Her er stille, hvis man ser bort fra musvågens miavende skrig og lyden af det sprøde nedfaldne løv, som knaser under sålerne. Engang var det her, man tog hen for at drikke søndagskaffe i naturskønne omgivelser, eller for at få en svingom i det danse-etablissement, der fra 1933 og godt syv årtier frem havde til huse her med udsigt over Nørreådalen 13 kilometer vest for Randers. I dag kommer man for at trække sig tilbage og fordybe sig i sin tro. ”Ådalen Retræte” står der på et diskret skilt, man let kan overse, når man kommer kørende af Gammel Viborgvej.
At Bloksbjerg, som restauranten og dansestedet hed, blev til et retrætested, er en historie om en sygemelding, som blev indgangen til et nyt livsafsnit for et ægtepar midt i livet. På trappestenen til den gamle restaurant står 67-årige Johannes Lind Pedersen. Sammen med hustruen, Heidi Lind Pedersen, 60 år, bestyrer han retrætecentret.
Egentlig er retræte et udtryk fra militæret. ”Troppers tilbagegående bevægelse, tilbagetog”, står der i Ordbog over det Danske Sprog, men ordet dækker også over, at man for en tid trækker sig fra hverdagen for at være stille og fordybe sig i troen. På søndag er det første søndag i advent og for nogle rimer advent på retræte. I kirkeåret er adventstiden en bods- og fastetid, og for nogle er dage i stilhed en del af forberedelsen til julen. Her på Gammel Viborgvej på kanten af Fussingø Skovdistrikt er retrætestedet et helle, man rejser efter uanset tid på året.
Da Johannes Lind Pedersen meldte sig til sit livs første retræte, vidste han ikke, hvad han havde meldt sig til. Det var den svenske forfatter og åndelige vejleder, teologen Magnus Malm, som holdt retræten, og Johannes Pedersen havde læst en af Magnus Malms bøger og været glad for den, så han tilmeldte sig et arrangement i Sverige. Det var i januar 2000, at Johannes Lind Pedersen skulle på retræte i Sverige. Han kom ikke af sted. I stedet fik han et opkald fra Magnus Malm, som ville høre, hvorfor han ikke var dukket op. Johannes Lind Pedersen var sløj og oplevede, at han fuldstændig havde mistet orienteringen.
Drømmen i dagbogen
Johannes Lind Pedersen er vokset op ved Randers, hvor han om søndagen fulgtes med sine forældre til gudstjeneste i byens frikirke. I kirken mødte han også den syv år yngre Heidi, som han i 1982 blev gift med. Johannes Lind Pedersen uddannede sig til tømrer og fik et lederjob i en større byggevirksomhed i Randers, mens hun blev laborant med speciale i fødevarer og mikrobiologi. De havde to fuldtidsjobs, fik to døtre, og samtidig var de engageret i alskens frivilligt arbejde i frikirken. I 2000 blev Johannes Lind Pedersen sygemeldt. På det tidspunkt havde han sagt sit job op i byggebranchen og stod i spidsen af frikirken som menighedsforstander.
”Jeg plejede at kunne stå på en talerstol, og jeg plejede at kunne træffe beslutninger, som man jo gør som leder, men det var, som om jeg mistede orienteringssansen, og jeg havde en svær stressreaktion.”
Han kom ikke af sted på retræte i januar, men da det blev forår, tog han på retræte hos Magnus Malm i Sverige. Han var uforberedt og påvirket af udbrændthed. I fem dage skulle deltagerne være i stilhed, hvilket Johannes Lind Pedersen aldrig havde prøvet. Stilheden blev afbrudt af tidebønner, en bønspraksis, der følger døgnets rytme og er kendt fra klostre, samt daglige oplæg af Magnus Malm. Da Johannes Lind Pedersen vendte hjem til Randers og sin familie, bemærkede hustruen, at stilheden havde været god for ægtefællen.
De følgende to år var han en gang om året på retræte hos Magnus Malm. Og i stedet for at vende tilbage til jobbet i kirken, genoptog han sit oprindelige virke og arbejdede som tømrer, mens han langsomt kom sig.
Da ægtefællen tre gange havde været på retræte, blev Heidi Lind Pedersen spurgt af en ven, om hun ikke skulle på retræte. Og det skulle hun bestemt ikke. Hun forklarede, at hun havde fem ugers ferie og ikke ville bruge en uge uden sin familie.
”Og jeg skulle ikke nyde noget af at være et sted, hvor jeg ikke måtte tale. Men vennen så på mig og sagde: ’Det må du simpelthen ikke snyde dig for’.”
De ord kunne hun ikke slippe, og hun besluttede sig for også at tage på retræte hos Magnus Malm. Hun siger:
”Jeg har gået i kirke hele mit liv, men her var det, som om mit forhold til tro gik fra hjerne til hjerte. Hvad jeg trods min skepsis havde mødt på retræten var så godt, at jeg mærkede et ønske om at kunne tilbyde andre muligheden for at gå samme vej.”
Hun skrev dagbog i stilheden. Af den gamle dagbog kan man se, at hun på retrætens sidste dag lavede et regnestykke. Hun vidste, hvad hun havde betalt for at deltage på retræten i Sverige. Kunne man lave noget tilsvarende i Danmark? At der var retrætesteder i Danmark i regi af både den katolske kirke, folkekirken og på tværs af kirkeskel, vidste hun ikke, men året efter tog hun igen en uge på retræte i stilhed i Sverige. Og de følgende år blev det et fælles ønske for parret at opbygge et sted, hvor andre kunne finde ro og hvile i stilheden, og de efteruddannede sig begge som åndelige vejledere, så de ville kunne lede andre i stilhed.
