Puderne er bløde, og der er mange af dem, og så er der tændt levende lys. Her er rart. Fysioterapeut Pernille Thomsen viser ind i det, hun kalder venteværelset, men som nærmere har karakter af en hyggelig hule. Hverken puderne eller de levende lys er tilfældige. De børn og forældre, som kommer her, er i krise. Når de finder vej til Pernille Thomsens praksis, har de typisk siddet i flere venteværelser i håb om at møde en behandler, som kan hjælpe deres barn. At sidde trygt, blødt og skærmet, som man gør i Pernille Thomsens hule, bliver for mange et skridt mod et vendepunkt.
Den 54-årige socialpædiatriske fysioterapeut har i snart et årti arbejdet med de fysiske aspekter af børns mistrivsel. Hendes speciale er lindring af alarmerede nervesystemer. Der er venteliste til hendes praksis her på den ydmyge adresse i Bagsværd nord for København, og hun bruger stadig mere tid på at undervise og formidle. Senest har hun skrevet bogen ”Børns mentale sundhed. Når nervesystemet er på overarbejde”, som udkom på Gads Forlag tidligere i år.
De fleste børn i Danmark trives, men andelen af børn og unge, der mistrives, vokser. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 15 procent af danske børn og unge har været hos psykolog, inden de fylder 18 år. Pernille Thomsen møder børn med de diagnoser, medier med jævne mellemrum beretter om – fra adhd til autisme, fra skolevægring til stress. Og så er der gruppen af børn med ondt i maven uden en fysiologisk forklaring.
”Der er meget skyld forbundet med at være forældre til et barn, som ikke er i trivsel, og hvor man løbende modtager beskeder på Aula (kommunikationsplatform for skole og børnehaver, red.), fordi der er episoder i skolen. Både forældre og børn kæmper med skyld i forbindelse med mistrivsel. Hos mig handler det om at lære sit nervesystem at kende, få et sprog for det og finde frem til, hvad vi kan gøre for at lindre. Vi taler som samfund meget om mental sundhed og mindre om, at den mentale sundhed har en forankring i noget fysiologi.”
De svedige håndfladers lektie
Hvad vil det egentlig sige, at nervesystemet er på overarbejde? En tegner har lavet børnevenlige illustrationer af hjernen, som Pernille Thomsen har sat op på væggene i blandt andet venteværelset. Hun bruger ofte god tid på at give børn og voksne en indføring i, hvad hun på børnesprog omtaler som ”hjernen og dens beboere”. For som hun siger, er det vigtigt at kende nogle strukturer i hjernen, hvis man vil forstå, hvad der sker, når nervesystemet er overbelastet.
”I stedet for at tale om, hvad barnet kæmper med, prøver jeg at forklare, hvad vi ved, der sker i hjernen, når vi er pressede.”
Hun arbejder ud fra en biopsykosocial model, hvor man ser sygdom som et produkt af samspillet mellem menneskets biologiske, psykologiske og sociale omstændigheder. Det er hendes håb, at de børn, som kommer her, skal lære deres nervesystem at kende. Ofte forsøger hun først at vise forældrene, hvordan de mærker et belastet nervesystem i egen krop. I det hele taget fylder forældrene meget i Pernille Thomsens behandling.
”Forældre, som er i krise over, at deres barn mistrives, har typisk også alarmerede nervesystemer, men de er måske ikke klar over det. Jeg spørger for eksempel forældre, hvordan de har det, når de skal til et svært møde, og mange kan fortælle om hjertebanken og svedige håndflader. Det er vigtigt, at forældre bliver bevidste om deres eget nervesystem. For at forstå, hvordan et barn har det med et overbelastet nervesystem, så skal man forestille sig, at nervesystemet hele tiden bliver alarmeret – og til sidst, så kan man næsten ikke mere.”
Men hvorfor har så mange børn alarmerede nervesystemer? Det er et spørgsmål, Pernille Thomsen jævnligt bliver stillet. Her plejer hun ofte at fortælle, hvordan livet var i Klemensker på Bornholm, hvor hun voksede op i 1970'erne. Hun gik i en klasse med 18 til 20 elever og tilbragte de fleste eftermiddage i byens håndboldhal. Og om sommeren var hun sammen med vennerne ved friluftsbadet og fik nærmest grønt hår af klorvandet.
”Virkeligheden larmede ikke omkring mig. Nervesystemet reagerer på forandringer: Lyd, lys, luft og telefonen. Børn i dag er pressede på en helt anden måde. Forleden var her en pige, som lige skulle snappe (interagere på det sociale medie Snapchat, red.) færdig først. Det viste sig, at hun snappede omkring 2000 gange i løbet af en dag. En del kan ikke holde til det.”
