”Jeg læste lige forordet til din bog. Det var virkelig fedt!”, siger Kristeligt Dagblads fotograf til Amalie Langballe.
Fotografen skal tage billeder af forfatteren, inden hun skal interviewes, og fotografen har ét ærinde: På få minutter at skabe en lille forbindelse mellem de to, så Amalie Langballe slapper af og viser noget af sig selv til linsen. Det er egentlig almindelig praksis, men det er forfatterens respons på rosen ikke.
”Jaeh... ikke så meget for mig,” svarer hun og kigger frem for sig.
I forordet til Amalie Langballes nye bog, ”Forsøg udi håb – hvad præster ved om kaos”, skriver hun både om sin mors død, indsættelsen af Donald Trump, om, at hendes kæreste lige er gået fra hende, og om klimaforandringerne. Det er det, hun ikke synes er ”fedt”. Og det er det, der er årsagen til, at hun mener, det ikke er oplagt for hende at skrive om håb. Som at sætte Æsel fra Peter Plys til at skrive en selvhjælpsbog. Men det er det, hun har gjort.
Efter omtrent fem minutter i den lille fremlejede lejlighed på Amager ved København står det klart, at fotografen ikke kommer til at få samtalen til at fungere. Den ene bemærkning efter den anden falder til jorden. Hvis det omvendt lykkes for journalisten, skal det her interview handle om, hvad Amalie Langballe har lært om håb efter på det nærmeste at have modtaget sjælesorg fra ni forskellige præster fra Ærø til Aalborg. Og om, hvorfor en pessimist godt kan være håbefuld.
Amalie Langballe er 29 år. I 2019 fik hun Bogforums debutantpris for den autofiktive roman ”Forsvindingsnumre”, der handlede om at miste en elsket kræftsyg mor. Og som Kristeligt Dagblads anmelder beskrev det, handlede den om et ”tab, der med dæmonisk dominoeffekt afføder en stribe andre tab; tabet af sig selv, af ens konkrete ansigt, af virkelighedsfornemmelsen, forbindelsen – til mennesker, fugle og meningen med det hele.”
Amalie Langballe anmelder i dag bøger for Weekendavisen og er i øjeblikket ansat i et vikariat som redaktør på Politikens Forlag, og så har hun spiddet menneskelivet gennem klummer i diverse medier om eget liv – blandt andet om at være steriliseret og vide, at parforholdet har en slutdato på grund af hendes ønske om ikke at få børn. Hun har også skrevet om sex, om overgreb, om sorg. I sin nye samtalebog skriver hun, at den er et forsøg på at kontrollere kaos. Og så:
”Jeg tror, at hvis jeg kan finde den rigtige måde at tænke på det uhyggelige på, vil det uhyggelige gå væk.”
Man kunne tro, at det uhyggelige var, at hendes mor døde alt for tidligt. Det kunne også være uhyggeligt, at hendes kæreste for nylig har forladt hende, og hun er ved at vænne sig til igen at sove alene om natten. Men selvom det er forfærdeligt, så er det ikke det, der er det uhygge-lige. Det uhyggelige er, at hun ikke synes, hun kan følge med verden.
”Jeg har grundlæggende en følelse af, at verden går hurtigere, end jeg kan følge med. Det er måske et mærkeligt eksempel, men tag nu Israel-Palæstina-konflikten. Jeg var dybt forundret over, hvordan alle omkring mig kunne forme en holdning til den konflikt på en halv dag. Jeg har boet i Israel og rejst i Palæstina og brugt år på at tænke over den konflikt, og jeg er ikke nået frem til noget som helst,” siger hun og fortsætter:
”Det virker, som om alle andre er bedre til at håndtere verden end mig. Du kan tage enhver nyhedshistorie, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg mener om den. Og du kan præsentere mig for et hvilket som helst menneske, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg mener om det. Sådan tror jeg ikke, jeg havde det for nogle år siden.”
Hvad er der sket?
”Mit postulat i bogen er, at verden bare er blevet mere underlig. Men jeg er med på, at det nok er en universel måde for sådan en som mig at være i verden på. Jeg kunne nok være født i 1850 og have samme oplevelse.”
Er det så uden for dig eller inden i dig, den er gal?
”Det ved jeg ikke. Jeg har en klar oplevelse af, at det er verden, den er gal med, men jeg ved jo godt, at det ikke kan forholde sig sådan. For jeg ved jo godt, at mange ting kun bliver bedre.”
I bogen beskriver Amalie Langballe, hvordan hun sommetider drømmer, at verden går under som følge af klimaforandringerne:
”Jeg har drømme, hvor verden går under. Det starter med en nattehimmel, der sprættes åben af et orange lys, og ud af dette hul i himlen flyder lavaagtige masser. Jeg vågner, før det rammer mig,” skriver hun. Og så siger hun:
”Jeg har intet forhold til den bibelske dommedag – den dommedag, hvor nogen skal beslutte sig for, om jeg var god eller dårlig. Jeg er ikke bange for verdens ende, men jeg er bange for min verdens ende. Det er lidt ligesom Stefan Zweig (østrigsk, jødisk forfatter 1881-1942, red.), der begik selvmord under Anden Verdenskrig, fordi han frygtede, at nazisterne ville vinde. Han var færdig med verden, ikke? Det er sådan noget, jeg er bange for. Eller nej. Jeg er ikke bange for at få nogen til at tage gift sammen med mig i Brasilien, ligesom han gjorde, men jeg er bange for den der fornemmelse af, at verden er løbet af sted, og den ikke længere er min. Det er jo det, hans erindringer, ’Verden af i går’, handler om. Det er nostalgi, dybest set.”
