Lørdag
Det er lørdag, men jeg har omdøbt dagene. Torsdag, hvor de russiske missilangreb begyndte, kalder jeg ”dag et”. Nu er det dag tre, og min mand og jeg har aftalt, at vi skal bruge dagen på at købe udstyr til at forsvare os. Helst vil vi købe skudsikre veste, hjelme og peberspray, men det er revet væk.
Min mand og jeg bor i Ivano-Frankivsk i det vestlige Ukraine. Den militære lufthavn ved byen blev ramt af missiler torsdag. Da jeg kørte på arbejde i torsdags, tog jeg den taske med, jeg længe har haft klar, med lidt tøj og de vigtigste dokumenter. Jeg tænkte, at det russiske angreb på den militære lufthavn skulle ses som en trussel, og at Putin ville stoppe der. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig det, som siden er sket.
I løbet af torsdagen holdt jeg tæt kontakt med min mand, Niels, og vi blev enige om, at vi skulle pakke lidt mere og forlade Ivano-Frankivsk og køre hjem til min mor, så vi kunne være samlet som familie. Hun bor 40 kilometer fra os i Kalush. Hos hende er der også god plads til vores hund.
Vi mødte mange tomme hylder i jagtbutikkerne, men vi fik købt nogle jernstænger og knive, så vi kan forsvare os selv og vores ejendom, hvis det skulle blive nødvendigt.
Min mor er enke og 74 år og har hjerteproblemer. Torsdagen var hård ved hendes helbred, og da sirenerne lød i dag, kunne jeg se, at krigen tager hårdt på hende. Sirenerne lyder flere gange, og vi sidder i en korridor i huset, som vi tror er det mest sikre sted at være. Da klokken bliver et, er der stille, og vi går til ro.
Søndag
Arbejde plejer at fylde meget i mit liv, og jeg er klart bedre ved en computer end ved et komfur. De sidste 15 år har jeg arbejdet i en dansk virksomhed, som har et datterselskab i Ukraine. Det var også her jeg mødte Niels, som jeg blev gift med for tre år siden. Vi har skabt vores egen lille familievirksomhed, hvor vi laver møbler i skandinavisk stil, hvor jeg også har arbejdet, så arbejde har fyldt virkelig meget i vores tilværelse. Det er dag fire, og jeg er stået tidligt op for at lave morgenmad til de venner, som har overnattet hos os i nat. Heldigvis har vi mad nok til lang tid. Det er to kvinder, et barn og en hund, som er flygtet fra en forstad til Kijev, hvor de boede i et nybygget hus. Nu er deres hjem ødelagt. De har to hunde. Den største af hundene har de måttet efterlade. De vil videre mod grænsen til Slovakiet .
Jeg prøver ikke at føle for meget. På krigens første dag var panikken udtalt, men jeg oplever, at vi er mange, som prøver at forholde os meget praktisk til det, som sker, og spørger: ”Hvad kan vi gøre for vores land?” Min bror stiller det samme spørgsmål. Han arbejder i Sverige og forsøger at komme tilbage til Ukraine. Han vil gerne hjælpe. Vi har familie i Danmark, men vi har ikke været i tvivl om, at vi ville blive her og kæmpe.
I dag skal jeg undervises i førstehjælp. Vi er knap 200 kvinder, som er samlet på stadion i byen. Temperaturen er lige under frysepunktet, men det er fint at være i det fri. Underviseren beder os overveje, om vi kan tåle at se blod. Hvis man ikke kan tåle at se blod, så er der så meget andet, man kan bidrage med i den her situation. Da jeg var barn, havde vi grise, og jeg var med til at slagte dem, så jeg ved, at jeg kan tåle at se blod.
Jeg møder gamle lærere og kammerater, som jeg ikke har set siden min skoletid her i Kalush. Flere andre er kommet tilbage for at være sammen med familien, tænker jeg, men vi taler ikke om det. Vi har fokus på at lære.
