Fra eksistentielt grundvilkår til folkesygdom: Angsten er frihedens pris

Reelt er der ingen grund til bekymring. Mister vi jobbet, får vi penge. Bliver vi syge, står hjælpen klar. Kan du ikke blive det ene, kan du blive det andet. Trygheden til trods er angsten i dag blevet en folkesygdom, som op mod 400.000 tusind danskere føler på egen krop

Illustration: Morten Voigt.
Illustration: Morten Voigt.

Dybt inde i hjernen. Et sted mellem hjernebarken og det limbiske system findes en kerne på størrelse med en mandel og med et navn som et sagnomspundet land: Amygdala.

Hvis amygdala var dette fantasiland, ville det ikke være noget rart sted. Skyerne ville være erstattet af røgalarmer, og træerne ville lyde og se ud som varslingssirener. Væsnerne ville være ængstelige, og inden søvnen indtraf, ville tankemylderet få frit spil. Det er i amygdala, angsten bor. Den grundangst, de fleste har følt, dengang turbulensen i flyveren var værst. Eller dengang slipset føltes som en knude, da man pludseligt tvivlede på egne evner. Det er neuronerne i denne afkrog af hjernen, der fortæller, at vores indre korthus er ved at vælte, og de eksistentielle bekymringer om, hvordan man finder sin plads i en uregerlig verden af krav og ubegrænsede valgmuligheder, rumsterer.

”Angsten er på mange måder paradoksal,” siger Rasmus Nejst Jensen, speciallæge i psykiatri ved Region Hovedstadens Psykiatri og medforfatter til bogen, ”Der lurer en angst” fra forlaget Vandkunsten.

”For på den ene side er angsten et evolutionært grundvilkår. I 100.000 år har den gjort os mennesker til gode overlevere ved at udvikle et højpotent alarmsystem, men på den anden side er der noget i vores nuværende samfund, der tyder på, at angsten for mange har taget overhånd til trods for, at vi i dag lever et liv uden egentlig fare. Samfundet har udviklet sig med en hastighed, hvor amygdala og menneskehjernen ikke har kunnet følge med. Vores hjerne er en gammel Trabant, der forsøger at følge med trafikken på en firesporet tysk motorvej. Det betyder, at vores indre røgalarmer i dag i højere grad går af i ufarlige situationer, og det er, når røgalarmen går af for ofte, at angsten for mange bliver en psykisk lidelse.”

Det her er historien om, hvor angsten kommer fra, og hvorfor den tilsyneladende trives, når farerne er blevet mindre, og trygheden er blevet større.

Kæmp eller flygt

Reelt ved man ikke, hvor mange danskere, der lider af angst. På Psykiatrifondens hjemmeside kan man læse, at op mod ”400.000 voksne” lever med lidelsen. Et tal, der refereres i flere artikler, og i de selvhjælpsbøger der de seneste år er udkommet med titler som ”Slip angsten – Grib livet”, ”Fri af angst” og ”Aldrig mere angst”. Tallet stammer ikke fra en dansk undersøgelse, men fra et internationalt studie bragt i tidsskriftet European Neuropsychopharmacology, der tilbage i 2011 anslog, at 12 procent af EU’s voksne befolkning kan diagnosticeres med en angstlidelse, hvilket i en dansk kontekst svarer til 400.000. Nogle år senere, i 2015, viste en rapport fra Sundhedsstyrelsen, at knap 17.000 om året får stillet en angstdiagnose, og at 136.000 danskere i begyndelsen af 2010’erne levede med en sådan. I rapporten kunne man også læse, at angst allerede dengang var den primære årsag til nye tildelinger af førtidspension, og at lidelsen var den sygdom, der kostede samfundet flest penge mål på tabt produktivitet. Over otte milliarder kroner, om året. Og intet tyder på, at udviklingen er vendt i de seneste år.

