For godt fire år siden lejede Jesper og Cecilie Conrad deres villa i Valby ud for et år. Sammen med tre af deres i alt fire børn var planen at tage på et ét år langt roadtrip i Europa. Men da året var ved at være omme, følte ingen i familien sig klar til at vende tilbage til Danmark, så de solgte huset. Nu rejser de på femte år rundt på det europæiske kontinent i en ombygget Mercedes Sprinter.
”Vi har altid elsket at rejse begge to, og som familie har vi også været på længere rejser sammen. Men vi lavede en aftale med børnene om, at vi kun udlejede huset for et år, og hvis de længtes hjem efter det år, så ville vi flytte hjem igen. Det var der ingen, der gjorde, så vi fortsatte,” fortæller Jesper Conrad.
Han sidder på en havestol ved siden af deres syv meter lange van, der er hans og familiens hjem. Hans hustru sidder i åbningen til den store bil og strikker. Lige nu er de på en måned langt besøg i Danmark og har base hos venner på en stor gård i nærheden af Køge. De skal besøge venner og familie, holde foredrag om deres liv på hjul. Og ikke mindst skal de holde ferie med deres ældste datter på 23 år, der bor med sin kæreste i Danmark, inden de atter drager sydpå med deres tre andre børn på 10, 13 og 16 år, som er blevet hjemmepasset og hjemmeskolet de sidste 12 år.
Kræften tog lysten til at gøre karriere
Det er umuligt at udpege én enkelt årsag til, at Familien Conrad, ligesom en række andre danske og udenlandske familier, har valgt at leve som det, de kalder digitale nomader, hvor man arbejder steduafhængigt og bruger digitale værktøjer til at udføre sit arbejde.
Adskillige ting har spillet ind, men historien tog formentlig sin start allerede, da deres børn var små. Her valgte de, at Cecilie Conrad, der er uddannet psykolog, skulle hjemmepasse og senere hjemmeskole børnene. Imens var det Jesper Conrad, der stod for familiens underhold først som webredaktør og senere som digital konsulent med speciale i online markedsføring.
”Da vi begyndte at hjemmeskole med en fast voksen hjemme, gik det op for os, at den eneste grund, til at jeg hver dag tog væk fra familien for at arbejde, var, at der skulle tjenes penge nok til at have den størrelse hus, vi havde. Jeg havde rigtig meget lyst til at være mere sammen med min familie, så det virkede helt tåbeligt, at jeg hver dag tog af sted for at give dem et fantastisk liv,” siger Jesper Conrad.
Kort efter parret havde fået deres tredje barn, fik Cecilie Conrad konstateret leukæmi. Lægerne gav hende 20 procents chance for at overleve. Den oplevelse har også haft betydning i forhold til at vælge en alternativ levevis.
”Selvfølgelig har det spillet en kæmpe rolle, at jeg fik kræft og fik lov at overleve. Jeg lå i en seng på Rigshospitalet i et halvt år, hvor folk døde omkring mig, og jeg havde ret meget tid til at tænke over livet. Dér besluttede jeg mig for, at hvis jeg fik lov at overleve, så ville jeg aldrig nogensinde gå på arbejde mere. Alt det med at få en karriere, det havde jeg slet ikke lyst til at løbe efter. Livet føltes for vigtigt til det – så ville jeg hellere bo i en bil og være sammen med min familie,” siger Cecilie Conrad.
At turde følge hjertet
Endelig er der længslen efter den ultimative frihed, som har boet i både Cecilie og Jesper Conrad altid. Hun blaffede gennem Europa allerede som 15-årig, og begge har de udfordret både forældre og lærere til grænsen i jagten på den ultimative autonomi i deres barne- og ungdomsår, fortæller de.
”Livet er for rigtig mange mennesker låst af skole og arbejde. Der er ikke megen tid til noget ud over rutinerne i hverdagene. Og når det er sådan, så bliver weekenderne hurtigt hellige, men tillige helt booket op. Jeg kan huske, da alle vores søskende havde små børn – så kunne du sidde og kigge i en årskalender og krydse de første 20 weekender af, hvor du skulle til fødselsdag. Det får man jo nærmest stress af,” siger Jesper Conrad.
Familien rejser på en måde, så de sjældent er samme sted ret længe ad gangen. En måned er ofte det maksimale. Indimellem taler de om at prøve at bo samme sted i tre måneder – lige nu overvejer de blandt andet, om de skal tilbringe den kommende vinter i Rom. Men de vil for alt i verden undgå det, de kalder ”rutinesumpen”.
ser en gammel aqeuduct er next stop research. Hvem byggede den, hvornår blev den bygget? Historie og kultur er en drivkraft i familiens rejser. Foto: Privatfoto
De rejser de til Danmark ved runde fødselsdage, bryllupper og begravelser, men ellers lever de efter den analoge kalender, der ligger som en fast bestanddel i deres van, og hvori der kun må skrives med tynde blyantstreger. Planerne skal kunne viskes ud og ændres fra det ene minut til det andet.
