Fårehyrde og forfatter: Jeg tror ikke, det er lykken at køre sit eget show

James Rebanks lærte fra barnsben at ære sin slægt og sin egn. For ham er der en frihed i at føle sig som en del af noget større. Den arv gør han nu sit bedste for at give videre til sine børn. I sin nye bog ”Vores fælles arv” skriver han om bæredygtighed – i landbruget, i samfundet og mellem generationer

”Jeg kunne nok bruge al min tid på at turnere rundt og tale om bøgerne, men det har jeg ikke lyst til. Det er jo ikke mit liv. Arbejdet på gården derhjemme er mit liv,” siger fårehyrde og forfatter James Rebanks, der denne måned forlod gården i det nordlige England for at rejse til Danmark og Norge, hvor hans nye bog udkommer disse dage.
”Jeg kunne nok bruge al min tid på at turnere rundt og tale om bøgerne, men det har jeg ikke lyst til. Det er jo ikke mit liv. Arbejdet på gården derhjemme er mit liv,” siger fårehyrde og forfatter James Rebanks, der denne måned forlod gården i det nordlige England for at rejse til Danmark og Norge, hvor hans nye bog udkommer disse dage. . Foto: Andrew Heading.

”Hvad er det for et træ?”, spørger James Rebanks sine to døtre, Molly på 15 år og Bea på 13 år. De tre er sammen på vej hjemad efter en eftermiddag på engen, hvor døtrene har hjulpet deres far, fårehyrde og forfatter James Rebanks, med at drive en flok lam ind i indhegningen.

”En røn... nemt,” svarer pigerne.

”Hvad synes I om den Herdwick-vædder der?”, spørger faderen og peger mod en fold, der går langs vejen.

”Den er o.k. Men lidt for lys i huden til dig, far,” svarer pigerne, og de ved, hvad de taler om. De kender deres får, som de fra barnsben har røgtet, fremvist og solgt. Og de kender deres far, der ligesom dem selv er vokset op mellem enge, får og bjerge på familiegården i Lake District i det engelske højland.

Kendskabet og kærligheden til dyrene, til naturen og til livets gang på gården er gået i arv. Og det samme er stoltheden over den landbokultur, som familien er en del af. ”En fælles arv”, kan man kalde det, og det har James Rebanks gjort i sin nye bog med netop samme titel, som udkommer i næste uge i Danmark. Den er den tredje i rækken af bøger, efter at han i 2015 udgav sin første bog, ”Fårehyrdens dagbog”, der dengang fløj til tops på bestsellerlisterne og siden er blevet solgt i mere end en halv million eksemplarer.

Med ”Vores fælles arv” har James Rebanks ikke forfattet en fortsættelse, men nærmere en beretning om, hvordan landskabet og landbruget har ændret sig blot i løbet af hans egen levetid. Men først og fremmest er det dog en bog om, hvad det vil sige at elske og ære et sted. Og hvilken arv man ønsker at efterlade til kommende generationer.

”September er årets travleste måned på gården."
”September er årets travleste måned på gården." Foto: Andrew Heading

James Rebanks har i anledning af den danske oversættelse byttet sit naturlige habitat på gården ud med en plads i den smaragdgrønne veloursofa i lobbyen på Hotel Skt. Petri i centrum af København. Han ser en smule malplaceret ud, som han sidder der let foroverbøjet i sin kraftige pullover og med de grove hænder flettet ind i hinanden. Og skal han være ærlig, er det da heller ikke her, han helst vil være i disse dage.

”September er årets travleste måned på gården. Det er nu, fårene drives fra deres sommerretræte i bjergene og ned til gårdene, hvor de skal klippes, sorteres, udvælges til show, salg og slagtning.”

Han vipper lidt med den ene fod ved tanken om de øvrige hyrder fra hjemegnen, der må bære hans del af arbejdsbyrden de dage, han er bortrejst. Også hans kone, Helen, og parrets fire børn hjælper til. Særligt den næstældste, 13-årige Bea.

”Hun er kvik, og hun er simpelthen så opsat på at gøre det godt. Jeg skal ikke forklare hende noget, hun gør det helt instinktivt. Og jeg stoler på hende, som jeg ville stole på en af de ældre hyrder, der hele livet har gjort det samme.”