I 2019 konstaterede Indenrigs- og Boligministeriets såkaldte Benchmarkingenhed, en enhed, der leder efter forbedringspotentiale i kommunerne, at antallet af børn og unge, der får stillet psykiske diagnoser er fordoblet på 10 år, og i sidste uge konkluderede en ny rapport fra Videnssråd for Forebyggelse, at hvert sjette barn i dag lider af ”betydelige mentale helbredsproblemer”, før de er fyldt 10 år.

På en måde kan man sige, angsten er blevet prisen for at vide, at alle muligheder ligger åbne. At man kan gøre alt, nå alt og blive til alt som menneske. Men det værste er, at det er en løgn. Man kan ikke blive alt, for menneskets forudsætninger er ikke de samme. Og man kan ikke gøre alt og nå alt.

Anne-Marie Søndergaard Christensen

Professor i sundhedsfilosofi

Den tiltagende bevågenhed har de senere år fået flere kendte danskere til at åbne op om deres kamp mod angsten. Skuespillere som Henning Jensen og Preben Kristensen, radiovært Sanne Cigale Benmuyal, sangerinden Fallulah, Go’aften Danmark-værten Abdel Aziz Mahmoud og tegneren Line Jensen er få ud af en lang række kendte, der taler åbent om angsten. Lidelsen har også ramt Folketinget. I et interview med Kristeligt Dagblad sidste år beskrev Socialdemokratiets forhenværende politiske ordfører Maja Panduro eksempelvis, hvordan hun i en periode krøb langs Christiansborgs mure i forsøget på at undgå opmærksomhed:

”Jeg levede mere og mere i det, psykologien kalder krybdyrhjernen. Det er kæmp eller flygt,” sagde hun.

Frihedens åg

En af dem, der har fulgt angstens indtog de seneste årtier, er professor og leder ved center for sundhedsfilosofi på Syddansk Universitet, Anne-Marie Søndergaard Christensen. Når hun skal vurdere, hvorfor angsten tilsyneladende trives i vores samfund, refererer hun først og fremmest til Søren Kierkegaard.

I 1844 udgav han værket ”Begrebet Angest”, der i dag står som et hovedværk i menneskets bestræbelse på at forstå det til tider skrøbelige sind. I den beskriver den danske teolog og filosof, hvordan menneskets natur adskiller sig fra dyrenes ved, at man som individ er med til at forme sin identitet og dermed sin fremtid. Ifølge Kierkegaard formes eksistensen af to modsatrettede poler med nødvendighedens ansvar på den ene side og friheden til selv at vælge på den anden. Og det er i dette spændingsfelt – som medskabere af eget liv – at angsten konstant lurer. Når Anne-Marie Søndergaard Christensen betragter samfundsudviklingen i dag, lægger hun mærke til, at balancen mellem disse poler har forskubbet sig. På Kierkegaards tid dominerede nødvendigheden. Flere var fattige, og børn fulgte i familiens fodspor, hvorfor tilværelsen i højere grad var bestemt på forhånd.

”I dag er det vendt på hovedet. Vi ser en enorm betoning af vores individuelle frihed og vores eget ansvar for at skabe det, vi anerkender som et succesfuldt liv. Tilværelsens ubekendte faktorer er blevet flere, og angsten trives i denne uvished. På en måde kan man sige, angsten er blevet prisen for at vide, at alle muligheder ligger åbne. At man kan gøre alt, nå alt og blive til alt som menneske,” siger professoren, efterfulgt af et vigtigt ”men”:

”Men det værste er, at det er en løgn. Man kan ikke blive alt, for menneskets forudsætninger er ikke de samme. Og man kan ikke gøre alt og nå alt, fordi man for eksempel er bundet af forpligtigelser i familien, når vi får børn, eller familiemedlemmer bliver syge. Hvis angsten skal holdes i bero, må man som menneske komme overens med livets nødvendighed og anerkende, at man har frihed til at handle inden for nogle bestemte rammer.”

Er det så svaret? At vi må lære at sidde på hænderne og droppe idéen om ”the sky is the limit”? Én af dem, der er kritiske overfor den Kierkegaardtro tolkning af angsten, er teolog og forfatter Christian Hjortkær, der har skrevet bogen ”Utilstrækkelighed” om unges mentale helbred.

