Før tog man skylden for klimaet personligt, nu er det en kollektiv kamp

I 2010’erne lod Jeppe Svan Sørensen klima-angsten gå indad. Men i dag er han del af den unge, kollektive modstand mod de ældre, som ikke “tog hånd om” fremtiden

Før tog man skylden for klimaet personligt, nu er det en kollektiv kamp
Foto: Ariel Storm.

Klimaaktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse Jeppe Svan Sørensen er født i 1994, og som mange af sine jævnaldrende voksede han op med en følelse af, at alt var muligt. Det var bare op til en selv, om man lykkedes.

“Fortællingen var, at alt nok skulle gå, hvis man fandt sig en uddannelse og et selvrealiserende job. Bagsiden var, at lykkedes det ikke, var det ens egen skyld, for man havde jo fået serveret mulighederne. Men så skete der et skifte mod slutningen af 2010'erne, hvor vi fik en kollektiv bevidsthed om klimaet. Det satte virkelig en dæmper på den fortælling, og vi blev skuffede og vrede."

Ligger der et generationsopgør i kortene?

"Sådan kan det godt føles. For det at blive klimabevidst har været en rejse i skuffelse over de ældre generationer. Det var en brat opvågning at finde ud af, at der ikke er blevet taget hånd om den fremtid, vi skal leve i. Og man godt se, at den generation, som er ved magten, står stærkt økonomisk, mens vi andre kommer til at leve i en fremtid med 200 millioner klimaflygtninge, civilt kollaps og krige. Det er skuffende, at folk, man troede man kunne stole på, har vist sig at sætte egne interesser først.

Hvad har tændt gnisten?

Det har klima og ulighed. Når vi hører, at vi har først 11, så otte og nu tre år tilbage til at holde os under 1,5 graders-målet, bliver man desperat og får et andet syn på autoritetsfigurer. Når fremtiden ikke bliver prioriteret, og gamle hvide mænd taler om, at vi skal huske økonomisk vækst, så vi rigtigt kan buldre ind i en fremtid, som er så sindssygt usikker, føles det som et kæmpe svigt. Mange i vores bevægelse deler teoretisk den holdning, at der skal en revolution til, men i praksis er der ikke mange, der tror på det. 

Så det bliver ikke et oprør som i 1968?

Ikke for at forklejne kulturkampen i 1968, men nogle gange virker det lidt, som om det handlede om at lade håret gro og gøre oprør mod forældre. For os handler det om at gøre op med hele det globaliserede samfund og hele den industri, som kører verden, så det er på den høje klinge. Vi-mødes-på-barrikaderne-retorikken har noget over sig i forhold til de analyser, vi begynder at have, men for os er det mere strategisk, altså hvilke sejre kan vi få inden for systemet.

Lod man tidligere klimabekymringen gå indad? 

Ja. Man tænkte meget på sit klimaaftryk og forbrugsmønster. Og de privilegier, man havde, var forbundet med en masse skyld og skam. For hvordan kunne man leve videre på det, man var blevet givet? 

Hvordan har du det med dine egne forældre?

Jeg voksede op i en dejlig familie i Sønderjylland, men at opdage, at det med global ulighed og krise var noget, jeg var blevet skånet for, var lidt af et chok. Og så bliver ens forældre nemt symbolet på det, der stod før. Det der kendetegner den forrige generation er, at de mener, det nok skal gå alt sammen.

Mange unge bruger skældsordet boomers (henviser til babyboomer-generationen født mellem 1946 og 1964, som man mener, er bedrevidende og privilegieblinde). Hvad tænker du om det?

Jeg har selv været slem til at bruge ordet. Og havde du spurgt mig for et år siden, ville jeg måske have svaret, at nu skal de gamle passe på. Men det er ikke sådan det skal være. Det er bare forfærdeligt, at dem, der sidder ved magten nu, er dem, der kommer til at opleve konsekvenserne allermindst. Så selvom ordet mest siges i sjov, ligger der da fjendskab i det. Men der er også en fjendtlig retorik den anden vej. Når vi lægger noget op på Facebook om klimaaktivisme, går der kun et øjeblik, før nogle skriver, at det er godt med jer, det er jo jer, der sviner, når der er Distortion (musikfestival, red.). Det er enormt nedgørende at reducere det hele til det.