Formand for ny LGBT-forening: Som 16-årig startede jeg mit liv forfra

Formanden for den nye LGBT-forening Dansk Regnbueråd, Marcus Dib Jensen, skiftede selv køn som teenager. Men det bekymrer ham, at børn skal forholde sig til flydende køn i skolen

"Jeg snakker med Gud, når jeg føler, at alt er ved at brænde på," siger 22-årige Marcus Dib Jensen, der er formand for den nye forening Dansk Regnbueråd.
"Jeg snakker med Gud, når jeg føler, at alt er ved at brænde på," siger 22-årige Marcus Dib Jensen, der er formand for den nye forening Dansk Regnbueråd. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Hvad er du rundet af?

Jeg kommer fra et meget åbent hjem, hvor man måtte snakke om alt. Jeg vil kalde det et tolerant, almindeligt, kulturkristent dansk hjem.

Hvad vil du gerne blive bedre til at sige nej til?

Ting, jeg ikke kan overskue. Jeg er bare god til at sige ja til alt muligt, uden at jeg tænker over det. Jeg er opdraget for godt, kan man sige. Jeg gør, hvad der ønskes af mig. Jeg skal i det hele taget være bedre til at sige nej til mennesker – også mine venner. For nogle år siden var jeg i et venskab, der ikke var godt for mig. Der var så mange “røde flag”, men jeg blev bare i det, da jeg følte, at jeg var den eneste, der kunne se hendes gode sider. Ja, jeg var nok lidt naiv at tænke, at jeg kunne fikse hendes problemer. 

Hvad vil du gerne blive bedre til at sige ja til?

Idéer, der kan virke for store eller urealistiske. Hvis jeg eller nogen i min bestyrelse kommer med nogle idéer, der kan være nemme at afvise, vil jeg gerne være den, der siger: "Det prøver vi!" For jeg vil hellere fejle med noget end at fortryde, at jeg ikke prøvede.

Hvad bekymrer du dig for?

At vi kommer for langt væk fra sund fornuft, biologi og videnskab. At fakta bliver flydende. Her tænker jeg på kønsdiskussionen, der stiller spørgsmålstegn ved, hvad køn er – at det kunne være en social konstruktion. Der er nogle høje stemmer i debatten, der påstår, at der er mange forskellige slags køn. Men jeg vil nu mene, at der er to. Det er ren biologi. Så kan man vælge at skifte mellem de to, det er noget andet.

Jeg bekymrer mig meget, når jeg tænker på, at børn skal præsenteres for det her normkritiske synspunkt om køn i skolen. At børn bliver fortalt, at der er mange måder at se køn på - det er jo langt væk fra fakta og videnskab. Små børn skal ikke forholde sig til en urealistisk og forkert tilgang til køn, synes jeg. 

Der er forskel på at fortælle børn, at der er mennesker ude i verden, der er anderledes, og så at sige: Du skal tage stilling til, hvad dit eget køn er, for det er en social konstruktion, og det er flydende - og du kan være alle mulige køn. Det skal falde børn naturligt, det er lidt kernen i det.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

Som 16-årig startede jeg mit liv forfra og begyndte at leve som Marcus. For jeg havde det ikke godt psykisk, så jeg var nødt til at handle på det. Det var noget, ingen kunne gøre for mig, så jeg tog simpelthen ejerskab over mit eget liv. 

Selvom jeg kan huske, hvor smertefuldt det var, som var det i går, så vil jeg aldrig ønske, at jeg ikke havde været igennem det. Det har givet mig så meget styrke, som gør, at alle de andre ting i livet, som også kan være smertefulde, kan jeg tackle på en meget nemmere måde, end hvis jeg aldrig havde været igennem det. 

At skifte køn er noget af det mest smertefulde, du kan udsætte et menneske for, hvis du spørger mig. Men det store billede er, at det egentlig kun var få år, og jeg har resten af mit liv foran mig.

Hvad får dig til at falde til ro?

Mit kønsskifte har givet mig en enorm indre ro, som jeg aldrig har haft før. Jeg har altid haft en uro indeni mig - og det vil alle omkring mig nok kunne bekræfte. For jeg har ikke kunnet finde mig tilrette i tilværelsen, før jeg som 16-årig begyndte at leve som Marcus. Og de overvejelser, man går med som 16-årig, ser selvfølgelig anderledes ud end dem, man gik med, da man var fem eller 10 år. Der var ikke nogen i min barndom, der satte mig ned ved et bord og begyndte at fortælle mig, at man kunne blive kærester med sit eget køn, eller at man kunne ændre sig fra pige til dreng. Der blev ikke trukket noget ned over hovedet på mig. Men det hele skete meget naturligt, og det er sådan, jeg tror, det er bedst. 

Hvad sætter du mest pris på i dit liv lige nu?

Den frihed og de muligheder vi har i Danmark. Vi er et af de mest frie samfund i verden, hvor man i høj grad har muligheden for at gøre, hvad man vil. Lige nu sætter jeg især pris på vores foreningsliv, da jeg er formand i Dansk Regnbueråd. Jeg har oplevet, at en masse andre mennesker deler den bekymring, der gjorde, at jeg startede i foreningslivet. Det gør, at jeg er rigtig glad for og stolt af, hvad vi sammen har opbygget og er i gang med at opbygge. 

Hvilken ejendel i dit hjem ville du redde først?

Et arvestykke fra min tipoldemor, der var fra Syrien. Det er en tapasplade eller sådan et bræt, man brugte til at tørre ris med. Den er rigtig flot, og så symboliserer den mine rødder fra Syrien. Det er vigtigt at blive mindet om, hvor man kommer fra. 

Hvad tror du på?

Jeg ser mig selv som kristen og tror på Gud. Jeg snakker med Gud, når jeg føler, at alt er ved at brænde på. Jeg går dog ikke så ofte i kirke, men når jeg gør, så bliver jeg ramt af en følelse af at være tættere på Gud. 

Jeg tror også på det gode i mennesker. Jeg kan ikke hade et andet menneske, når jeg står foran vedkommende. Man kan også sige, at jeg insisterer på at se det gode i mennesker, og det har jeg da også brændt mig på før i tiden. 

Hvem vil du gerne rette en tak til

Mine forældre. De er de mest støttende mennesker, jeg kender. I forhold til min kønsskifteproces var de lidt i baggrunden - jeg var ikke alene, men det var vigtigt for mig at være mig selv. De har selvfølgelig været der for mig, men nogle gange skal man som ung voksen være sig selv i en periode for at blive mere sin egen person.