Folk siger, at min far ikke taler særlig meget. Men der er noget, de har misforstået

Nogle vil måske tro, at det uden ord kan være svært at være nærværende for hinanden, når man bor i hver sin ende af landet. Men det er det ikke, skriver Simone Nilsson i klummen Fodnoter fra livet

Illustration: Simone Nilsson
Illustration: Simone Nilsson.

Så sad jeg der igen. Med en flaske hvidvin i armene, som havde stået åben for længe i køleskabet og var blevet temmelig slatten, men som var det eneste alkohol, jeg havde at støtte mig til, mens jeg skrålede med på Annika Aakjærs linjer: “jeg ved ikk’, hvem jeg er, hvis jeg ikk’ må elsk’ dig mer’” og på en anden sang af amerikanske Taylor Swift: “JEG KAN GÅ LIGE HVORHEN, JEG VIL, UNDTAGEN HJEM”. Således opløftet. Men bare rolig. Det er ikke dét, den her tekst skal handle om. Den skal i stedet handle om den sms, jeg fik, mens jeg sad der. Og om beskedens afsender.

Folk ynder at beskrive min far som “en mand af få ord”. Det er da også rigtigt observeret, at hvor min mor og jeg kan tale hinandens ører af og optage hinandens telefonlinjer i flere timer, foretrækker min far korte sms’er:  “næ”, “ja”, “ok”, “flot”. Hvis folk i hans nærvær begynder at hæve stemmen, så lytter han og siger “mhm”. Hvis de farer i affekt, er hans bedste svar ofte at rejse sig og gå, og af ham har jeg lært betydningen af den gamle sætning: du skal vælge dine kampe med omhu. Og af Piet Heins: En ideolog kan forsvare en sag så stærkt, at enhver kan forstå den er svag.

Denne artikel er en del af en serie:
Fodnoter fra livet
Gå til seriesiden

Nogle vil måske tro, at det uden ord kan være svært at være nærværende for hinanden, når man bor i hver sin ende af landet. Men det er det ikke. Min far og jeg har for eksempel fælles spillelister på musiktjenesten Spotify, hvor vi kan dele, spille og sende musik til hinanden. Det gør vi tit, nogle gange flere sange om dagen, og gerne noget som den amerikanske country-pop industri har produceret, for min far har for længst opdaget min forkærlighed til genren, og han bruger gerne lang tid på at gå på opdagelse for at finde nye, gode kunstnere, der synger om whiskey i neonskiltenes skær og om at smide uduelige mænd væk fra deres “front porch”.

Og nu tilbage til min lettere patetiske aften med den slatne hvidvin og sørgelige sange. Jeg havde ikke talt med mine forældre om hvilken type dag, jeg havde. Men mens jeg sad der, fik jeg en besked fra min far, som ikke indeholdt ord. Den indeholdt i stedet en sang med titlen “Get drunk and cry”- Drik dig fuld og græd. I sangen synger den amerikanske Ruthie Collins i bedste country-pop-ballade stil om at låse sig inde på sit badeværelse med en flaske vin, og om at hun nok skal klare sig alligevel i sidste ende. Jeg ved ikke, om min far gennem vores musiktjeneste havde lagt mærke til, hvilke sange jeg havde lagt på spillelisten den aften, eller om han bare tilfældigvis og ved et lykketræf hørte denne sang og tænkte på mig i netop dét øjeblik, for jeg spurgte ham ikke. I stedet satte jeg min telefon til at spille sangen på repeat, rejste mig op, hældte den slatne vin ud i vasken, og begyndte at gøre min lejlighed ren, mens Ruthie Collins sang videre. Sangen lyder måske ikke som om, den kan frembringe den store motivation, men det kunne til gengæld følelsen af at blive hørt og forstået uden at have sagt noget højt.

Min far blokerer ikke telefonlinjerne, men når han taler, siger han:

“Har du sendt din cykel til syn?”

“Kan du holde varmen?”

“Får du nok at spise?”

“Du burde virkelig få synet din cykel.”

“Er din varmeregning steget?”

“Få nu strammet skruerne i den cykel.”

Forrige gang, jeg var hjemme og besøge mine forældre, havde jeg på vejen derhen skrevet til min far, at jeg var "helt vild" med en sang, han havde sendt mig for nogle uger siden. Da jeg senere trådte ind i mine forældres hus og råbte “hej” i retning af køkkenet, hvor de alle sad, kunne jeg høre tonerne af præcis dén sang komme fra højtalerne. Lavt og nemt at gå glip af, hvis ikke jeg kendte den så godt, fordi jeg havde hørt den uafbrudt i flere dage. Mine forældres kælder er altid fyldt op med den sodavand, jeg kan lide, og i køkkenskabet står der altid en ekstra pakke af den morgenmad, jeg foretrækker, selvom vi aldrig har talt om det.

Et år, da jeg var barn, indførte min mor et stop af indkøb af bøger, fordi hun mente, at mine læsevaner havde taget overhånd og afholdt mig fra at lege med de andre som et normalt barn. Samme år lå C.S. Lewis’ samlede værker til mig under juletræet uden afsender på til både min og min mors overraskelse. Sidst min lillebror begyndte at tale om en eller anden obskur lego-dims, som han ikke kunne leve uden, rejste min far hele Danmark rundt for at finde det eneste eksemplar af førnævnte lego-dims. 

Listen er uendelig. 

De, der siger, at min far ikke taler meget, tager fejl. Jeg kender ingen, der mere højlydt end ham og på så mange forskellige måder kan fortælle, at de elsker nogen. Min far siger noget hele tiden. Det er de andre, der aldrig har lært at høre efter.

Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.