Det bliver værre. Temperaturerne vil stige markant, nedbøren vil blive kraftigere, byer vil risikere at blive oversvømmet – og mennesket bærer en god portion af ansvaret.
Sådan lyder budskabet i FN’s klimapanel IPCC's rapport om klimaforandringer, som panelet har udgivet i tre dele i løbet af det seneste år. Denne sommer fik mange så en påmindelse om alvoren, da en historisk hedebølge skyllede ind over Europa.
Skove og marker blev et flammehav, og borgere i blandt andet Spanien og Frankrig måtte flygte fra deres hjem.
Samtidig fløj hundredtusinder danskere på sommerferie, selvom mange udmærket er klar over, at flyveturen til Nice eller New York ikke ligefrem er god for klimaet.
Og det kan føles forkert, når man så alligevel tager af sted. Faktisk har omtrent 40 procent af danskerne i varierende grad dårlig samvittighed, når de booker flybilletter, viste det hollandske flyselskab KLM’s undersøgelse fra 2019.
For nogle er det skamfuldt, måske endda syndefuldt, når man overtræder grænsen for, hvad man selv føler, man kan tillade sig, når det kommer til miljø og klima. Men kan man bruge skammen til noget?
En grundfølelse i alle
Flyskam, bilskam, kødskam og tøjskam. I dag er skam blevet efterled til en hel række ord, der knytter sig til forbrug – under samlebetegnelsen klimaskam.
Men for at forstå de begreber, skal der først gøres holdt ved grundfølelsen. Og skal det gøres helt kort og bogstaveligt, kan man definere skam som en følelse af at være forkert i andres øjne, forklarer Carsten Stage, som er professor på institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet og forfatter til tænkepausen "Skam".
"Det er en fundamental følelse af, at der er andre, som nedvurderer eller afslører en i at forbryde sig mod centrale værdier. At man svigter i at leve op til kulturelle idealer eller normer," siger han.
I praksis kan skammen udløses, når der er en uoverenstemmelse mellem det, man siger, man vil gøre, og det, man rent faktisk gør. Også kendt som dobbeltmoral eller hykleri.
Ikke langt fra skammen er følelsen af skyld, som så at sige er i samme "familie af negative selvfølelser", siger Carsten Stage.
"Skyld er forbundet med en handling, der har en mere direkte konsekvens. Det kan være, at man har skadet andre eller ødelagt noget, som andre sætter pris på. Man kommer ud af følelsen af skyld enten gennem en form for tilgivelse eller straf," siger han og påpeger, at skammen stikker dybere end det.
"Skylden handler om at begå en fejl, mens skammen er en dybereliggende følelse af, at man er en fejl på grund af for eksempel ens identitet eller personlighed."
Nye idealer vækker skam
Fordi klimaskam og alle dens afarter er relativt nye begreber, er der ikke meget forskning, som kan gøre os klogere på lige præcis dem, fortæller professor Carsten Stage. Og det gør det svært at sige, om det så også er klimaskam eller -skyld.
Men han kan godt genkende det i sig selv. For som akademiker er det næsten en selvfølge, at man skal ud at rejse og møde fagfæller på konferencer rundt omkring i verden.
"Jeg sidder i konstante forhandlinger med mig selv om, hvad jeg kan tillade mig. Skal vi bare lægge det hele om til Zoom-møder? Eller skal jeg beslutte, at jeg kun tager af sted to gange om året, og at det så bliver med tog? Man står spændt ud mellem gamle rutiner og nye forventninger," siger han.
Og det i sig selv – at tvivlen bliver vækket – kan være et signal om, at der overordnet set er sket et værdiskred inden for de seneste år, mener professoren.
Der er nye idealer for, hvordan vi skal opføre os i forhold til forbrug og klima. Nogle af de ting, som for 10 år siden blev betragtet som ret uproblematiske, bliver nu problematiserede.
"Det at købe staniol, flyve eller bruge meget vand er ikke noget, man ville sætte spørgsmålstegn ved i samme grad for 10-20 år siden," siger Carsten Stage.
Skammen er en livslang følgesvend, som kan være destruktiv eller tærende, pointerer professoren. Det er åbenlyst. Men i nogle tilfælde er det også en følelse, som kan udnyttes til det bedre.
Til at begynde med kan man forsøge at slutte fred med skammen. For det er en følelse, der, selvom den vækker ubehag, er et grundvilkår, mener Lars J. Sørensen, der som tidligere chefpsykolog på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland i mange år har beskæftiget sig med begrebet skam.
Og netop fordi skammen er så ubehagelig, kan man måske få den tanke, at man helst ville være den foruden. Men den har en vigtig, endda genial funktion, hvis man spørger psykologen.
"Den tvinger dig til at mærke efter, om du nu også er ved at tage den rigtige beslutning, og om du kan forene dig med den," siger han, som er forfatter til bogen "Skam – medfødt og tillært".
Carsten Stage er inde på det samme. Han kalder det et "samvittighedens øjeblik", hvor skammen kan tilskynde en til at gøre det, ens idealer fortæller, at man bør gøre.