Supermandssanser
Mange af de børn, Pernille Thomsen møder, har, hvad hun kalder supermandssanser. Det kunne være den dreng, som, når han kom hjem fra børnehave, tog en runde i hjemmet, hvor han slukkede for lyset og sørgede for, at der blev skruet ned for lyden på fjernsynet.
”Han oplevede, at verden larmede for voldsomt, og havde fundet sin egen måde til at skærme sig på. Men på et tidspunkt vil sådan en dreng kravle ind under sin dyne og nægte at gå i skole, fordi det er slidsomt at være i en skoleklasse med de her supermandssanser. Vi er alle født inden for, hvad man kalder et neurofysiologisk spektrum, og sanser forskelligt, men den forskellighed tager vi typisk ikke hensyn til. Jeg er ikke fortaler for, at vi skal pakke børnene ind, men det gør en stor forskel for forældre at vide, hvis ens barn har supermandssanser, og nogle børn vil have godt af, at vi reducerede forventningerne til, hvad barnet skal kunne overskue og rumme.”
Nogle gange leger hun en leg med børnene, hvor de forestiller sig, at Pernille Thomsen flyver hen over hverdagen. Hun flyver i en drone for at finde ud af, hvor det er, at nervesystemet tænder hos barnet. Er det lørdag formiddag hjemme på sofaen? Er det til fodbold? Er det om mandagen i skolen? Er der noget bestemt i skolen, der gør, at man får ondt i maven, ikke kan trække vejret, bliver svimmel eller får lyst til at løbe væk?
”Jeg kan spørge børnene, hvordan de har det, lige før de får lyst til at slå, råbe eller stikke af. Der er nogle, som fortæller om at have ild i ørerne, om hænder, som snurrer, eller at de føler, at de ikke kan få vejret. Når jeg spørger børn, om de har et sted på skolen, hvor de kan trække sig, så er der rigtig mange, som svarer nej. Toiletterne er typisk det eneste sted, hvor de kan være sig selv og få ro på et galoperende nervesystem.”
Søhestemad
I en kurv i venteværelset ligger hæklede gule søheste forsynet med sorte øjne. Nogle af børnene, som kommer her, synes, det er rart at sidde med en søhest mellem hænderne, men søhestene er her også, fordi de fortæller en historie om, hvordan man kan hjælpe børn med alarmerede nervesystemer.
De hæklede søheste repræsenterer hippocampus, der er græsk for søhest. Som man også kan se på planchen med hjernen i venteværelset, ligger hippocampus dybt i hjernen og er blandt andet involveret i læring, hukommelse og følelsesmæssig regulering. På samme kort man se amygdala, der er to mandelformede kerner, som virker som en røgalarm. Når noget opfattes som farligt, truende eller uoverskueligt, aktiveres amygdala. På kortet over hjernen er amygdala tegnet som en myg, og Pernille Thomsen omtaler den gerne som ”myggen”. Fælles for mange af de børn, som kommer her, er, at myggen er meget aktiv. Forældrene oplever myggen, når barnet får en kort lunte, og verden let vælter.
”Jeg taler en del om søhestemad med forældrene og børnene. Søhesten er superhelten i eventyret, men søhesten har en tendens til at skrumpe, når vi har det dårligt, så vi skal have den fodret, så den kan vokse sig stor. Søhestemad er alt det, som kan berolige et uroligt barnesind og dæmpe myggen.”
Søhestemad er hos Pernille Thomsen blandt andet leg og bevægelse. Fra venteværelset viser hun ind i en sal, hvor der er god plads til bevægelse. Her er sjippetove, Lego, legetøjsgeværer med tilhørende skumpatroner og bolde, der tit bliver brugt til stikbold.
”Fysisk aktivitet er afgørende for at få et mere velafbalanceret nervesystem, og børn har en iboende lyst til at bevæge sig, men mange børn bevæger sig langt fra nok, og de kommer ikke nok ud. En omgang stikbold frigiver nogle gode og glade signaler til hjernen, som er med til at af-bekymre barnesindet.”
Hun mener, at alarmerede nervesystemer kan forebygges, og opfordrer gerne forældre til, at de skal lege med deres børn 20 minutter dagligt på barnets præmisser – hvor pulsen kommer lidt op. Det kan være gamle skolegårdslege som at hoppe i elastik eller hinke, eller det kan være en tur på rulleskøjter.
”Vi har en generation af unge forældre nu, som ikke har leget særlig meget i skolegården, men når man leger med sit barn, så spejler I hinanden og arbejder med relationen og tilknytningen, og det indvirker positivt på nervesystemet hos alle børn.”
Ved siden af den store sal med plads til bevægelse er der et mindre rum med en briks. Når et barn har fået pulsen op gennem leg, tilbyder hun barnet at komme op på briksen. Måske anbringer hun en varmepude på maven, og barnet blive pakket ind i tæpper. Det handler alt sammen om at bringe et belastet nervesystemet i ro og fodre søhesten.