”Når Kierkegaard siger, at årsagen til, at vi er angste, er for meget frihed, så køber jeg den ikke. Der findes simpelthen ikke mennesker, der bliver psykisk syge af for meget frihed,” siger han.

”Det, man kan blive syg af, er derimod de diffuse krav, forventninger og idealer, der i dag eksisterer i samfundet, og som man aldrig ved, om man har levet op til. I gamle dage havde vi klare regler, som i dag er erstattet er idealer. Og idealer er svære at navigere efter. For hvornår er man eksempelvis sund eller god nok? Mange unge kvinder føler eksempelvis ikke, de lever op til nutidens sundhedsideal, selvom de formentligt er sundere end tidligere generationer. Det er ikke den totale frihed, der afføder den angst, vi ser i dag, men de idealer, vi aldrig føler, vi kan nå i mål med.”

Afritualiseringen

Det var egentlig først i 1980, at angst blev anerkendt som en selvstændig psykiatrisk diagnose. Før det havde man typisk forklaret symptomerne med stress, dårlige nerver eller ren og skær ængstelighed bedst personificeret i bankdirektørfruen Maude Varnæs fra tv-serien ”Matador”, der fik store øjne og fortrak til soveværelset, når bekymringerne blev altomsluttende.

At flere mennesker tilsyneladende kan relatere til Maude i dag skyldes først og fremmest afritualiseringen af samfundet, vurderer speciallæge i psykiatri, Rasmus Nejst Jensen. Det var ham, der indledningsvist sammenlignede hjernen med en gammel Trabant i denne artikel.

”Vi ved fra psykiatrien, at rutiner og ritualer modvirker angst, og derfor er det oplagt at anse afritualisering og den frigørelse, der skete i samfundet i årene omkring ungdomsoprøret. På kort tid blev vi friere end nogensinde, men også mere angste.”

Et af de eksempler, Rasmus Nejst Jensen nævner som konsekvens af frigørelsen i perioden omkring 1968, er kirkens rolle. Pludselig var faste overgangsritualer som dåben, konfirmationen og vielsen ikke længere nogen selvfølge, selvom det er ”velkendt, at livsovergange og skift i livsvilkår er forbundet med angst, hvorfor man altid – også i naturreligioner – har benyttet ritualer for at dæmpe angsten,” forklarer han.

Når det er så tydeligt, at stadigt flere særligt børn og unge rammes af angst, så er der for mig ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at tage luften ud af nogle af disse præstationsfremmende mekanismer, som, vi i dag bilder os selv ind, fører til frigørelse

Anders Petersen

Sociolog

Speciallægen understreger, at han ikke drømmer sig tilbage til tiden før ungdomsoprøret.

”Men selvom samfundsudviklingen alt i alt er god, bør man stadig evaluere den. Vi kan se, at langt flere bliver skilt i dag, og det kan medføre angst blandt børn, som vi måske skal blive bedre til at håndtere. Samtidig kan man spørge, om der var aspekter af livet, som var gode for os, men som vi hældte ud med badevandet. Rutiner, normer og ritualer der egentlig skabte en sund ramme for tilværelsen. Dengang fandtes en række manualer for, hvordan man skulle opføre sig og tiltale folk i forskellige situationer. Når man som menneske bliver usikker i dag, er der ikke noget at gribe i at fat i. Man er overladt til sig selv,” siger han.

Præstationernes tid

Da den tyske sociolog Heinz Bude i 2014 udgav bogen ”Gesellschaft der Angst”, konstaterede han – som titlen afslører – at mennesket i dag lever i et angstsamfund. Årsagen til samfundsudviklingen forklarer han med velfærdens gradvise udbredelse i Vesteuropa, hvor løfter om at bryde den sociale arv gennem lige muligheder for uddannelse, demokratisering og en liberal markedsmodel med løfter om endeløs vækst, medførte en stadig større frihed og velstand. Problemet med angstsamfundet er, at staten ikke længere kan garantere, at menneskets levevilkår og velstand bliver bedre end forrige generationers. Mennesket er ifølge Bude, gået fra at leve med et løfte fra samfundet om fremgang til en trussel om fremgang.

