Selvom fertilitetsbehandling i Danmark er på et højt fagligt niveau og gratis tilgængelig, er der alligevel - ifølge usikre tal - 2000 par, der hvert år intet håb ham om at få børn ved hjælp af behandling, og derfor kun har adoption eller benyttelse af en rugemoder som muligheder, hvis de vil have et barn. Men hvor mange af disse par har overhovedet lyst til at benytte sig af en såkaldt surrogatmor? Og hvad ved man om konsekvenserne for den kvinde, der bærer og føder et barn for andre?
Ikke meget, siger Malene Tanderup Sørensen, læge og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og Skive Fertilitetsklinik:
”Rugemoderskab er ekstremt underbelyst både i et dansk perspektiv og i den internationale forskningslitteratur. Det er svært at lave politik ud fra et område, hvor vi ikke ved ret meget.”
Det er ellers, hvad man agter at gøre på Christiansborg. Sidste torsdag besluttede et flertal i Folketinget at nedsætte en ekspertgruppe, der skal se på modeller for at gøre rugemoderskab lettere tilgængelig for danske barnløse.
Malene Tanderup Sørensen er på nippet til at gå i gang med Danmarks første ph.d.-projekt om rugemoderskab og kender den forskningslitteratur, der allerede er om emnet. Hendes viden er med andre ord top-aktuel.
I Danmark ved man end ikke, hvor mange børn født af rugemødre, der findes. Ligestillingsminister Trine Bramsen (S) refererer i et ministersvar til Ligestillingsudvalget tal fra den familiepolitiske forening Dare samt en privatpraktiserende advokat, der anslår, at det drejer sig omkring 200 fødsler årligt.
Malene Tanderup Sørensen vil i sin ph.d. lave både kvalitative interview og en spørgeskemaundersøgelse med permanent ufrivilligt barnløse for at afdække, hvad det reelle behov i Danmark er.
”Der er stor opmærksomhed om rugemoderskab, også i medierne. Men er det bare en niche? Har danske barnløse et stort ønske om denne form for hjælp, og hvordan stemmer rugemoderskab overens med deres moralske og etiske overvejelser?” siger hun om sine research-spørgsmål.
I USA, der er verdens største destination for barnløse, som ønsker barn ved hjælp fra en rugemoder, har forskning vist, at 1,9 procent af samtlige assisterede kunstige befrugtninger er befrugtninger af en rugemoder. I USA er det lovligt at betale en rugemoder for hendes ydelse.
I Holland, derimod, har man et offentligt tilbud, som gratis står for alle sundhedsydelser omkring en aftale om rugemoderskab. Et krav er dog, at man som barnløs selv skal finde sin rugemoder, og at hun ikke må modtage betaling. Dér har man kun fertilitetsbehandlet 50 rugemødre på 10 år.
Også England har en såkaldt altruistisk model for rugemoderskab. Men til forskel fra Holland, kan bureauer – igen uden betaling – hjælpe med at formidle kontakt til rugemødre, hvilket ikke er lovligt i Holland.
”Det er en enorm forskel på, hvor meget rugemødre benyttes, alt efter, om et land tillader betaling og annoncering eller ej. Jo klarere loven er, og jo lettere det er at finde en rugemoder, jo mere benytter man sig af det,” siger Malene Tanderup Sørensen.
Hun vil også undersøge, hvordan rugemoderskab påvirker sundhedspersonale, de forældre, som skal have barnet, og rugemødrene selv.
Ingen engel, ingen luder
Hvad angår rugemødrene, har hun tidligere lavet et studie blandt indiske rugemødre.
Kommercielle aftaler om rugemoderskab i lavindkomstlande er de mest kontroversielle, fordi risikoen for udnyttelse af kvinderne er stor, og Indien lukkede i 2015 af samme grund for, at udlændingene kan indgå aftaler om rugemoderskab i landet
Malene Tanderup Sørensen fandt, at penge er en afgørende faktor, hvad angår kvindernes valg.
”Kvinderne ville ikke gøre det, hvis det ikke var for pengene, men samtidig er der noget empowerment i handlingen. De gør det for deres egne børn og af pligt over for deres egen familie. ’Jeg er ikke en engel, jeg er ikke en luder, jeg er en perfekt arbejder-mor’, som sociologen Amrita Pande siger,” forklarer Malene Tanderup Sørensen.
Samtidig har hun og andre forskere iagttaget en spaltning i de indiske rugemødre: De afgrænser ”moder-rollen” ved ikke at forbinde sig følelsesmæssigt med fosteret.
”For mig lyder det som en psykologisk overlevelsesmekanisme. Det er måden, man kan være i det på, at man hele tiden holder sig for øje, at ’det er ikke mit barn’. Det er et vigtigt aspekt at få belyst mere,” siger hun.
Andre rugemødre er kvinder fra vestlige lande. Her er både kulturelle implikationer (vigtigst er, at indiske rugemødre stigmatiseres, fordi mange fejlagtigt tror, kvinden har haft sex for at blive gravid), og de økonomiske motiver er anderledes.
Et britisk studie viste, at 35 procent af de undersøgte rugemødre havde svært ved at give barnet fra sig efter fødslen, mens seks procent et år senere stadig oplevede at have negative følelser i forhold til at have afleveret barnet.
En stor svensk-finsk forskningsartikel samlede i 2015 op på den samlede forskningslitteratur. Også her var konklusionen, at nogle rugemødre har svært ved at give barnet fra sig, især hvis de har brugt deres eget æg.
”Men vi har endnu ikke set i studier, at der er en signifikant øget risiko for depression, og det er målestokken, når alt kommer til alt: Vi har endnu ikke evidens for, at rugemoderskab leder til psykiatriske diagnoser,” siger Malene Tanderup Sørensen.
Ud fra et medicinsk synspunkt synes graviditet, fødsel og efterfødselsforløb for en rugemoder heller ikke at være forbundet med flere risici end dem, man kender fra almindelig reagensglasbehandling.
”I spørgsmål om rugemoderskab taler én lejr typisk om tingsliggørelse og udnyttelse af kvinden. Den anden lejr mener, det er kvindens ret at bestemme over sin egen krop. Men der er nuancer i begge synspunkter, og måske skal vi lande midt imellem. Jeg drømmer først og fremmest om et bedre grundlag af viden, før man laver politik,” siger Malene Tanderup Sørensen.