Klikkelik. Det var den distinkte lyd af gardinringene, som løb hen over stangen, når barnepigen, Helvig Nielsen, trak gardinerne fra til værelset på Amalienborg, hvor prinsesse Margrethe sov. Her var to sæt gardiner. De mørke stofgardiner og bag dem mørklægningsgardinerne. Når barnepigen havde trukket gardinerne fra og sagt godmorgen, så blev det dag for prinsessen. Lidt senere fik prinsessen serveret morgenmad i legeværelset: Øllebrød med lidt mælk på, og ofte var der rørt en æggesnaps ud i grøden, som også var tilsat leverkoncentrat. Lørdage og søndage blev øllebrøden skiftet ud med havregrød.
Klikkelik-lyden af de to sæt gardiner er en af et sansende barn af Besættelsens første erindringer og indgår i den digre erindringsbog om Dronningens formative år, ”Undervejs. Erindringer 1940 – 1972. Dronning Margrethe fortæller til Tom Buk-Swienty”. Bogen udkommer tirsdag den 26. oktober på Politikens Forlag som optakt til fejringen af Dronningens 50-års regentjubilæum i januar. Som det fremgår af undertitlen, er bogen skrevet af historikeren Tom Buk-Swienty.
I stedet for at se på de 50 år som regent har Tom Buk-Swienty behandlet tiden, før Dronningen besteg tronen. Han har stræbt efter at gå med regenten ind i hjernens fjernlager via hukommelsens krinkelkroge, hvor nyt kan dukke op under anden eller tredje samtale, som han skriver i forordet. Det er sket gennem 14 lange interviews. Coronanedlukningen betød, at der var usædvanlig god plads i regentens kalender, og der blev fundet tid til samtalerne, som har fundet sted primært på Fredensborg Slot i Nordsjælland.
Som journalist har historikeren Tom Buk-Swienty interviewet Dronningen en gang, og i 2015 mødtes de, da han modtog Rungstedlundprisen for familie-krøniken om Dinesen-slægten. Dronningen er protektor for Rungstedlundfonden, og da Tom Buk-Swienty havde modtaget prisen, havde han en samtale med Dronningen ved den efterfølgende fejring. Han husker særligt to ting fra samtalen.
Han fortalte dronning Margrethe om den bog om Karen Blixen, han vidste, han ville tage fat på, og sagde, at han var betænkelig ved, hvordan de mange belæste Blixen-eksperter måske ville være kritiske. Han husker, at Dronningen sagde:
”Åh, alle disse klogeåger. Dem skal De ikke tage dem af.”
De ord har Tom Buk-Swienty siden ofte tænkt tilbage på. Den dag på Rungstedslund, hvor han havde fået overrakt prisen, talte de også om historie, og han spurgte Dronningen, om hun mon førte dagbog? Og nej, det gjorde hun ikke. Tom Buk-Swienty sagde:
”Ej, det er da en skam. De skal da næsten efterlade noget til eftertiden.”
Også de ord har Tom Buk-Swienty tænkt en del på de sidste to år, mens bogen ”Undervejs” er blevet til. Når han ser tilbage på de sammenlagt 37 timers interview med Dronningen, oplever han, at hun har givet noget videre også til eftertiden. I samtalen udfoldede hun en livsrejse, som den har taget sig ud for et nysgerrigt, søgende og sanseligt menneske, der både er genert og blufærdigt, men som samtidig er en begavet fortæller med et levende sprog.
”I mit forfatterskab er jeg optaget af de formative år. Vi var længe om at lande på en titel til bogen, men min egen arbejdstitel var engelsk og lød ’A queen in the making’”.
I forordet formulerer Tom Buk-Swienty det således:
”Hvem var den unge kvinde, som i sørgedragt en frysende kold dag i januar 1972 trådte ud på balkonen på Christiansborg Slot for at blive udråbt til Danmarks næste regent? Det er spørgsmålet, ’Undervejs’ søger at besvare fortalt med Dronningens egne ord, og som Dronningen selv har oplevet og husker det. Hvad var vejen til tronbestigelsen for den 31-årige kvinde?”
Et særligt bolsje
Da Dronningen og historikeren mødtes til den første samtale, spurgte Tom Buk-Swienty Dronningen, hvad hendes første erindring var.
”Jeg mødte en dronning, der mentalt er i storform, og som var parat til at fortælle. En af mine vigtigste opgaver har været at være stille og lytte. Hun har virkelig fokus, når hun fortæller.”
Dronningen husker selv oplevelser fra sin tidligste barndom. I bogen deler hun beskrivelser, fra hun er to år, som da hun fortæller om legeværelset, hvor der var to dukker og to bamser. Hun foretrak bamserne frem for dukkerne, for hun syntes, det var besværligt at klæde dukkerne på. Og bamserne blev opkaldt efter Peter Plys og Ninka Ninus. H.C. Andersen og A.A. Milne var prinsessens første yndlingsforfattere.
Hun husker, hvad der var i madkassen i skoleårene. Hun var ikke glad for leverpostejmadder og da slet ikke, hvis der kom rødbeder på, men det værste var agurk på rugbrød. Og når familien sejlede med Storebæltsfærgen og sad i kongesalonen, spiste de medbragt mad. Dronningen husker endnu navnet på termobeholderne med maden. Der stod ”Rita” på dem.
