Fra mistillid i valgkampen. Til tillid i samarbejdet. Det er opgaven, politikerne nu står med

I valgkampen angreb politikerne ofte hinanden med hårde og uforsonlige meldinger. Men nu hvor folkestyret igen skal finde sine ben, er nøgleordet tillid – og den er under pres

Med afsæt i Luthers tanker kan vi måske også se valgkampens verbale slagsmål som et sundhedstegn. - Illustration: Morten Voigt.
Med afsæt i Luthers tanker kan vi måske også se valgkampens verbale slagsmål som et sundhedstegn. - Illustration: Morten Voigt.

Lige nu venter vi på bogstaverne i en ny dansk regering. Efter fire uger med verbale slagsmål om vælgernes stemmer, er det blevet tid til en helt anden tilgang: at lytte og prøve at finde ud af, hvilke former for gensidig forståelse man måske kan finde frem til.

Det kan virke lidt besynderligt, at de selv samme politikere, der i fire uger har brugt deres kræfter på at positionere sig imod hinanden, nu pludselig skal finde helt andre toner frem. Og udvise tillid til hinanden.

Fra mistillid i valgkampen. Til tillid i samarbejdet. Sådan kan man formulere den opgave, politikerne nu står med. Og det er helt afgørende, at det lykkes. For som Mette Frederiksen (S) selv formulerede det ved sin åbningstale som landets statsminister ved Folketingets åbning den 1. oktober 2019: ” I Danmark har vi ikke guldminer. Men vi har noget mere værdifuldt. Vi har tillid til hinanden. På tillid har vi bygget et samfund. Med pligter. Og rettigheder. I den rækkefølge.”

Det har siden vist sig, at hverken vi eller Mette Frederiksen kan tage den højt besungne tillid for givet. Og slet ikke til Folketinget. Danskernes tillid til Folketinget er nemlig faldet væsentligt for andet i år i træk, som man kan se i PWC’s Tillidsbarometer 2022, hvor det også fremgår, at Folketinget er den institution, danskerne har mindst tillid til. 

En anden måling fra september, som Ritzau har fået lavet, viser, at knapt halvdelen af danskerne generelt har fået mindre tillid til både det danske retssystem, politikerne og den offentlige administration de seneste år. Og at knapt hver femte dansker har enten mistillid eller stor mistillid til systemet.

Læreren på Christiansborg

Tillid har ellers altid været et nøgleord for Marianne Jelved (R), der har haft sin gang på Christiansborg i 35 år, men ikke stillede op til det seneste folketingsvalg.

Denne formiddag i november er den tidligere radikale leder og forhenværende minister derfor bogstaveligt talt vågnet op til en helt ny virkelighed efter valget. Og for første gang nogensinde har hun nu også prøvet at sove over sig. Både interviewet og en tandlægetid må derfor udskydes lidt.

”Det er på mange måder en barsk opvågning i dag. For det er først nu, at det helt går op for mig, at jeg ikke længere ’er med’. At der ikke er behov for mine input længere, fordi jeg har ikke længere bærer den politikerkasket, der gjorde mig nødvendig at lytte til. Jeg er pludselig blevet en anden,” siger Marianne Jelved i telefonen.

Men i sin opvågnen har hun dog erkendt, at hun alligevel stadig har sin vigtigste identitet med sig: lærerens.

”Som lærer møder man eleverne med tillid, man viser, at man regner med dem, og at man selv holder, hvad man har sagt. Og det er i virkeligheden sådan, jeg også har gjort som politiker. Man kan vel sige, at jeg har gået rundt som lærer på Christiansborg i 35 år. For den tillid, man som lærer altid har som sin grundholdning, er også den allervigtigste i forhold til at skabe løsninger i politik,” siger Marianne Jelved.

Hun er derfor bekymret, hvis netop denne grundholdning kommer under pres. Hvor skrækeksemplet er USA med uforsonlige og skarpe fronter mellem borgere i det samme land.

”For vi er nødt til at forstå, at det er relationerne mellem mennesker, der er det allervigtigste i et samfund. Det er kun i et fællesskab, man kan skabe resultater,” siger Marianne Jelved.

Tilliden har skiftet karakter

Og godt nok har vi ikke amerikanske tilstande, hvor tilliden er i frit fald i verdens ældste fungerende demokrati. Både til politikerne og til systemet i det hele taget. PEW Research Center kunne tidligere i år dokumentere, at kun 20 procent af de adspurgte amerikanerne mener, at regeringen hele tiden eller det meste af tiden gør det rigtige. En voldsom kontrast til 1960'erne, hvor mere end 70 procent af de adspurgte svarede positivt på det samme spørgsmål.

