Hasse Schneiderman har i den sidste tid gået mange ture i Mols Bjerge, mens han har grublet over to meget store spørgsmål: Hvad betyder fred, og hvordan sikrer vi den?
Den 74-årige pensionist, der tidligere har arbejdet med familieterapi, bor i sit sommerhus ”Vildreden” på Djursland, og lige nu er det nok også det ord, der bedst beskriver hans egen sindsstemning.
”Jeg har været i fredsbevægelsen i flere år, og jeg plejer at glæde mig helt vildt til at komme til Folkemødet på Bornholm. Som fredsaktivist bliver man nemlig altid mødt med glade miner og festsang,” som han siger.
Men i år var forventningens glæde afmålt. Hasse Schneidermann følte sig ikke længere sikker på, at det kun var positive reaktioner, hans fredsbudskab ville blive mødt med. For stemningen er vendt, siger han.
”Det er som om, at man nærmest bliver opfattet som landsforræder i dag, hvis man insisterer på at tale om fredens mulighed alene ved fredelige midler. Uden militær oprustning. Også på Christiansborg er fredsbevægelsen blevet venneløs. Nu går selv Enhedslisten ind for at opnå fred gennem brug af våben,” lyder det fra Hasse Schneidermann, der for et par år siden var med til at stifte fredsbevægelsen Forbyd atomvåben, og som i dag er formand for Fredsministeriet.
Ministeriet har eksisteret i 10 år og er en paraplyorganisation for en række fredsinitiativer som Forbyd atomvåben og Aarhus mod Krig og Terror. På Fredsministeriets hjemmeside finder man slogans som ”Fred på jorden & Fred med jorden”, og sidens bærende foto viser en gruppe mænd og kvinder, der smilende vifter med det regnbuefarvede fredsflag.
Folkene bag ønsker, at Danmark får et reelt fredsministerium, på linje med de øvrige ministerier i regeringen, men indtil det måtte ske, ”er vores ambition at udvikle et ’skyggeministerium’, der kan præsentere befolkning og beslutningstagere for fredelige alternativer til krigspolitikken”, som det er formuleret på hjemmesiden.
”Lige nu har vi selvfølgelig fuldt fokus på, at krigen i Ukraine ikke eskalerer til en stormagtskrig med atomvåben og på, hvordan den også påvirker hele fredsidéen,” siger Hasse Schneidermann.
"Ud over at være i kontakt med de danske myndigheder om det, så arbejder vi blandt andet på at intensivere det nordiske samarbejde og har taget initiativ til en slags Nordisk Fredsråd. Men i den forbindelse skal vi jo have en fælles definition af, hvad vi så forstår ved ordet fred, ellers kan vi jo ikke udvikle og advokere for en ikke-militær bæredygtig freds- og sikkerhedspolitik.”
Og det er her, problemerne kan opstå, siger han. For det er let nok at blive enige om det snævre fredsbegreb: at fred er, når der ikke er krig.
”For den definition er dejligt konkret og målbar. Men når det ikke bare handler om at få stoppet krig og være imod oprustning, så kniber det mere med at fylde et positivt indhold i fredsbegrebet. Og det er blevet mere og mere tydeligt for mig, at det er noget, vi mangler at få gjort,” siger han.
Fredsgudinde uden indhold
De mange gåture - og samtalerne med de nordiske fredsvenner - har dog givet Hasse Schneidermann et par gode idéer. Her kan lige afsløres, at han trækker på nogle af de tænkere, som vi kommer til at høre mere om i artiklen, og at relationsarbejde indgår som noget helt væsentligt. Men ellers gemmer vi lige Schneidermanns foreløbige bud på freden til senere.
Det er som om, at man nærmest bliver opfattet som landsforræder i dag, hvis man insisterer på at tale om fredens mulighed alene ved fredelige midler
For ligesom det kan være svært at finde et bud på fredens indhold for folkene i det danske fredsministerium og deres nordiske kolleger, var det allerede blandt grækerne i Antikken noget uklart.
”De havde godt nok en fredsgudinde, Eirene. Men i rækken af græske guder må man sige, at netop hendes rolle var meget tilbagetrukket og udefineret,” fortæller Rebecka Lettevall, der er professor i idéhistorie ved Malmø Universitet, og som har forsket i fredsbegrebets idéhistorie.
Eirene optræder blandt andet i den græske komedieforfatter Aristofanes’ komedie ”Freden”, der blev opført i år 442 f.Kr. I stykket har Eirene forladt jorden i vrede på grund af de voldsomme krige mellem bystaterne Athen og Sparta. Men stykkets helt, bonden Trygaios, får hende dog til at vende tilbage. Til stor jubel for det athenske folk, der nu tror på lykkelige dage igen.
”Så allerede dengang var fred i virkeligheden blot et ord for, at der ikke var krig. Og megen fredsforskning peger på, at det op gennem store dele af historien har været sådan, at fred alene er blevet beskrevet som det modsatte af krig. Som en negation, ” siger Rebecka Lettevall.
