Jeg har brugt 25 år på ikke at mene noget. Nu vil jeg bruge min stemme og tale de svages sag

Der er to ledetråde i Peder Meisners liv. Den ene står på mormoderens solur og minder ham om altid kun at tælle de lyse timer. Den anden er kristendommens budskab om, at hvert eneste menneske har værdi. For to år siden blev ledetrådene afgørende for et radikalt valg i hans liv

Sidste år blev Peder Meisner formand for Kristeligt Dagblads repræsentantskab, og i 2021 skiftede han cheftitlen i DR ud med jobbet som generalsekretær for KFUM's Sociale Arbejde.
Sidste år blev Peder Meisner formand for Kristeligt Dagblads repræsentantskab, og i 2021 skiftede han cheftitlen i DR ud med jobbet som generalsekretær for KFUM's Sociale Arbejde. Foto: Frank Cilius.

Når Peder Meisner skal fortælle om mennesker, der har gjort et afgørende indtryk på ham, står navnene i kø. Men ud over hans forældre og bedsteforældre er de mennesker, han nævner, måske ikke lige nogle, som andre umiddelbart ville fremhæve.

Det gælder blandt andre Jonny fra Ringkøbing og Sanne fra Esbjerg, der hverken er kendte eller hører til på samfundets A- eller B-hold. De hører nærmere til det, Peder Meisner kalder C-holdet. De, der har det allersværest og på alle måder rangerer lavest i hierarkiet.

Peder Meisner, der sidste år blev formand for repræsentantskabet i Kristeligt Dagblad, har sagt ja til at fortælle om sit liv, og de værdier, valg og visioner, der fylder det. Og et af de mest radikale valg traf han for to år siden – et valg, der blandt andet har med Jonnys og Sannes skæbner at gøre.

”Er du klar over, hvor imponerende det er, at mennesker som Jonny og Sanne stadig står på benene? Det at være socialt udsat i Danmark kræver simpelthen så mange ressourcer,” siger Peder Meisner, der byder på jordbær og kolde sodavand i haven, mens himlen over hjemmet i østjyske Løsning ikke rigtig kan bestemme sig for, om meteorologerne skal få ret i deres varsel om skybrud, eller om solen kan fortsætte sin sommerleg.

Peder Meisner er 53 år og er på den måde nogenlunde det samme sted i livet som Jonny, der også er en fuldvoksen mand i 50’erne. Men hvor Peder Meisner selv oplevede at blive født som tilværelsens absolutte midtpunkt for sine forældre, da han kom til verden den sidste septemberdag i 1969, ja, så har Jonny altid savnet den trygge kærlighed i sit barndomshjem.

Og mens Meisner-parret valgte at opkalde deres første søn – og eneste barn – efter hans morfar fra Vestjylland, ja, så måtte Jonny for altid mangle et h i sit fornavn. Hans mor ville ellers gerne have opkaldt ham efter sin musikalske helt, Johnny Cash.

”Men hun havde levet et hårdt liv som prostitueret og misbruger og var på det tidspunkt så ramt af sit misbrug, at hun ikke kunne udtale navnet rigtigt over for præsten. Og derfor kom sønnen til at hedde Jonny,” fortæller Peder Meisner.

Som 10-årig skulle Jonny klare alt i hjemmet, hvor der også var to mindre søskende, ligesom han måtte lægge ryg til de tæsk, som forskellige stedfædre udsatte ham for. Da han som 11-årig første gang henvendte sig til kommunen for at få hjælp, fik han at vide, at han bare skulle ”skride hjem igen”.

Peder Meisner fortæller med åbenlys indignation. Om Jonny, der ikke fik den hjælp, han havde brug for. Om den hash, Jonny senere blev præsenteret for af den mand, der boede i kælderen under deres ejendom, og om sit eget første møde med Jonny, som nu ikke længere magtede at smile til verden. For han havde ikke alene mistet troen på, at det hele nok skulle blive bedre, men også alle sine tænder.