Sådan er det langtfra i Danmark. Men ”tilliden har skiftet karakter også her i landet,” siger Sasja Stopa, der er postdoc i teologi ved Aarhus Universitet, hvor hun forsker i den danske tillidskultur. ”Og det skyldes ikke mindst, at hvor det engang var selve embedet, der gav autoriteten og dermed tilliden til systemet, så er det i dag personen i sig selv, der skal sikre tilliden. Den følger ikke længere med titlen. Og det kan både ses som en demokratisk styrke, men også som en potentiel svaghed, der risikerer at føre til mere populisme,” siger Sasja Stopa.

I sin forskning er hun optaget af at undersøge den danske tillidskulturs rødder, og hvordan den har udviklet sig fra sit kristne udspring i den lutherske teologi og frem til i dag, hvor Gud i høj grad er taget ud af ligningen. Dén udviklingshistorie vender vi tilbage til lidt senere, men kan måske lige afsløre, at arven fra Luther stadig er tydelig i vores demokratiske kultur, når det handler om tillid. På trods af sekulariseringen.

Mange føler sig uden reel indflydelse

Netop bekymringen for tilliden til demokratiet og til samfundets institutioner er også hovedfokus for Zakia Elvang, der er rådgiver og partner  i rådgivningsvirksomheden We Do Democracy. Og som hun ser det, er tilliden til systemet og politikerne i dag under pres, fordi mange borgere mangler følelsen af at have en reel indflydelse.

”Jeg har meget stor respekt for de folk, der stiller op i dansk politik og gør en kæmpe indsats for vores samfund. Men der er nogle store udfordringer ved den måde, demokratiet fungerer på i dag, som påvirker vores tillid til politikerne og systemet i det hele taget,” siger hun.

Zakia Elvang peger blandt andet på, at der i den seneste valgperiode var mange politikere, der forlod deres partier, flere blev løsgængere, og et par stykker stiftede endda deres egne, nye partier.

”Det rokker ved borgernes følelse af tillid til og troværdighed hos politikerne og er med til at sætte styreformens legitimitet under pres. For man kan åbenbart ikke stole på, at politikerne fortsætter med at mene det, man ellers stemte på,” siger hun og peger samtidig på et endnu større problem, der handler om hele det parlamentariske system.

”I en tid hvor tidens store og komplekse problemer kalder på langsigtede løsninger, holder det heller ikke, at vores politikere kun har en horisont på fire år. Hvor det første år endda går med at finde sin plads efter valget, og det sidste år så handler om valgkamp igen,” siger Zakia Elvang.

Helt grundlæggende mener Zakia Elvang derfor, at vi må gentænke det parlamentariske system for at få tilliden til det tilbage. Som man kan høre på virksomhedens navn We Do Democracy handler denne nytænkning især om at få flere til at deltage i demokratiet.

”Jeg tror, at tillidskrisen til politikere og til det offentlige i det hele taget er et tegn på, at vi skal gå ind og se på selve rammerne for folkestyret. Måske er det på tide at lave nogle justeringer i den styreform, der blev udtænkt for mere end 150 år siden og for eksempel supplere Folketinget med steder, hvor folk faktisk bliver hørt, ” siger Zakia Elvang og nævner et permanent borgerting, ved siden af Folketinget, samt løbende borgersamlinger som mulige bud.

”Jeg er overbevist om, at tilliden til systemet vil vokse, hvis borgerne selv får mulighed for at være med til at pege på løsninger og føler, de bliver hørt,” siger hun og nævner som eksempel en aktuel borgersamling omkring det omdiskuterede projekt, etableringen af den kunstige halvø Lynetteholmen ved Refshaleøen i København.

”Her deltager folk via lodtrækning, baseret på et repræsentativt udsnit af befolkningen. På den måde sikrer man en dialog om løsninger, der spejler befolkningen og ikke kun består af de mest højtråbende omkring projektet. Fra tidligere borgersamlinger ved vi, at netop den form for inddragelse giver folk en demokratisk oplevelse af, at de kan være med til at gøre en forskel. For tillid til systemet handler om deltagelse,” siger Zakia Elvang.