Da restauranten ved Randers kom til salg, var parret enige om, at stedet ville være en oplagt ramme om et retrætested. Her var storslået udsigt og gode muligheder for at komme ud, men stedet var nedslidt, og der var ingen værelser, hvor retrætegæsterne kunne overnatte.
Johannes Lind Pedersen spurgte sin daværende chef, tømrer Poul Nielsen fra PN Tømrer og Byggefirma, om han ville se på stedet. Og Poul Nielsen, der var menighedsrådsmedlem og med i provstiudvalget i Søndre Provsti i Randers, blev grebet af parrets vision og tilbød at skyde midler i projektet, så man kunne bygge en værelsesfløj med 20 enkeltværelser og renovere og omdanne den gamle restaurant til et sted, hvor stilhed og åndelig fordybelse var i fokus.
Det indre liv
Der er gået 10 år, siden parret bød velkommen til de første gæster. Det første år havde Heidi Lind Pedersen også en deltidsstilling som laborant, men søgningen til stedet voksede. Her er gæster stort set året rundt, og de har måttet ansætte folk for at klare opgaverne, og samtidig er der en gruppe af frivillige, der hjælper til. I dag, fredag, har en gruppe taget hul på en adventsretræte.
Johannes Lind Pedersen siger:
”Man kan søge stilhed og fordybelse mange steder, men vi kan byde ind med et sted forankret i den kristne tradition. Her kommer flere, som har søgt i østlig retning, og som finder ud af, at den kristne tradition rummer, hvad de søger, men vi har samtidig en del folkekirkepræster, som kommer, fordi de gerne vil opbygge deres indre liv.”
Selv ankom de noget famlede til deres første retræte, og sådan er det også for en god del af gæsterne på Ådalen. Op mod hver anden er ikke vant til at være sammen med andre i stilhed. Og selvom omgivelserne er tyste, så mødes man af indre larm. Heidi Lind Pedersen siger:
”En del bliver konfronteret med indre uro i stilheden og et tankemylder. Det er lidt som at gå på stranden og samle vand i et syltetøjsglas. I første omgang er vandet uklart, men når du lader det stå lidt, så vil sandet falde til bunden, og det øverste lag af vand være klart. Tiden gør noget for stilheden. Mange erfarer, at fællesskabet hjælper til at finde ind i stilheden, og at man nærmest bærer hinanden i stilheden.”
Madplaner og fordybelse
På retræterne brydes stilheden typisk af individuelle samtaler med en åndelig vejleder. Også bestyrerparret har vejledningssamtaler, og spørger man, hvad den største glæde er, ved at de forfulgte deres drøm og etablerede retrætestedet, tænker de på samtalerne med retrætedeltagere. Folk, der har været flere gange på Ådalen, beskriver, at det er som at komme hjem. Heidi Lind Pedersen siger:
”For os har mødet med retræten og den verden, det har åbnet, været som at finde hjem, og det rører mig, når andre har samme erfaring her. I vejledersamtalerne kommer man ret tæt på folk, og det er stort at være en del af menneskers vandring og måske se den livgivende proces, nogle gennemlever her. Måske har man søgt hjælp af terapeutisk vej, men Guds arbejde i stilheden kan være helende.”
Ådalen er ramme om forskellige typer af retræter, men fælles for dem er vægten på stilhed, og at man tre gange om dagen samles i kirken. I det, som var et lagerrum, da Ådalen var restaurant og dansested, er der nu indrettet et kirkerum. Skovens træer ser nærmest ind gennem ruderne.
Mange gæster beskriver, at retrætens dagsrytme gør godt, og når det bliver tid til at bryde op for retræten og vende tilbage til hverdagen, er der et spørgsmål, mange stiller: Kan man bevare noget af rytmen i hverdagen, selvom man har job og måske et familieliv med alt, hvad dertil hører?
I de 10 år, parret har bestyret retrætecentret, har de også stillet sig selv det spørgsmål. At facilitere stilhed for andre er ikke lig med, at man selv finder tid til stilhed og fordybelse, for Heidi Lind Pedersen skal lave madplaner og bestille varer, og Johannes Lind Pedersen skal klare de administrative opgaver, og så er der det praktiske i et stort hus. Derfor kan man mange eftermiddage møde ægteparret ude i Fussingø Skov. De tager en time ud af programmet, hvor de går.
På turen får de talt sammen, men det at gå gennem skoven er også en slags bøn. Og uanset dagens program, så runder de dagen af med at se tilbage på dagen med inspiration fra Jesuiterordenens grundlægger Ignatius af Loyola (1491-1556), der har fået stor betydning i retrætebevægelsen i Skandinavien de seneste årtier. Det er en refleksionsmetode og bøn, som ifølge Ignatius hjælper en med at komme i kontakt med sig selv og få øje på Guds tilstedeværelse i hverdagen.
Hvis Heidi Lind Pedersen ikke laver øvelsen som en del af aftenbønnen i kirken, bruger hun dagens sidste vågne minutter på at gennemgå tre spørgsmål: Hvad har været livgivende i dag? Hvad har været mindre livgivende? Og hvad er dit håb eller din længsel for den nye dag?
Vil man forlade Ådalen Retræte med en indgang til stilhed forankret i den kristne tradition, kan man gøre de tre spørgsmål til en del af hverdagens rytme.