"Nu lukker sig mit øje"

Det kan synes som en helt anden verden end den, Peder Meisner selv er vokset op i. Som et trygt og håbefuldt barn, der aldrig var i tvivl om, at han var elsket. Og hvis han en enkelt gang imellem skulle blive en smule bange for nattemørket eller alt det uvisse, så hjalp det at vide, at der jo altid var én, der passede på ham. For Gud var både med i søndagsskolen, aftenbønnen og godnatsangen, hvor man altid kunne lukke sit øje i vished om, at det var trygt at falde i søvn.

Hos sin mormor i Videbæk i Vestjylland elskede han også at bladre i hendes børnebog med flotte illustrationer af de mange bibelfortællinger. Især satte historien om den fattige enke sig fast i hans barnesind. På trods af sine få midler lagde enken alligevel et par mønter i tempelblokken, og de efterfølgende ord fra Jesus gjorde et kæmpe indtryk på Peder Meisner:

”Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre. For de har alle lagt i af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt det, hun havde at leve af.”

Peder Meisner har gemt den børnebog med bibelhistorier, som han meget gerne læste i, når han som dreng var på besøg hos sin mormor i Videbæk.
Peder Meisner har gemt den børnebog med bibelhistorier, som han meget gerne læste i, når han som dreng var på besøg hos sin mormor i Videbæk. Foto: Frank Cilius.

Fortællingen og den sociale indignation har fulgt ham siden. Og selvom kristendommen måske først og fremmest betød tryghed og håb for ham som barn, så indebar den også meget tidligt en appel om at behandle alle ens og med samme respekt. Rige var ikke bedre mennesker end fattige mennesker. Præcis som han selv oplevede det hos de to sæt bedsteforældre. Hans far var vokset op i en toværelseslejlighed med sine forældre og tre søskende. Uden bad og toilet. Men med das i gården. Hans mors forældre boede derimod i en nybygget villa med den flotteste udsigt over det vestjyske landskab, og her var der altid rigeligt af alt.

”Deres gravsteder viser forskellen med al tydelighed i dag. På min mormor og morfars gravsten står der, at den er ’rejst af taknemmelige medarbejdere fra Videbæk Kartoffelmelsfabrik’. På min farmors og farfars gravsten står der bare 'Far' på den ene og 'Mor' på den anden.”

Det var præcis den respekt for alle på trods af forskelle, som han oplevede, at hans kammerater i 7. klasse manglede den dag i en samfundsfagstime, hvor de argumenterede for, at ”fattigfirsernes” mange arbejdsløse ikke længere skulle modtage dagpenge. De kunne få madkuponer i stedet. Peder Meisner var rystet. Og vred. Han havde selv lige oplevet at komme hjem fra en sommerlejr med søndagsskolen, hvor hans mor havde taget imod ham ved hoveddøren og fortalt, at han nok lige skulle være lidt forsigtig i forhold til sin far. For som kontorassistent var han igen blevet overhalet af den teknologiske udvikling og havde endnu en gang mistet sit arbejde.

”Det var, som om uskylden forsvandt lidt i de år. Nu var min far pludselig den skrøbelige, som jeg skulle tage hensyn til. Og det gjorde bare mine klassekammeraters kommentarer endnu mere provokerende.”

Peder Meisner kalder sin far for ”lidt tungsindig”, og han blev selv mere optaget af at vælge en lysere vej. Også i forhold til kristendommen, hvor synd og skam fyldte en del i det indremissionske miljø i Videbæk – og altså ikke kun nåde og håb.

”Så den lyse kristendom er et bevidst valg fra min side. Ligesom jeg også har gemt et solur, som min mormor havde stående på sit skrivebord, og hvor der står: ’Gør som jeg, tæl kun de lyse timer.’ Det kigger jeg på en gang imellem – for det er en rigtig god påmindelse.”