Nye toner i det offentlige: Fra kontrol til tillid

Samme pointe kommer fra professor i politik og institutioner ved Roskilde Universitet Jacob Torfing. For det er præcis den konklusion, mange offentlige institutioner i dag er nået frem til efter i mange år at have brugt en noget anden ledelsesstil, den såkaldte New Public Management (NPM).

”Tanken bag NPM var ellers at skabe bedre resultater i det offentlige ved at sætte klare mål for medarbejderne, indføre skrappe dokumentationskrav og bryde det offentliges monopol ved at invitere private virksomheder ind og konkurrere om opgaverne. Men resultaterne viste sig at være de stik modsatte af det kvalitetsløft, man havde håbet. Serviceniveauet faldt, der kom et hav af klager, og medarbejdernes motivation og engagement faldt drastisk,” fortæller Jacob Torfing.

I dag er man derfor i mange offentlige institutioner som sygehuse og kommuner slået ind på en helt anden ledelsesstil, siger han.

”I stedet for kontrol leder man i dag ved at udvise tillid til medarbejderne. Man har fundet ud af, at netop tillid får de ansatte til både at bruge deres faglighed og at samarbejde mere. At det øger folks motivation for at gøre deres arbejde godt, hvis man stoler på dem, og resultaterne derfor bliver bedre,” siger Jacob Torfing.

Luthers betydning for vores tillidskultur

Og så vender vi tilbage til Luther. Til opgøret med pavemagten og de 95 teser på døren i Wittenberg , der rystede verden for mere end 500 år siden. Når Mette Frederiksen (S) i 2019 talte om, ”at på tillid har vi bygget vores samfund”, var det dog næppe Luther hun refererede til som ophavsmanden. Men ifølge teolog Sasja Stopa er det blandt andet Luthers betoning af den enkeltes ansvar for eget gudsforhold, der har skabt grundlaget for den stærke tillidskultur i dag.

”Luther sagde, at vi alle i kraft af troen bliver konger og præster i et åndeligt regimente, og han gav dermed den enkelte myndighed til at varetage sit eget gudsforhold. Og Luthers tillid til den enkelte, der videreføres med de senere oplysningsfilosoffer, får betydning for hele den måde, vi efterfølgende indretter vores samfund på,” siger Sasja Stopa.

”Man kan på den måde se Luthers tanker som en del af grundlaget for den autorisering af individet, der senere muliggør en mere demokratisk styreform. Med til dette hører hans understregning af, at man ikke blindt skal adlyde autoriteter, noget vi kan genkende i vores moderne tillidskultur. Luther mente, at vi skal turde at tale autoriteterne imod, hvis de truer vores gudsforhold. Derfor må enhver uddannes til at tænke selv,” siger Sasja Stopa.

Den danske pietistiske teolog Erik Pontoppidan (1698-1764) er et godt eksempel på, hvordan Luthers tanker om selvstændig tænkning via uddannelse forplantede sig i Danmark. Pontoppidan lagde vægt på, at eleverne i gennemgangen af Den Lille Katekismus gerne måtte udfordre læreren med kritiske spørgsmål om den kristne tro, ”for de skulle iværksætte deres eget intellekt”, som Sasja Stopa forklarer det.

Luther levede i et hierarkisk samfund og var på ingen måde demokrat, men når han baserer det individuelle gudsforhold på tillid til den enkelte, indebærer det, ”at alle mennesker, høj og lav, rummer kimen til at blive en autoritet i eget liv. Hvor det aldrig vil være nok, at andre forstår noget for dig – du skal selv forstå det. Så tilliden til, at vi alle på den måde kan bidrage til og deltage i samfundslivet, har vi blandt andet med os fra Luther,” siger Sasja Stopa.

Derfor kan vi måske også se valgkampens verbale slagsmål som et sundhedstegn, siger hun.

”For det viser netop, at vores kultur godt kan rumme uenigheder og skarpe debatter, da den er båret af en grundlæggende tillid til, at det er vores opgave at prøve argumenter og holdninger af – og at vi alligevel godt kan samarbejde bagefter,” siger Sasja Stopa og tilføjer: ”Vi skal bare huske at værne om tilliden og forstå, at den altid må være gensidig. For når vi for eksempel oplever et svigt hos regeringen, hos Skat eller på sygehusene, eller når der ledes gennem kontrol fremfor ansvar til den enkelte medarbejder, ja så går der skår i den tillidskultur, der er så afgørende for hele vores samfund.”