasse Jakobsen kan skue ud over hele Vanløse fra deres nye lejlighed. Foto: Leif Tuxen

Det har de nu gjort. De er flyttet ind i en lejlighed, hvor deres forsikringsselskab hjælper med huslejen, de har købt spiseborde og -stole, planter og malerier, og de har efterhånden fået fyldt bogreolen op, dels med bøger, dels med arvestykker, som deres familie har givet til dem. Men føler de sig hjemme? Det kommer an på, hvem man spørger.

Det er, som om deres værelser afbilder deres sindsstemninger: Lasse Jakobsen har plastret sit værelse til med alle de familiefotos, han har kunnet få fingre i. Der er et indrammet sort-hvid foto af en slægtning, der står på en mark, fotos af Bente og hans børn samt af barnebarnets første skoledag.

På Bente Gauguins værelse er der primært hvide vægge.

“Jeg har taget en beslutning: De ting, der brændte, er her ikke mere, vi får dem aldrig igen, og det nytter ikke noget at sidde at græde over det. Man har jo kun et liv,” siger 79-årige Bente Gauguin.

“Det er ikke, fordi jeg ikke går op i min fortid. Jeg har den nok bare inde i hovedet på en anden måde, end Lasse har. Minderne kan man jo ikke brænde. Medmindre man brænder mig med også, og så kan det jo være lige meget.”

“Det stikker bare dybere for mig,” siger 82-årige Lasse Jakobsen. “Seks generationers ting er væk. Seks generationer! Bente har sagt til mig, at jeg ikke så på alle de ting. Men det gjorde jeg altså. En gang imellem åbnede jeg et skab og kiggede, hvad har vi derinde? Jeg vidste, at det var der. Og når jeg så tingene, kom minderne frem.”

Bente Gauguin og Lasse Jakobsen har fået en ny lejlighed over indkøbscentret Kronen i Vanløse i København. Kun en af dem føler sig for alvor hjemme.
Bente Gauguin og Lasse Jakobsen har fået en ny lejlighed over indkøbscentret Kronen i Vanløse i København. Kun en af dem føler sig for alvor hjemme. Foto: Leif Tuxen

Lasse Jakobsen går i gang med at beskrive de ting, han har mistet. Tobaksmøblet, som han havde arvet fra sin far og sin farfar før ham. De 800 bøger. Et juletræstæppe, som hans mor havde syet. Foruden den lejlighed, han og Bente Gauguin delte i 22 år.

Bente Gauguin afbryder opremsningen. Hun peger på den bjergtagende byudsigt fra deres nye stuevindue, hvor en regnbue rejser sig over tagene i Vanløse:

“Prøv at se! Hvor kan man se mange ting her!”, udbryder hun.

Brød sammen på arbejdet

Efter branden i marts sidste år blev Laura Tångberg Nord fotograferet foran de knuste ruder og tilsodede vægge i sin lejlighed. Denne gang har hun slet ikke overskud til at mødes med Kristeligt Dagblad. Derfor foregår samtalen på skrift.

Når hun kigger tilbage på året, der er gået siden branden, ser hun det værste år af sit liv. De første ni måneder sov hun ikke sammenhængende en eneste nat. Hun havde mareridt om ild og fik angstanfald, før hun skulle sove. Hun udviklede en spiseforstyrrelse og tabte sig 15 kilo. Hun har stadig ikke oplevet at føle sig sulten siden marts 2022.

“Groft sagt handlede det hele til sidst om overlevelse,” skriver 26-årige Laura Tångberg Nord i en besked til Kristeligt Dagblad.

Længe benægtede hun over for sig selv, hvor ramt hun var. Hun prøvede at arbejde sig væk fra tankerne, og hun lavede planer hver dag for ikke at være i sin nye lejlighed på Frederiksberg, hvor hendes forsikringsselskab har genhuset hende. Selv ikke efter et år og utallige forsøg på at sætte personlige aftryk på lejligheden føles den som hendes. Hun har på intet tidspunkt glædet sig til at komme hjem.

26-årige Laura Tångberg Nord vendte flere gange tilbage til sit gamle hjem efter branden. Senere udviklede hun ptsd og måtte sygemelde sig med stress.
26-årige Laura Tångberg Nord vendte flere gange tilbage til sit gamle hjem efter branden. Senere udviklede hun ptsd og måtte sygemelde sig med stress. Foto: Leif Tuxen

Hun kunne ikke acceptere, at hun havde mistet alt, hun ejede. Ikke kun arvestykker og smykker, fotos og tøj. Også den studenterhue, hun havde kæmpet så hårdt for, og som hun var ulykkelig over at miste til flammerne.

For tre måneder siden sagde hendes krop fra. Hun stod på arbejdet, da hun mistede følelsen i sin ben, og det sortnede for hendes øjne. Hun vidste ikke, hvor hun var, eller hvem der stod omkring hende. Først da gik alvoren op for hende. Hun måtte sygemelde sig med stress.

“Set i bakspejlet giver det god mening,” skriver hun. “Jeg havde gang i flere ting, end jeg kunne følge med i, jeg fik ingen sammenhængende søvn og var i kostunderskud.”

81-årige Lene Kristensen fik pludselig et gennembrud i sin sorgproces: Hun fik lyst til at male igen.

Nu hænger der flere malerier i stuen, det ene en solnedgang i intense gule og orange nuancer. Og i entréen hænger to malerier af solsikker, meget lig dem, Lene Kristensen kunne skimte, da hun kiggede på sin udbrændte lejlighed fra gaden.

“Det hele er så hvidt i den her lejlighed. Der skulle være farver!”