Soluret havde Peder Meisners mormor stående på sit skrivebord. I dag står det i hans eget hjem og minder ham om altid kun at tælle de lyse timer.
Soluret havde Peder Meisners mormor stående på sit skrivebord. I dag står det i hans eget hjem og minder ham om altid kun at tælle de lyse timer. Foto: Frank Cilius.

En spirende lyst til at bruge sin stemme

Det var under coronakrisen, at Peder Meisner tog sit eget liv op til revision og besluttede sig for at lade netop den påmindelse og det kristne menneskesyn fylde mere. Også på arbejdet. For som privatperson har troen altid været med ham, men efter gymnasiet var det journalistikken, der trak i ham. Og efter uddannelsen fulgte godt 25 år som ansat i DR. Først som journalist, senere som chef, blandt andet for DR Fyn, og siden som ledende distriktschef for den samlede nyhedsproduktion i DR’s distrikter.

”Coronakrisen blev et vendepunkt for mig. Og den faldt sammen med, at jeg var fyldt 50 år, og i det hele taget gjorde jeg mig mange overvejelser om, hvad jeg egentlig ville bruge resten af mit liv på. Tiden bliver pludselig mere dyrebar, når man runder de 50 år, og når jeg så samtidig var ’sendt hjem’ på grund af corona, var der nu tid til at tænke det hele lidt dybere igennem.”

Overvejelserne var dog ikke helt nye, for inden covid-19 lukkede landet ned, havde Peder Meisner gennem en periode været i kontakt med en mentor fra Lego, der hjalp ham med at se på de muligheder, som fremtiden kunne byde på. For det var selvfølgelig også en mulighed bare at blive i DR, hvor han havde et spændende job, ”men jeg havde prøvet så meget forskelligt i DR og havde ikke noget, jeg følte, jeg skulle bevise over for mig selv længere. Samtidig frygtede jeg måske også en fremtid, hvor jeg med årene ville risikere at føle mig overhalet af hele den digitale udvikling inden for journalistikken. Så skrækscenariet handlede også om en uværdig exit på et ellers fantastisk arbejdsliv,” siger han.

Og så var der det med ledetrådene og de bærende kristne værdier og et voksende ønske om at lade dem fylde mere. Som journalist hylder Peder Meisner ellers princippet om objektivitet og neutralitet, ”men jeg begyndte at mærke, at jeg også fik lyst til at mene noget – og sige det højt. Det vil jeg aldrig gøre som journalist, for det mener jeg er forkert. Og jeg har derfor også haft det svært, når nogle i branchen pludselig begynder at blande deres personlige holdninger ind i deres arbejde. Men nu havde jeg brugt 26 år på ikke at mene noget, og nu ville jeg gerne til at bruge min stemme.”

Som at komme hjem

Peder Meisner smiler, mens han fortæller om sit sporskifte. På havebordet ligger hans læsebriller oven på en stak udprintede mødepapirer og et par notesbøger, og på den øverste bog er der fastklistret et mærkat med ordene: ”Peder Meisner. KFUM’s Sociale Arbejde. Generalsekretær.”

”For mig har det nærmest været som at komme hjem. Som en ring, der er sluttet. For jeg er selv vokset op med KFUM, hvor også mine forældre var aktive og mødte hinanden. Ligesom jeg selv gjorde med Mette, som jeg er gift med i dag, og som jeg har Marius og Jonathan sammen med. Og så er selve kernen i KFUM og KFUK jo netop det kristne menneskesyn: at hvert enkelt menneske er unikt og værdifuldt i sig selv. Og tænk sig, den holdning har jeg nu mulighed for at lade være bærende i alt, hvad jeg gør. Det føler jeg helt klart som både en befrielse og en lettelse.”

Og det er netop som generalsekretær for KFUM’s Sociale Arbejde, at Peder Meisner har mødt både Jonny, Sanne og alle de andre, som han i dag nævner som nogle af de mennesker, der har gjort størst indtryk på ham. Og som han slet ikke kan lade være med at tale om. Blandt andre den unge kvinde, som han mødte på en af bevægelsens caféer sidste fredag, hvor hun sendte ham det allerstørste smil og fortalte, hvor glad hun var.

