Længe betragtede forfatteren Jens Christian Grøndahl sit forhold til kristendommen som et uafgjort mellemværende. Der var en dør, som stod på klem, og kristendommen var noget, han ikke kunne vriste sig fri af, sagde han, da han for fire år siden gav et interview om emnet til Kristeligt Dagblad. Dengang talte han om sin bevægelse fra kulturateist til agnostiker. Nu er han blevet menighedsrådsformand og er aktuel med en bog med titlen ”Min svage tro” på forlaget Eksistensen. I Weekendavisen gav sognepræst Sørine Gottfredsen bogen en begejstret anmeldelse og skrev blandt andet:
”Jens Christian Grøndahl viser her, hvordan enfoldens tro nemlig ikke er forbeholdt det enfoldige menneske, men derimod, som Søren Kierkegaard lærer os, kan få plads, når det reflekterede individ ad åre når frem til en beslutning om, hvad åndslivet angår, enfoldigt at skubbe forstandens forskansning til side.”
Men hvordan skubber man forstandens forskansning til side? Jens Christian Grøndahl svarer med et citat, som har fulgt ham, siden han sidste sommer var på Thurø og stod ved forfatter Tom Kristensens (1893-1974) grav. På stenen står: ”Bøjer jeg mig så dybt, som jeg kan, vokser min verden sig stor.” Grøndahl siger:
”Tro er et spørgsmål om at være den, der tager imod, den, der knæler og bliver tilgivet.”
Men kan man tale om tro? Spørgsmålet kan måske synes overflødigt, når man sidder over for en forfatter, der har skrevet en bog om sit forhold til den kristne tro. Da forlaget Eksistensen henvendt sig med opgaven, brugte han ganske lang tid på at tvivle på, om han kunne skrive bogen. ”Vi skal gøre os klart, at der er en grænse for, hvad vi kan omfatte med vores begreber, og at ordene ikke rækker. Men det betyder ikke, at vi ikke skal tale om tro.”
En nøjeregnende skeptiker fødes
Nogle mennesker har troshistorier, der tager afsæt i en barnetro, som aldrig forlod dem. Andre fortæller om et møde med troen, der blev et slags vendepunkt. Jens Christian Grøndahls historie rummer ikke den dramaturgi, som er indkapslet i et vendepunkt. Han taler hellere om de små skred, som hænger sammen med udviklingen i hans families historie.
Hans fortælling om tro begynder i familien, og den første, han præsenterer, er hans farmor. Jens Christian Grøndahl tilbragte de fleste af sin barndoms somre med hende i hendes sommerhus ud til Kattegat ved Munkerup i Nordsjælland. Med dagens galopperende sommerhuspriser lyder det luksuriøst, men hans farmor, der var fraskilt og havde været alene med tre børn, levede et nøjsomt liv, hvor cigaretterne var eneste luksus. Han oplevede, at hun tilstræbte at fylde så lidt som muligt for at gøre plads til andre. Hun var troende, lærte sit barnebarn Fadervor og var i en periode menighedsrådsmedlem.
Et afsnit i bogen har han givet overskriften ”Fra drengetro til voksen tvivl”. Hans barnetro var stilfærdige oplevelser af at være omsluttet af et blik. Da han gik i 4. klasse, begyndte han at gå i kirke. Forældrene gik sjældent i kirke, men i en længere periode kunne man finde ham på en af de bagerste kirkebænke i Jægersborg Kirke nord for København, hvor hans mors onkel, Erik Hoppe, var præst. Når Jens Christian Grøndahl hørte Erik Hoppe læse evangelieteksten, var det som direkte tiltale. Eller som han udtrykker det i bogen.
”En henvendelse, man ikke kan undslå sig for uden følelsen af forsømmelighed.”
Søndagene på bænken i Jægersborg hørte op, da hans familie flyttede til Helsingør, og afstanden oversteg almindelig cykeldistance. Nogle år senere begyndte han til konfirmationsforberedelse i Helsingør, men den direkte henvendelse fra evangeliet, som han havde erfaret nogle år tidligere, var væk. Hans mor foreslog, at han kunne gå til konfirmationsforberedelse hos sin grandonkel, og én gang om ugen blev han kørt til Jægersborg. Heller ikke her oplevede han sig længere talt til.
I dag siger han om sit yngre jeg, at han sad på kirkebænken med en nøjeregnende fornuft, der fandt det, han hørte, meningsløst eller anstødeligt. Jens Christian Grøndahl besluttede sig for, at han ikke ville konfirmeres, og han begyndte en afstandtagen til kristendommen. Han blev kulturateist.
Troens tøvende krabbegang
Da han for mere end 30 år siden blev far første gang, overvejede han ikke, om tvillingesønnerne skulle døbes. Han blev siden skilt, fordi han mødte den kvinde, han i dag er gift med. Da de efter nogle år blev forældre, var hans hustru sikker på, at den lille skulle døbes. Han overgav sig af respekt for traditionen, og takket være sin anden hustru blev han mere og mere bevidst om kristendommen som en del af vores fælles historie og horisont.
