De fleste kan sikkert blive enige om, at de gerningsmænd, der står bag de værste forbrydelser herhjemme, skal straffes hårdt. At mordere som Peter Madsen og Peter Lundin skal sendes i fængsel og idømmes den hårdeste straf overhovedet, så de skal leve bag lås og slå. I rigtig lang tid. Men så ophører enigheden også. For hvor lang tid skal man spærre forbrydere inde, og med hvilket formål?
I Danmark lyder landets hårdeste straf på livstid, og i de senere år er antallet af livstidsdømte steget. Mens der i 2015 sad 19 livstidsdømte i de danske fængsler, steg tallet til 25 i 2018, og i dag er antallet af livstidsfanger ifølge Kriminalforsorgen på 37.
Ifølge retsordfører i Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, er stigningen udtryk for, ”at kriminaliteten er blevet grovere i de senere år, og at vi i dag desværre ser nogle helt skruppelløse og vanvittige forbrydelser."
"I Dansk Folkeparti mener vi da også, at livstidsdommen skal bruges endnu mere, end det sker nu. Hvor den i dag typisk falder i forbindelse med drab, mener vi, det er oplagt at bruge den ved bandekriminalitet og grove sexforbrydelser også,” siger Peter Skaarup.
Dansk Folkeparti er i det hele taget optaget af at gøre livstidsdommen hårdere, end den er i dag, og partiet var derfor meget tilfreds med, at et flertal i Folketinget tidligere i år vedtog en lov, der forbyder livstidsdømtes mulighed for onlinedating og i det hele taget korrespondance med folk, de ikke kendte, inden de kom i fængsel. Loven mødte ellers kritik fra blandt andre Dignity, Dansk Institut mod tortur, der påpegede, at loven er et indgreb mod de indsattes fundamentale ret til at være i kontakt med omverdenen. Danske Advokaters høringssvar rummede også kritik:
“Danske Advokater bemærker, at livstids- og forvaringsdømte normalt ikke afsoner hele livet, og at vi derfor bør have for øje, hvilke mennesker de er, når de kommer ud.”
I dag er det muligt for livstidsdømte at blive prøveløsladt efter 12 år, hvis det vurderes at være forsvarligt. Og de livstidsdømte sidder i gennemsnit cirka 17 år bag tremmer, inden de prøveløslades.
Også dette ønsker Dansk Folkeparti at ændre. Partiet fremsatte sidste år et forslag om at fjerne livstidsdømtes mulighed for at blive prøveløsladt, hvor det ikke fik flertal. Men nu er tiden måske mere moden, siger Peter Skaarup:
”Nu er vi jo kommet igennem med stramninger af afsoningsvilkårene, så jeg tænker, der måske er ved at være stemning for yderligere begrænsninger. Derfor vil vi rejse forslaget om at fjerne muligheden for prøveløsladelse igen,” siger han og uddyber, hvorfor:
”Mange mennesker tror, at livstid reelt betyder en straf for livet. Men det gør den jo ikke, og det skader den almindelige retsfølelse, at nogle af landets værste forbrydere kan komme ud i samfundet igen. For nogle forbrydelser er så grusomme, at de ganske enkelt er utilgivelige, og det er helt umenneskeligt, at de pårørende følelsesmæssigt skal belastes yderligere, hver gang en af de her dømte søger om prøveløsladelse,” siger Peter Skaarup.
Et spørgsmål om menneskesyn
En af de livstidsdømte, der har søgt om prøveløsladelse flere gange, er Seth Sethsen, der i 1986 blev idømt livstid for rovmordet på taxachauffør Kurt Gaarn-Larsen. Dengang var Seth Sethsen 30 år, i dag er han fyldt 66. I december sidste år fik han, efter flere år med afslag, medhold i Østre Landsret: Kriminalforsorgen skal nu iværksætte en plan og udarbejde rammer og retningslinjer for hans prøveløsladelse. Men Kriminalforsorgen bad Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære landsrettens afgørelse til Højesteret, og den bevilling har de netop fået. Så nu skal sagen tages op i Højesteret, og det er derfor igen uvist, om Seth Sethsen bliver prøveløsladt.
