Forsker: Nogle familier er ved at knække, fordi de skal passe deres ældre

Familieværdier fra hjemlandet om, at børnene skal træde til, når ældre ikke længere kan klare sig selv, er stærke i nogle indvandrermiljøer, siger seniorforsker Anika Liversage. Hun opfordrer til, at de etniske minoritetsmiljøer begynder at tale åbent om problemet

Forsker: Nogle familier er ved at knække, fordi de skal passe deres ældre

Mon ikke mange indvandrere ønsker en alderdom, hvor de kan sige: ”Jeg har et godt liv.”

For hvorfor gav det ellers mening at forlade hjemlandet, den nære familie, den velkendte mad og duftene fra barndommen?

Men billedet af de ældre tyrkiske og kurdiske indvandreres forhold i Danmark er langtfra rosenrødt. Selvom der er ældre, som er glade for deres liv i Danmark, så er forholdene i nogle familier nedslående. Ikke blot er de ældre, der kom hertil som gæstearbejdere i 1970’erne, mere fattige og ensomme end deres jævnaldrende med dansk baggrund. De er også fanget af kulturelle forventninger om, at deres børn i udstrakt grad skal hjælpe og passe dem i alderdommen, fortæller seniorforsker Anika Liversage fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der henviser til den internationale værdiundersøgelse World Values Survey. Her erklærer 40 procent af de adspurgte i Tyrkiet sig meget enige i udsagnet om, at det er børns pligt at tage sig af syge forældre, mens det samme kun gælder fem procent af danskerne.

Anika Liversage taler tyrkisk, fordi hun har boet fire år i Tyrkiet, og hun har i flere undersøgelser og bøger dokumenteret, hvordan alderdommen kan give store udfordringer for indvandrere fra Tyrkiet og deres børn. Derudover har hun også undersøgt, hvordan ældrelivet i Danmark opleves af andre etniske grupper. I slutningen af 2021 udgav hun sammen med forskere fra Aarhus Universitet bogen ”Minoritetsældre og selvudpegede hjælpere”, der blandt andet via registerdata og interviews beskriver situationen for ældre over 65 år med tyrkisk, pakistansk og arabisk baggrund. Bogen viser, at også ældre med pakistanske og arabiske rødder ofte har et svært liv i Danmark.

I øjeblikket er Anika Liversage i gang med at interviewe ældre og deres pårørende i 20 familier med tyrkisk baggrund for Fonden Ensomme Gamles Værn. Der bor i dag godt 32.000 ældre over 65 år fra ikke-vestlige lande i Danmark. De ældre fra Tyrkiet, Pakistan og arabisktalende lande som Irak, Libanon og Syrien udgør godt 7000 personer. Gruppen er stadig forholdsvis lille, men i stærk stigning.

”Nogle af de familier, vi har interviewet, er velfungerende, mens andre er ved at knække over på grund af den hjælp, de skal yde til deres gamle. Vi talte med en kvinde, der passede sin mor med demens i døgndrift uden at sove en hel nat i flere år. Jeg talte også med en datter, som fortalte om sin mor på cirka 70 år, der skulle passe sin mand på omkring de 80 år. Han var meget fysisk svækket og desuden ved at blive udredt for demens. Alligevel nægtede han at få hjælp af hjemmeplejen. Det var kun hans kone, der måtte passe ham," fortæller Anika Liversage.

Den 70-årige hustru var spinkel og lille, og hendes mand var ved at blive så tung, at hun ikke længere magtede at hjælpe ham. En dag kom hun på hospitalet, og familiens to sønner ville hjælpe deres far i seng. Men han afslog, og det endte med, at sønnerne sad oppe med deres far til klokken seks om morgenen.

”Børnene spurgte: ’Hvad stiller vi op med far?’ De passede ikke kun deres far, fordi det var en kærlig, tyrkisk familie. De passede ham også, fordi deres far bare nægtede at få hjælp af hjemmeplejen," siger Anika Liversage.

Særlige forventninger til kvinderne

Eksemplet viser ifølge Anika Liversage, at indvandrerfamilier ofte har helt andre relationer mellem generationerne, end vi er vant til.