”For godt nok havde hun haft vildt travlt hele ugen med at bage 400 boller, så der var nok til alle. Men der var en, der havde rost hende for at være god til at lægge mærke til folk, der sad alene, og så sætte sig ned og snakke med dem og måske spille 500 med dem. Og den bemærkning var simpelthen så betydningsfuld for hende, for som hun fortalte, havde hun haft en meget hård opvækst uden ret megen kærlighed, og så tilføjede hun: ’Men tænk, nu er der nogen, der synes, jeg er værdifuld.’”

Vi skal selvfølgelig også lige høre, hvordan det så er gået med Jonny. Og med Sanne. For Sanne er endnu en af solstrålehistorierne om, hvad der sker, når man møder folk med en tro på, at de er unikke og værdifulde.

Sanne var havnet i en lejlighed i Esbjerg, hvor hun efter et brud med en kæreste nu sad med galoperende angst og et voksende misbrug. Hun kom derfor ikke længere ud og følte sig mere og mere ensom.

”Men så kom hun med i vores projekt, hvor man henter folk derhjemme og kører dem hen til fællesspisning og tilbage igen. Det giver folk noget at glæde sig til, samtidig med at de ikke skal bekymre sig om det praktiske. Og det skaber efterhånden også en følelse af forpligtelse. Til et fællesskab. Så i dag er Sanne kommet ud af sit misbrug og selv blevet frivillig på et af værestederne og i en sportsklub. Nu er det hende, der hjælper andre med at komme op at stå.”

Peder Meisner tilføjer så endnu en af de sætninger, der er bærende for hans livssyn: ”Man må aldrig opgive håbet på mennesker.”

Det gælder også Jonny. For da KFUM’s Sociale Arbejde skridt for skridt begyndte at hjælpe ham med at få styr på alt det uoverskuelige, der havde hobet sig op – som for eksempel den husleje, han aldrig havde fået tilmeldt betalingsservice – så skete der noget i Jonnys liv.

”Han begyndte stille og roligt at tro på, at nogle mennesker faktisk vil ham det godt. At han kan have tillid til relationen. Og at han er noget værd. Så i dag smiler Jonny igen til verden. Han har også fået lavet sine tænder.”

Kristendommens menneskesyn har med andre ord rigtig meget at give og sige os ifølge Peder Meisner. Derfor synes han også, det er ærgerligt, at færre i dag lytter til den, lader sig døbe eller finder folkekirken relevant for deres liv.

”Men jeg tror, at folkekirken på mange måder er blevet for fjern for mange mennesker. Og der skal et langt større ryk til end for eksempel en diskussion om liturgi, som for mig at se bliver lidt en diskussion om at flytte kommaer. Der skal noget andet til, for at kirken appellerer bredere, og det handler ikke mindst om kirkens rolle i samfundet, om diakoni og om at tage det sociale ansvar på sig i endnu større grad. Modsat ærgrer det mig også, når medierne har større fokus på de enkeltsager fra folkekirken, der kan skabe ravage, end på alle de gode aktiviteter og tiltag, som for eksempel folkekirkens foreninger står bag.”

Men når det er sagt, så er der et budskab, som folkekirken ifølge Peder Meisner nok heller ikke selv har været dygtig nok til at få frem i den tid og den verden, vi lever i nu.

”For det er da tankevækkende, at det er en popmusiker som Harry Styles, som kan få overskrifterne frem, når han råber fra scenekanten i Horsens: ’Husk, at du er noget. Alene i kraft af at du er til.’ Vi er alle sammen noget værd, præcis som vi er. Det er jo kristendommens kernebudskab. Så, ja, den har meget at sige til os alle i dag. Ikke mindst de unge. Og dem var der jo heldigvis mange af til koncerten.”