”Det kan lyde enormt klichéagtigt, men i bund og grund handler det om at følge hjertet, når vi rejser rundt. Vi mærker meget efter og taler hele tiden om, hvad der føles rigtigt for os. Nogle gange tvinger vi også os selv til for eksempel at bestille nogle billetter til en færge eller lave en aftale med nogen, så vi skal være et sted på en bestemt dato. Det betyder så, at vi kan risikere at skulle forlade noget, som vi ellers synes er dejligt og fedt. Men så har vi et mindset, der siger, at så må der være en grund til, at det er sådan. Der må findes noget, der er klogere end os, og som har styr på det, der sker. Det vælger jeg at tro på, at der er,” siger Cecilie Conrad.
Nej tak til campingpladser
Lige fra begyndelsen har Jesper og Cecilie Conrad haft et motto, der hedder, at ”det er menneskene, der er eventyret”. De rejser med andre ord for at lære mennesker at kende, udvikle nye relationer og have dybe samtaler. Det betyder blandt andet, at de aldrig kunne drømme om at bo på campingpladser. For der er folk på ferie og har indrettet deres mindset derefter. Men familien Conrad oplever ikke deres rejse som en ferie – livet i deres van er deres hverdag.
Mange af de mennesker, de parkerer hos og bor hos rundt omkring i Europa, har de lært at kende gennem hjemmeskole-bevægelsen, en bevægelse, der begyndte som en græsrodsbevægelse i 1970'ernes venstreorienterede USA som reaktion på det, man syntes var en ensretning af børnene i skolerne. I Danmark er antallet af hjemmeskolede børn stigende. I 2020-2021 var der der ifølge en undersøgelse, DR har lavet, 1238 børn, der blev undervist hjemme, hvilket er en tredobling på fire år.
Men antallet af møder med helt fremmede mennesker, som har inviteret dem hjem, er efterhånden så mange, at det med Cecilie Conrads egne ord er svært at opfatte som tilfældigheder.
”Vi elsker også sightseeing og kunstudstillinger. Men vi lader os meget lede af de mennesker, vi møder. Nogle møder har så meget power og energi i sig, at der sker noget, som vi ikke helt ved, hvad er, men som gør, at vi hiver i håndbremsen og finder ud af, om vi skal blive her lidt. Vi tør på den måde godt være lidt åndelige omkring vores valg,” siger Cecilie Conrad.
Mens Jesper Conrad ikke vedkender sig nogen bestemt religiøs retning, kalder Cecilie Conrad sig selv for kristen. Så når hun taler om at være åndelig, er det i den kontekst.
”Vi har valgt at opdrage vores børn ud fra et kristent syn, og når vi beder vores fadervor, synger salmer og snakker med præster en gang imellem, så har vi en eller anden måde at være med vores åndelighed på, hvor der er en støttefunktion i hele sproget. Og det er også lidt mere interessant at læse klassiske romaner, hvis man har læst Bibelen og set malerierne og katedralerne,” siger hun.
Det er netop dybe og åndelige samtaler, som ægteparret tiltrækkes af. De gider ikke smalltalk om ligegyldigheder, og det faktum har også ind imellem indflydelse på, hvorhen i Europa de rejser.
”Hvis vi trænger til at blive fyldt op med de her dybe samtaler, er vi nødt til at være et sted, hvor folk taler engelsk. Vi kan begå os på spansk, men vi mangler alligevel noget for at kunne føre samtaler med den dybde, vi ønsker. Så det kan godt være det, der i en periode afgør, hvor vi rejser hen. Andre gange er det vejret, der bestemmer, hvor vi rejser hen. Det er ikke sjovt at bo i en van, hvis det er alt for koldt,” siger Jesper Conrad.
Planen er at være vågne i ånden
Et af de spørgsmål, som Cecilie og Jesper Conrad ofte får, er, hvordan de tilgodeser deres børns behov for at have et socialt liv, når de konstant er på farten. Men parret er ikke urolige – for dem er venskaber ikke defineret af hverken alder, geografi eller hyppigheden af gensyn.
”Den referenceramme, man har, når man lever et liv som vores, er, at man kigger på børn, der går i klasse med 27 andre børn, som de opbygger nogle naturlige relationer til. Men det er ikke nødvendigvis virkeligheden. Personligt har jeg ikke nogen venner, jeg har lyst til at være sammen med otte timer hver dag 40 uger om året. Vores børn har venskaber, der er meget dybe, og de har dem overalt i Europa. Når de ser deres venner, er det måske i 14 dage ad gangen og meget meget intenst,” siger Jesper Conrad.
Inden længe forlader den rejselystne familie, som man kan følge på Facebook eller på bloggen theconrad.family Danmark igen. Forude venter nye eventyr. Planen er som det første at deltage i en hjemmeskolefestival i Tyskland. Sidst i september skal de sammen med nogle venner fra Barcelona ned og gå et stykke af Caminoen efter ønske fra et af deres børn. Derefter ligger resten af verden og kalenderen åben.
”Vi har på nuværende tidspunkt ingen planer for den videre fremtid. Eller man kan sige; den lange plan er at blive ved at være vågne i ånden, om du vil. Og have nogle ordentlige og respektfulde samtaler med hinanden om, hvilken type liv, der giver mest mening,” siger Cecilie Conrad.