Nogle går mod et varmt, hvidt lys eller lander i et farvefyldt univers fuld af kærlighed. Andre møder afdøde bekendte eller fremmede skikkelser. Ligesom der er dem, der ser sig selv udefra, eller oplever, at livet passerer i hastig revy for øjnene af dem. Beskrivelser af nærdødsoplevelser ligner ofte hinanden og er ganske udbredte. Alligevel kæmper forskere fortsat med at forstå fænomenet.
Senest viser et studie fra New York University Grossman School of Medicine i USA, der blev offentliggjort i november sidste år, at op mod hver femte hjertestop-overlever oplever såkaldt lucid dying ("klar" eller "lysende" død på dansk), mens de er erklæret klinisk døde, det vil sige, at der ikke er åndedræt eller hjerteslag.
Studiet er udført blandt 567 kvinder og mænd, der har modtaget hjertelungeredning som følge af et hjertestop under hospitalsindlæggelser i USA og Storbritannien fra maj 2017 til marts 2020. Fælles for alle de patienter, der bagefter har berettet om nærdødsoplevelser, er, at forskerne op til en time inde i hjertelungeredningen har målt hjernebølger, der normalt kun optræder, når mennesker er ved fuld bevidsthed. Sammenholdt med patienternes personlige beretninger mener forskerne, at denne type hjerneaktivitet kan være de første tegn på nærdødsoplevelser.
Andre internationale studier peger også på, at mellem 10 og 20 procent af alle, der har været klinisk døde, har haft en nærdødsoplevelse undervejs. Ligesom det er påvist, at nærdødsoplevelserne ikke er knyttet til bestemte livssyn, vilkår eller omstændigheder. Tusind år tilbage i tiden har mennesker på tværs af etnicitet, kultur, religion og geografi berettet om oplevelser, de har haft hinsides det jordiske liv, mens de har været tæt på at dø.
Professor emeritus i neurobiologi ved Københavns Universitet Albert Gjedde har beskæftiget sig indgående med bevidsthedsforskning, heriblandt nærdødsoplevelser. Han er blandt de forskere, der mener, at nærdødsoplevelser udelukkende produceres i hjernen.
"Nærdødsoplevelser er en form for sygelig aktivering af hjernens bevidsthed, der opstår, når den normale forankring for bevidstheden er ved at bryde sammen. Hjernen får ikke tilført ilt og druesukker, og så begynder den at opføre sig unormalt," siger Albert Gjedde, der billedligt beskriver det som en lampe, der flimrer eller blinker, fordi ledningen er ved at være slidt over.
Selvom mange nærdødsoplevelser finder sted, mens patienter er livløse, må man nemlig forstå, at der fortsat kan være elektriske impulser i hjernen, selvom hjertet er holdt op med at slå. Det er der, at hjernen konstruerer det, der beskrives som nærdødsoplevelser.
"Når man har en nærdødsoplevelse, er den normale forankring for bevidstheden brudt sammen. Man kan beskrive det som en slags drømmeagtig tilstand, der opstår, når hjernen er udsat for meget voldsomme forandringer," siger Albert Gjedde, der placerer nærdødsoplevelser i samme spektrum som drømme, hallucinationer og illusioner, hvor bevidsthedsoplevelsen også er forandret.
Denne teori afvises dog af andre forskere, som peger på, at mennesker, der ikke har været klinisk døde, men blot har troet, at de var tæt på at dø, også har nærdødsoplevelser.
Professor i evolutionsbiologi Eske Willerslev tilhører denne gruppe. Som forsker har han altid været fascineret af nærdødsoplevelser og mener ikke, at de udelukkende konstrueres af hjernen. Han peger på den systematik, nærdødsoplevelserne har på tværs af kultur, etnicitet og religion og kalder det "direkte uvidenskabeligt" ikke at tage nærdødsoplevelserne seriøst.
"Vi mangler redskaber i værktøjskassen, som kan måle på det her," siger Eske Willerslev, der bliver interviewet i dagens avis.
Han mener, at det kræver, at videnskaben går nye veje, hvis der skal findes et svar på, hvad nærdødsoplevelser er.
Et sådant svar kan være på vej i disse år, for der er bestemt en øget interesse for at undersøge fænomenet fra mange vinkler, lyder det fra Niels Christian Hvidt, teolog og professor ved forskningsenheden for almen praksis ved Syddansk Universitet.
"Der er stadig nogle, der forsøger at forklare det som noget, der udelukkende sker i hjernen, men når det er så udbredt et fænomen, øger det nysgerrigheden for at finde andre måder at undersøge det på og især, hvad det betyder for de mennesker, der har haft en nærdødsoplevelse," siger han og fremhæver også det faktum, at nærdødsoplevelserne går på tværs af tro og kultur.
Nærdødsoplevelser optræder for eksempel lige hyppigt blandt religiøse og ikke-religiøse. Der kan dog være forskel på oplevelsernes form, for de vil typisk være formet af den enkeltes livsomstændigheder. Hvor nogle mennesker beretter om at have mødt afdøde bekendte eller fremmede skikkelser, beretter flere kristne for eksempel, at de har mødt Kristus eller en engel.
"I mange år er det måske blevet set som noget, der er lidt esoterisk, men det ligger i tiden, at man gerne vil bruge videnskaben til at finde et sted, hvor mennesker kan mødes om noget åndeligt frem for, at det bliver et stridspunkt," lyder det fra teologen.
Han understreger dog, at det er tydeligt, at der absolut ikke er et entydigt billede af, hvad nærdødsoplevelserne er endnu.