Forstanderen for Mændenes Hjem fandt håb i en bortforæret kiks

Forstanderen for bostedet Mændenes Hjem i København, Ivan Christensen, tror, at der er håb alle steder – hvis man ser efter

Ivan Christensen er forstander for Mændenes Hjem og formand for Udsatterådet i Region Hovedstaden. Han er født den 23. maj 1973, kæreste med Sara og far til tre børn på henholdsvis 1, 16 og 24 år.
Ivan Christensen er forstander for Mændenes Hjem og formand for Udsatterådet i Region Hovedstaden. Han er født den 23. maj 1973, kæreste med Sara og far til tre børn på henholdsvis 1, 16 og 24 år. Foto: Pressefoto.

Hvad er det værste ved denne tid? 

Jeg er bange for, at flere mennesker ikke har råd til at betale deres regninger og derfor risikerer at miste deres bolig. Vi ved, at en bolig er noget af det, som er allermest afgørende for, at mennesker ikke ender i dårlige situationer som hjem- og arbejdsløshed eller rusmiddelafhængighed.

Denne artikel er en del af denne serie:
Her finder jeg håb

Hvad er det bedste ved denne tid?

Hvis jeg skal svare helt fra min egen verden, så er det bedste, at Mændenes Hjem i disse dage flytter til et nyrenoveret hus på Vesterbro i København. Der er plads til 48 hjemløse, der er en lægeklinik, en tandklinik, et stofindtagelsesrum, et kontaktsted og en åben kantine, hvor folk, der har behov for det, kan komme ind. 

Hvordan påvirker krisen og uroen i tiden din hverdag?

Jeg har tre børn, og jeg synes, at verdensbilledet har ændret sig – også til det værre. Jeg har en søn på halvandet år, han forstår jo ikke så meget endnu, men jeg tænker over, at han vokser op i en tid, hvor man taler om klimakrise, atomkrig, energikrise og flere mennesker, som har det svært. På den anden side husker jeg også truslen om atomvåben under den kolde krig. Jeg er ikke sikker på, at verden ikke ville have nye kriser, hvis de nuværende sluttede.

Hvor finder du håb?

Jeg finder meget håb i det nære og holder fast i det, når jeg oplever, at folk er gode og gør gode ting. I går var vores søn på halvandet år lige vågnet i barnevognen. Han så en mand spise en kiks. Vores søn har ikke noget sprog endnu, så han  sagde “eh eh!” og pegede på kiksen. Manden var udlænding, han talte ikke dansk og kunne godt se ud, som om han havde det hårdt. Men han gav straks min søn kiksen og fandt en chokolade til ham også. Jeg tror, at den slags sker alle vegne, hvis man husker at se efter det.

Hvad håber du på?

Jeg håber, der bliver mere fred. Jeg håber på, at det vil lykkes os at passe på vores miljø. Jeg håber, at mennesker bliver mindre individualistiske og mere solidariske. Jeg håber, at vi kan finde fællesskaber, der inkluderer folk, som ikke kun ligner os selv. Jeg havde engang en chef, som sagde “det, du får, går, og det, du giver, bliver”. Jeg håber, vi bliver bedre til at give.

Nævn en bog, en film eller en anden kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig, og som kan give håb.

Jeg så den anden dag en dokumentar, "Jeg er stammer", på TV 2. Den handlede om en mand, som var meget udfordret på grund af stammen. I programmet opsøgte han hjælp for at kunne få et andet liv og en anden hverdag ved at kæmpe og lære at bearbejde sit problem. Det var bekræftende at se ham få hjælp, fordi han opsøgte den.

Hvad er det bedste råd, du vil give andre, der mangler håb?

At opsøge og bede om hjælp. Ræk ud, for der er rigtig mange mennesker i verden, som gerne vil give dig håb. Du skal ikke klare alting selv. Det kræver ofte, at man er åben og tør vise sig som sårbar. Nogle ting, man beder om, kommer let, og andre skal man kæmpe for. Men hvis man gør det, så er der håb til os alle.