Et vigtigt menneske i mit liv er syg. Jeg beundrer hans måde at takle det på

Min eksmand er en rigtig helt. Han giver alt, hvad han kan til både børnebørn og venner

"Da han fik besked om sygdommen, sendte han løbende bulletiner til os alle, men stoppede denne praksis, da sygdommen mirakuløst gik i ro. Det er vi mange, der er taknemmelige for: hans kone, den mest stabile og kærlige person, man kan tænke sig. Hans ekskone, som er mig, og vores børn og børnebørn til begge sider."
"Da han fik besked om sygdommen, sendte han løbende bulletiner til os alle, men stoppede denne praksis, da sygdommen mirakuløst gik i ro. Det er vi mange, der er taknemmelige for: hans kone, den mest stabile og kærlige person, man kan tænke sig. Hans ekskone, som er mig, og vores børn og børnebørn til begge sider." . Foto: Nani Chavez/Unsplash.

Jeg kender en mand på 83 år, som ikke er en klynker, selvom han har en alvorlig kræftsygdom og et ikke så stærkt hjerte.

Han er snarere en mand med stærke meninger og en ukuelig livsvilje. Totalt blottet for selvmedlidenhed og bitterhed. Som deler sit liv med familie og venner og gør, hvad han kan for at leve et godt liv på trods af den situation, han befinder sig i. Varm og befriende sjov og fræk i munden. Nådesløs i sin kritik af ”smadredamerne”: de to kvinder, som, han mener, i et par år er sluppet af sted med at køre parløb i toppen af dansk politik, og som får sig en respektløs omgang hug, når de tramper i spinaten, hvad enten det er minkskandalen eller håndteringen af sagerne om forsvarets efterretningstjeneste.

Det var et chok, da vi for tre år siden fik at vide, at sygdommen var en realitet. Som en fælles fjende, der helst skulle bekæmpes med alle til rådighed stående midler, bortset fra kemo, som var lige lovlig stærk tobak for en eksryger. Da han fik besked om sygdommen, sendte han løbende bulletiner til os alle, men stoppede denne praksis, da sygdommen mirakuløst gik i ro. Det er vi mange, der er taknemmelige for: hans kone, den mest stabile og kærlige person, man kan tænke sig. Hans ekskone, som er mig, og vores børn og børnebørn til begge sider. Det er lykkedes os at opbygge et grundmuret venskab efter vores skilsmisse. En dag hviskede et af de mindste børnebørn til mig: ”Er farfar din ekstra mand? Ligesom i Netto, når der er ekstra tilbud?”.

At være nøgtern og se sygdommen i øjnene var hans agenda i starten. Nu er den at leve og få det hele med og give alt, hvad han kan, videre. For eksempel hente barnebarnet på 10 år i skolen én gang om ugen og se indkøbte dvd'er med ham om eftermiddagen: julekalenderen ”Jesus og Josefine” for eksempel og ”Den røde Pimpernel” om den adelige vovehals under den franske revolution. Dén faldt ikke i god jord hos barnebarnet: Mænd i stramme silkebukser og hvide strømper med pudder og nakkepisk. Hallo farfar! Hvad tænker du på?

Inden han skulle besøge den 10-åriges storebror i Paris, som han har trænet fransk med i flere år, gik han 15.000 skridt om dagen og købte en klapsammen-rollator af aluminium, så han kunne være med til det meste i byernes by. Dén rollator er blevet hans ven. Her kan han hvile ben og rumpe og få en snak med de forbipasserende imens. En glad mand, som ikke skammer sig over sit hjælpemiddel. Han bruger nu også et par stave, “det ligner mere bjergvandring!”.

Han skriver stadig avisartikler, holder foredrag om økonomi, ser Tour de France og tager på den årlige sommertur til vennerne i Jylland med sin kone.

Vi holder fælles fødselsdage, mødes hos børnene og er der med nødvendig støtte, når der er brug for det. Er det monsterregn og snevejr, tilbyder han og hans kone mig et lift, for de har bil. Det er super hyggeligt og skægt, for han ville ikke have bil, da vi var gift. ”Det er bedre at bruge pengene på rejser med børnene”, sagde han. Jeg var sur dengang, når vi skulle af sted med barnevogn og bamser i tog og taxa dybt ind i skovene på Midtsjælland, hvor vi havde vores weekendhus, men synes i dag, det var en rigtig beslutning.

Nu nyder han at blive kørt omkring af sin kone, som har haft bil hele sit liv. Han har brug for det, så han kan forblive i sine relationer til familie og venner. Til glæde for ham og alle os andre. Fuld af livsfølelse og livsmod, som han er. Han lever i den grad op til Benny Andersens digt om kærligheden og døden:

”Skil dig fra mørket og tag dit parti. Du er det lys, du kan sprede. Vis mig dit ansigt, før alt er forbi. Så er vi begge til stede”.

Jeg indrømmer blankt, at jeg beundrer hans måde at takle sin sygdom på. En rigtig helt simpelthen!