"I Danmark går overførsel af ressourcer overvejende fra de gamle til de unge. Vi har forældrekøb, og bedsteforældre passer børnebørn, fordi de ældre generelt har et godt helbred og penge at dele ud af. De danske ældre siger som oftest til deres børn: ’I skal kun hjælpe, fordi I ønsker det’. I de tyrkiske familier er hjælpen baseret langt mere på pligt. Modsat Danmark, hvor forældre forventes at hjælpe deres børn, er der en forventning om, at hjælpen går fra børn til ældre generationer.”

Mange af de voksne efterkommere vil gerne hjælpe med pasningen af deres forældre, men problemet opstår ifølge Anika Liversage, fordi de yngre generationer og kvinderne også har job og børn.

"I de tyrkiske familier er der især en forventning til døtre og svigerdøtre, men i mine interviews er jeg også stødt på stigende ligestillingskrav fra kvinderne. De spørger, hvorfor de skal stå for pasningen, når de også har et arbejde. Jeg interviewede en kvinde, der simpelthen var så vred, fordi hendes brødre ikke havde stillet op for at hjælpe, da hendes mor blev terminalt syg. Pasningen af de ældre giver sig nogle gange udslag i konflikter mellem søskende," siger Anika Liversage og fortsætter:

”I nogle af familierne er kravene fra de ældre meget høje. Uanset hvor meget deres børn gør, er det ikke godt nok, og de ældre kan somme tider have svært ved at se verden fra et andet perspektiv end deres eget. Rigtig meget af deres opvækst har handlet om, at de er vokset op i en hierarkisk familie, hvor de har skullet udfylde en bestemt plads. Som ung svigerdatter har man måske stået på pinde for sine svigerforældre, og når svigerdatteren selv er blevet en gammel kvinde, kan hun mene, at nu er der nogen, der skylder hende,” siger Anika Liversage.

Tal åbent om problemerne

Presset på indvandrerfamilierne bliver forstærket af et nyt ægteskabsmønster. Hvor 90 procent af de herboende med tyrkisk baggrund giftede sig med familiesammenførte fra Tyrkiet for 20 år siden, så gifter 90 procent sig i dag med efterkommere, der er vokset op i Danmark. Derfor er der nu to hold forældre at hjælpe. 

”De tyrkiske indvandrere, der kom hertil i 1970’erne, har ofte vanskeligt ved at bruge det offentlige system, fordi mange ikke taler sproget, og det gælder især kvinderne. Det kan man selvfølgelig skælde ud over, men det løser ikke problemet. Kvinderne har ofte haft meget begrænset skolegang. De har haft hårdt rengørings- eller fabriksarbejde i Danmark og har ofte født mange børn,” siger Anika Liversage.

Hun mener ikke, at det er muligt at finde en forkromet statslig løsning, fordi problemerne ofte er meget lokale.

”I nogle af de familier, jeg har interviewet, taler man om sprogklynger i eksisterende ældreboliger, hvor ældre med for eksempel tyrkisk baggrund kunne bo og have adgang til sosu-hjælpere med tyrkisk baggrund. De kommunale ældrecentre kunne også blive bedre til at lukke de ældre indvandrere ind,” mener Anika Liversage.

Det vigtigste er dog ifølge Anika Liversage, at de etniske minoritetsmiljøer selv begynder at erkende problematikken.

”Der er brug for, at man i miljøerne begynder at tale åbent om problemerne. Hvis ældre med pakistansk baggrund har svært ved at lave mad, kan de ofte ikke bare bruge den kommunale madordning. En familie i en af vores undersøgelser lavede et opslag på Facebook for at høre, om ikke der var nogen, der ville lave pakistansk mad til de gamle forældre mod betaling. Der kom flere negative reaktioner fra andre pakistanere, som mente, at børnene på den måde svigtede deres gamle forældre. Det lykkedes alligevel at finde en pakistansk kvinde, der ville stå for opgaven. Det var god løsning. Men historien viser også, at der er en meget hård justits i miljøerne. Det er vigtigt, at man i miljøerne begynder at begynde at forholde sig til den virkelighed, man lever i, og forsøger at finde kreative løsninger. ”