Hun savner stadig sine små ting, for eksempel den krystalskål, som hendes børn altid spiste slik af, når de besøgte hendes mor og far. Det var ikke bare et arvestykke, men et billede på hendes livshistorie.

Men nostalgien får hende ikke til at drømme om at flytte tilbage til Grøndals Parkvej, når en ny etageejendom står klar. Hun vil hellere forsøge at sætte flere personlige præg på sit nye hjem. Male mere, hænge flere familiefotos op. Fordrive den tanke, hun endnu ikke har fået bugt med: “Det er ikke mine ting. Det er ikke mit hjem.”

“Jeg ved ikke, om jeg kan genskabe det, jeg har mistet. Men hvis jeg ikke forsøgte, kunne jeg ikke være her,” siger Lene Kristensen. 

“Det vigtigste for mig er at finde ro i sindet.”

En forgæves jagt på fortiden

500 meter fra Lene Kristensens hjem diskuterer Bente Gauguin og Lasse Jakobsen, hvad de skal gøre, når en ny etageejendom står klar på Grøndals Parkvej. Ligesom de andre ejere, der mistede deres hjem, vil de få tilbuddet om at flytte tilbage på adressen – eller alternativt sælge lejligheden. Hvis de vælger at blive i deres nye hjem over Kronen, kan de ikke længere få hjælp til – den relativt høje – husleje fra forsikringsselskabet.

Lasse Jakobsen er klar i spyttet:

“Jeg flytter tilbage den dag, det er færdigt,” proklamerer han.

“Hvorfor?” spørger Bente Gauguin.

“Ja, det ved jeg ikke! Jeg ved det simpelthen ikke.”

“Det bliver jo ikke det samme, Lasse. Det bliver ikke den lejlighed, vi mistede. Der kommer ikke til at lugte af dine gamle bøger, tobaksrøgen vil ikke sidde i væggene.”

Lasse Jakobsen smiler og mumler “neeej …”, tænksomt. Det er en diskussion, de kommer til at have flere gange, i takt med at byggeriet skrider frem. Hvis altså ikke tidens gang kommer til at bestemme udfaldet.

Lasse Jakobsen henviser til en statistik, han har læst: Kigger man fem år frem i tiden, vil omkring hver fjerde over 80 år være død. Altså er risikoen for, at han slet ikke lever, når lejlighederne står klar, reel. Og hvis han lever, er han måske så afkræftet, at en flytning er udelukket. 

“Du kan bare tage avisen i dag. Der er 18 dødsannoncer, har jeg talt mig frem til. Jeg håber altid, at der er nogle, der er yngre end mig, for så bliver jeg nødt til at leve lidt længere for at holde gennemsnittet oppe!”

“Vi er ikke unge mere,” siger Bente Gauguin. “Hvis det tager tre år mere at bygge de nye lejligheder, så har vi tre år mindre at leve i. Måske skal vi alligevel på plejehjem til den tid.”

Og dog. Lasse Jakobsen kan alligevel ikke dy sig for at vende tilbage til diskussionen.

“Lejligheden på Grøndals Parkvej havde jo sine fordele,” prøver han.

Bente Gauguin betragter ham skeptisk.

“Hvilke fordele?”

“Ja, det skal jeg lige tænke over.”

Lasse Jakobsen smiler skælmsk, grubler lidt. Så lyser han op: “Der er ingen vindueskarme her! Det var der i den gamle lejlighed!”

“Det er jeg da bare glad for. Det var mig, der støvede dem af,” siger Bente Gauguin.

Parret griner og kigger kærligt på hinanden.

Student for anden gang

Laura Tångberg Nord har tænkt sig at flytte tilbage på den samme adresse. Trods traumet om at miste alt. Trods de mareridt om ild, som hun kun lige er holdt op med at have.  

En del af grunden er rationel: De nye lejligheder kommer til at være brandsikrede, modsat det tidligere etagebyggeri, der ifølge en efterfølgende rapport fra dansk brand- og sikringsteknisk institut var bygget med så alvorlige mangler – fra spidsloft til lejlighedsskel – at flammerne kunne sluge det meste på kort tid. I øvrigt sker den samme ulykke ikke to gange. Det fortæller hun i hvert fald sig selv.

Men Laura Tångberg Nord har det også bedre, end da hun måtte sygemelde sig med stress for tre måneder siden. Hun har indset, at hun er nødt til at passe på sig selv, at hun må holde op med at flygte fra traumet ved at ignorere det eller arbejde sig fra det. Hun er begyndt at gå til psykolog og prøver at forlige sig med, at hun ikke har så meget kontrol over sit liv, som hun – og de fleste andre mennesker – ofte bilder sig ind.

“Jeg har fået bearbejdet alle de følelser, som lå og ulmede efter branden, hvilket har betydet alt. Nu er jeg startet på sovemedicin og får endelig sammenhængende søvn. Jeg har mere overskud og er så småt begyndt at arbejde igen – på mine egne vilkår," skriver hun.

Hvis der har været et holdepunkt for hende i det seneste år, har det været de mennesker, hun har omgivet sig med. Hendes familie og venner. 

En dag spurgte hendes lillebror, om hun ville hente en bog for ham på hans gymnasium, hvor hun tidligere selv havde været elev. Da hun trådte gennem døren, blev hun overrasket af sin tidligere lærer og medstuderende, der holdt en ceremoni for hende, inden rektoren gav hende en ny studenterhue på hovedet. 

Det var ikke den hue, hun havde kæmpet for i flere år. Hendes afsluttende karakter stod ikke på indersiden, der var ingen pletter fra studenterkørslen, minderne var ikke de samme. 

Men, tænkte hun, det var nu en smuk hue alligevel.