Truslen om at skabe fremgang i samfundet kan på sin vis aflæses i Anders Petersens, sociolog og lektor ved institut for sociologi og socialt arbejde ved Aalborg Universitet, bog ”Præstationssamfundet”, der udkom i 2016, og som denne sommer blev fulgt op med bogen ”Præstationskultur”, som han har forfattet i samarbejde med forskerkollegaen Søren Chr. Krogh.

Mennesket har således oplevet en overgang fra ”disciplinærsamfundet” til ”præstationssamfundet”, hvor individet i kølvandet på ungdomsoprøret gik fra at leve i nogle mere eller mindre disciplinærende rammer, hvor den enkeltes livsbane i højere grad var givet på forhånd til et præstationssamfund med individuel selvrealisering, hvor friheden til selv at vælge det liv, man vil leve, lå åben.

”Frigørelsen var i sig selv en positiv udvikling, men pointen med præstationssamfundet er, at denne frigørelse har slået over i sin modsætning. Nu skal vi præstere. Nu skal vi som mennesker gøre os gældende. Det vi så som frigørelsens muligheder er erstattet med et institutionaliseret krav om at præstere. Et krav, der gennemsyrer vores skoler, universiteter og arbejdsmarked, og som betyder, at alt, hvad vi vurderes på som mennesker i dag, er et resultat af vores præstationer. Præstationssamfundet har betydet, at vi som mennesker er blevet presset langt udover vores ydeevne og vores psykiske bæreevne og i en sådan grad, at presset har medført angst eller andre psykiske diagnoser,” siger Anders Petersen.

Allerede i begyndelsen af det 20. århundrede var psykoanalysens fader, Sigmund Freud, ikke i tvivl. Angstens udbredelse i mennesket var en af menneskehedens vigtigste udfordringer. I ”Voresungen zur Einführung in die Psychoanalyse” skrev han, at ”angstproblemet utvivlsomt er det knudepunkt, som de mest mangfoldige og vigtige spørgsmål peger mod. En knude, hvis løsning ville kaste et væld af lys over hele vores mentale eksistens”.

Efterhånden er spørgsmålet, om knuden er blevet gordisk. Angsten synes nærmest utøjelig, og med begreber som angstsamfund og præstationssamfund, lyder det, som om samfundsudviklingen har skabt et monster. Men hvor er det konstruktive i dén erkendelse? Kan vi komme ud af kattepinen, eller må vi tilbage og leve som før ungdomsoprørets tid for at igen at tøjle angsten?

Det er de færreste, der ønsker sig tilbage til gamle dage, og selv hvis man gør, er det en umulig drøm, siger Anders Petersen.

”Men når det er så tydeligt, at stadigt flere særligt børn og unge rammes af angst, så er der for mig ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at tage luften ud af nogle af disse præstationsfremmende mekanismer, som, vi i dag bilder os selv ind, fører til frigørelse. Vi behøver ikke teste, evaluere og bedømme hinanden i et væk. Og måske har vi behov for at vurdere menneskers værdi på en anden måde, så alt ikke gøres op i præstation. Det vil kræve en gentænkning af måden, vi uddanner vores børn og indretter vores arbejdsmarked på. Jeg har ikke løsningen, men vi må kunne skabe nogle andre rammer, end dem vi ser i dag.”

En ny type angst?

Dansk Sprognævn optog i 2008 et ord, der dækker over angsten, særligt unge mennesker føler over de konsekvenser, de menneskeskabte klimaforandringer vil føre med sig: klimaangst.

Netop klimaangsten er en ny type angst, som faktisk bryder med hele vores klassiske måde at forstå angst på, vurderer Anders Petersen.