Da fuglene forsvandt

James Rebanks var omtrent 15 år, da han opdagede, at noget ikke var, som det burde være. Det var på dette tidspunkt, at hans farfar gik på pension og flyttede ud på en nedlagt landbrugsejendom, en gammeldags en af slagsen. Da James Rebanks første gang besøgte ham derude, blev han overvældet af det vilde fugleliv. Af plantelivet, insekterne og de mange forskellige blomster. Alt det, som det moderne landbrug havde fortrængt øvrige steder på egnen. Fra da af begyndte James Rebanks at tænke, hvordan han kunne bruge sin egen viden om egnen og naturen, som han gennem generationer havde nedarvet, til at ændre tingenes tilstand. Det handler ikke kun om en omlægning af landbruget, forklarer han. Det handler også om at huske sine rødder og vigtigheden af dem.

”Det har altid gjort mig enormt stolt at komme fra en stærk kultur og have nogle stærke traditioner med mig. Det synes jeg generelt bliver undervurderet i vores samfund i dag, hvor det mange gange handler om at optimere sig selv, effektivisere, forbruge og nyskabe. Det påvirker vores forbrug, der eksploderer, uden at den enkelte tænker på de konsekvenser, det har for naturen og bæredygtigheden. Men det påvirker så sandelig også, hvordan den enkelte vælger at leve sit liv,” siger han og peger på, hvordan et førhen uset antal mennesker oplever at få stress, angst og blive deprimerede måske uden helt at vide hvorfor.

Det er slet ikke sikkert, at det hænger sammen med, at mange ifølge James Rebanks har distanceret sig fra naturen og glemt, hvad de kommer fra, siger han. Han ved bare, at der for hans eget vedkommende er stor ro i at vide, man er en del af noget større.

”Længe er vi blevet fortalt, at individualisering giver frihed. Men jeg tror ikke på, at det er lykken at køre sit eget show. Selvfølgelig skal man gøre det bedste, man kan, mens man er her, men der er noget befriende i at vide, man kun er et lille led i en lang kæde. At man er en del af en lang tradition, og at verden derfor ikke står og falder med ens egen eksistens.”

Kunsten at give slip

James Rebanks ser sin egen families arv som en livscyklus. Man fødes. Man vokser og lærer. Driver det håndværk, generationer før én selv har udviklet, forfinet og bragt videre. Og så, når tiden er inde, giver man det videre til dem, der stadig vil være her, når livet en dag er forbi.

”Nogle vil måske mene, at det kan være svært at finde meningen med livet, når det blot følger samme cyklus som generationen før, hvorefter man dør, og cirklen fortsætter. Men jeg vil mene, at det netop er det, der giver livet mening. At samle det op, man blev efterladt, gøre det bedste man kan, og så give noget meningsfuldt videre,” siger han.

James Rebanks har hele livet forestillet sig, at han skulle blive meget gammel, før det ville ske. At han først var klar til at give afkald på sin gård og sit ejerskab over den, når fysikken svigtede, og det blev den eneste mulighed. Men for nylig er han begyndt at se en anden fremtid tegne sig. Han ser det blandt andet, når datteren Bea fræser over engene på en motorcykel med hyrdehundene i hælene og en fåreflok i fuld kontrol foran hende.

”Jeg ønsker for mine børn, at de skal blive til det, de finder glæde ved, hvad enten det så er journalist, raketforsker eller landmand. Men det ville da undre mig, hvis ikke én af dem ville vælge at drive gården videre. For nylig har jeg lagt en form for plan for, hvordan jeg forestiller mig, at gården skal drives i løbet af de næste hundrede år. Og jeg tror faktisk, jeg er klar til at give den plan videre langt tidligere, end jeg hele tiden har troet.”

Og hvad så, hvis de vælger at gøre noget helt andet med gården end det, du har planlagt?

”Ha! Ja, det bliver spændende at se,” siger han.

”Jeg vil da helt sikkert sætte spørgsmålstegn ved det. Men jeg har stor tiltro til måden, mine børn vil vælge at forvalte deres liv og deres arv,” siger han og påpeger vigtigheden i netop at have tillid, når det gælder overdragelsen af en fælles arv. For ønsker man at se sit livsværk og sin arv leve videre i hænderne på næste generation, kræver det, at man selv tør give slip.