Mandag
Arbejdet skal stadig passes. Jeg hører nyheder i bilen på vej til kontoret. Jeg er stolt over den modstandsvilje, det ukrainske folk viser, og stolt over moralen hos vores soldater.
Virksomheden som jeg arbejder for har flere store svinefarme, og det er min opgave at koordinere med myndighederne i forbindelse med driften. Selv om hverdagen er helt forandret, så er der meget, som stadig fungerer.
Vi støtter hinanden som kollegaer. En af mine kollegaer, som er mor til et lille barn, er meget presset. Hendes mand skal i krig, og hun skal beslutte sig for, om hun vil blive med barnet, eller om de skal flygte. Vi taler om ikke at gå i panik, og hun beslutter, at de vil blive i første omgang.
Med krigen er det andre ting, som er blevet vigtige. Før befandt jeg mig i toppen af Maslows behovspyramide, men nu er vi nede i bunden, og sikkerhed er stort set det eneste, vi tænker på. Jeg kan ikke lade være med hele tiden at holde øje med nyhederne, og samtidig får jeg sms'er fra venner andre steder i landet, hvor situationen er mere kritisk.
Når man ser lidelse, kan man spørge, hvorfor. Men jeg har egentlig ikke haft brug for at spørge, hvorfor. Der er krig, fordi vi ukrainere ikke vil lade russerne tage vores land. Jeg er mere vred, end jeg er ked af det. Russerne beskriver os som et broderfolk, men det er et belastet søskendeforhold. Min far, som døde for nogle år siden, blev sendt til Sibirien med sin familie af russerne under Anden Verdenskrig. Han var 30 år, da han kom tilbage, og han forsømte ikke at fortælle om den ondskab, han mødte i de år.
Der er fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine, og vi er mange, som frygter, at det vil blive en slem aften med mange sirener, men det bliver faktisk en rolig aften og nat.
Tirsdag
Gaderne i byen er stort set tomme. Skolebørnene er sendt hjem, og der er indrettet et logi til flygtninge på skolen. Vi er blevet opfordret til ikke at tage flygtninge ind i vores hjem af hensyn til sikkerheden. Jeg kører forbi skolen med en donation af dagligvarer og håndkøbsmedicin.
Niels og jeg har besluttet, at vi gerne vil lære at skyde. I dag er vi til den første træning, hvor vi bliver undervist af en militærmand. Vi er en stor flok af primært kvinder og nogle store drenge. Jeg vil tro, at de yngste er 13 eller 14 år. Underviseren siger, at vi skal vide, at vi ikke skyder for at true, men at vi skyder for at dræbe. Og så forklarer han, hvor vi skal ramme. Han siger flere gange, at vi skal lære at tænke anderledes. Han har ret. Jeg havde aldrig set for mig, at jeg skulle lære at betjene en kalashnikov, men jeg er glad for, at jeg har meldt mig. Vi skal beskytte vores huse og vores land. Vi må alle gøre, hvad vi kan, i den her situation, og jeg vil gerne kunne fungere som soldat.
Min mand har nok at se til. Han forsøger at organisere hjelme, skudsikre veste, førstehjælpskasser og radiostationer og bruger sit danske netværk. Hjælpsomheden fra omverdenen er stor, og nu sidder han og forsøger at få styr på papirarbejdet. Jeg har lovet at hjælpe ham i morgen.
Onsdag
Sammen med Niels tager jeg igen til skydetræning. Da jeg tirsdag for første gang skulle fylde patronerne i hylstret, syntes jeg, det var ret svært. Jeg kan mærke, at det går lettere i dag, og jeg er glad for, at jeg har besluttet at ville lære at skyde. Da vi er hjemme fra træningen, sidder jeg ved min computer, holder møder og forsøger at koordinere støtte til flygtningene. Vi er mange, som hjælper hinanden og står sammen. Det er godt at mærke.
Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.