Torben Dyring Kledal var advokat for Seth Sethsen, da dennes sag om prøveløsladelse var i byretten, og han har i modsætning til Peter Skaarup meget svært ved at forstå rationalet i, at livstidsdømte skal sidde i fængsel i meget mere end de cirka 17 år, som i dag er gennemsnittet før prøveløsladelse. I 2012 var gennemsnittet cirka 15 år.
”Ser vi på de senere år, er der en tendens til, at livstidsdømte sidder flere år i fængsel end tidligere. Men hvilket formål tjener det? Selvfølgelig skal det udløse en meget lang fængselsstraf at slå et andet menneske ihjel, men der må også være en vis proportionalitet i straffens længde. Når en person har siddet inde mere end 30 år, så er det ude af proportioner, og man må på et tidspunkt sige, at nu har vedkommende betalt sin gæld. Nu må det være på tide at prøve at få vedkommende sluset ud i samfundet igen,” siger Torben Dyring Kledal.
Han er derfor meget uenig med Peter Skaarup (DF) i synet på, om livstid skal være med eller uden mulighed for prøveløsladelse.
”Muligheden for prøveløsladelse viser netop også et menneskesyn, hvor vi som samfund tror på den enkeltes mulighed for at forandre sig. For at blive et bedre menneske og for at angre sin skyld,” siger Torben Dyring Kledal.
Fængsel med hospice og kirkegård
To forskellige syn på livstidsdomme. Fra en politiker og en forsvarsadvokat. Og helt overordnet kan man ifølge Linda Kjær Minke, kriminolog og professor mso ved Syddansk Universitet, se de to holdninger som udtryk for forskellige syn på straf: Det ene handler primært om nytte, det andet om hævn eller retfærdighed.
”Når man overhovedet har en dom som livstid i Danmark, viser det, at vi er ’tough on crime’, at vi slår hårdt ned på kriminalitet,” siger hun og henviser til, at andre lande som for eksempel Norge helt har afskaffet livstidsdommen.
Blandt andet med begrundelsen, at ”den strider mod humanitetsforestillingen i samfundet i dag,” som det blev formuleret i 1981, da livstidsstraffen blev sløjfet i vores naboland.
”Men samtidig er det en livstidsdom med modifikationer, for vi har tilføjet en kattelem, som gør det muligt at blive prøveløsladt efter 12 år. Muligheden for prøveløsladelsen viser, at vi har en tro på, at mennesker kan ændre sig, og at det ikke er utænkeligt, at den dømte kan komme ud,” siger Linda Kjær Minke.
Hun ser dette som udtryk for en overordnet nyttetænkning, hvor man i første omgang tager hensyn til det omgivende samfund ved at spærre den dømte inde, ”så man beskytter andre mod forbryderen. Men det er også udtryk for nyttetænkning, at man tillægger den dømte muligheden for resocialisering. For på den måde vil personen også være til mere nytte for samfundet end ved at sidde inde,” siger Linda Kjær Minke.
At der i de senere år både ses en hyppigere brug af dommen og en tendens til, at de livstidsdømte sidder længere tid i fængsel, ”viser, at vi som samfund nok er blevet mindre risikovillige. Men også mere uforsonlige og hævnorienterede,” siger Linda Kjær Minke.
Og netop hævn er historisk og filosofisk set også et af formålene med straf i det hele taget.
”Det er det gamle princip med øje for øje og tand for tand. Og i nogle lande er dødsstraffen det ultimative udtryk for den tænkning, et liv for et liv. Men det er jo også den tanke, der ligger bag DF’s forslag om at gøre livstid til reel livstid uden mulighed for prøveløsladelse. For her er ingen plads til tro på menneskets mulighed for at forbedre sig, blive klogere eller få større selvindsigt,” siger Linda Kjær Minke.
Hun har i sin egen forskning blandt andet været på studieophold i en række fængsler i USA, hvor livstid netop betyder fængsel resten af livet.
