Da vi var små, skulle jeg tit tage mig af min lillebror, som er svært udviklingshæmmet. Når jeg skulle til basketball-træning, insisterede min far på, at jeg skulle tage ham med, så han ikke bare sad derhjemme. Dengang gjorde jeg det bare uden rigtig at tænke over, hvordan jeg egentlig havde det med det, og fordi jeg følte, at det var min pligt.
Siden barndommen har vi set hinanden meget ofte. Vi har mødtes til jul og i de fleste ferier, men vi har også været sammen nærmest hver anden weekend, hvor vi har mødtes ved vores mor, og jeg har taget ham med ud på basketball-banen.
Det var først, da jeg for et par år siden begyndte at dedikere en større del af mit liv til at skrive digte, at jeg kunne genbesøge minderne med ham og mærke, at jeg som barn virkelig har hadet, at jeg skulle tage ham med til basketball-træning. At jeg allermest havde lyst til at tage afsted alene.
Men i mange år har jeg tænkt: Jeg har en handicappet bror, som ikke selv har indhold nok i sit liv, og derfor kan jeg måske gøre hans liv bedre ved at være sammen med ham. På det sidste har jeg kunnet skabe mere afstand mellem os. Og det har været nødvendigt. Fordi mit forhold til ham har været styret af en følelse af pligt, har vores forhold været en smule uoprigtigt. For jeg kan mærke, at jeg nu helt inderligt glæder mig til at se ham, når han besøger mig.
Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det ikke har været muligt for mig at tale om de her ting før. Det kan være, at jeg slet ikke har set samtalen som en egentlig mulighed. Men fordi jeg har skrevet om den smerte, der har været forbundet med det, har jeg endelig fået et sprog til at tale om det.
Det kan godt være, at jeg ikke ser ham lige så ofte, og at vi ikke mødes til basketball, lige så tit som vi gjorde før - men nu kan jeg mærke, at jeg faktisk elsker min bror. Og jeg kan mærke et broderskab mellem os, jeg ikke har kunnet mærke før.