”Ofte når vi taler om angst, har vi en forestilling om, at den er genstandsløs, at den ikke retter sig mod et objekt, som Kierkegaard beskrev. Opkomsten af klimaangsten bryder med denne forestilling. For i dag er objektet for mange af de børn og unge, der føler klimaangst, at de ser en klode, der ved at smuldre mellem fingrene på dem. At vi som mennesker er ved at uddø. I modsætning til tidligere er dette ikke en indre eksistentiel angst, men en ydre angst for at være på en jord, man er med til at ødelægge. Denne angst kan tage mange former og få mange konsekvenser, nogle unge vil ikke sætte børn i verden, andre vil ikke spise kød eller flyve, men det centrale for denne angst i modsætning til Kierkegaards definition er, at den er konkret. Den har et fuldstændigt fast genstandsfelt,” siger han og bliver pludseligt anerledes opmuntrende.

Angsten er ikke kun en reaktion på ydre fare, den kan også være en reaktion på indre bevægelse. Når angsten viser sig, skyldes det, at der er i noget én selv, der kræver, at man forholder sig til sig selv. Dét er angstens gave. 

Markus Floris Christensen

Klimaangsten har ikke alene ændret angstens natur, den viser også en bevægelse fra en ensom kamp mod angst til en fælles kamp, tilføjer Anders Petersen.

”Når vi ser strømninger som Den Grønne Studenterbevægelse og ’Fridays for Future’, så ser vi, at konstruktive fællesskaber opstår på baggrund angsten. Her mødes unge for at bekæmpe og tøjle angsten i stedet for at acceptere den, og det ser jeg som et nybrud i vores måde at forholde os til angsten på.”

Måske har vi faktisk hér en type angst, der er helt på sin plads. Kunne det tænkes, at det er meningen, vi skal være angste?

Fra sit kontor på Europa-Universität Flensborg er Markus Floris Christensen ved at lægge sidste hånd på sin ph.d.-afhandling om angst i nordisk litteratur. I den analyserer han de tre nordiske forfattere August Strindberg, Inger Christensen og Karl Ove Knausgård, der alle har angsten som en gennemgående litterær drivkraft.

Hans primære pointe er, at selv om litteraturen har behandlet angsten altid, helt tilbage til ”Gilgamesh” skrevet 2100 år før Kristi fødsel til Søren Kierkegaard på kanten til moderniteten og frem til i dag, så viser litteraturen også, at angstens natur har forandret sig over tid.

Og spændende er det at se, hvordan netop klimaangsten faktisk foregribes af hende, Markus Floris Christensen kalder for Danmarks ”store angstdigter”, Inger Christensen. Allerede med ”Alfabet”, der udkom i 1981, under den kolde krig, beskrev hun den iboende frygt for jordens menneskeskabte undergang.

”’Alfabet’ handler om atombomben. Men Inger Christensen foregriber faktisk hele den klimaangst, der gør sig gældende i dag. Hun skriver om den økologiske apokalypse, konkret ved naturfænomener, der er gået i opløsning. Den menneskelige civilisation har ødelagt naturen, og dén erkendelse er også angstfyldt,” siger han.

Men hvorfor overhovedet læse om angst, kunne man spørge. Forstærker det den ikke bare? Markus Floris Christensen tror ikke for alvor på ”biblioterapi”, at det at læse skønlitteratur om angst skulle kurere de angste. Men han tror på, at litteraturen kan berige vores forståelse af angstens væsen, lære os at begå os bedre i ”Landet Amygdala”. Og at der er en grund til, at forfattere til alle tider har skrevet om angsten, og at de største af vore tænkere har set den som et af de vigtigste spørgsmål at få behandlet.

”Angsten kan også forstås som et kald, en anfægtelse, der flår os ud af den tankeløse væren og ind i tankestormen. Angsten er ikke kun en reaktion på ydre fare, den kan også være en reaktion på indre bevægelse. Når angsten viser sig, skyldes det, at der er i noget én selv, der kræver, at man forholder sig til sig selv. Dét er angstens gave.”