N år sommeren nærmede sig, holdt de danske bønder i ældre tid en gevaldig fest. Dens indhold var på enhver måde ønsket om frugtbarhed
Man rejste en majstang, dansede, spiste og drak. Pigerne kastede majkranse til de unge mænd, som de havde et særligt godt øje til. Denne majfest var en torn i øjet på de alvorlige ledende kirkemænd på Christian den Femtes tid (1646-1699). Det var frem for nogen biskop Hans Bagger, der ønskede den folkelige fest erstattet og fejret med bøn til Gud, ”ædrueligen, skikkeligen og betimeligen”.
Biskop Bagger udså sig således den 30. april, Valborgsaften, og 1. maj, Valborgsdag, som tidspunktet for en almindelig bods- og bededag, men han havde ikke held med sine planer om at rykke den hedenske majfest ind i kirken. Flere af hans gejstlige kolleger påpegede, at Kristi Himmelfartsdag allerede lå i bøndernes travleste arbejdstid – og at der jo ikke var nogen bibelsk begrundelse for at lægge en ny bededag netop på det tidspunkt. Selv kongen ønskede dagen fremrykket. Monarken ville gerne holde sin bededag på Københavns Slot, før han tog ud på sine forårs- og sommerrejser.
Biskop Baggers tanke var, at den Store Bededag skulle afskaffe det sande hav af bededage, der under Christian den Fjerde i begyndelsen af 1600-tallet var indført for at afvende pest og andre katastrofer, der ansås som guds vredestegn over en ufrom befolkning. På landet var der i fastetiden bededag den første onsdag i hver måned. I København var det bededag hver eneste fredag året rundt. Det gav jo en voldsom reduktion af arbejdsdagene. Når man så dertil lægger, at håndværkersvendene særligt i fastetiden holdt deres frimandage, blev det småt med det ærlige arbejde. Mandagen er som bønne- eller bededag uhyre gammel.
Den menes at være indført i Frankrig omkring 450. Det blev skik at holde gudstjenester både mandag og tirsdag i fastetiden, og man har muligvis til lejligheden smykket kapellerne med blåt. Dette kan have givet disse dage navnet ”blå mandag”. Efter reformationen synes disse dage at have udviklet sig til fest-mandage med morskab, mad og rigeligt drikke.
Mestre og laug søgte forgæves at begrænse denne svendenes hævdvundne ret til blå mandag.
På længere sigt synes det som om, at Biskop Baggers Store Bededag fortrængte de folkelige skikke. Den blev en dag, hvor der bedtes for den ærlige håndtering, både til lands og vands, for stand og embede, næring og bjergning, svend og arbejde – og om, at Gud ville skaffe landet grøde. Og dog levede majfesterne videre på en anden måde. I København begyndte borgerne omkring 1770 at fejre sommerens komme ved at gå på volden - og siden på Langelinie. Ikke på Valborgs aften, men på Bededagsaften, fjerde torsdag efter påske. Stemningsfuldt har det været at gå på volden, mens byens kirkeklokker klang – og hyggeligt skulle det være, når familien kom hjem i den lyse aften. Så drak man tevand og spiste hveder. En beskeden udgave af bøndernes æde- og drikkegilder.
Når konfirmanderne holder deres blå mandag, så er de helt på linie med både gammel kristen og specifik håndværkerskik. De tager sig en fri- og festdag. Og når borgerskabet til bagermestrenes store glæde går aftentur på Bededagsaften, så holder de det sidste liv i bondesamfundets majfester – der på underligste måde blev dem sikret af den skrappe Biskop Bagger, der med sin store og alvorlige bods- og bededag, netop ønskede at fortrænge dem.
Derfor spiser man varme hveder
Kilde: Nationalmuseet