"Hvis jeg havde oplevet de samme ting som nogle af dem, jeg har dømt, så var jeg også blevet kriminel," sagde Hilmar Nielsen.
Han var en omsorgsfuld og socialt bevidst mand, og han havde som dommer blik for de skæbner, han tog hånd om i byretten. Højere straffe til kriminelle var han stor modstander af, og det var indimellem barskt for ham at opleve så mange menneskeliv, som var ødelagt og endt i kriminalitet. Han døde i august, 99 år.
Det var nu ikke dommer, han som lille dreng drømte om at blive. Hilmar Nielsen ville være cirkusklovn. Han var enebarn og voksede op i Viborg, og familien boede ved Eksercerpladsen, hvor der hvert år var cirkus. Forældrene lejede værelser ud til cirkusartister, og deres søn fik fribilletter til forestillingerne. Han forsøgte også selv at gøre cirkuskarriere, men politiet bad ham og en kammerat om at pakke det gøgleri væk, de var i færd med at stable på benene på vejen. Han forsøgte også at flyve, da han en dag tog springet fra et skur i haven med sin mors paraply. Livsmodet var sprudlende og fantasien stor.
Hilmar Nielsen blev en dygtig pianist, men hans far mente, det nok var for brødløst et fag, så efter studentereksamen rykkede han sammen med sin hustru til Aarhus og læste jura. Inden da havde han været aktiv i modstandsbevægelsen under krigen og var i en periode gået i skjul for tyskerne. Og så havde han også mødt Inger. Den unge kvinde havde han fået øje på i Viborg, og da han forstod, at hun arbejdede på apoteket, opfandt han diverse halsonder for at skaffe sig ærinder ved hendes skranke. Da hun døde i 2006 kort før deres diamantbryllup, mistede han sin bedste ven.
Da Hilmar Nielsen var færdiguddannet, flyttede parret til Hjørring, hvor han fik sit første arbejde som dommerfuldmægtig. De fik deres søn, der som ganske lille døde af leukæmi. Det var en sorg, de ikke fortalte meget om til de to døtre, de siden fik. Parret skabte et kærligt hjem, hvor Hilmar Nielsen delte sine store passioner – musik, litteratur og politiske diskussioner – med børnene. Man skulle gøre sig umage, men til gengæld var talen fri, og tavshed var bestemt ikke guld.
Han var også en distræt karakter, der kunne svømme hen i sin egen indre verden af musik og historier. Familien holdt af, når han livet igennem spillede klassisk musik og viser på flyglet.
Hilmar Nielsens arbejdsliv betød, at familien flyttede fra Hjørring til Vestervig og videre til Vejle. Da døtrene var blevet voksne, blev han først dommer i Horsens og siden administrerende dommer i Skanderborg. Sommerhuset ved Limfjorden blev familiens oase, og da Hilmar Nielsen blev pensioneret, flyttede parret tilbage til deres studieby, Aarhus, hvor de sugede til sig af teater, opera og symfonikoncerter, ligesom døren stod åben for barnebarnet, der legede i den hule, hendes morfar havde bygget til hende i haven i Højbjerg.
Da hans hustru døde, besøgte Hilmar Nielsen dagligt hendes grav i flere år. Han lærte sig at lave mad, og langt oppe i alderen klarede han alt selv. Han var stædig og syntes, det var noget pjat, når døtrene ikke mente, han skulle hænge oppe i tagrenderne.
Han talte gerne med venner og familie i telefonen, og han skrev og modtog overvældende mange julekort. Og langt oppe i sine 80'ere fortsatte han med at tilegne sig ny viden. Han gik på aftenskole og fordybede sig i historie, fransk og italiensk. Fik nye venner og oplevelser med både dem og familien rundt om i Europa. Og han læste hver dag Politiken og drøftede verdenssituationen med folk omkring sig.
De sidste tre et halvt år af sit liv boede han på plejehjem og blev dement. Nu stod barndommen i Viborg igen lyslevende for ham. Familien var hos ham, da han den 22. august tog en fredelig afsked med sit lange, rige liv.