Faktisk var det først, da fredsforskningen voksede frem som videnskabelig disciplin i 1960’erne, at det blev toneangivende at beskrive fred som andet end en negation af krig, fortæller hun.
Den norske fredsforsker og en af initiativtagerne til det norske fredsinstitut, Prio, Johan Galtung, definerede nemlig ikke fred som det modsatte af krig, men som det modsatte af vold, og han er blandt andet kendt for citatet: ”At arbejde for fred er at udvide spektrummet for de ikke-voldelige muligheder.” Med den tilgang har Johan Galtung fungeret som konfliktmægler i over 40 konflikter rundt om i verden, herunder Afghanistan og Sri Lanka.
”En moderne fredsdefinition handler i bund og grund om, at man skal nå frem til en fordeling af ressourcer, så alle får ret til og mulighed for at leve det liv, de ønsker,” siger Rebecka Lettevall.
Men selvom vi altså i de seneste godt 50 år har haft en mere udfoldet beskrivelse af fredens indhold via fredsvidenskaben, så er det ifølge idéhistorikeren alligevel meget sigende, at der ikke findes synonymer for fred, ”mens der findes flere andre ord for krig, som for eksempel kamp eller strid”. Rebecka Lettevall mener, at forskellen blandt andet kan forklares med, ”at mens krig er en handling, så forestiller vi os mere fred som en stillestående tilstand, selvom det burde være en proces, man konstant skal arbejde på,” som hun siger.
Spilleregler for den evige fred
Derfor kom det også for mange som et kæmpe chok, da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar i år, og vi igen skulle opleve en krig i Europa. For netop idéen om, at freden er en tilstand, vi har arbejdet på at bevare, hører til den vestlige civilisations fortælling og forestilling om sig selv. Umiddelbart ville man måske mene, at det især er i tiden efter den kolde krigs ophør, at der har bredt sig en tro på, at vi havde set det sidste til brutale krige på det europæiske kontinent.
”Men det er på ingen måde en ny idé, at vi på et tidspunkt ikke længere vil udøve krig mod hinanden. Lige siden oplysningstiden i 1700-tallet har man haft den teori, at vi bevæger os hen imod ’den evige fred’, som den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) skrev om. Han formulerede en række klare adfærdsregler og principper for, hvordan staterne skulle opføre sig over for hinanden som retsstater, så alle kunne leve fredeligt. Og hans analyser er stadig nogle af de bedste, der findes," siger professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Gorm Harste.
Han er en af de danskere, der véd mest om både krigens og fredens begrebshistorie, og på bordet foran ham ligger da også to videnskabelige afhandlinger i bogform, den ene om krig, den anden om fred.
Harstes doktorafhandling handler om krigens fornuft, eller mangel på samme, og her er netop Kant en af de store tænkere, han trækker på. Men han går også helt tilbage i den vestlige historie og viser, hvordan man ikke mindst i Antikken konstant levede i ufred, og den ene militære revolution afløste den anden. Det var først med romerne, at retssystemet tog form, og man kunne begynde at skelne mellem ”retfærdige” og ”uretfærdige krige” og på den måde beskrive freden som målet for menneskelig sameksistens.
”Man kan sige, at med politikeren Cicero (106 f.Kr.-43 f.Kr.) og kirkefaderen Augustin (354-430) sætter forestillingerne om den hinsides fred i evigheden sig igennem til en idé om den jordiske fred. Og koblingen mellem teologisk og juridisk dogmatik fortsætter helt frem til 1700-tallet. Selve ordet ’fred’ kommer for eksempel fra det gammeltyske ’frid’, som henviser til ’ret’. Og det er først med Kants filosofi, at koblingen til Gud og den himmelske fred ryger ud af ligningen,” fortæller Gorm Harste.
Ifølge Kant kunne ”selv et folk af djævle”, som han skrev, oprette en retsstat og på den måde sikre, at visse spilleregler blev overholdt, så man på den måde undgik krig og kunne leve i fred. Kants tanker om, hvordan retsstater skal omgås, har blandt andet inspireret til oprettelsen af FN, til menneskerettighederne og flere af principperne bag EU. De benyttes for eksempel både i Romtraktaten fra 1957 og Lissabontraktaten fra 2007.
Nu er fremtiden truet - igen
Forud for Kants analyser var der andre tænkere, som havde fat i nogle af de samme pointer, men det blev den tyske oplysningsfilosof, som i den grad kom til at præge den vestlige forståelse af, at netop retsstaten er en forudsætning for freden.