Er der også nostalgi i dit blik på verden af i dag?
”Nej, ikke på en systematisk måde. Når man som jeg har mistet, er man nostalgiker i sit eget liv. For der var i hvert fald noget, der var bedre før. Men jeg tror ikke, jeg er det på verdens vegne.”
Det er mere det med hastigheden. Hun drømmer om at kunne slå det kalejdoskop, hun ser på verden som, i stykker, så hun kan få tid til at kigge ordentligt på billedet og tage stilling til det. På trods af aldrig at have haft synsvanskeligheder drømmer hun sommetider om natten, at hun ikke kan se skarpt og fokusere på det, der sker omkring hende.
Amalie Langballe er vokset op i Stenstrup på Sydfyn. Moderen var diakon, men det var nu ikke et udpræget kristent hjem. Hendes kirkelige tilhørsforhold fik hun først, da hun som gymnasieelev og medlem af Konservativ Ungdom begyndte at følges med en veninde fra ungdomspartiet, der gik i kirke. Hun gør det stadig, Amalie Langballe, måske seks gange om året, og det er nok mere end de fleste. Hun ser sig selv som troende, selvom hun endnu ikke har ord at sætte på sit gudsforhold.
Sognepræst Martin Ishøy fra Sankt Jørgensbjerg Kirke i Roskilde er en af de ni, som Amalie Langballe taler med i bogen, og han siger blandt andet, at han ikke er optimistisk, men håbefuld. Han siger også, at det kristne håb ”er Jesus Kristus på korset. For det betyder, at Gud ikke forlader os – ikke engang i vores død.”
Amalie Langballe spørger sig selv i bogen, hvorfor håbet undslipper hende. Hun leder efter det gennem samtalerne, og i den sidste samtale, med sognepræst Hanne Houkjær fra Risskov Kirke, nærmer hun sig en fornemmelse af, at håbet ikke kan villes eller vælges. Præsten siger nemlig:
”Håbet er lagt i os som et åndedræt, men det er også noget, der viser sig for os. Ikke fordi vi kalder på det. Du kan ikke fremmane et håb, men det griber dig på en eller anden måde, når du mindst venter det. Lige præcis dét kan ikke kontrolleres.”
Amalie Langballe kommer nu i tanker om en gang, hun selv blev ramt af håb på den måde. Hun boede i Berlin med sin daværende kæreste, det har været i den seneste vinter, for der var sne. Det var en weekend, hvor hun var ude af sig selv. Hun frygtede at miste det, hun havde. De havde været ude at se en park med sovjetisk kunst, og hun var kommet hjem og havde betragtet et egern i gården, som pilede op og ned ad et træ.
”Så gik det op for mig, at det nok skulle gå. Jeg havde ikke opdaget, at mit mindset var skiftet, men det var det. Jeg elsker at anmelde og skrive, men jeg går mere op i at registrere. Det gik op for mig, at min opgave i verden er at registrere skønhed. Ikke nødvendigvis skrive det ned, men erfare det. Den der tanke om, at med mindre nogle prikkede øjnene ud på mig eller fangede mig i et tomt rum, så kunne ingen tage den evne fra mig. Det gav mig et ret stort håb.”
Det var egentlig mærkeligt, for Amalie Langballe tænker om sig selv, at hun er pessimist. Hun finder fejl og forudser ulykker.
Samtalen med førnævnte Hanne Houkjær fortsatte i syv timer, de kunne ikke finde ud af at bryde op. Amalie Langballe fortæller, at præsten på et tidspunkt sagde noget i retning af:
”Men du er jo håbefuld i det, du gør.”
”Og det kunne jeg egentlig godt se. Jeg flyttede til Berlin med en kæreste, jeg vidste ville forlade mig på et tidspunkt, fordi jeg ikke vil have børn. Jeg satte ham fri for hans bedste, ikke mit eget. Jeg ved ikke, hvor jeg skal bo til september, men det bekymrer mig ikke. Jeg kan godt se, at jeg egentlig er velsignet med en rimelig stor portion ’det skal nok gå’. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det kommer til at gå godt, men jeg er ikke bange for, at jeg ikke kan udholde det.”
Bingo. Der kom svaret på, hvad håb er for pessimisten Amalie Langballe. Måske var det samme på færde, da hun tog imod sine gæster et par timer tidligere. Måske var hun ikke bekymret eller afvisende. Måske havde hun bare tillid til, at det nok skulle gå, også hvis det her interview ikke gik godt. For det kan hun godt holde ud.
Læs uddrag af ”Forsøg udi håb – hvad præster ved om kaos”.