Vi prøver at finde en balance mellem livsnyderi og børneopdragelse
Lise Kabell Søgaard, journalist på Kristeligt Dagblad, født i 1985
Hvem består din familie af, og hvordan bor I?
Min familie består af mig selv, min mand, Emil, der er friskolelærer, og vores børn, Rita på syv år og Knud på fem. Vi bor i et lille bondehus på en stor grund lidt uden for Viby Sjælland, og jeg tør godt sige, at vi bor “på landet”. Vi er omgivet af marker til alle sider, og nærmeste by med togstation og butikker ligger tre kilometer væk. Hjemme hos os bor også lige for tiden 20 slagtekyllinger, ænder og to moderfår med lam, der for tiden græsser på naboens mark. Og så har vi døbt en vildkat Kenny. Ham har vi også taget til os, så meget som han nu gider det.
Hvilke værdier sætter du højt i familielivet?
Noget af det, jeg sætter pris på ved den familie, vi har, er, at vi prøver at finde en balance mellem livsnyderi og udfordringer.
Livsnyderiet består i, at vi gerne vil have det godt, mens vi er her på jorden. Vi går for eksempel meget op i god mad. I weekenderne tager vi ofte på ture: i skoven eller til havet, på alle tider af året.
Fordi vi er kommet ud over de hårdeste år med helt små børn, er der også lidt mere frihed til, at vi – både børn og voksne – kan give hinanden plads til at gøre nogle ting, som ikke kun tjener til familieformål, men også handler om at lave noget, vi hver især har brug for og lyst til. I sidste ende er dette også godt for familien. Det kunne være at sidde og skrive i nogle timer. Eller tage ind til København om aftenen, spise fint og dyrke noget andet end landlivet. Hvis man har helt små børn, kan den slags godt føles, som om den ene voksne stikker af, eller at man lægger en byrde på den anden forælder.
Det med udfordringer kommer især i spil i forhold til opdragelse. Der bliver stillet krav til børnene om, at de også skal tage del i det arbejde, det er at bo på landet. De vokser ved at blive udfordret og skubbet lidt til. Min datter, Rita, kan for eksempel selv lave havregrød til os om morgenen. Hun kan også hugge brænde til optænding. Børnene er også begge med til at slagte.
Et stort familiefællesskab gør alverden til forskel
Josephine Kuhn, podcastvært på blandt andet "Fries Before Guys", født i 1993
Hvem består din familie af, og hvordan bor I?
Min familie består af min mand, Alexander, der arbejder i it-branchen, og vores datter, Sienna, på et år. Lige nu bor vi i Aalborg, men vi vil gerne skabe et generationshjem med mine forældre, og derfor søger vi et hus i nærheden af Dragør uden for København. Alexander og jeg boede også hos mine forældre i 2019. Der var god kemi, og vi har lyst til at bo sammen permanent, fordi det vil være en enorm hjælp for os i dagligdagen.
Hvilke værdier sætter du højt i familielivet?
Hjælpsomhed og nærvær. Når jeg tænker på familie, så tænker jeg også på mine forældre, søskende og visse venner. Vi hjælper alle sammen hinanden. Hvis nogle er megastressede, så laver vi lige en ekstra portion mad. Vi dyrker fællesskabet og hjælper hinanden, hvor vi kan. Man kan vel kalde det en form for naboenergi. Jeg er selv vokset op med nogle forældre, der gjorde tingene på samme måde. Det har enormt stor værdi, fordi vi i familien hele tiden kan mærke, vi er noget for hinanden. Jeg ville have et helt andet liv, hvis mine forældre ikke havde mulighed for at stille op. Aflastningen, de ekstra hænder, betyder blandt andet, at jeg kan gå en tur med min kæreste, når vi har brug for at rede trådene ud.
Når jeg indimellem føler magtesløshed over verdens ulighed og uretfærdighed, kan jeg godt lide at kanalisere den energi, tankerne tager, over i min familie. Så kan jeg bruge energien til at være noget for min mand, barn, forældre og også for vores venner. Jeg kan godt overskue at være der for andre, fordi jeg føler, jeg får tifold igen. Men det kræver lidt tilvænning. Vi skal virkelig kæmpe for at få det der “spis og skrub af”-koncept ind i vores venskaber, hvor vi mødes klokken 17 og kører hver til sit klokken 18.30 eller 19.
Den vigtigste værdi i forhold til Alexander og Sienna er nærvær. Vi prøver på at være til stede og ikke at have telefonerne fremme hele tiden, selvom det kan være rigtig svært.
Jeg vil gerne danne mine børn i klassiske værdier
Adam Garff, sognepræst i Gentofte Kirke, født i 1990
Hvem består din familie af, og hvordan bor I?
Min familie består af mine børn, Elias på tre år og Joel på halvandet, samt min hustru Sarah, der arbejder i dagligvarekoncernen Dagrofa. Vi bor i en gammel, gul præstegård fra 1840’erne, som ligger ved siden af Gentofte Kirke. Indretningen er præget af en god blanding af bøger, jeg skal have læst, og legetøj, der skal fjernes. Jeg har kontor i præstegården, og befinder mig derfor næsten altid på matriklen ligesom i gamle dage, hvor man boede oven på sin slagterbutik. Til huset hører en stor have og et hønsehus, som fulgte med præstegården. Min hustru og jeg fik en flok høns i bryllupsgave, men vi har aldrig hentet dem. De står i Brøndby et sted og er sandsynligvis blevet meget gamle.
Hvilke værdier sætter du højt i familielivet?
Min kone vil nok sige, at det er typisk mig, men jeg vægter højt, at mine børn bliver dannet i klassiske værdier tidligt i livet. Vi læser ret mange børnebøger og forsøger at lave en nogenlunde fair balance mellem "Paw Patrol" på tv’et og at bladre i billedbøger. Hvis vi skal give en egenskab videre til drengene, så skal det være nysgerrighed. Der findes verdener, man kan åbne, og som de lige skal have hjælp til at lukke op. Disse verdener kan nemlig gemme sig mange steder i alt fra et leksikon med sjove dyr til en eller anden nørdet beskæftigelse. Mine egne forældre viste mig verdener, der var større end mig selv, og det har jeg været rigtig glad for.
Jeg spurgte min hustru, Sarah, og hun nævnte, at vi i opdragelsen af vores børn gerne vil inkorporere, at man skal være god ved andre mennesker, selvom det kan være rigtig svært. Vi giver vores børn en kristen opdragelse, og de kommer jo ikke uden om, at de er præstesønner, og af den årsag kommer de sikkert til at møde en masse fordomme, hvortil de forhåbentlig kan svare nej til de fleste. Jeg beder aftenbøn med dem og lærer dem at række ud mod Gud og mod det, der er større. Jeg præsenterer dem for en trosvirkelighed, der er større end os selv. Det ligger mig meget på sinde, at de bevarer en barnetro.