Men stemmer erindringerne fra barneårene? Nogle gange har Dronningen selv været i tvivl som episoden, hvor hun som femårig spurgte sin far, om hun måtte byde et bolsje til en af frihedskæmperne, som stod iført cottoncoat ved Amalienborg i de glade majdage i 1945. Hvert år fik hendes far en dåse Sømodsbolsjer fra den gamle bolsjefabrik, og hun ville gerne give et til en af frihedskæmperne. Når hun siden fortalte om det, var der ingen i familien, som kunne huske det.
I 1966 rejste den unge tronfølger rundt i Latinamerika, og hun kom til Uruguay og i Montevideo, og der blev afholdt reception for lokale danskere. Her kom en mand og spurgte, om hun genkendte ham. Det viste sig, at han havde gået vagt den dag 21 år tidligere ved palæet, hvor prinsesse Margrethe var kommet med faderens bolsjedåse.
I samtalerne tegner hun et billede af et trygt barndomsunivers med en mor og far, som med nænsomhed skolede datteren.
”Vi piger kom naturligvis fra et på så mange måder usædvanligt hjem, men samtidig sørgede mine forældre for at undgå, at det skulle blive betonet for meget, og i den forstand havde vi lært, at vi ikke var videre specielle.”
Kronprinsesse Ingrid fremstår som den omhyggelige og nytænkende mor, som blandt andet sørgede for, at der blev indrettet børnehave på Amalienborg og senere skolestue samme sted med syv elever. Den dag, hvor Dronningen og historikeren talte om skoletiden, havde Tom Buk-Swienty medbragt fotografier fra skolestuen på Amalienborg. Og Dronningen satte sig med en pen og noterede navnene på pigerne i klassen. En god del af børnene fra børnehaven fulgte med i lilleskolen, og de kom siden til at gå i samme klasse, da Dronningen i 4. klasse kom til N. Zahles Skole, hvor skolegangen fortsatte.
Vi kan roligt fortsætte
I klassen respekterede kammeraterne Dronningens blufærdighed, og der blev ikke talt om hendes særlige status, men så var der rektor Friis. I en religionstime med rektor Friis havde klassen talt om, at de første kvinder var blevet præster. Eleverne syntes, det var noget underligt noget, og så henvendte rektor Friis sig til Dronningen, som tydeligt husker episoden.
”Jamen, hvad med dig, prinsesse Margrethe? Du skal jo være dronning?”
Det reagerede Dronningen på ved at storme ud og, med egne ord, tude, i frakkerne. Der har også været megen bevægelse i samtalerne. Ikke mindst, når de har talt om forholdet til faderen og den tillid, han havde til sin ældste datters evner. Hun fortæller også, at faderen i en del år havde et alkoholproblem. Hun bemærkede ikke rigtig misbruget som barn, og det var ikke noget, der blev talt om før mange år senere, men hun fortæller, at hendes mor var en støtte, da han skulle på ret køl. Efterfølgende holdt han sig fra alkohol.
”Det er ikke et emne, jeg bryder mig om at trampe rundt i,” siger hun i bogen.
Der har været sat to timer af til hver samtale, og når de havde talt sammen i en to og en halv time, spurgte Tom Buk-Swienty, om de skulle runde af. Og Dronningen svarede typisk:
”Vi kan roligt forsætte.”
Samtalerne er blevet optaget på bånd, som er blevet givet videre til en transkribtør, som bemærkede, at der var utrolig megen latter i samtalerne. Tom Buk-Swienty siger, at Dronningen er en mester i at fortælle om sig selv som en klodset, langlemmet ung pige med dårligt dybdesyn. I en periode dyrkede hun terrænsport med kort og kompas, og her landede tronfølgeren flere gange i det vandløb, hun forsøgte at springe over.
Det er ikke kun i de tidlige barndomsår, at dronning Ingrid træffer valg, som viser, at hun læste og forstod sin ældste datter. Da Dronningen havde afsluttet 7. klasse, blev komtesse Wava Kitty Armfelt (1928 – 2008) ansat som tronfølgerens ledsager, og senere blev hun hofdame, men hun var også en fortrolig veninde, som tilmed delte Dronningens interesse for arkæologi. Hvad Dronningen oplevede med Wava Kitty Armfelt i ind- og udland, skal ikke afsløres her. Men i samtalerne med Tom Buk-Swienty bliver det fortalt, så historien bliver levende. Og på et tidspunkt er det, som om man hører Frank Sinatras velkendte stemme.
I de måneder, som gik fra det første til det 14. og afsluttende interview, arbejdede Tom Buk-Swienty med formidlingen af samtalerne. Han viste sine to redaktører eksempler på kapitler, hvor han lod Dronningen fortælle i jeg-form. Men hvad ville bogens hovedperson synes om det greb? Da Tom Buk-Swienty mødtes til den sidste samtale, der fandt sted på Amalienborg, sad han yderst på sofaen og holdt, hvad han beskriver som en lang salgstale for, at erindringen skulle skrives i jeg-form. Måske talte han to minutter, men han følte, det tog længere tid. Dronningen så på ham med et mildt blik og svarede, som man kun kan gøre, hvis man er godt hjemme i ”Svinedrengen”:
”Lad os nu først se, før vi blive vrede.”