Fodboldfan: Når jeg hører nationalmelodien, er det, som om min afdøde far står ved siden af mig

Samtidig med at europamesterskaberne i fodbold går i gang, er kontinentet, der har været hårdt plaget af coronavirus, ved at lægge pandemien bag sig. Fællesskab og fest er på vej tilbage. Kristelig Dagblad har spurgt en mangeårig landholdsfan, hvad han taler om, når han ­taler om fodbold. For hvorfor overhovedet gå op i 22 mands sparken til en bold?

 55-årige Claus Amondsen er selvstændig og mangeårig DJ og eventmand. Han bor til dagligt i Rødovre med hans kone, som også glæder sig til EM-slutrunden – ”men også til den slutter igen,” som Claus Amondsen siger.
55-årige Claus Amondsen er selvstændig og mangeårig DJ og eventmand. Han bor til dagligt i Rødovre med hans kone, som også glæder sig til EM-slutrunden – ”men også til den slutter igen,” som Claus Amondsen siger. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix .

Når jeg lukker øjnene, kan jeg med ét ryge tilbage til kampen mod Italien i Idrætsparken i 1981. Vi vandt 3-1, men det er ikke så meget selve sejren og målene, jeg ser for mig. Det, jeg husker, er menneskehavet dækket i de rød-hvide farver. På det tidspunkt havde jeg været i Idrætsparken flere gange før, men det var, som om det var den her kamp, som fortryllede mig. Som om det var herfra, jeg vidste, at jeg fra nu ville følge landsholdet i tykt og tyndt. Jeg husker, hvordan min far og jeg – når pengene af og til var til det – drog af sted mod Fælledparken, hvor han købte os billetter til de billigste ståpladser, man kunne få nede på ”hockeybanen”. Fodbold var noget, vi havde sammen. Og der stod jeg så som en ung knægt med en sodavand i hånden ved siden af min far og sugede alt til mig. Farverne og alle sangene, og så det faktum, at folk krammede med alle, når der blev scoret. Noget jeg stadig insisterer på at gøre i dag. Jeg var solgt, og fra da af blev landsholdet en del af mig. Jeg måtte bare derind og se kampene.

Faktisk vil jeg næsten sige, at resultatet er underordnet. Selvfølgelig kan jeg være lidt ked af det efter et nederlag, men for mig er fodbold først og fremmest en fest og en hyldest til livet. Fodbold er tuba og trommer og fællesskab, og det var derfor, jeg meldte mig ind i det, der hed roliganfanklubben, som jeg senere blev formand for.

For mig symboliserede den danske roliganbevægelse alt, hvad fodbold står for: fred. Fodbold er mangfoldighedens møde mellem mennesker. Om du er direktør eller arbejdsløs. Brun, gul eller grøn. Når man står arm i arm på lægterne, er alle forskelle udvisket. Når vi er iført nationaltrøjen, er vi alle ens. Og i en tid, hvor vi ser splittelse, så er det vigtigt at have et sted, hvor alle samfundslag kommer. Samtidig begrænser mødet sig ikke kun til os selv som danskere. Landsholdsfodbold er også mødet mellem kulturer. Da Danmark spillede sin sidste testkamp mod Bosnien-Hercegovina før EM, stod jeg og talte med alle bosnierne efter kampen, og i dag har jeg bekendte i hele verden, som jeg har mødt gennem fodbold. Uanset om det er danske eller udenlandske fans, man møder, så er det mennesker, man aldrig havde mødt, hvis ikke fodbolden havde bragt os sammen.

Derfor gjorde det også lidt ondt i midten af 2010’erne. Vi havde i mange år mistet medlemmer i fanklubben, og jeg kan huske en kamp i silende regnvejr mod Nordirland i 2012. Der var vi kun 12.300 på stadion, og der var ingen stemning overhovedet. En af aviserne skrev en artikel med teksten: ”enlig roligan kæmpede en brav kamp”, og der troede jeg faktisk, det var mere eller mindre slut med landsholdsstemningen. Et par år senere så vi os nødsaget til at opløse roliganfanklubben. Men jeg tror også, at det var på det tidspunkt, det gik op for Dansk Boldspil-Union, at de måtte gøre noget, hvis kulturfællesskabet omkring landsholdet og stemningen skulle reddes. Så de satte alt ind og gentænkte oplevelsen, og det vilde er jo, at fanklubben i dag har flere end 20.000 medlemmer. Kulturen er blevet genrejst, og det gælder både unge og gamle fra alle egne af landet.

Jeg kan næsten ikke vente med at høre nationalmelodien i morgen. Musikken, der slår tonen an, for i næste øjeblik at stoppe, fordi vi rammer takten, og sangen sidder lige i skabet. For mig findes der ikke et smukkere og mere rørende øjeblik. Når jeg står der og hårene rejser sig, så tænker jeg på min gamle far, der slæbte mig med i Idrætsparken til så mange kampe. Han døde i 2016, men når jeg står der og synger nationalmelodien, så er det, som om han står ved siden af mig. Så mærker jeg ham og alle de oplevelser, vi har haft sammen.