”Og helt overordnet så har man efter de to meget store bump på vejen, Første og Anden Verdenskrig, troet, at det globale verdenssamfund nu var blevet synkroniseret. At muligheden for fred på jorden var en reel mulighed, undtagen i ’de yderste jungler’. Men den forestilling fik så igen nogle alvorlige ridser i lakken under Cubakrisen i 1962 og atomkapløbet i 1980’erne, hvor vi faktisk var tæt på en total udslettelse i 1983, da USA gennemførte to store militærøvelser, men glemte at fortælle russerne om det. Det fik russerne til at tro, at der var atommissiler på vej mod dem, og kun fordi en enkelt russer tvivlede på, at det kunne være rigtigt, lod han være med at trykke på gengældelsesknappen,” fortæller Gorm Harste.
Han beskriver derfor tiden fra 1962 til 1986 som en periode uden meget freds- og dermed fremtidshåb. Først med den sidste sovjetleder Mikhail Gorbatjov begyndte man igen at tro på længere tidshorisonter.
”Man følte, at fremtiden var blevet genopfundet, da den kolde krig sluttede. Og det håb, har vi vel egentlig haft siden, men så kommer den russiske invasion af Ukraine, og så er fremtiden truet igen,” siger Gorm Harste.
Freden er med andre ord ikke længere sikret alene ved hjælp af den jura, retsstaterne bygger på. Og hvad skal man så sætte sin lid til?
Ifølge Gorm Harste har andre tyske tænkere udvidet vores redskabskasse, når det handler om fred: sociologen Niklas Luhmann (1927-1998) og filosoffen Jürgen Habermas (født 1929).
Harstes bog om fred hedder af samme grund ”The Habermas-Luhmann Debate”, for ordet ”debat” er etymologisk udledt af det franske ord ”de battre”, fortæller Gorm Harste, hvilket betyder, at man afstår fra kamp med våben og i stedet bruger andre midler, her i form af ord.
”De to tænkere peger på, hvordan vi hele tiden skal kæmpe for freden ved at gentænke og diskutere den. Vi skal med andre ord konstant arbejde på at udvikle den sans, vi som mennesker er udstyret med, og som gør, at vi kan kommunikere og tale sammen. Men ikke kun sprogligt skal vi være åbne for dialog. Også fysisk skal vi udvise høflighed over for hinanden og for eksempel ikke skubbe til hinanden, når vi mødes på gaden,” siger Gorm Harste.
Han tilføjer, at denne sans ”først og fremmest handler om, at vi bestræber os på at sætte os i den andens sted. For i sidste ende må al fred netop hvile på pligten til at kunne tvivle på sine egne domme og fordomme. Vi véd jo godt, hvor svært det er at have tillid til en person eller en position, der ikke formår at tvivle på sig selv.”
Så fred kan med Luhmann og Habermas også trækkes hjem til den enkelte som et ideal at leve efter og er dermed ikke kun noget, der skal sikres via retsstaten.
Med kirken som sidste fredsforkynder
På sine mange vandreture omkring sommerhuset er Hasse Schneidermann selv nået frem til en lignende erkendelse: At fred har noget at gøre med relationer.
”Min fortid i familieterapi fornægter sig ikke. Her er det ikke parterne i sig selv, der er vigtige, men relationen imellem dem. Og uanset om det handler om relationer mellem mennesker, samfund eller lande, så er det vigtigste jo at have relationer uden fjendskab, uden vold,” siger han.
Konflikter skal kunne rummes i relationerne, tilføjer Hasse Schneidermann:
"Og hvis vi tænker på det civile samfund, så ordner vi jo vores konflikter fredeligt. Man ville for eksempel aldrig acceptere vold som et middel til at få indført krav på arbejdsmarkedet eller acceptere, at en far har en kølle med ind, når han skal forhandle børnebidrag med børnenes mor. Det ville vi betragte som uciviliseret.”
Hasse Schneidermann mener, at man burde overføre den logik til den konkrete krig i Ukraine lige nu:
”I stedet for at besvare Putins trusler med flere våben, burde man se mere på USA’s, Natos og vores egen rolle i konflikten og være mere lyttende over for Ruslands argumenter. Selvom krigen er illegitim, er det et legitimt synspunkt, når Rusland kalder det uretfærdigt, at landet ikke blev en del af den europæiske arkitektur, som man var blevet lovet. Den konflikt bør også løses uden fjendskab og vold.”
I stedet oplever Schneidermann, ”at næsten alle nu er enige om, at vejen til fred går gennem krig. Og det sted, hvor jeg lige nu hører mest tale om fred som vejen til fred, er i de kristne sammenhænge jeg færdes i. Her gradbøjes det femte bud ikke, og der tales om Guds fred på en måde, der minder om Johan Galtunges brede fredsbegreb. Det gælder også i den lille runde kirke i min egen by.”
Også den svenske fredsforsker Rebecka Lettevall er optaget af den krig i Ukraine, som ryster Europa lige nu, og ikke mindst håbet for en fredelig verden. For et liv i fred.
”Men man skal aldrig tage fredshistorien for givet. Det er et vedvarende arbejde, og man må aldrig slappe af og tænke, nu er vi der. For freden må altid være målet, og slipper vi først dét mål, så har vi tabt troen på menneskeheden,” lyder det fra Rebecka Lettevall.