Fra den ældste datters dåb begyndte, hvad han beskriver som en langsom, tøvende krabbegang mod troen, og han kom frem til, at hans tvivl havde det bedre i kirken end uden for, og sammen med sin familie gik han af og til i kirke. For nogle år siden skrev han om det i en klumme på netmediet Altinget, som fik overskriften ”Giv Gud en chance om søndagen”. Teksten beskrev, hvordan han levede med en åben dør til kristendommen.
For to år siden begyndte hans ældste datter til konfirmationsforberedelse. De talte om tro, og det var i samtalerne med hende, at der opstod et af de skred, hans trosvej er gjort af.
”Man lever på indersiden af det kendte af, hvad man ved. Tilliden til hvad man tror, man ved, er derfor ikke større end erkendelsen af ens uvished. Der, hvor spørgsmålet om tro bliver nærværende, er der, hvor min bevidsthed kommer til kort, og jeg står som et svagt menneske og anerkender det. Vi har en forventning om, at vi skal være stærke, at vores bevidsthed skal være stærk, og at vi praktisk og moralsk skal have styr på tingene og være konsekvente i forhold til vores værdier, men i dag besinder jeg mig snarere på min egen begrænsning.”
Flere søndage fulgtes han med datteren i kirke. Når der var altergang, blev han siddende, men en søndag rejste datteren sig, og spontant fulgte Jens Christian Grøndahl efter hende. Han gik i 4. klasse, sidst han var til nadver. Siden har tanken om at deltage i altergang været grænseoverskridende for ham.
”Jeg følte, at nadveren var en troshandling, som jeg måtte stå fuldstændig inde for, og som var forbeholdt dem, der så at sige havde troen.”
Den søndag på vej mod alterskranken i Garnisonskirken i København følte han, at han stod og strittede splittet mellem tvivl og overgivelse.
”I dag har jeg det omvendt. Hvorfor ikke deltage? Man kan deltage i alle afskygninger af humør og uafhængigt af, hvordan sindet er stemt. Det er fint at knæle ved siden af mennesker, man sommetider slet ikke kender, og der er en skønhed i at gentage et mindemåltid, som har været gentaget i to årtusinder. At deltage i nadveren er en måde at række ud over mit eget sentimentale univers. Det understreger troen som en ufortjent gave. Tro handler om at tage imod, og dét udtrykker nadveren i helt konkret forstand. Det er lige meget, hvad jeg tænker eller føler imens, for selve handlingen løfter mig ud af mig selv, ud af bevidsthedens indespærring i fornuften og forestillingen om, at det er mit ansvar og min opgave at forstå alting.”
Fornuftens skandale
Som forberedelse med arbejdet til ”Min svage tro” læste han Det Nye Testamente over nogle uger. Det var første gang, han læste evangelierne og brevene i sammenhæng, og han blev slået over den episke styrke i teksterne. Og tiltalen. Han konstaterer, at de bibelske tekster taler til ham, uanset om han synes, han tror.
”Jesu opstandelse og opstandelseshåbet er skandaløst for fornuften. Det kan man jo overhovedet ikke være i med sin fornuft, men selv om fornuften her støder mod en grænse, så vil man gerne høre det alligevel. Det er et sprog for den følelse, som enhver kender, der har oplevet sorg, nemlig at man ikke ophører med at elske, fordi den elskede er død. Det er en enkel konstatering, men hvis man tør være tro mod den, har den svimlende konsekvenser.”
”Da jeg læste Det Nye Testamente, slog det mig, hvor lidt kristendom handler om moral, men hvor centralt begrebet synd er. Det mest fornedrende i menneskelivet bliver favnet i teksten. Vi er syndere, selv om synd er blevet en umoderne størrelse i selvrealiseringens tidsalder.”
I bogen skriver han videre om synd:
”De farligste mennesker er stadig dem, der ikke selv synes, at de har behov for tilgivelse. Hvem har vi ellers til at minde os om dét?”
En tid efter hans datter var blevet konfirmeret, blev han spurgt, om han ville stille op til menighedsrådsvalget. Efter en rum betænkningstid sagde han ja og er nu formand for menighedsrådet i Garnisons Sogn, der er et mindre storbysogn med 3500 indbyggere og knap 2000 medlemmer af folkekirken. Der har været meget, han skulle lære, siden han for et lille år siden overtog formandsposten.
Som forfatter er han vant til at sidde alene og arbejde det meste af tiden, men nu har han fået en tillidspost, hvor han er blevet en del af et lokalt arbejdsfællesskab, en menighed og et gudstjenestefællesskab.
På en af bogens sidste sider skriver han om at sidde i kirken og stirre sig blind på den korsfæstede Jesus, og hvordan tanken om fællesskab virker som to usynlige hænder, der tager ham blidt om skuldrene og vender ham om:
”Den omvendelse behøver ingen metafysik, for idet jeg vender mig, får jeg øje på de andre. De har været der hele tiden, og alt er godt, hvis bare én af dem også vil være der, når lokummet brænder.”
Mandag den 25. oktober afholder Kristeligt Dagblad et digitalt læsermøde med Jens Christian Grøndahl med afsæt i bogen ”Min svage tro”.