"Det er foran computerskærmen, når du er ved at booke flybilletterne, at skamfølelsen eller den dårlige samvittighed træder frem. Allerede der kan mange nok mærke en følelse af, at noget nager, og det er i det øjeblik, man kan træffe en anden beslutning," siger han.
Professorens eksempel får et begreb, som har svensk oprindelse, på banen, nemlig "flygskam" eller på dansk flyskam. Begrebet fik for alvor luft under vingerne, da klimaaktivisten Greta Thunberg med en løftet pegefinger turnerede i 2019 i det, der blev verdens største klimademonstration.
Det gik ikke ubemærket hen i flybranchen. For samme år dykkede antallet af flyrejser nemlig. I juli i Sverige faldt antallet af flyrejser med 11 procent sammenlignet med 2018, hvilket fik flere iagttagere til at pege på klimaaktivismen som en medvirkende årsag.
Svenske medier skrev dengang om, at flyskammen voldte flyindustrien hovedbrud, og også aktører i branchen bekræftede, at der blev talt om "flygskam" i mødelokalerne.
Forskere har tidligere argumenteret for, at visse sociale bevægelser kredser sig om en fælles følelse af skam, og at den altså kollektivt kan virke mobiliserende. Om flyskammen så også kan forklare faldet af afgange i de svenske lufthavne, er vanskeligt at svare på.
"Men vi ved, at det er svært at ændre vaner individuelt. Så hvis man i et fællesskab bliver enige om et sæt normer, som fortæller, at det skamfuldt at flyve, så kan det måske ændre noget mere grundlæggende," siger Carsten Stage.
En anden mulighed er at forsøge at købe sig fri af en del af skammen ved at kaste 30 kroner efter en klimakompensation, når man alligevel sidder der foran computerskærmen og bestiller flybilletter til en solskinsø eller storby.
Flugten fra skammen
Ph.d. i etik og tidligere formand for Etisk Råd Jacob Birkler mener også, at skammen kan være en løftestang. Men klimaskammen bliver ikke altid omsat til handling, mener han.
Det største problem er, når man forsøger helt at undvige skammen ved at komme med undskyldninger for vores handlinger, fortæller han og giver et aktuelt eksempel:
"Jeg er lige kommet hjem fra ferie med min familie, og vi fløj. Men så kan jeg undskylde det eller få aflad ved at fortælle mig selv: ‘Når ja, men så har jeg købt en elbil, og så meget kød spiser vi jo heller ikke."
Og det er bare én type undskyldning, påpeger han. Pointen er, at der skal ske en erkendelse af skammen, og at man skal vriste sig fri fra undskyldningerne, før man skrider til handling. Hvis man forlader sig på undskyldningerne, vil man hurtigt opgive at gøre noget som helst – for så kan man billige de fleste klimauvenlige handlinger.
Konfrontationen med skammen sker hos den enkelte, og det samme gør retfærdiggørelsen af dobbeltmoralen. Men ligesom Carsten Stage fremhæver han vigtigheden af fællesskabet. For taler man med andre om skammen, vil det være nemmere at omsætte den til handling, mener Jacob Birkler.
"Det handler slet ikke om at udskamme, for hvis man får følelsen af skam, så er det jo, fordi man føler, at det er forkert, det, man gør. Så det er bedre at tale opbyggeligt om det og forholde sig til det, man rent faktisk kan ændre. Det kan for eksempel være at nedbringe kødforbruget," siger han og påpeger, at skam også kan være polariserende.
Og det er en af skyggesiderne. For skammen kan være polariserende på to måder. Nemlig når nogle udskammes for slet ikke at gøre noget for klimaets skyld, og når andres dobbeltmoral bliver påpeget, altså når de anklages for – med endnu et begreb af nyere dato – klimahykleri.
Frygten eller risikoen for at blive anklaget for dobbeltmoral har fået den konsekvens, at nogle virksomheder helt undlader at oplyse om grønne tiltag, det, der er blevet kaldt "greenhushing". Det påpeger Louise Kronstrand, som er privatpraktiserende psykolog.
"Det er her, klimakorrektheden viser sig. At man skal være i fuldstændig overensstemmelse med sine idealer og handlinger. Det gør, at man ikke åbner op for ærligheden af frygt for udskamning, og hvis det sker inde i en selv, så kan skammen være destruktiv," siger hun, som har arbejdet med bæredygtighedspsykologi de seneste år.
Hun har også selv oplevet noget lignende. For 15 år siden besluttede hun, at hun ikke længere ville spise kød. Men da hun en aften sad til en familiemiddag og holdt fingrene fra kødet, blev hun spurgt: "Jamen, du spiser jo fisk. Er det ikke dobbeltmoralsk?".
Og jo, det er det. Men det handler også om at være realistisk, mener Louise Kronstrand.
"Ellers sammenligner man sig med den 'korrekte' måde at leve klimavenligt på, og spørgsmålet er, om den overhovedet eksisterer? Det kan måske få nogle til at opgive på forhånd."