”I Louisiana besøgte jeg et fængsel, hvor 80 procent af de indsatte var livstidsfanger uden mulighed for at blive prøveløsladt. Derfor rummede fængslet både plejehjem, hospice og kirkegård. Mange af de indsatte var blevet dømt som 16-17-årige for væbnet røveri og drab og havde været helt væk på stoffer, og nu sad de så som midaldrende mænd med grå stænk i håret, og det var tydeligt for enhver, at de ikke var farlige længere, men nogle helt andre mennesker i dag,” siger Linda Kjær Minke, der også oplevede, hvordan mange af de livstidsdømte tænkte på deres forbrydelse hver eneste dag – og angrede.
”Men det næstekærlige syn, som de hørte om hos fængselspræsterne, kunne være svært for dem at få øje på i det amerikanske straffesystem, og tilgivelse var der slet ikke mulighed for,” siger Linda Kjær Minke.
Hun kalder det en mere humanistisk orienteret straffepolitik, når livstidsdømte får mulighed for prøveløsladelse, ”for al forskning viser, at der er en stor social slagside hos flertallet af dem, der sidder bag lås og slå. Men i fængslet kommer mange af dem faktisk ud af eventuelle misbrugsproblemer, lige som flere af de dømte tager en uddannelse. De forandrer sig med andre ord,” siger Linda Kjær Minke.
Forskning, folkestemning og politik
I 1962 skrev daværende vicedirektør for det danske fængselsvæsen Axel Hye-Knudsen følgende om synet på livstidsstraffen i Danmark i et nordisk tidsskrift:
”Det er et fastslået princip inden for nutidens fangebehandling, at frihedsberøvelsen og det, der står i forbindelse hermed, i sig selv er straffen, og at det ikke er fængselsmyndighedernes opgave at føje yderligere straf til ved skærpede regler(…)” – og tilføjer:
”Fangebehandlingen skal tværtimod have et positivt sigte – man skal søge at gøre fangerne egnet til at vende tilbage til samfundet; man skal holde dem interesserede og gennem arbejde og undervisning og anden påvirkning dygtiggøre dem (…)”
Når vi i disse år ser politiske stramninger af livstidsdommen, og fra nogle et ønske om helt at fjerne muligheden for prøveløsladelse, kan det derfor virke som et reelt paradigmeskifte i synet på straffen.
”Det virker i hvert fald ikke, som om man fra politisk side er særligt interesseret i at søge belæg i forskningen for, hvad der rent faktisk virker i forhold til straf. For det er svært at finde dokumentation for, at livstid har en særlig gavnlig effekt,” siger professor i etik og retsfilosofi ved Roskilde Universitet Jesper Ryberg.
”Hvis vi tænker helt nytteorienteret på straf, eller utilitaristisk, må princippet vel være at straffe på den mildest mulige måde med den størst mulige effekt, og her har vi ingen forskningsdata, der viser, at fængsel i mere end 15 til 20 år generelt skulle have en særlig gavnlig eller præventiv effekt. Der er derfor meget få strafferetseksperter, der taler for en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse. Det skulle da kun være, hvis det rent faktisk ville være for farligt for den dømte at komme ud af fængslet på grund af folkestemningen,” siger Jesper Ryberg, der derfor tilføjer, ”at det ikke er en akademisk begrundet beslutning, hvis man fra politisk hold vil gøre livstidsdommen hårdere. Så er det nok nærmere, fordi det er et område, man kan vinde stemmer på.”
Seneste udspil i forhold til at øge brugen af livstidsdommen kommer fra Dansk Folkepartis nye leder, Morten Messerschmidt. Han foreslog kort før nytår, at det automatisk skal udløse en livstidsdom, altså minimum 12 års fængsel, hvis personer dømmes tredje gang for bandekriminalitet.
Mens eksperter som Linda Kjær Minke advarer mod forslaget og i stedet foreslår en større forebyggende indsats, lyder Morten Messerschmidts svar på kritikken i en artikel i Jyllands-Posten: ”Det er hævet over enhver tvivl, at hvis man sender folk i fængsel i 12 år, har det den åbenlyse effekt, at der går 12 år, inden de begår kriminalitet igen. Hvis man kommer fra et udgangspunkt, hvor alt skal løses på en socialpædagogisk måde, tror man jo ikke på hårdere straffe. Jeg har en anden tilgang til retssystemet.”